Sikkerhed i Østersøen er hovedtema i Helsingør til den 33. Parlamentariske Østersøkonference. H.M. Kongen deltager i reception på Kronborg.
Den 25.-27. august 2024 vil Helsingør være centrum for politisk dialog og samarbejde, når den 33. Parlamentariske Østersøkonference (BSPC) finder sted. Det er Danmark, der har præsidentskabet for BSPC med Henrik Møller (S) som præsident.
Samarbejdet i BSPC er særligt vigtigt lige nu med den nye geopolitiske virkelighed, hvor Ruslands aggression i Ukraine har skabt usikkerhed og destabilisering i regionen. Konferencen vil samle beslutningstagere fra hele Østersøområdet for at diskutere sikkerhed i Østersøen, herunder energiforsyningssikkerhed, forsvar og klimaændringer. Med omkring 200 deltagere vil konferencen være platform for konstruktive debatter og vigtige beslutninger, der kan forme regionens fremtid.
H.M. Kong Frederik vil deltage som æresgæst ved en reception, der afholdes i forbindelse med konferencen. Desuden vil en række ministre deltage, blandt andre vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen samt Folketingets formand, Søren Gade, hvilket understreger det danske engagement i Østersøsamarbejdet.
Som en del af arrangementet vil der forud for konferencen blive afholdt et ungdomsforum, hvor unge fra Østersøområdet vil debattere energisikkerhed og udarbejde anbefalinger til parlamentarikerne.
Henrik Møller udtaler: »Det er en stor ære for Danmark at have præsidentskabet for BSPC og at kunne byde vores kolleger fra Østersøområdet velkommen til Helsingør. Helsingør er det oplagte sted for dette møde, med sin rige historie, strategiske placering ved Øresund og sit stærke engagement i bæredygtighed og regionalt samarbejde. BSPC er en vigtig platform for parlamentarisk samarbejde og dialog i Østersøregionen, og jeg ser frem til en vigtig og inspirerende konference.«
Deltagelse for pressen
Pressen har mulighed for at deltage i Ungdomskonferencen søndag den 25. august samt den parlamentariske konference på Marienlyst Strandhotel. Desuden vil der være mulighed for at dække receptionen på Kronborg, hvor H.M. Kong Frederik deltager.
På Kronborg vil der være en pressepool ved ankomsten samt en pool i Dansesalen, hvor præsidenten for BSPC, Henrik Møller, og H.M. Kongen holder tale, og hvor kongen for første gang som regent udbringer en kanonskål. En tradition, der går tilbage til Frederik den 2., og som også er omtalt i Shakespeares Hamlet. Det vil været muligt at dække begge pressepools på Kronborg.
Tilmelding for pressen skal ske senest torsdag den 22. august klokken 12 til presserådgiver i Folketinget Jesper Tidemann på [email protected]. Ved tilmelding skal navn og medie oplyses, samt hvilke begivenheder man ønsker at dække.
Kontakt presserådgiver i Folketinget Jesper Tidemann på 21935986 eller [email protected] for yderligere information.
Program
25. august
Konventum
Kl. 9.30-15.00: Ungdomskonference om energiforsyningssikkerhed
26. august
Marienlyst Strandhotel
Kl. 9.30-16.15: Parlamentarisk østersøkonference
Kl. 9.30-10.00: Åbning af konferencen
- Folketingets formand, Søren Gade
- Henrik Møller, præsident for BSPC
Kl. 10.00-11.30: Session 1: Forsvarssamarbejde
- Pekka Haavisto, forhenværende udenrigsminister, Finland
- Jarosław Wałęsa, medlem af det polske parlament
- Flemming Splidsboel, DIIS
Kl. 12.30-13.00: Anbefalinger fra ungdomskonferencen
Kl. 13.00-14.30: Session 2: Energiforsyningssikkerhed
- Carl-Oskar Bohlin, Sveriges minister for civilt forsvar
- Rasmus Dahlberg, forsvarsakademiet
Kl. 15.15-16.15:Session 3: Sikkerhed i Østersøen
- Troels Lund Poulsen, forsvarsminister og vice statsminister
- Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister
Kronborg
kl. 17.00-18.30: Reception (begrænset adgang)
27. august
Marienlyst Strandhotel
Kl. 9.30-12.45: Parlamentarisk østersøkonference
Kl. 9.30-10.00: Indlæg fra repræsentanter for internationale organisationer mv.
Kl. 10.00-10.30: Status fra arbejdsgruppen og indlæg fra BSPC-rapportører
Kl. 10.45-12.00: Session 4: Klimainitiativer
- Jette Bredahl Jacobsen, professor, European Scientific Advisory Board on Climate Change
- Eva Jensen, European Environment Agency
- Stiig Markager, professor, Aarhus University
Kl. 12.00-12.30: Åben debat
Kl. 12.30-12.45: Afslutning
Om BSPC
Den Parlamentariske Østersøkonference (BSPC) er en sammenslutning af parlamentarikere fra Østersøregionen, som arbejder for at fremme politisk dialog og samarbejde på tværs af nationale grænser. Konferencen blev etableret i 1991 og har siden da fungeret som en vigtig platform for at debattere regionale og internationale spørgsmål. BSPC er den parlamentariske pendant til Østersørådet (CBSS – Council of the Baltic Sea States) og består af parlamentarikere fra Danmark, Færøerne, Grønland, Norge, Sverige, Finland, Åland, Island, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland samt fra de regionale parlamenter i Slesvig-Holsten, Mecklenburg-Vorpommern, Hamborg samt fra Baltisk forsamling, Europa-Parlamentet, Nordisk Råd, Europarådet og NATO's parlamentariske forsamling. Rusland blev i 2022 ekskluderet og er ikke længere en del af samarbejdet.
Om kanonskål
Det var kong Frederik 2., der byggede Kronborg Slot, som anvendte kanonsalut, når han skålede med sine gæster på Kronborg.
Den kongelige skål blev indledt med pauker og trompeter. Ryet om kongens kanonskål gik over hele Europa og nåede Shakespeare, som nævner kanonskålen i sit skuespil Hamlet.
Kanonskålen foregår på følgende måde:
- Kongen løfter sit glas og udbringer en skål.
- Paukerne spiller.
- Trompetererne blæser fanfare.
- Kanonsalut (»dansk løsen«, 3 skud). De 3 kanoner står på hovedvolden udenfor Dansesalen.
I dag bruges kanonskålen kun ved festlige lejligheder