Christiansborg lukker for besøg

10.03.2020

Folketinget tager skridt til at begrænse smitterisiko fra coronavirus

Folketinget følger anvisningerne fra sundhedsmyndighederne og tager skridt til at begrænse risikoen for smitte med coronavirus ved at aflyse en række tilbud og arrangementer frem til og med fredag den 3. april. 

Det gælder skoleklasser, deltagere i spillet Politiker for en dag og andre grupper, som har aftalt rundvisning med Folketingets besøgstjeneste eller et folketingsmedlem.
 
Som en anden beskyttelse er der lukket for publikum til udsigtsposten i Christiansborg tårn. 
 
Det er desuden besluttet at lade Folketinget udgå af arrangementet Den Lille Kulturnat, der finder sted fredag den 13. marts. 
 
Disse initiativer skal ses i forhold til det overordnede hensyn om at sikre, at Folketinget kan fortsætte sit arbejde med at behandle lovforslag og vedtage love. Dette hensyn har absolut første prioritet. 

Alle der har en aftale om en planlagt rundvisning og andre besøg, vil blive kontaktet direkte hurtigst muligt. Har du spørgsmål, kan du kontakte Besøgstjenesten på [email protected]