Et nyt folketingsår

02.10.2023

I morgen er det første tirsdag i oktober, og det betyder, at et nyt folketingsår skydes i gang.

Folketinget arbejder året rundt, men møderne i Folketingssalen har deres egen cyklus. Den første tirsdag i oktober åbnes der for møder i Folketingssalen, og folketingsåret er dermed skudt i gang. Alle borgere kan følge debatter og afstemninger via tilhørerpladserne i Folketingssalen og på Folketingets egen tv-kanal. 
 

Program for dagen

Kl. 10: Gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke.
Dagen begynder traditionen tro kl. 10 med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke for Folketingets medlemmer, ministre og inviterede gæster. 
Borgere, der har lyst til at deltage, kan ankomme til kirken mellem kl. 9.00-9.30. Der er meget begrænsede pladser i kirken, hvorfor der ikke garanteres ledige pladser til alle.
 
Kl. 11.40: Medlemmer af Kongehuset ankommer til Christiansborg.
H.M. Dronningen, H.K.H. Kronprins Frederik, H.K.H. Kronprinsesse Mary og H.K.H. Prinsesse Benedikte ankommer til Christiansborg kl. 11.40 for at overvære folketingsårets første møde. Kongehusets medlemmer modtages af Folketingets Præsidium med formanden, Søren Gade (V), i spidsen. 
 
Kl. 12: Aldersformanden indleder mødet i Folketingssalen.
Præcis kl. 12.00 begynder folketingsårets første møde. Mødet ledes altid af det nuværende medlem, som har siddet længst tid i Folketinget. I år er det Pia Kjærsgaard (DF), som har været medlem af Folketinget i mere end 39 år.
 

Folketingets formand og Præsidium vælges

Første punkt på dagsordenen er valg af Folketingets formand samt fire næstformænd fra Folketingets fire største folketingsgrupper ud over formandens folketingsgruppe, som sammen med formanden skal udgøre Præsidiet. Præsidiet beskæftiger sig med Folketingets indre forhold såsom ledelse af møderne i Folketingssalen, drift og officiel repræsentation af Folketinget.
 

Åbningstalen: Hvordan synes regeringen, det går i Danmark?

Når formanden er valgt, holder formanden en tale, og giver derefter statsminister Mette Frederiksen (S) ordet. I sin åbningstale gør hun status over rigets tilstand. En del af åbningstalen er også lovprogrammet, som er en gennemgang af de lovforslag, som regeringen har planer om at fremsætte i den nye folketingssamling
 

Sådan kan du følge åbningen

Folketingets åbning kan følges live på Folketingets tv-kanal og på Folketingets hjemmeside www.ft.dk. 
Et begrænset antal pladser på tilhørerpladserne er reserveret til borgerne. Billetterne til disse pladser udleveres tirsdag den 3. oktober fra kl. 7.00 ved Folketingets besøgsindgang, der ligger i Rigsdagsgården. Billetterne kan ikke bestilles på forhånd og udleveres efter først til mølle-princippet.