Retsudvalget har besøgt Sydøstjylland
Retsudvalget har været på studietur i Sydøstjylland for at besøge Politiskolen i Vejle, Sydøstjyllands Politi i Vejle og Nationalt Kriminalteknisk Center i Fredericia.
Retsudvalget har onsdag den 8. maj 2024 været på studietur i Sydøstjylland for bl.a. at få et indblik i politiets forskellige arbejdsopgaver og funktioner og som forberedelse til de kommende forhandlinger om en flerårsaftale for politiets og anklagemyndighedens økonomi.
Det var første gang Retsudvalget besøgte den nye politiskole i Vejle (Uddannelsescenter Vest), efter skolen blev indviet i 2020. Under besøget hørte udvalget bl.a. om rekruttering, søgning, optagelse og frafald på politiskolen, overværede undervisning og øvelser i magtanvendelse, konflikthåndtering, skydetræning og ransagning samt fik en rundvisning på skolens forskellige undervisningsfaciliteter.
Hos Sydøstjyllands Politi i Vejle var der lejlighed til at drøfte den såkaldte ”Vejle-sag”, indsatsen mod stalking, anvendelse af krops- og hjelmkamera, politiets forebyggende arbejde og arbejdet med digital analyse og kriminalteknik i politikredsen.
Endelig fik udvalget under besøget hos Nationalt Kriminalteknisk Center Vest i Fredericia en introduktion til NKC’s arbejde og bistand til politikredsene, fremtidssikring af NKC og brug af slægtskabssøgning.
Steffen Larsen (LA), formand for Retsudvalget udtaler på udvalgets vegne: ”Udvalget har været glad for at besøge politiet og få indsigt i både det kriminaltekniske arbejde, efterforskningsarbejdet og i uddannelsen af kommende politibetjente. Sådanne studieture giver udvalget mulighed for at komme i direkte dialog med de personer, der har den umiddelbare og daglige indsigt i politiets arbejde og udfordringer, og det er værdifuldt og værdsat for vores videre politiske arbejde at få denne adgang og mulighed for uformel dialog.”
Fra udvalget deltog:
- Steffen Larsen (LA) formand for Retsudvalget
- Mai Mercado (KF), næstformand
- Betina Kastbjerg (DD)
- Peter Skaarup (DD)
- Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
- Tobias Grotkjær Elmstrøm (M)
- Peter Kofod (DF)