179 unge sætter dagsordenen i Folketinget på ungdomsparlamentsdagen

10.01.2020

Den 27. januar 2020 indtager 179 folkeskoleelever fra 8. og 9. klassetrin Folketinget på Christiansborg til ungdomsparlamentsdagen (UP-dagen).

På ungdomsparlamentsdagen (UP-dagen) skal eleverne prøve kræfter med demokrati i praksis, når de skal diskutere og stemme om forslag, de selv har udarbejdet, som bud på, hvordan de mener at nogle af de store samfunds-udfordringer inden for emnerne klima, flygtninge, uddannelse, sundhed og straf bør løses. 

I løbet af dagen skal eleverne arbejde med deres forslag i 12 udvalg, der ledes af folketingsmedlemmer. De deltager i spørgetiden, hvor de kan stille spørgsmål til ministre. Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), vil indlede møderne i Folketingssalen. Når eleverne har behandlet forslagene og stemt, vil de endeligt vedtagne lovforslag blive overrakt til en repræsentant for regeringen og til repræsentanter for de ungdomspolitiske partier.

Ungdomsparlamentet finder sted hvert andet år og skal give de unge en bedre forståelse for demokratiets spilleregler og for, hvordan lovgivningsar-bejdet i Folketinget fungerer.

I Ungdomsparlamentet 2020 (UP20) deltager elever fra 60 forskellige skoler fra både Danmark, Grønland og Færøerne.

Eleverne er udvalgt på baggrund af forslag, de selv har udarbejdet i skolen i samfundsfagsundervisningen og indsendt til Folketinget. I udvælgelsen er der taget hensyn til, at skoler fra hele landet skal repræsenteres, at alle fem emneområder dækkes ind, og at forslagene er gennemarbejdede og be-grundede med saglige argumenter.

Fakta om Ungdomsparlamentet

  • Ungdomsparlamentsdagen (UP-dagen) finder sted mandag den 27. januar 2020, hvor 179 elever fra 60 forskellige 8.-9.-klasser kommer til Christiansborg og får mulighed for at sætte dagsordenen i dialog med folketingsmedlemmer og ministre.
  • Eleverne skal her arbejde i udvalg, debattere og stemme om deres egne forslag. Udvalgsmøderne bliver ledet af folketingsmedlemmer, møderne i Folketingssalen ledes af hhv. Folketingets formand og medlemmer fra Præsidiet, og ministre fra regeringen deltager i ungdomsparlamentsdagens spørgetid i Folketingssalen.
  • Elever fra både Danmark, Grønland og Færøerne deltager.
  • Listen over skoler, der deltager i ungdomsparlamentsdagen, kan ses på up20.dk/presse.
  • Ungdomsparlamentet finder sted hvert andet år, når Folketinget inviterer alle 8.- og 9.-klasser fra skoler i Danmark, Grønland og på Færøerne til at tage stilling til spørgsmålet: »Hvad ville I ændre i samfundet, hvis I kunne bestemme?« Gennem seks lektioner i samfundsfag udarbejder eleverne deres egne lovforslag inden for fem aktuelle temaer: sundhed, uddannelse, klima, flygtninge og straf. Dernæst indsender de deres lovforslag til Folketinget. Folketingets Administration udvælger 60 lovforslag udarbejdet af 179 elever, der inviteres til at deltage i ungdomsparlamentsdagen på Christiansborg. I udvælgelsen af forslagene, bliver der taget hensyn til, at skoler fra hele landet skal repræsenteres, at alle fem emneområder dækkes ind, og at forslagene er gennemarbejdede og begrundede med sag-lige argumenter.
  • Ungdomsparlamentet og ungdomsparlamentsdagen skal give eleverne en bedre forståelse for demokratiets spilleregler og for, hvordan lovgivningsarbejdet i Folketinget fungerer.

Information til pressen

I uge 3 udsender vi en pressemeddelelse om dagens forløb, en oversigt over fordelingen af lovforslag på temaer m.v. og en invitation med praktiske oplysninger til pressen om dækning af UP-dagen fra Christiansborg. 
Gå til pressesiden for UP20