Folketinget tilpasser aktivitetsniveauet
I lyset af smitteudviklingen med corona har Folketinget besluttet en vis reduktion i aktiviteterne. Folketinget besluttede noget tilsvarende i marts sidste år, da pandemien ramte Danmark.
Regeringen har meddelt, at man vil udskyde behandlingen af 12 af 28 allerede fremsatte lovforslag. Og på et møde i Udvalget for Forretningsordenen den 13. januar blev partierne opfordret til at prioritere blandt deres beslutningsforslag og andre planlagte parlamentariske aktiviteter.
Regeringens beslutning og partiernes tilbagemeldinger vil danne grundlag for planlægningen af de kommende ugers arbejde i Folketinget.
Det lavere aktivitetsniveau skal bidrage til at mindske smitten. Folketingets formand understreger, at man holder de nødvendige funktioner i gang.
»Det er afgørende for det danske samfund, at vi fortsat kan håndtere lovgivningsproceduren og behandle lovforslag. Det gælder især under en krise. Derfor vil Folketinget stadig kunne tage sig af blandt andet hastelovgivning i forhold til coronasituationen. Vi fastholder også Folketingets opgave med at føre kontrol med regeringen gennem samråd og forespørgsler mv.«, siger Henrik Dam Kristensen (S).
Andre initiativer skal sørge for at gøre Folketinget mere sikkert for medlemmer og de medarbejdere, hvis arbejde kræver, at de er fysisk tilstede på Christiansborg.
Fra mandag den 18. januar kan de få taget en strakstest, når de møder ind. Det er særlig relevant på dage med afstemninger i Folketingssalen.