§ 43
Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.
Kommentar:
Folketinget sidder tungt på retten til at bestemme landets skatter, afgifter og statslån. Det er et af Folketingets væsentligste magtmidler, og det kan ikke overlades til regeringen. § 43 slår nemlig fast, at spørgsmål om skatter, afgifter og statslån kun kan besluttes ved lov. Og det er jo Folketinget, der vedtager lovene. Bestemmelsen sikrer en demokratisk styring af og kontrol med skatteudskrivningen.
§ 43 fastslår også, at Folketinget bestemmer, hvor mange soldater der må indkaldes.