Lovforslag vedrørende skattefrihed for modtaget godtgørelse for kørsel i egen bil genfremsættes ikke

29.11.2024

Udvalget for Forretningsordenen har besluttet, at et lovforslag vedrørende skattefrihed for modtaget godtgørelse for kørsel i egen bil ikke fremsættes igen. Folketingets eksterne revisorer går nu i gang med at gennemgå bilag.

Folketingets formand, Søren Gade, besluttede den 25. oktober 2024 at trække lovforslag L 57 tilbage. Et forslag, der bl.a. handler om skattefri godtgørelse for kørsel i egen bil til medlemmer af Folketinget, hvis de deltager i politiske møder uden for egen storkreds, og hvis kørslen erstatter en indenrigsflyrejse. En ordning, der har været en del af Folketingets rejseregler siden 2013, men som ikke har haft hjemmel i valgloven. 

Samtidig med, at lovforslaget blev trukket, blev det varslet, at sagen skulle drøftes på det førstkommende møde i Udvalget for Forretningsordenen. 

Udvalget for Forretningsordenen har på sit møde den 20. november 2024 besluttet, at lovforslaget om bagudrettet skattefritagelse ikke vil blive genfremsat. Det indebærer, at tidligere udbetalt godtgørelse til kørsel i egen bil i forbindelse med politiske møder til andre storkredse end den, hvor det pågældende medlem er opstillet, og hvor det har erstattet en indenrigsflyrejse, skal indgå i det pågældende medlems skattepligtige indkomst.

Vi trækker en streg i sandet

»Som Folketingets formand synes jeg selvfølgelig, at der skal være orden i tingene, og det er jeg ærgerlig over, at der ikke har været i dette tilfælde. Vi har arvet et problem, som er skabt i fortiden, og som vi har skullet løse i nutiden. I Udvalget for Forretningsordenen er der meget bred enighed om, at nu trækker vi en streg i sandet og sikrer, at der bliver betalt den rette skat af de penge, der er udbetalt uden hjemmel til skattefrihed«, udtaler Folketingets formand, Søren Gade.

Efter dialog med Skattestyrelsen er Folketingets Administration blevet oplyst, at der skal indberettes for årene 2021, 2022, 2023 og 2024. 

Bilagsmaterialet for de pågældende år vil nu blive gennemgået af Folketingets eksterne revisor. Hvis der er medlemmer af Folketinget i den pågældende periode, som har fået udbetalt befordringsgodtgørelse til kørsel til politiske møder uden for egen storkreds i årene 2021-2024, vil beløbene blive indberettet til Skattestyrelsen. 

Befordringsgodtgørelse udbetalt tidligere end 2021 er i skattemæssig forstand forældet, og de vil derfor ikke blive gennemgået.

Fakta om befordringsgodtgørelse og det tidligere fremsatte lovforslag

Den skattefri befordringsgodtgørelse er blevet udbetalt i overensstemmelse med de af UFO vedtagne rejseregler for Folketinget.

Folketingets Administration har de seneste år gennemgået rejsereglerne for at opdatere og forenkle dem. I den forbindelse blev administrationen opmærksom på manglende lovhjemmel til at yde godtgørelse til kørsel i egen bil i forbindelse med politiske møder uden for egen storkreds, som har kunnet udbetales, hvis kørslen erstattede en flyrejse.

I april 2024 vedtog UFO et aktstykke, som gav hjemmel til udbetalingen af godtgørelsen til kørsel i egen bil i forbindelse med politiske møder uden for egen storkreds siden 2013 og frem til udgangen af 2024. Folketingets Præsidium fremsatte herefter et lovforslag, der bl.a. ville indebære, at medlemmerne ikke bagudrettet skulle beskattes af godtgørelsen.

Det fremsatte lovforslag blev i oktober 2024 trukket, da tre partier trak støtten.