Folketinget skal vælge en ny ombudsmand

13.09.2024

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, har meddelt Folketinget, at han ønsker at fratræde sin stilling med virkning fra den 7. oktober 2024 for at kunne tiltræde som dansk dommer ved EU-Domstolen. Niels Fenger har været Folketingets Ombudsmand siden den 1. december 2019.

Folketingets valg af ombudsmand
Folketinget skal derfor vælge en ny ombudsmand efter indstilling fra Folketingets Retsudvalg. Retsudvalget har på den baggrund indledt drøftelser af udvalgets indstilling af en ny ombudsmand til Folketinget.  

Når Retsudvalget har afsluttet drøftelserne, afgiver udvalget sin indstilling til Folketinget i en betænkning, som bliver offentliggjort på Folketingets hjemmeside, senest to dage før valget af den ny ombudsmand finder sted i et møde i Folketinget.
 
Krav og rammer
Ombudsmandsloven indeholder følgende krav til ombudsmanden:

  • Medlemmer af Folketinget, kommunale råd og regionsråd kan ikke udføre hvervet som ombudsmand
  • Ombudsmanden skal have bestået juridisk embedseksamen

Derudover fremgår det af loven, at ombudsmandens samlede embedsperiode ikke kan overstige 10 år.
 
Ombudsmandens virksomhed og kompetence
Ombudsmanden er uafhængig af Folketinget i udøvelsen af sit hverv, men Folketinget vælger og fastsætter de almindelige bestemmelser for ombudsmandens virksomhed.

Ombudsmanden behandler klager over offentlige myndigheders sagsbehandling. Derudover kan ombudsmanden tage sager op og sætte undersøgelser i gang på eget initiativ. Endelig kan ombudsmanden gennemføre tilsynsbesøg i institutioner, der hører under ombudsmandens virksomhed.

 

Se nyhed fra Folketingets Ombudsmand her.
Se lov om Folketingets Ombudsmand her.