Islandsk præsident besøger Folketinget

08.10.2024

Statsbesøget markerede de historiske bånd og det nære forhold mellem Danmark og Island

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson

 

Tirsdag den 8. oktober havde Folketinget besøg af Halla Tómasdóttir, der blev valgt til Islands præsident for ganske få måneder siden. Danmark er det første land, hun besøger som præsident.

Statsbesøget markerer de historiske bånd og det nære forhold mellem Danmark og Island.

Halla Tómasdóttir mødte Præsidiet og andre folketingsmedlemmer i Samtaleværelset.

I sin tale til den islandske gæst fremhævede Folketingets formand Søren Gade samhørigheden mellem Danmark og Island og rigsfællesskabet gennem mere end 500 år. Selv om Island blev selvstændigt i 1918, er der fortsat meget nære og stærke relationer mellem Island og Danmark.

”Vi tilhører begge den nordiske familie. Vi arbejder tæt og godt sammen i Nordisk Råd, Arktisk Råd og Nato. Mange islændinge og danskere har i generationer handlet med hinanden, giftet sig med hinanden og skabt forbindelser over Nordatlanten. Danmark og Island er forbundne i tæt venskab og nordisk broderskab”, sagde han.

Efter mødet i Samtaleværelset skrev Halla Tómasdóttir og hendes ægtefælle Björn Skúlason – som traditionen foreskriver – en hilsen i Folketingets gæstebog og Folketingets formand fremviste Folketingssalen for ægteparret.