Åben høring om udfordringer med lånemuligheder i landdistrikterne
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer holder en åben høring om udfordringerne ved lånemuligheder i landdistrikterne onsdag den 5. februar 2025 kl. 9.30 til 12.30 i Landstingssalen på Christiansborg.
Udvalget ønsker med høringen at belyse de aktuelle udfordringer med private og erhvervsmæssige lånemuligheder i landdistrikterne og at få viden om, hvorvidt der på trods af forskellige statslige tiltag fortsat er udfordringer med at optage lån for private og erhverv i landdistrikterne. Høringen vil fokusere på de udfordringer, som f.eks. borgere, virksomheder og dagligvarebutikker står over for mhp. at identificere barrierer og diskutere mulige løsninger. Hvilke udfordringer og hindringer møder borgere og virksomheder, når de forsøger at optage lån eller opnå finansiering i landdistrikterne, og hvad skal der til for at komme udfordringerne til livs?
Programmet kan ses her.
Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Hvis du ønsker at deltage som tilhører, kan du tilmelde dig her senest dagen før kl. 12.00.
Gæster i Folketinget skal beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek. Det anbefales derfor at møde op cirka en halv time før høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, så længe det ikke forstyrrer afviklingen.
Høringen tv-optages og vil blive vist live på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan ses efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.