Nytårskur for det diplomatiske korps
Mere end 150 gæster fra udlandet og internationale organisationer var til stede, da Folketinget tirsdag den 7. januar 2025 afholdt den traditionelle nytårskur for det diplomatiske korps.
Fotograf: Ólafur Steinar Rye Gestsson
I sin velkomsttale takkede Folketingets formand, Søren Gade, gæsterne for et fremragende samarbejde samt frugtbare møder og drøftelser i det forløbne år.
Han forudså et travlt 2025 og et såkaldt »diplomatisk superår« for Danmark med henvisning til, at Danmark har indtaget en plads som medlem af FN’s Sikkerhedsråd for de næste to år. Ifølge formanden er dette både et stort ansvar og en mulighed for at bidrage til international fred og sikkerhed på højeste niveau. Danmark vil arbejde for at styrke det multilaterale samarbejde og opretholde principperne i FN-pagten.
I andet halvår af 2025 vil Danmark overtage formandskabet for EU. Topprioriteterne vil være fokus på den grønne omstilling, Europas konkurrenceevne, migration og den nye flerårige finansielle ramme.
Efter formandens velkomsttale holdt Kroatiens ambassadør, Tina Krce, der er den længst siddende udenlandske ambassadør i Danmark, en tale på vegne af det diplomatiske korps.