Åben høring om ændringer i trossamfundsloven
Kirkeudvalget holder en åben høring om ændringer i trossamfundsloven. Høringen finder sted onsdag den 5. februar fra 14.00-16.00 i Proviantsalen på Christiansborg.
Hvordan har trossamfundsloven fungeret i praksis, og hvilke ændringer bør overvejes, når loven skal revideres? Det er centrale spørgsmål, når Folketingets Kirkeudvalg inviterer til åben høring om trossamfundsloven forud for den planlagte revision af loven i denne folketingssamling.
Trossamfundsloven trådte i kraft den 1. jan. 2018, og indeholder bestemmelser om trossamfund uden for folkekirken. Det indgår i loven, at der skal ske en revision i Folketingssamlingen 2024-25. Formålet med høringen er, at Kirkeudvalget hører erfaringer og vurderinger af loven fra aktører og eksperter, her inden loven skal revideres.
Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Hvis du ønsker at deltage som tilhører til høringen, kan du tilmelde dig her senest dagen før kl. 12.00.
Programmet offentliggøres snarest.
Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt.
Høringen tv-optages og vil blive vist live her på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende under ”TV fra Folketinget”. Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.