Socialdemokratiet vandt Skolevalg 2021 med 23,5 procent af stemmerne. 51.578 elever fra 8.-, 9.- og 10.-klasse har i dag sat kryds ved det parti, de mener burde lede landet, hvis de havde stemmeret. Valget er kulminationen på et tre uger langt undervisningsforløb, hvor eleverne har haft politik, demokrati og debat på skoleskemaet.
Der var en højspændt stemning i Landstingssalen på Christiansborg her til aften, hvor de 12 ungdomspartier fra årets Skolevalg, var samlet for at få afgørelsen på de seneste ugers valgkamp. Det blev Socialdemokratiet, som løb med sejren.
»Jeg er meget stolt af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). De har sikret Socialdemokratiet en fremgang, som er kommet ovenpå en endnu større fremgang ved Skolevalget i 2019. Vi har talt klima, ordblindhed og sårbarhed, emner, der har været tæt på elevernes hverdag. Jeg er bare så stolt!,« siger Frederik Vad, formand for DSU, om aftenens sejr.
Ungdomsforsker Jonas Lieberkind fra DPU, Aarhus Universitet, har fulgt valgets afgørelse tæt. Han siger: »Valget viser, at Socialdemokratiet dækker bredt. Den røde dagsorden har virkelig fået vind i sejlene blandt de unge, for det er jo ikke kun S, der er gået frem. SF, Radikale Venstre og Enhedslisten har også fået et flot Skolevalg.«
Valgets største overraskelse
Årets største overraskelse var ikke alene, at Socialdemokratiet vandt, men også at Det Konservative Folkeparti klarede sig flot og kom ind på en tredjeplads. »Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at Konservative og Nye Borgerlige står så stærkt i dette Skolevalg. Det viser, at der er en grundlæggende konservativ værdipolitisk holdning blandt flere af de unge vælgere. Det kommer også til udtryk i de mest populære mærkesager. Her lå hårdere straffe for vold og en afskaffelse af arveafgiften på top 5,« siger Jonas Lieberkind.
Magnus Von Dreiager, formand for Konservativ Ungdom (KU), glæder sig over aftenens resultat: »Det er et fuldstændig fantastisk resultat. Til sidste folketingsvalg fik vi 6,6 % af stemmerne. Nu har vi til Skolevalget fået 14,2 % og er klart det største borgerlige parti. Det er dejligt at se, hvor mange unge der bakker op om de konservative mærkesager. Det tegner godt for fremtiden.«
Se regionale og lokale valgresultater
På skolevalg.dk kan man se og tilgå alle valgresultater for regioner, kommuner og skoler.
Skolevalg skal styrke elevernes demokratiske dannelse
Skolevalg er et tre uger langt undervisningsforløb, der til forveksling ligner en rigtig valgkamp op til et folketingsvalg. Formålet er at styrke elevernes demokratiske dannelse.
Eleverne arbejder undervejs med politiske mærkesager, argumentation, og de deltager i politiske debatter.
Det er fjerde gang, der afholdes Skolevalg for landets 8.-, 9.- og 10.-klasser. Første gang var i 2015. Skolevalg er arrangeret af Børne- og Undervisningsministeriet og Folketinget i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).