Regnbueflaget til tops uden for Folketinget

19.08.2020

Folketinget ønsker at fejre mangfoldighed og retten til at være den, man er.

Lørdag den 22. august går det regnbuefarvede flag for første gang til tops uden for Folketinget. Flaget bliver hejst i en af de to flagstænger, der står foran hovedtrappen til Folketinget. Der flages samtidig med Dannebrog i den anden stang.

Med beslutningen ønsker et flertal i Præsidiet at deltage i folkefejringen af mangfoldighed og friheden til at være den, man er, og leve det liv, man vil.

»Jeg synes, tiden er kommet til, at Folketinget sender et signal om, at vi anerkender individets ret til at være den, man ønsker at være. På samme måde som demokratiet er for alle. Derfor har et flertal i Præsidiet besluttet at flage med Regnbueflaget lørdag den 22. august«, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).