Folketinget har nedsat 30 stående udvalg

05.01.2023

Torsdag den 5. januar blev Folketingets stående udvalg nedsat. Som noget nyt er der nedsat et udvalg for digitalisering og it, ligesom der er nedsat et selvstændigt ældreudvalg, et boligudvalg og et indenrigsudvalg.

Efter regeringsdannelsen i december 2022 besluttede Folketinget at nedsætte 30 stående udvalg, der – med nogle undtagelser – afspejler ministeriernes fagområder efter regeringsdannelsen. Udvalgene blev formelt nedsat ved et møde i Folketingssalen den 5. januar 2023.

Nyt udvalg for digitalisering og it

Som noget nyt nedsættes Udvalget for Digitalisering og It. Udvalget skal have fokus på digitalisering af den offentlige og den private sektor, databeskyttelse og -etik og borgernes rettigheder i den digitale verden m.v.

Derudover bliver Boligudvalget, Indenrigsudvalget og Ældreudvalget nedsat som selvstændige udvalg. Disse udvalgs sagsområder hørte før folketingsvalget den 1. november 2022 under andre udvalg. De øvrige udvalg, som eksisterede før valget, bliver opretholdt med enkelte ændringer i sagsområder. 

Udvalgenes sammensætning

Udvalgene fører politisk kontrol med regeringen og behandler alle lov- og beslutningsforslag inden for deres område, før de eventuelt bliver vedtaget. De fleste udvalg har 29 medlemmer. Dog har Indfødsretsudvalget, Finansudvalget og Udvalget til Valgs Prøvelse 17 medlemmer, og Udvalget for Forretningsordenen og Epidemiudvalget har 21 medlemmer.

Partierne er repræsenteret i udvalgene efter størrelse. Det er et krav ifølge grundloven, så udvalgene afspejler sammensætningen i Folketingssalen. Men folketingsgrupperne går ofte sammen i valggrupper, når udvalgene skal sammensættes. Den fremgangsmåde betyder, at der kan tages hensyn til de mindre partier og til partiernes særlige ønsker, når pladserne i udvalgene skal fordeles. 

Alle folketingsmedlemmer – på nær ministrene – er medlem af mindst ét og oftest tre til fem udvalg. Partierne har aftalt, at posterne som udvalgenes formænd og næstformænd – med enkelte undtagelser – også skal fordeles forholdsmæssigt, så den største valggruppe ikke får alle posterne. Til hvert udvalg er der som udgangspunkt knyttet to embedsmænd fra Folketingets Administration – en udvalgssekretær og en udvalgsassistent.