Åben høring om samtykkeloven

02.05.2024

Folketingets Retsudvalg holder åben høring om samtykkeloven. Høringen finder sted onsdag den 15. maj 2024 kl. 13:00-15:30 i vær. 1-133 på Christiansborg.

Folketingets Retsudvalg afholder en høring om samtykkeloven, der blev vedtaget af et enigt Folketing og trådte i kraft den 1. januar 2021. Med samtykkeloven blev definitionen af voldtægt ændret til at fokusere på manglede samtykke til samleje, hvor det tidligere var baseret på anvendelse af vold, trusler, tvang eller offerets manglende evne til at modsætte sig handlingen.

Udvalgets formål med høringen er at få belyst, hvordan den nuværende samtykkelov er blevet implementeret og fungerer i praksis samt at identificere eventuelle udfordringer. Under høringen vil en række eksperter og fagpersoner derfor tage fat på emner relateret til samtykkeloven og erfaringerne med denne samt Straffelovrådets betænkning nr. 1574 vedrørende en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse.

Programmet kan ses her.

Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Tilmeldingsfristen er overskredet. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.

Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time inden høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling.

Høringen tv-optages og vil blive vist på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.