Chromebook-sagen viser behov for klare aftaler
Udvalget for Digitalisering og It afholdte tirsdag den 11. juni 2024 et rundbord om afgørelsen i det, der er blevet kendt som Chromebook-sagen – om udveksling af persondata fra Chromebooks og Workspace for Education.
Formålet med rundbordet var at sætte fokus på, hvad afgørelsen har af betydning for brugen af offentlige it-systemer. Udvalget for Digitalisering og It havde samlet 11 interessenter til at drøfte, hvad der er den vigtigste læring fra Datatilsynets afgørelse om anvendelse af Chromebooks og Workspace for Education i skolerne, og den dataudveksling som har fundet sted i den forbindelse.
Sagen omhandler udvekslingen af personhenførbare data. Mange it-systemer udveksler data med henblik på at udvikle og forbedre it-løsninger. Datatilsynet har afgjort, at offentlige myndigheder ikke har hjemmel til at udveksle data til det formål, og at det derfor stiller krav til de aftaler, myndigheder indgår om databehandling. Flere af deltagerne i rundbordet udtrykte ønske om, at der blev sat en klarere retning for offentlig digitalisering i Danmark.
Formålet var ikke at finde en løsning i den konkrete sag, men at få belyst, hvilke udfordringer der følger af afgørelsen, og hvordan offentlige myndigheder fremover kan eller bør agere, når der skal vælges it-systemet og indgås aftaler om datahåndtering. Det er forventningen, at regeringen inden 1. juli kommer med forslag til, hvordan de udfordringer, der fremhæves i Datatilsynets afgørelse, kan håndteres. Rundbordet er et led i medlemmernes forberedelse af den kommende dialog med ministeren.