§ 19

Stk. 1. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.

Kommentar:

Regenten udøver sin magt gennem ministrene og kan ikke stilles til ansvar for, hvad regeringen foretager sig (§§ 12, 13 og 14). Derfor skal ordet kongen læses som regeringen.

Stk. 1. Det er Folketinget, som lægger hovedlinjerne for landets udenrigspolitik. Langt de fleste udenrigspolitiske beslutninger om aftaler med andre lande skal nemlig godkendes af Folketinget. Regeringen kan ikke blot selv bestemme. Det gælder, når Danmark indgår aftaler med andre lande om et samarbejde, f.eks. i NATO og FN.

Stk. 2. Regeringen kan heller ikke bare beslutte, at dansk militær skal angribe andre lande. Folketinget skal spørges først. Der er dog én undtagelse. Regeringen må godt bruge de danske styrker til forsvar, hvis vi bliver angrebet af et andet land. Men den militære indsats skal straks efter forelægges Folketinget. Hvis Folketinget ikke er samlet, f.eks. på grund af ferie, skal det straks indkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget skal nedsætte et udvalg, som regeringen skal drøfte større udenrigspolitiske beslutninger med, før beslutningerne træffes. Udvalget kaldes Det Udenrigspolitiske Nævn. Medlemmerne af udvalget har tavshedspligt. De må ikke udtale sig offentligt om det, de får at vide på møderne.