Mulighed for foretræde for Kulturudvalget på Kulturmødet Mors
Vil du i dialog med Folketingets Kulturudvalg? Folketingets Kulturudvalg modtager under Kulturmødet Mors den 23.-25. august 2024 deputationer med borgere og repræsentanter for foreninger, virksomheder eller interesseorganisationer.
Hvis du, din forening eller interesseorganisation har lyst til at komme i foretræde for Folketingets Kulturudvalg, har du her muligheden for at præsentere en problemstilling, et projekt eller en holdning til et emne, som I brænder for, inden for kunst- og kulturlivet. Formålet er, at udvalget kan tage viden, input og synspunkter med videre i sit arbejde, og at publikum får lejlighed til at opleve, hvordan det foregår, når et folketingsudvalg tager imod deputationer. Foretræderne bliver gennemført fredag den 23. august 2024 kl. 9.00-10.30 i sal 2.
Hvis du/I ønsker at komme i foretræde så send et kort input, der beskriver, hvad du/I vil drøfte/præsentere for udvalget til [email protected] inden den 12. august 2024.