§ 25

Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov.

Kommentar:

Bestemmelsen i § 25 har en ganske særlig historisk baggrund. Før 1849 var kongen enevældig. Han bestemte lovene, og han kunne også gøre undtagelser fra dem. I tiden op til grundloven blev vedtaget, var det almindelige lovgivningsarbejde næsten gået i stå. I stedet gjorde kongen tit undtagelser fra loven, f.eks. med hensyn til skilsmisser. Dengang var det meget svært at blive skilt efter loven. Alligevel blev en del ægtefolk skilt, fordi kongen bevilgede dem skilsmisse.

Da grundloven blev vedtaget i 1849, var man klar over, at der ville gå lang tid, før alle undtagelserne fra de tidligere love kunne skrives ind i nye love. Derfor blev § 25 skabt. Bestemmelsen skulle først og fremmest lette overgangen fra enevælden.

I dag har bestemmelsen næsten ingen betydning. De fleste områder er nu dækket af en lov.