Præsidiet forbyder Deepseek på enheder udleveret af Folketinget
I forlængelse af Præsidiets tidligere beslutning om at anbefale, at man ikke bruger Deepseek på enheder udleveret af Folketinget, har Præsidiet besluttet at følge op med et egentligt forbud mod den kinesiske AI-tjeneste.
Folketingets Præsidium er ansvarlig for, at Folketingets IT-systemer er tilstrækkeligt sikre og Præsidiet ønsker ikke at give adgang til Deepseek på grund af risikoen for overvågning af Folketingets data.
Beslutningen følger i forlængelse af, at Folketingets Præsidium den 14. februar besluttede at anbefale, at man ikke benytter Deepseek på enheder udleveret af Folketinget. Ud fra et forsigtighedshensyn har Præsidiet nu fulgt op med et egentligt forbud mod den kinesiske AI-tjeneste. Forbuddet i Folketinget ligger desuden i forlængelse af den praksis, som Statens It har lagt, hvor man har lukket for adgangen til Deepseek på arbejdscomputere.
Forbuddet gælder for alle enheder, der er udleveret af Folketinget, det vil sige iPhone, iPad og PC.