§ 57
Stk. 1. Udvalget for Forretningsordenen nedsætter et permanent underudvalg, Granskningsudvalget, til at varetage undersøgelse af sager, der påkalder sig kritisk opmærksomhed i offentligheden eller i Folketinget, og til at foretage den forberedende behandling af udvalgets opgaver efter dette kapitel.
Stk. 2. Granskningsudvalget sammensættes af et medlem fra hver af de folketingsgrupper, der er repræsenteret i Udvalget for Forretningsordenen, samt observatørerne i dette udvalg fra Folketingets øvrige folketingsgrupper.
Stk. 3. Fra hver af de folketingsgrupper, der udpeger et medlem af Granskningsudvalget i medfør af stk. 2, skal der samtidig udpeges en personlig stedfortræder for medlemmet. Udskiftning ud over med disse stedfortrædere er ikke mulig, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. Udtræder et medlem af Granskningsudvalget af Folketinget eller af sin folketingsgruppe, eller bliver et medlem minister, skal den folketingsgruppe, som udpegede vedkommende, udpege et nyt medlem i stedet for vedkommende. Meddeles et medlem af Granskningsudvalget orlov efter reglerne i kapitel XV, kan den folketingsgruppe, som har udpeget vedkommende, udpege et midlertidigt medlem i stedet for vedkommende til at fungere, så længe orloven varer. 1. og 2. pkt. gælder tilsvarende for stedfortrædere udpeget i medfør af stk. 3. Hvis en stedfortræder udpeget i medfør af stk. 3 udpeges som nyt medlem i de i 1. pkt. nævnte tilfælde, skal den folketingsgruppe, som har udpeget vedkommende, udpege en personlig stedfortræder for den pågældende efter reglerne i stk. 3. Hvis en stedfortræder udpeget i medfør af stk. 3 udpeges som midlertidigt medlem i de i 2. pkt. nævnte tilfælde på grund af et medlems orlov efter reglerne i kapitel XV, kan den folketingsgruppe, som har udpeget vedkommende, udpege en midlertidig stedfortræder for den pågældende efter reglerne i stk. 3 til at fungere, så længe orloven varer.
Stk. 5. Udvalget for Forretningsordenen kan, hvor særlige forhold taler for det, tillade fravigelse af stk. 3, 2. pkt., og stk. 4.
Stk. 6. Granskningsudvalgets møder foregår for lukkede døre. Udvalget for Forretningsordenen kan dog beslutte, at møder i Granskningsudvalget skal være offentlige, jf. dog § 58, stk. 3.
Stk. 7. Granskningsudvalget vælger snarest efter sin nedsættelse en formand og en næstformand. Ved valget har hvert medlems stemme vægt svarende til antallet af medlemmer af den folketingsgruppe, som vedkommende repræsenterer. Bliver formands- eller næstformandsposten ledig, vælger udvalget en ny formand eller næstformand.