Folketinget samler ”mini-Danmark” til Folkehøring om EU på Christiansborg den 25.-26. februar 2017

24.02.2017

"Hvis du kunne bestemme, hvad skulle Danmarks EU-politik så handle om?" 200 repræsentativt udvalgte danskere er inviteret til at besvare det spørgsmål og fortælle, hvad de synes er vigtigt, og hvad de mener, politikerne bør sætte som mål for Danmarks EU-politik. De skal blandt andet stille spørgsmål til statsministe-ren og Folketingets øvrige partiledere. De skal debattere med hinanden og udspørge eksperter og partiernes EU-ordførere.

De 200 deltagerne er udvalgt af Gallup, så de udgør et ”mini-Danmark”. Det betyder, at det er folk i alle aldre, med forskellige politiske holdninger og fra alle egne af landet, som deltager

Folketingets formand Pia Kjærsgaard om Folkehøringen: ”Folketinget vil gerne være ramme for en ægte demokratisk debat om EU og Danmarks EU-politik. EU står midt i adskillige kriser, og derfor er det et godt tidspunkt at tage debatten med danskerne”.

Europaudvalgets formand Erik Christensen: ”Christiansborg kan være for langt væk fra den almindelige dansker. Bruxelles er et nøk længere væk. Derfor glæder jeg mig til Folkehøringen, hvor jeg ser frem til at høre, hvad der optager folk i forhold til Europa og høre, hvad den almindelige dansker mener, EU skal beskæftige sig med fremover.

Alle kan være med
Alle kan være med og komme med forslag til, hvad Folkehøringen skal pege på som mål for danskernes EU-politik. En række forskellige interesseorganisationer og debattører er allerede kommet med forslag på hjemmesiden www.folkehøring.dk og der er en livlig debat på Facebooksiden Folketingets EU-oplysning

Hvad er en folkehøring?

En folkehøring er en meningsmåling tilsat information og dialog. Før høringen har deltagerne svaret på et spørgeskema om deres holdninger til EU og arbejdskraftens frie bevægelighed. Under høringen diskuterer deltagerne med hinanden og formulerer spørgsmål til politikere og eksperter. Efter folkehøringen svarer deltagerne på de samme spørgsmål igen. Folkehøringen vil vise, hvad hele Danmarks befolkning ville mene, hvis de havde været igennem det samme forløb.

Hvordan kan vi hjælpe jer?

Folkehøringen bliver sendt live på Folketingets tv-kanal og på ft.dk. Pressen har desuden mulighed for at overvære høringen live på Folketinget i lokale 1-133. Efter aftale kan vi

  • Formidle kontakt til udvalgte deltagere i bestemte aldersgrupper eller med forskellige holdninger til EU
  • Aftale muligheden for at overvære de lukkede gruppediskussioner, der ikke bliver transmitteret live
  • Sende resultaterne af meningsmålingen før de offentliggøres


For mere information, kontakt pressemedarbejder: Julia Ballaschk tlf. 61 62 48 24 eller mail [email protected]