Coronasmitte i Folketinget skønnes inddæmmet
Efter en række konstaterede smittetilfælde blandt folketingsmedlemmer henover sidste weekend, så har Folketinget i perioden onsdag 4. november til og med fredag 6. november haft besøg af en overlæge fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som dels har arbejdet med at identificere smitteudbruddet i Folketinget og dels har rådgivet og svaret på spørgsmål fra medlemmer og ansatte om corona.
På den baggrund har overlæge Tim Volmer Jensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed givet følgende tilbagemelding efter opholdet i Folketinget:
»Som bekendt har der siden midten af sidste uge været tilfælde af coronasmitte i Folketinget. For at forebygge smittespredning i Folketinget har administrationen i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed foretaget kontaktopsporing i Folketinget. Styrelsen vurderer, at smitteudbruddet i Folketinget aktuelt er begrænset og skønnes at være inddæmmet«.
Set i lyset af smitteudviklingen indførte Folketingets Præsidium tidligere på ugen en række tiltag, som bl.a. begrænser antallet af gæster på Christiansborg. Endvidere vil der fortsat være fokus på at følge myndighedernes anbefalinger, og navnlig at holde afstand og spritte af.
Yderligere oplysninger:
Assisterende pressesekretær Iben Bryld Gaardmand
Tlf. 61 62 48 69