Folketinget festligholder Dronning Margrethes 50-års jubilæum som regent

07.01.2022

Dronningen hyldes som et nationalt samlingspunkt gennem et halvt århundrede.

Fredag den 14. januar er det 50 år siden, H.M. Dronning Margrethe efterfulgte sin far Frederik 9. som statsoverhoved for Danmark, Færøerne og Grønland. 

Det markerer Folketinget ved et jubilæumsarrangement den 14. januar, hvor Dronningen og medlemmer af den kongelige familie aflægger et besøg i Folketinget i tidsrummet kl. 10.15 til kl. 10.45. 

Mødet skulle egentlig have været afholdt i Folketingssalen for alle folketingsmedlemmer og særligt indbudte gæster, men for at minimere risikoen for coronasmitte har det været nødvendigt at tilpasse arrangementet og flytte det til Landstingssalen for en mindre deltagerkreds. 

Under mødet vil Folketingets formand Henrik Dam Kristensen og statsminister Mette Frederiksen holde tale for Dronningen og i den forbindelse afsløre Folketingets og regeringens gave til Majestæten. Der vil endvidere være taler og gaveoverrækkelser ved Færøernes lagmand Bárður á Steig Nielsen og formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede.

”Jeg er rigtig glad for, at vi på trods af situationen med corona kan gennemføre et festligt arrangement i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand og andre forholdsregler. Det havde været ærgerligt, hvis vi ikke kunne markere jubilæet på selve dagen”, siger Folketingets formand Henrik Dam Kristensen. 

Der vil være mulighed for at følge jubilæumsmødet fra Folketingets Tv-kanal fra cirka kl. 10.15.

På grund af risikoen for coronasmitte vil kun et mindre antal pressefolk få akkrediteret adgang til at dække det kongelige besøg.