Forandringer på demokratiets festdag

29.09.2024

Flere ting er anderledes, når Folketinget åbner for en ny politisk sæson tirsdag den 1. oktober.

Åbningen af Folketinget første tirsdag i oktober er en dag med mange traditioner, men i år vil flere ting være anderledes, end de plejer. 

Kong Frederik og Dronning Mary deltager for første gang som kongepar. De har tidligere overværet åbningen som kronprinspar. 

Rigsdagsgården er ved at blive gravet op for at forberede en udvidelse af Folketinget. De kongelige gæster bliver derfor modtaget af Præsidiet ved indgangen i Indre Slotsgård. Normalt sker det ved hovedtrappen i Rigsdagsgården. 

Blandt æresgæsterne er i år formanden for den svenske Riksdag, Andreas Norlén. Det er første gang, en parlamentsformand fra et andet land deltager i åbningen, når man ser bort fra Grønland og Færøerne. 

Andreas Norlén er på officielt besøg i Danmark i disse dage og har ønsket at overvære åbningen for at lade sig inspirere af, hvordan Folketinget indleder en ny politisk sæson. 

Endelig vil Folketinget for første gang afslutte et åbningsmøde med at synge Der er et yndigt land. Sangerinde Julie Lindell vil synge for akkompagneret af Markus Lindell på klaver.