§ 77

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Kommentar:

Alle borgere kan udtrykke det, de vil. Man kan sige, skrive eller på anden måde udtrykke sine tanker offentligt. Men samtidig må man også tage ansvaret for det, man siger eller skriver. Lovgivningen sætter nemlig nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at sige eller skrive offentligt.

Hvis man f.eks. er meget grov og fornærmer et andet menneske offentligt, kan man risikere at blive stævnet i en såkaldt injuriesag. Og hvis man f.eks. skriver noget, der truer landets sikkerhed, kan man blive tiltalt ved domstolene og idømt straf.

Indimellem ser man artikler og indlæg i aviser eller blade, som optræder uden skribentens navn. I de tilfælde er det den ansvarshavende redaktør, som har ansvaret for det, der står. Derfor skal navnet på den ansvarshavende redaktør altid stå i bladet. Det samme skal bladets trykkested.

Selv om grundloven garanterer ytringsfrihed for alle, kan den i nogle situationer begrænses. Det gælder f.eks. for folk i fængsel. Myndighederne har lov til at indskrænke indsattes ytringsfrihed, hvis det er nødvendigt for sikkerhed og orden.

Forsvaret har også lov til at indskrænke soldaternes ytringsfrihed, hvis det sker af hensyn til orden og disciplin.

I princippet gælder ytringsfriheden naturligvis også offentligt ansatte. Men samtidig er f.eks. sagsbehandleren på et socialkontor underlagt tavshedspligt. Tavshedspligten betyder bl.a., at sagsbehandleren ikke må udtale sig om en række personoplysninger, han eller hun har fået gennem sit arbejde.

Grundloven beskytter mod censur og andre forebyggende forholdsregler. Forbuddet mod censur blev indført i 1849. Før den tid blev bøger og blade undersøgt af en af kongens embedsmænd, før de blev trykt. Han fjernede det, han ikke brød sig om, og først da kunne bøger og blade blive offentliggjort. Censurforbuddet betyder, at politiet først kan skride ind mod et blad eller en bog, når den er udkommet. Myndighederne kan ikke forlange at gennemse et manuskript på forhånd. Alligevel kan man godt skride ind mod en udgivelse, før den er trykt, også uden at overtræde grundloven. Der kan nedlægges forbud mod en offentliggørelse, hvis man kan overbevise en dommer om, at den gør stor skade og er ulovlig. Det er op til dommeren at afgøre, om der skal nedlægges et såkaldt fogedforbud mod udgivelsen.

Det skete f.eks. i 1980’erne, hvor Frimurerordenen kom igennem med et forbud mod, at Danmarks Radio viste en tv-udsendelse om ordenen. Udsendelsen ville afsløre nogle af Frimurerordenens hemmelige optagelsesritualer. Sagen blev endeligt afgjort i Højesteret. Og her fik Frimurerordenen medhold. Højesteret mente, at optagelsesritualerne berørte private forhold. Derfor var de beskyttet mod offentliggørelse. Tv-udsendelsen om Frimurerordenen er aldrig blevet vist.

I en anden sag gik det modsat. Den stammer også fra 1980’erne. Her var der i en periode megen debat om landmændenes brug af medicin til husdyr. Plakatkunstneren Mikael Witte blandede sig i debatten ved at lave en plakat, der var forsynet med teksten: ‘Danske svin er sunde, de strutter af penicillin’. Plakaten viste en tegning af en glad gris, som var en satirisk efterligning af noget reklamemateriale fra Andelsslagterierne. Slagteriorganisationerne blev sure. De forsøgte at få plakaten forbudt. Men Højesteret slog fast, at plakaten ikke var ulovlig. Retten lagde vægt på, at plakaten var et indlæg i en samfundsdebat. Derfor var den relevant for offentligheden.