Parlamentarikere fra Østersølande mødtes i Helsingør
Sikkerhed i Østersøen var hovedemnet, da den 33. Parlamentariske Østersøkonference (BSPC) blev afholdt i Helsingør. I tre dage har parlamentarikere fra hele Østersøregionen drøftet emner som forsvarssamarbejde, energiforsyningssikkerhed og klimaændringer.
Blandt de fremtrædende deltagere var Folketingets formand, Søren Gade, Sveriges minister for civilt forsvar, Carl-Oskar Bohlin, Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og forsvarsminister Troels Lund Poulsen. H.M. Kongen deltog også i en efterfølgende reception på Kronborg Slot.
Det er Danmark, der det seneste år har haft præsidentskabet for BSPC, og Henrik Møller, der som præsident for samarbejdet har ledet det politiske arbejde.
Henrik Møller udtaler: »Det var en stor ære for Danmark at have præsidentskabet for BSPC og at kunne byde vores kolleger fra Østersøområdet velkommen til Helsingør. Vores fokus på sikkerhed, energi og klima er afgørende i lyset af den nuværende geopolitiske situation, men også i lyset af de miljømæssige udfordringer, der er for Østersøen. Østersøen har i århundreder sikret os vores levebrød og bundet vores lande sammen. Derfor er det vigtigt, at vi passer på Østersøen – både når det kommer til miljøet, men også at arbejde for en mere stabil og sikker fremtid for kommende generationer.«
Konferencen havde omkring 170 deltagere og fungerede som en vigtig platform for debat og beslutningstagere i regionen. Blandt arrangementerne var en ungdomskonference om energiforsyningssikkerhed, hvor unge fra regionen præsenterede deres anbefalinger til parlamentarikerne.
Fotografer: Ólafur Steinar Rye Gestsson og Victoria Mørck Madsen