Præsidiet ønsker at anerkende kvinder med betydning for dansk parlamentarisme.
Herman Vedels portræt af 1915-grundlovens fædre får et kvindeligt modstykke med 30 fremtrædende kvindelige folketingsmedlemmer.
Præsidiet har besluttet at fremstille et portræt af 30 kvinder, som har haft betydning for kvinders demokratiske virke siden 1915.
Maleriet skal hænge i det fine Samtaleværelse, som Folketinget blandt andet bruger, når der er besøg af prominente udenlandske gæster og ved andre officielle begivenheder. I Samtaleværelset hænger i forvejen værker, der viser begivenheder eller personer, som har spillet en vigtig rolle i parlamentarismens historie.
På den ene endevæg i værelset hænger Herman Vedels store gruppeportræt af 30 mænd, som forbereder grundlovsændringen i 1915, der gav kvinder valgret til Folketinget. Dermed bliver der en form for kunstnerisk dialog mellem de to portrætter, hvor det nye maleri kan ses som et svar på, hvad der blandt andet kom ud af 1915-grundloven.
»I Præsidiet synes vi, det var på tide at hædre nogle af de dygtige kvinder, som har præget dansk politik de seneste 100 år. Med det nye maleri skaber vi en bedre kønsmæssig balance i udsmykningen af Samtaleværelset, hvor mændene er i overtal. Maleriet vil stå for eftertiden som et vidnesbyrd om kvinder, som har haft en særlig betydning for Folketingets virke«, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.
Folketinget har fået hjælp til at udpege de 30 kvinder af et historikerudvalg under ledelse af forhenværende chefredaktør Bo Lidegaard. Præsidiet har fulgt udvalgets anbefaling om dem, der fortjener at komme op at hænge.
Der er også valgt to politikere fra Færøerne og Grønland, som ikke har været medlem af Folketinget, men som har spillet en væsentlig rolle i den demokratiske udvikling i rigsfællesskabet. Det er Marita Petersen fra Færøerne, der var den første kvindelige regeringschef / lagmand i rigsfællesskabet. Og det er grønlandske Ruth Heilmann, som var den første kvindelige parlamentsformand i rigsfællesskabet.
Som det næste skridt vil Folketingets rådgivende kunstudvalg udskrive en konkurrence, hvor tre indbudte kunstnere får mulighed for at præsentere deres bud på, hvordan portrættet kan tage sig ud.
Til konkurrencen er der opstillet en række enkle kriterier for kunstværkets udtryk. Der skal være portrætlighed, og maleriet skal være omtrent lige så stort som Herman Vedels portræt på 3,67 x 5,88 meter.
Disse 30 kvinder vil indgå i portrættet. De er nævnt i rækkefølge efter deres første valg.