Åben høring om lovforslag om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag (L 13)

15.02.2023

Folketingets Beskæftigelsesudvalg inviterer til åben høring om lovforslag om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag (L 13). Høringen finder sted onsdag den 22. februar 2023 kl. 09:30-12:00 i Landstingssalen på Christiansborg.

Høringens formål er at belyse forskellige aspekter af regeringens lovforslag om afskaffelsen af store bededag som helligdag, herunder de aspekter af lovforslaget som har en mere teknisk karakter og som har givet anledning til stor debat. Høringen skal således kvalificere lovbehandlingen ved at give udvalgets medlemmer mulighed for at stille spørgsmål til relevante fagpersoner og interessenter, der kan belyse lovforslagets konsekvenser på forskellige områder.

Udvalget ønsker bl.a. at blive klogere på: 

  • Lovforslagets økonomiske forudsætninger og konsekvenser
  • Lovforslagets konsekvenser for den danske model
  • Lovforslagets konsekvenser for Folkekirken

Programmet for høringen kan findes her

Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.

Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt.

Høringen tv-optages og vil blive vist live på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende under "Tv fra Folketinget". Desuden vises høringen direkte på Folketingets tv-kanal.