Enighed om fælles politisk linje for brug af deepfake i politisk kommunikation
Et bredt flertal af partier er enige om, at brugen af kunstig intelligens ikke må ske på bekostning af troværdighed og gennemsigtighed.
Et flertal af Folketingets partier er enige om en fælles politisk linje for brug af deepfakes i politisk kommunikation og valgkampe. Partierne er bl.a. enige om ikke uden tilsagn at anvende deepfake-teknologi til at skabe falske kopier af politikere, hvor de f.eks. siger eller gør ting, de ikke har gjort i virkeligheden. Den type videoer kan skabe forvirring omkring, hvad der er sandt og falsk, og føre til mistillid til den demokratiske samtale.
Folketingets formand, Søren Gade, er glad for den brede opbakning:
»Vi har taget hul på en vigtig debat. Når vi bruger kunstig intelligens i vores politiske kommunikation, må det aldrig ske på bekostning af troværdighed og gennemsigtighed. Det er et komplekst emne med mange facetter og ubekendte. Derfor er jeg glad for, at vi på kort tid har opnået en bred aftale om spillereglerne for brug af deepfake i vores kampagner. Jeg ser frem til at genoptage arbejdet og den gode dialog i september,« siger Folketingets formand, Søren Gade.
Efter sommerferien arbejdes der videre på et mere generelt – men fortsat frivilligt – kodeks om ansvarlig brug af kunstig intelligens i politisk kommunikation gældende for alle partier. Dette vil blive integreret i den eksisterende gentlemanaftale mod fake news, som alle partierne indgik forud for valget i 2019.
Fælles politiske linje
I den fælles politiske linje, som flertallet af partierne støtter, er partierne enige om:
- helt at undlade at bruge deepfakes til at gengive eller kopiere politikere eller politiske kandidater fra andre partier, medmindre personen har givet tilsagn. Man må også gerne bruge deepfakes af sig selv eller politikere fra sit eget parti, hvis de er indforstået.
- tydeligt at markere eller kommunikere, når video eller lyd er skabt ved hjælp af deepfake, så det er nemt for alle at identificere deepfake-indhold.
Derudover er partierne enige om at fortsætte den gode dialog og håndtere eventuelle uenigheder om deepfake-indhold internt. Aftalen gælder fra dags dato.
For yderligere information kontakt venligst: Presserådgiver i Folketinget Jesper Tidemann på 21935986