Folketinget åbner for gæster

10.05.2021

Mere normale tilstande på vej med hensyn til at modtage personer udefra.

Med den næste fase af genåbningen nærmer Folketinget sig mere normale tilstande med hensyn til at modtage gæster udefra. 

Fra den 10. maj kan Folketinget igen holde konferencer med fysisk fremmøde for op til 50 personer, ligesom der kan være 50 personer til stede ved udvalgshøringer. 

Der vil være krav om gyldigt coronapas for deltagerne. Samtidig følger Folketinget nøje sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand m.v. i forhold til kapaciteten i lokalerne. 

Borgere og interesseorganisationer kan komme ind i Folketinget og få foretræde for et udvalg med henblik på at påvirke udvalgets arbejde med et lovforslag eller et bestemt emne. 

Her gælder dog et loft på fire personer, og under den forudsætning at lokalets størrelse tillader det. 

Det er også for nylig igen blevet muligt, at borgere kan tilmelde sig et af de åbne samråd, som Folketingets udvalg afholder med en minister. Der vil dog være et meget begrænset antal pladser. 

Tilhørerpladserne til Folketingssalen har gennem hele coronapandemien været tilgængelige under overholdelse af diverse afstandsanbefalinger.

Endelig er det igen blevet muligt for folketingsmedlemmerne at gennemføre omvisninger af mindre besøgsgrupper i Folketingets bygninger. 

Genåbningen gælder i første omgang frem til og med den 4. juni. 

»Jeg glæder mig over, at Folketinget nu tager næste skridt hen imod mere normale tilstande. Det klæder Folketinget, at vi igen kan holde konferencer, og at flere borgere kan komme ind og overvære det arbejdende folkestyre«, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.