Værsgo.

Tak. Jeg er selvfølgelig interesseret i at høre følgende: Hvad er ministerens holdning til statsministerens udtalelse om, at hun ingen ende ser på konflikten i Mellemøsten, hvis ikke der tvinges en tostatsløsning igennem, og derfor også er åben for en international militær intervention?

Udenrigsministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Nu har statsministeren jo selv ad nogle omgange også haft lejlighed til at sætte flere ord på det citat, som der spørges ind til her. Jeg kan jo sige, at det er regeringens holdning og har været det længe – det er i øvrigt en holdning, jeg klart mener vi deler med Folketinget med henvisning til en række vedtagelser her i Tinget gennem årene – at der langsigtet er brug for en tostatsløsning. Det er den eneste måde, hvorpå man sådan for alvor kan få løst den konflikt, som har været hos os i mange år, og som jo er accelereret helt vildt siden Hamas' forfærdelige terrorangreb den 7. oktober sidste år. Oven på det er der houthierne, Det Røde Hav og Hizbollahs sympatikrig, havde jeg nær sagt, fra Libanon.

Så der er jo ikke noget nyt i, at vi ønsker en tostatsløsning. Det er sådan set bare blevet forstærket af det, vi har set med alle de her regionale implikationer, herunder Hizbollah i Libanon, Irans destruktive adfærd osv., som jo rummer risikoen for, at vi alternativt ender i en regional storkrig, hvad ingen har en interesse i.

Det er også baggrunden for, at Danmark fra start har bakket op om de primært amerikansk ledede bestræbelser på at opnå en våbenhvile i både Gaza og i Libanon. Så engagerer vi os sammen med vores partnere i primært EU i en diskussion om, hvordan vi kan skabe de bedste forudsætninger for en tostatsløsning. Der kigger vi selvfølgelig, sådan som statsministeren også er inde på, på alle mulige optioner. En grundforudsætning er jo, at der kommer en palæstinensisk autoritet, som har autoritet og har noget folkelig forankring, og som også vil Israel. Så det er jo et fokusområde.

Der er desværre ikke noget af det, der ser ud til at falde på plads på den meget korte bane, men der er jo ingen tvivl om, at når og hvis vi kommer derhen, vil hele spørgsmålet omkring en sikkerhedsparaply over Palæstina-Israel være centralt, og i den sammenhæng kan man jo ikke udelukke, at der også vil være brug for militær tilstedeværelse. Det skal man ikke ekskludere på forhånd. Men vi er jo ikke et sted nu, hvor man med militær magt kan tvinge en tostatsløsning igennem.

Fru Charlotte Munch.

Den sidste sætning er jeg sådan set både glad for at ministeren siger, men også meget enig i, for jeg synes jo, at det er et lidt besynderligt tidspunkt at tale om det.

Statsministeren siger i artiklen, at det godt nok er hendes egen vurdering, men jeg er alligevel interesseret i at vide, om det at tvinge en tostatsløsning igennem og måske med militær involvering er regeringens politik, altså om det er et spor, som regeringen vil arbejde med fremover i internationalt regi.

Udenrigsministeren.

Men igen vil jeg sige, at jeg selv har en klar oplevelse af, at statsministeren ad flere omgange har forholdt sig til det der citat og også nuanceret det. Ja, at tvinge en tostatsløsning igennem er sådan set regeringens politik, idet man jo så dog lige skal dvæle lidt ved ordet tvinge. Altså, der er ingen nogen steder, tror jeg, i det internationale samfund endsige i den danske regering, som forestiller sig, at man militært kan tvinge en tostatsløsning igennem. Men vi er mange, der tænker, at vi er nødt til at lægge et stærkere pres på parterne for at fremme den løsning, og at en militær dimension jo er nødt til på et tidspunkt at indgå i det, for en grundforudsætning for en tostatsløsning – og det er desværre bare ikke den eneste – vil jo være hele spørgsmålet om, om der er en troværdig sikkerhedsparaply, og der er nødt til at være en militær komponent i det.

Fru Charlotte Munch.

Tak. Hizbollah har bl.a. været ude at sige, at den dag, israelerne lægger våbnene, angriber de. De vil i hvert fald fortsætte med at angribe. Hvad tænker ministeren om det, hvis vi skal ligesom tvinge en tostatsløsning igennem på et tidspunkt?

Udenrigsministeren.

Vi så jo gerne, at våbnene blev lagt ned, men selvfølgelig ikke kun hos den ene part, for der kunne man jo drage en parallel til det, der sker i Ukraine. Altså, hvis Ukraine lagde våbnene ned i dag, ville Ukraine ophøre med at eksistere, og det ville jo også være situationen, hvis Israel ensidigt lagde våbnene ned; så ville Israel ultimativt holde op med at eksistere.

Vi synes, der er brug for våbenhviler. Det er der i forhold til Gaza, og det er der i forhold til Libanon. Og det er jo våbenhviler, der skal bruges til noget – til noget lidt forskelligt i virkeligheden. For i Libanon handler det meget om at bruge en våbenhvile til at få skabt forudsætningerne for resolution 1701, tror jeg den hedder – jeg tager lige lidt forbehold over for det, for jeg kan huske tallet forkert – som handler om, at der skal være UNIFIL-styrker til stede i Sydlibanon, og at det libanesiske militær skal have en kapacitet, der gør, at man i Israel kan føle sig tryg. Så vi taler ikke om ensidigt at lægge våbnene ned. Hvis vi havde et ønske til nogen, der ensidigt nedlagde våbnene, skulle det være Hizbollah og Hamas.

Så byder jeg velkommen til medspørger hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og det er jo selvfølgelig meget, meget interessant at høre, hvad udenrigsministeren siger til det her, fordi statsministeren var så langt fremme i skoene, kan man godt sige, omkring den her måde, hun ville gennemtvinge en tostatsløsning på. Jeg kan lige læse op fra Weekendavisen, hvad det var, statsministeren sagde; så har vi det sådan mere sort på hvidt. Der sagde statsministeren altså forleden:

»... jeg mener virkelig, at det skal gennemtvinges. Hamas ønsker ikke en tostatsløsning. Og der sidder en regering i Israel, som direkte modarbejder en tostatsløsning. Derfor tror jeg ikke, der er anden vej end at tvinge det igennem, og det er ikke med de gamle virkemidler. Vi må skille parterne ad. Og så må vi være til stede der.«

Vi må være til stede med militær. Det er sådan i store træk det, statsministeren siger, og det er jo ikke det, udenrigsministeren siger i dag – langtfra. Jeg kunne bare godt tænke mig at få helt klarlagt: Er det, som statsministeren har sagt, forkert? Altså, er udenrigsministeren uenig med statsministeren i det, hun har sagt til Weekendavisen?

Udenrigsministeren.

Jeg tror jo ikke, at der er nogen, der er i stand til at løse situationen i Mellemøsten i én sætning. Og det, jeg gør her, er at folde nogle nuancer ud, som jeg i øvrigt også har den klare oplevelse af at statsministeren selv har gjort foreholdt sine egne citater. Hvis man skal sætte det på kort form, er regeringens position den, at vi er nødt til at presse mere på for at få skabt en tostatsløsning, altså at tvinge en tostatsløsning igennem, fordi vi har med parter at gøre, som aktuelt ikke ser det som vejen frem. Så det er det internationale samfund nødt til at sætte mere strøm til og sætte mere handling bag. Og ja, det vil ikke kunne lade sig gøre at lave en tostatsløsning, uanset hvor meget tvang eller frivillighed den hviler på, uden at der også vil være en militær komponent i det, ligesom der jo allerede er det i forhold til den normaliseringsaftale, Egypten for mange, mange år siden har lavet med Israel, hvor der er en multilateral styrke til stede i Sinaiørkenen.

Så når man lander en tostatsløsning, vil en del af det skulle være, at der er nødt til at være en eller anden form for international militær tilstedeværelse for at sikre, at den løsning implementeres. Det forholder den her regering sig åben over for. Vi har ikke noget design på det. Vi har heller ikke taget stilling til, om det ville være en multilateral styrke, som Danmark skal deltage i. Det vil være for præmaturt at tage den diskussion, men vi har et åbent sind over for det.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg kan åbenbart ikke rigtig få udenrigsministeren til at sige til det, men jeg kan jo ikke høre det anderledes, end at udenrigsministeren siger noget her i dag, der er totalt anderledes end det, som statsministeren har sagt. For statsministeren siger til Weekendavisen, siger til Jyllands-Posten, siger til Ritzau og alle mulige steder i den uge, hvor Folketinget åbner, at vi ikke skal udelukke militær indgriben, altså at man skal gennemtvinge en tostatsløsning ved hjælp af militær. Og det er rigtigt, som udenrigsministeren siger: Det kan ikke lade sig gøre. Altså hverken den ene eller den anden eller den tredje part i den her konflikt ønsker det. Terrorbevægelserne ønsker det ikke, og Israel ønsker heller ikke, at der bliver gennemtvunget noget militært. Så kunne udenrigsministeren ikke bare sige over for Folketinget i dag, at statsministeren har begået en fejl? Hun har sagt noget, der ikke holder.

Udenrigsministeren.

Nej, for jeg hører ikke statsministeren på den her sådan meget kategoriske måde, som hr. Peter Skaarup øjensynlig hører statsministeren på: at nu skal vi ud af ingenting opfinde en eller anden militær kraft, som skal sættes ned i Mellemøsten. Sådan hører jeg det ikke.

Jeg hører, at det, statsministeren siger, er fuldstændig på linje med det, jeg siger. Det er, at den eneste måde at få løst den her situation bæredygtigt på, er en tostatsløsning. Det kræver, at det internationale samfund tvinger det igennem, fordi vi gør det op imod en aktuel regering i Israel, som ikke er åbne over for det, og nogle terrororganisationer, som sådan set helst ser Israel fjernet fra jordens overflade. Derfor kommer det ikke til at ske, medmindre der kommer et pres og det internationale samfund bruger energi på at tvinge det igennem. Og en del af en sådan løsning er også nødt til at være en militær komponent.

Tak for det. Vi siger tak til medspørgeren, hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne. Det sidste spørgsmål bliver stillet af fru Charlotte Munch, som ligeledes er fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg tænkte undervejs i forbindelse med de her spørgsmål til ministeren, om ministeren virkelig mener, at der overhovedet er en mulighed for at lave en forhandling med terrororganisationer, og her taler jeg naturligvis om Hamas eller Hizbollah, som er den modsatte part, når vi her taler om en tostatsløsning.

For jeg er selvfølgelig med på, at ministeren mener, at det skal være det palæstinensiske folk, der skal komme med noget. Men nu foregår det jo rimelig meget med ført hånd af bl.a. de her to terrororganisationer. Så mit spørgsmål er, om det overhovedet kan lade sig gøre at forhandle med terrororganisationer.

Udenrigsministeren for en afsluttende bemærkning.

Hamas er jo designeret som en terrororganisation, og vi ser ikke Hamas have nogen fremtid i forhold til en tostatsløsning. Det er jo præcis derfor, at noget af det, vi fra dansk side unilateralt satser på, men som vi i øvrigt også presser på for i EU, er, at vi vil investere mere energi i at opbygge det palæstinensiske selvstyre, altså med afsæt i Ramallah. For der er jo nødt til at være nogle, der så at sige repræsenterer det palæstinensiske folk, og det kan ikke være Hamas, men det er nødt til at være nogle andre, og det sted, man kan vende sig hen til, med alle de udfordringer, der knytter sig til det, er Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah. Og det er derfor, vi gerne vil lægge en energi i at bygge deres autoritet op, og nu taler jeg ikke kun om deres folkelige legitimitet, men altså også om deres autoritet og deres evne til at løfte opgaverne, som jo er udfordret af, at bl.a. Israel afskærer finansieringskilder og andet, hvad der gør, at det er svært for dem at løfte lærerlønninger og lønninger til sygeplejersker og alt muligt andet, og hvad der i virkeligheden risikerer at erodere deres folkelige opbakning.

Så vi vil gerne bruge energi på at bygge dem op. For det er dem, der kan være den rigtige part over for Israel, som aktuelt har en regering, som ikke rigtig er åben over for det her, men som jo også er et demokrati. Og der findes jo også en anden holdning i det israelske samfund, og det er med afsæt i de to parter, altså en israelsk regering og et palæstinensisk selvstyre, vi skal udvikle en tostatsløsning. Igen vil jeg også sige, at en sådan tostatsløsning rummer mange komponenter, og at en af dem nødvendigvis vil være, hvordan man så sikrer, at det bliver to stater, der lever i fred med hinanden, og at det formentlig kræver en eller anden form for ekstern militær tilstedeværelse.

Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Det næste spørgsmål er ligeledes til udenrigsministeren, og jeg byder velkommen til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det, og spørgsmålet lyder: Hvilke konkrete skridt mener ministeren at Danmark, EU-kredsen og FN bør tage over for Israel i anledning af den seneste tids udvikling, hvor Israel har såret FN-repræsentanter i Libanon, og hvor premierminister Benjamin Netanyahu har opfordret FN til at trække FN-styrker ud af Sydlibanon, henset til ministerens udtalelse til DR: »Det tilkommer ikke Israel at diktere tilstedeværelsen for den fredsbevarende FN-mission i Libanon«?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Lad mig starte med at sige, at den aktuelle situation i Libanon jo er dybt, dybt bekymrende. Som følge af de igangværende kamphandlinger mellem Israel og Hizbollah er der foreløbig over 2.000 dræbte og flere tusind sårede. De libanesiske myndigheder vurderer, at over 1 million mennesker er internt fordrevne. Danmark har derfor senest besluttet at øge den humanitære støtte til Libanon med yderligere 25 mio. kr., hvilket bringer den samlede humanitære støtte i indeværende år op på mere end 90 mio. kr.

Så ser vi i øvrigt også aktuelt på, hvordan vi kan bidrage til Libanons væbnede styrker. Vi har gentagne gange opfordret parterne til at udvise tilbageholdenhed og bidrage til en deeskalation. Det gælder også i forhold til Israel, som har indledt omfattende luft- og landangreb i Libanon, men i høj grad selvfølgelig også Hizbollah, hvis raketangreb mod Israel er fortsat kontinuerligt siden dagen efter den 7. oktober sidste år. Begge dele skal stoppes, og derfor tager vi også dyb afstand fra den seneste tids israelske angreb mod FN's fredsbevarende mission, UNIFIL. Det har vi sagt flere gange, og det har vi gjort både bilateralt og via EU.

Der er ingen tvivl om, at en beskyttelse af de fredsbevarende styrker er en klar forpligtigelse, der påhviler alle parter i en konflikt, og at ethvert angreb mod FN's fredsbevarende styrker er helt uacceptabelt. Der er heller ingen tvivl om, at den aktuelle situation er uholdbar. Derfor har vi altså også straks støttet de amerikansk-franske bestræbelser på at få en våbenhvile og en diplomatisk løsning med henblik på at få en fuld implementering af den resolution, jeg også omtalte i forbindelse med det sidste spørgsmål, altså resolution 1701. Det var også et af hovedbudskaberne fra det ekstraordinære EU-udenrigsministermøde, som jeg selv deltog i den 30. september, og jeg forventer så i øvrigt også, at det bliver et hovedbudskab fra den konference, som er indkaldt af Macron, og som finder sted i Paris i morgen, og hvor jeg også selv deltager.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak for svaret. Det er godt at høre, at udenrigsministeren tager klart afstand fra det angreb på FN og også tidligere har gjort det, og at han også erklærer det for fuldstændig uacceptabelt, og det er godt at vide, at det selvfølgelig også er blevet diskuteret på EU's udenrigsministermøde i sidste uge.

Alligevel tænker jeg, at der har været rigtig mange måneder, hvor der er foregået ting, hvor Israel har forbrudt sig mod folkeretten og mod krigens love, hvor de har begået angreb på civilbefolkningen i Gaza, der har været åbenlyst uproportionelle, og hvor de har udvist foragt for FN, og hvor det hver gang er blevet mødt med bekymringer og fordømmelser, og ja, det er måske ikke engang med fordømmelser, men i hvert fald med en afstandtagen og med ord om, at det er »uacceptabelt«, og at »vi ser med bekymring på«, »vi løfter en pegefinger« eller noget andet, og på en eller anden måde er det jo, så længe det bare bliver ved ordene, svært at se, at det er ret meget andet end bare en rituel fordømmelse. For det, vi ser der sker, er, at Israel fortsætter sin kurs, og måske er den endda blevet skærpet, og at de nu i hvert fald også rykker ind i forhold til Libanon.

Så derfor ville det være interessant at høre, hvad ministeren tænker, og om det kunne være mere konkret. Ministeren sagde til den tidligere spørger også det her med at sætte mere handling bag ordene. Så hvad er der af konkrete muligheder? Hvad for konkrete muligheder for at sætte handling bag ordene i forhold til de her bekymringer blev der f.eks. diskuteret på EU's udenrigsministermøde, hvor det helt åbenlyst ikke virker, som om det gør en dyt indtryk på den israelske regering?

Udenrigsministeren.

Jeg synes jo ikke, der er nogen grund til at gøre nogen stor hemmelighed ud af, er der selvfølgelig er – hvad skal man kalde det – en eller anden voksende frustration, som jeg ikke tror jeg alene repræsenterer, men som jeg også kan se udfolde sig f.eks. i Amerika. Her har den amerikanske præsident jo længe presset på bl.a. også i forhold til mere humanitær adgang til Gaza – den her sag er jo ikke kun et spørgsmål om Libanon, men det er også hele konflikten, bosættelserne i Vestbredden m.v. – uden at der i hvert fald for nærværende har været noget stort gennemslag. Nu er den amerikanske udenrigsminister så igen i området, og jeg har jo også noteret mig den amerikanske melding om, at der skal ske noget, hvor man har defineret 30 dage, og ellers kan der komme en eller anden implikation, og det er også vores tilgang.

Jeg har selv været fortaler for på det absolut sidste møde, vi havde i EU's udenrigsministerkreds – det var i sidste uge – at vi også er nødt til at dyrke den dimension mere, der handler om Israel, som er en ven og det eneste demokrati i området, men som ikke på alle punkter lever op til sit ansvar. Hvis man ligesom gør det til andet og mere end spørgsmålet om Libanon, handler det f.eks. også om bosættelserne, hvor vi jo er åbne for flere sanktioneringer, og vi har allerede sanktioneret. For så vidt angår, kan man sige, spørgsmålet om eroderingen af FN, bl.a. min israelske kollegas udmeldinger om, at Guterres var persona non grata i Israel, har vi sammen med en meget, meget bred landekreds været medinitiativtagere til en offentlig udtalelse, og vi kører en målrettet outreach i forhold til det parlamentariske arbejde, der er i gang i Israel i øjeblikket, og som handler om, at UNRWA i virkeligheden bliver forment adgang til at kunne udøve sit arbejde. Så det er en dimension på hele den her konflikt, som har vores bevågenhed.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak, og jeg vil også gerne kvittere for, at Danmark faktisk også er aktiv i forhold til en række af de ting, som ministeren her siger, og formentlig i virkeligheden også er proaktiv i forhold til dem og med i den mest aktive landekreds. Ikke desto mindre er det jo svært ikke at se det her som andet end en ekstremt alvorlig situation, hvor Israel på 13. måned udviser en decideret foragt over for det internationale samfund, hvad enten det er EU, det er USA eller det er FN, og det er jo i den her sammenhæng så FN, som er omdrejningspunktet.

Men hvad er det for et mere konkret pres, der bliver diskuteret og man kunne forestille sig? Er der tale om en overvejelse omkring et økonomisk pres, altså økonomiske sanktioner eller andet? Der er EU's associeringsaftale, og der har gennem mange måneder også været diskussioner om våbensalg. Hvad er der af konkrete nye ting, som man diskuterer, altså ud over ord og breve?

Udenrigsministeren.

Hvis »man« ikke bare er regeringen, men »man« også er det internationale samfund, så er der jo bl.a. spørgsmålet om våben. Altså, vi har jo, som spørgeren er fuldstændig bekendt med, selv flyttet vores eget eksportregime fra »restriktivt« til »meget restriktivt«, og så har vi jo ad flere omgange vendt de særlige dimensioner omkring F 35, hvor Danmark jo vanskeligt kan indtage en position, der er unik og som adskiller sig fra andres, fordi det ligesom vil bringe hele F 35-programmet i fare. Men det er en diskussion, der pågår, og dem, der kan flytte noget her, er amerikanerne. Og der har jeg taget det amerikanske signal til Israel om, at der skal ske noget, ned, og det var jo så med afsæt i den humanitære adgang til Gaza. For ellers ville det kunne få en implikation i forhold til det spørgsmål, og man må jo her nok være ærlig omkring opgavefordelingen, altså at det ikke er i mine eller i vores hænder at træffe en eller anden operationel beslutning, der kan løsne op for alt det her.

Men vi deltager i den del af arbejdet, og vi er helt åbne over for, at vi, uanset hvad der er afsættet for Hamas' terrorangreb, så også er nødt til at have et øget pres på Israel inden for mange dimensioner. Hele spørgsmålet om, at man ikke får afskåret Det Palæstinensiske Selvstyre fra dets mulighed for at løse sine opgaver på Vestbredden er én vigtig dimension, hele spørgsmålet om den humanitære adgang til Gaza er en anden vigtig dimension, og så er der hele Libanonspørgsmålet med UNIFIL m.v., som vi har diskuteret her, og som så er et tredje element.

Fru Trine Pertou Mach med et afsluttende spørgsmål.

Jeg anerkender også det, som ministeren siger, og en stor del af analysen af, hvor udfordringerne ligger, deler vi jo i virkeligheden også. Det springende punkt er, hvad det er, der sker, når et USA eksempelvis siger, at »inden for 30 dage, så ... «. Det har jo ikke andet end en rituel værdi, hvis ikke der sker et eller andet efter de 30 dage. Altså, der skal jo ske noget konkret, for at Israel ikke skal fortsætte sin kurs med en åbenlys foragt over for det internationale samfund, men jo også over for de lande, der omtaler Israel som deres venner, herunder Danmark. Det er jo bizart at have et venskab, hvor den ene ven notorisk bryder alt det, man selv står for, og i virkeligheden bryder alle de værdier og principper, som man siger at venskabet bygger på. Er ministeren enig i det?

Udenrigsministeren med en afsluttende bemærkning.

Jeg er da sådan set enig i, at den nemmeste ven at have jo var en ven, der bare gjorde, hvad man sagde. Jeg ved for så vidt ikke, om det hen over tiden i virkeligheden ville være noget meget dynamisk venskab. Men det er jo ikke for at lave morsomheder ud af det her.

Helt ærligt: Vi synes, der mangler lydhørhed hos Netanyahu i forhold til det internationale samfunds helt legitime fordringer på Israel. Det handler om den humanitære adgang til Gaza, og det handler om Israels adfærd i forhold til UNRWA, hvor vi jo så også nu forsøger at modvirke, at man bringer det endnu et skridt længere hen til et dårligt sted, ved i virkeligheden at fjerne UNRWA's muligheder for at løse opgaver. Det bruger vi sådan set relativt meget energi på, og jeg har tillid nok til USA til at forestille mig, at når man fra deres side kommer med en melding om, at der nu skal ske noget med den humanitære adgang, og man i øvrigt sætter en frist på det, og det ellers har nogle konsekvenser, så kan det ikke være en tom melding, men så må det også være en melding, der følges op.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten og tak til udenrigsministeren.

Jeg byder nu velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren og til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Mener ministeren, at det kan afhjælpe presset på sygehusvæsenet, hvis flere ældre vaccineres mod lungeinfektioner, og hvad er ministerens holdning i så fald til at foretage en medicinsk teknologivurdering af at tilføje en vaccine mod pneumokokinfektion til vaccineprogrammet?

Sundhedsministeren.

Tak til spørgeren. Jeg anerkender fuldt ud, at der er et potentiale for forebyggelse af behandlings- og især indlæggelsekrævende lungeinfektioner, og vaccination er bestemt også et effektivt værktøj til forebyggelse af nogle, men, vil jeg også understrege, ikke alle typer af lungebetændelse. Vaccination er derfor også i dag et tilgængeligt tilbud til netop dem, som er i særlig øget risiko. Det kan f.eks. være ældre personer, eller personer, der har visse former for kroniske sygdomme, som kan få vaccinen hos egen læge med det, der hedder et klausuleret tilskud.

Så har jeg noteret mig, at fagfolk og patientforeninger i sidste uge har peget på, at det i dag er et tilbud, som kan opleves som uigennemsigtigt og også besværligt for nogle. Jeg er sådan set optaget af, at tilbuddene i vores sundhedsvæsen skal være præcis det modsatte, og derfor har mit ministerium også bedt Sundhedsstyrelsen om at kigge på, hvordan vi kan få gjort tilbuddet lettere tilgængeligt.

Herudover vurderer sundhedsmyndighederne jo løbende, hvilke vacciner som skal indgå i vaccinationsprogrammerne. På nuværende tidspunkt foreligger der ingen anbefaling om, at vaccination mod pneumokokker skal tilbydes i vaccinationsprogrammet. Jeg er bestemt ikke afvisende over for, at det på et tidspunkt kan være relevant, at Sundhedsstyrelsen udarbejder en MTV, altså en medicinsk teknologivurdering, men som bekendt forudsætter en sådan også et dybdegående fagligt arbejde, altså at der så også prioriteres den nødvendige finansiering heraf.

Spørgeren.

Jeg er glad for at høre, at ministeren anerkender problematikken og egentlig også er imødekommende i forhold til de besværligheder, der rent faktisk er i dag i forhold til at få den her vaccine, for man skal først til lægen og have en henvisning, så skal man på apoteket og købe vaccinen og så tilbage til lægen for at få det stik. Så hvis vi kan gøre det enklere, synes jeg, det ville være rigtig, rigtig dejligt.

Af den artikel, som også har været på DR's hjemmeside, fremgår det, at der hvert år indlægges 29.000 personer med akutte luftvejsinfektioner og lungebetændelse. Det er jo altså hårdt både for dem, der bliver ramt – i nogle tilfælde er det rente faktisk også dødbringende – og det er også en belastning for vores sygehusvæsen og sundhedsvæsen. Det er derfor, man under covid besluttede at bruge den her vaccine i forhold til det her. Sundhedsstyrelsen udtaler også, at de gerne vil lave en grundig gennemgang af pneumokokker, hvor de forskellige vacciner kan ses i forhold til hinanden.

Så hvorfor er det så, at vi ikke finde de relativt få midler, der skal til for at kunne lave den gennemgang, så vi kan få bekræftet, at det er fornuftigt – hvilket jeg forventer at man vil finde ud af – at forebygge sygdom og død hos vores ældre medborgere og lette det pres, som lægerne også beskriver i artiklen at det påfører vores sundhedsvæsen? Hvorfor er det, at vi ikke får sat gang i den her vurdering, så vi rent faktisk kunne sige, at vi har grundlaget for at beslutte, om det skal ind i vaccinationsprogrammet?

Ministeren.

Jeg er sådan set bekendt med, at Statens Serum Institut har anslået, at der i 2022 var 29.000 personer, som blev indlagt med lungebetændelse, men det er bare ikke ensbetydende med, at så kan vi forebygge 29.000 indlæggelser ved at genindføre vaccinen i programmet, sådan som spørgeren også i dag fejlagtigt giver indtryk af. Jeg kan i øvrigt også se i den forløbne uges pressedækning, at der fejlagtigt er blevet lavet den her kobling, hvilket jeg synes lidt ærgerligt.

Der var nogle særlige omstændigheder, der gjorde sig gældende, i forhold til at man lavede en midlertidig anbefaling, for så vidt angår situationen under covid-19. Jeg er sådan set også fuldt ud åben over for, at man på et tidspunkt kan overveje at skulle belyse, hvor stort et forebyggelsespotentiale der er ved at lave en MTV. Men det kræver så også, at finansieringen er til stede til at kunne foretage den.

Spørgeren.

Jeg er udmærket klar over, at de 29.000 ikke nødvendigvis er det, der kan forebygges, men det er også derfor, vi har brug for at få lavet undersøgelsen. Vi har jo faktisk i foråret behandlet et beslutningsforslag, B 98, fra Danmarksdemokraterne, og der blev et bredt flertal i Folketinget jo faktisk enig om, at vi skulle se på, om eventuelle uforbrugte midler til håndtering af covid-19 i 2024 kunne bruges til at finansiere den nødvendige medicinske teknologivurdering.

Så vil jeg gerne høre, om ministeren er indstillet på, at vi fortsat følger op på, om man allerede nu ved, om der er midler tilbage, eller om man er indstillet på, at vi til december kan få en snak om, hvad vi så kan gøre. Kan vi få gennemført den undersøgelse?

Ministeren.

Jeg ved ikke nogle gange, om Danmarksdemokraterne tror, at der står sådan nogle pengetanke rundtomkring, hvor man bare lige kan hive nogle millioner op og sige, at så bruger vi dem. Spørgeren er også udmærket bekendt med, at covid-19-midlerne ikke bare står på en eller anden bankbog og samler støv. Hvad bliver de brugt til? De bliver lige nu brugt til at finansiere det sæsonvaccinationsprogram, som skal i fuld gang nu her, og hvor vi jo ikke endegyldigt kan konkludere, at der er nogle midler i overskud, før det sæsonvaccinationsprogram er slut.

Så hvis det er, man også ønsker, at der skal ske en prioritering af en medicinsk teknologivurdering for et millionbeløb, så skal man jo spille det ind i finanslovsprocessen, og der bemærkede jeg jo, at Danmarksdemokraterne arm i arm med de andre blå partier trådte op til finanslovsforhandlingerne. Det var bare ærgerligt, at det her ikke var et af de forslag, som Danmarksdemokraterne så bragte til bordet som led i finanslovsforhandlingerne. Der var det et tinglysningsafgift og kriminalforsorg og andre ting, som var kravene til finansloven.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl med et afsluttende spørgsmål.

Tak. I forbindelse med beslutningsforslaget i foråret var der bred enighed om, at vi skulle se på de midler, der var afsat til covid-19, og det er fuldstændig rigtigt, at det først er ved afslutningen af året, at man kan vide, om der er midler til rest. Men det var sådan set en aftale dengang, at man så skulle se på det, når vi kom dertil. Samtidig vil jeg da godt oplyse, at vi i Danmarksdemokraternes forslag til finanslov har finansieringen af de her forslag, hvis det endelig er den vej, vi skal ind på. Men jeg vil gerne høre, om ministeren ikke er med på, at det, der er i beslutningsforslaget fra foråret, siger, at hvis der er midler tilbage fra covid-forebyggelsen, skal de kunne bruges til den her medicinske teknologivurdering.

Ministeren med en afsluttende bemærkning.

Det er da godt nok besynderligt. Hvis det her er et forslag fra Danmarksdemokraterne, som man synes man skal prioritere som led i finanslovsforhandlingerne, hvorfor har Danmarksdemokraterne så ikke prioriteret at foreslå det, når Danmarksdemokraterne kommer til finanslovsforhandlinger i Finansministeriet. Det er jo utroværdigt at stå her gang efter gang og sige, hvorfor vi ikke bruger penge på det ene eller det andet eller det tredje, og når det så kommer til forhandlingerne, hvor man kan sige, hvad der er vigtigt for en som parti at få ind i finanslovsforhandlingerne, så bliver der desværre ikke plads til det.

Så jeg må igen henvise til, at forslag skal finansieres; det er gammeldags, men det er nu engang den måde, vi fører en ansvarlig økonomisk politik på. Jeg vil ikke være afvisende over for at man kan lave en medicinsk teknologivurdering på et tidspunkt, men det kræver, at finansieringen er fundet. Vi kan nu engang ikke bruge af midler, som vi har vedtaget og igangsat til den igangværende sæsonvaccinationsindsats, før vi også har klarhed over, hvorvidt der overhovedet er nogen midler i overskud.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren og til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Jeg byder nu velkommen til justitsministeren og til fru Helene Brydensholt fra Alternativet, som stiller spørgsmål.

Værsgo.

Vil ministeren på baggrunde af regeringens oplæg til politisk prioriteret opgavebortfald på forslaget til finansloven for 2025, hvor det under § 11, Justitsministeriet, fremgår, at der inden for kategorien tilsyn og kontrolopgaver vil bortfalde »bindinger på dyrevelfærdsområdet«, oplyse, hvilke bindinger der konkret er tale om, og vil ministeren garantere, at der ikke vil ske besparelser på politiets tre velfungerende specialiserede dyrevelfærdsenheder, og at der fortsat vil være en dyrevelfærdsenhed hos alle 12 politikredse?

Justitsministeren.

Tak for ordet, og tak for spørgsmålet, som udspringer af, at regeringen i forbindelse med finanslovsforslaget for 2025 har lagt op til, at politiets bindinger på dyrevelfærdsområdet bortfalder. Baggrunden for det er, at regeringen vil reducere antallet af ansatte i staten med 1.000 årsværk. Justitsministeriets andel af det udgør 94 årsværk. Forslaget om at fjerne politiets bindinger på dyrevelfærdsområdet har været drøftet i forligskredsen bag politiets og anklagemyndighedens økonomi, og på baggrund af de drøftelser i forligskredsen afsøger Rigspolitiet og Justitsministeriet aktuelt mulighederne for at finde et alternativt forslag til opgavebortfald, som dermed så også erstatter forslaget om bortfald af politiets bindinger på dyrevelfærdsområdet. Det er selvfølgelig noget, forligskredsen vil blive orienteret nærmere om, når det konkrete alternativ foreligger.

Lad mig også bare herudover slå fast, at regeringen generelt er meget optaget af at styrke dyrevelfærden. I starten af året indgik regeringen f.eks. en bred politisk aftale om dyrevelfærd. Jeg deltager selvfølgelig også gerne løbende i en dialog om, hvordan politiets indsats på dyrevelfærdsområdet kan forbedres.

Spørgeren.

Tak til ministeren for den besvarelse. Som ministeren også nævner, har dyrevelfærdsområdet og den retslige del af dyrevelfærdsområdet jo også været noget, som har optaget regeringens minister, som er ansvarlig for området, nemlig ministeren for landbrug fødevarer og fiskeri. Og som ministeren også siger, har vi for nylig indgået en dyrevelfærdsaftale med regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier, hvor vi netop vil kigge på at øge strafferammen og konsekvenserne ved mishandling af dyr samt den kriminalitet, der er relateret til dyr, som bl.a. er de her hvalpefabrikker, som de specialiserede dyrevelfærdsenheder har været særlig gode til at efterforske.

Så vi var jo også mange, der var meget overraskede over, at der lige pludselig stod det her punkt på finansloven, og at man nu vil skabe usikkerhed omkring dyrevelfærdsenhedernes fremtid. De specialiserede dyrevelfærdsenheder har jo eksisteret siden 2019, og i de 5 år, de har eksisteret, har de opbygget noget særlig viden på området, og der er også blevet skabt et rigtig godt samarbejde mellem de specialiserede dyrevelfærdsenheder og så dyreværnsorganisationerne. Og alle parter beretter om, at de er rigtig glade for det samarbejde, som de har opbygget.

Det ser altså ud, som om der er et rigtig godt fundament at bygge videre på for det specialiserede dyrevelfærdsområde og dyrevelfærdsenhederne. Derfor vil jeg egentlig gerne spørge ministeren, om ministeren vil sikre – og jeg hører så, at ministeren i svaret siger, at man gerne vil kigge på nogle alternativer, så man måske ikke vil spare på det i år – at man ikke fremadrettet vil lave nedskæringer på det her område, men tværtimod måske tilføre flere ressourcer til området?

Justitsministeren.

Jeg tror, det er vigtigt at sige, at det jo er en generel diskussion, vi ofte har, navnlig selvfølgelig med Folketingets partier. Jeg er selv en meget stor tilhænger af, at vi har et enhedspoliti i Danmark, altså et politi, der kan varetage mange forskellige typer af opgaver, og at de opgaver, der så også er i politiet, generelt bliver prioriteret ud fra en samlet helhedsbetragtning. Jeg ved, at der er andre, der er meget optaget af, at man forsøger at specialisere enhederne så meget som muligt. Jeg synes, vi generelt er gode til at finde en fornuftig balance. Som jeg nævnte i min indledende besvarelse, er vi lige nu i gang med at afsøge alternativer til det forslag, der blev lagt frem. Lige så snart de alternativer måtte foreligge, vil vi præsentere dem for forligskredsen.

Fru Helene Brydensholt.

Det forlyder jo fra mange pålidelige kilder, at regeringen allerede har været ude at sige til de specialiserede dyrevelfærdsenheder, at de skal finde sig noget andet at lave pr. 1. januar. Har regeringen så tænkt sig nu, når det lyder, som om man vil prøve at afsøge alternativer, at sige til de medarbejdere, til enhederne, at det ikke kommer til at ske? Eller hvordan er det?

Ministeren.

Mig bekendt har der ikke været meldt noget ud til nogen af de medarbejdere, og det er, uanset om det er i dyrevelfærdsenheder eller andre steder, før der er truffet beslutning om, hvor det er, at man i givet fald skal reducere de 94 årsværk på Justitsministeriets område ud af de 1.000 årsværk. Det skal der først træffes beslutning om, og det skal der jo som led i finanslovsprocessen, og det er der jo, som jeg nævnte før, ikke truffet beslutning om endnu.

Lige nu er vi i gang med at se på alternative veje til at reducere de årsværk, og når vi måtte have gode bud på, hvad de alternativer kunne være, så vil vi diskutere det med forligskredsen. Men findes skal de jo.

Vi siger foreløbig tak til fru Helene Brydensholt fra Alternativet. Jeg byder nu velkommen til medspørger hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne forsøge at underbygge en pointe, som hovedspørgeren brugte før, for her i starten af oktober kunne både Dyrenes Beskyttelse og også flere danske medier referere til en stor europæisk undersøgelse, der viser et udbredt og faktisk også stigende ulovligt hvalpesalg online. Det er organiserede kriminelle, der spekulerer i salg af hvalpe, der for det første er taget for tidligt fra deres mor, men som for det andet heller ikke har rette vaccinationer; de har måske endda også fået klippet både hale og ører.

Fænomenet kendes også som såkaldte hvalpefabrikker. Der er ingen omtanke for hvalpenes ve og vel og kun fokus på et hurtigt salg, hvor de her organiserede kriminelle jo endda udgiver sig for at være privatpersoner på sociale medier. Det vurderes faktisk, at problemet også eksisterer i Danmark, og at det kun kan blive større fremadrettet, og at det vil være et større antal anmeldelser, der vil ramme politikredsene i den kommende tid. Det er jo anmeldelser, der skal håndteres på den ene eller den anden måde. Dansk Kennel Klub og Dyrenes Beskyttelse har vurderet, at de her dyrevelfærdsenheder faktisk er med til at holde det her problem nede i Danmark.

Er ministeren enig med Dansk Kennel Klub og Dyrenes Beskyttelse i den vurdering? Og hvad er det, regeringen vil sætte i stedet for, hvis den her alternative finansiering ikke kan findes? Hvad vil regeringen så sætte i stedet for de her dyrevelfærdsenheder?

Justitsministeren.

I forhold til det sidste spørgsmål synes jeg stadig, det er en omgang for tidligt at kunne redegøre for eller tage stilling til, al den stund at regeringen ikke har besluttet det endnu, for det kræver jo enighed i forligskredsen, da det er forligsbelagt. Og så må jeg også bare sige som en generel bemærkning, at der jo er et eller andet paradoksalt ved, at navnlig spørgerens parti, Liberal Alliance, er dem, der råber allerhøjest og allertydeligst op om, at man med lethed kan reducere i antallet af statsligt ansatte, men når det så begynder at blive konkret, kan man også mærke, at det begynder at gøre ondt. Det gør det jo på de fleste, for det er svært at få øje på dygtige statsligt ansatte, som ikke varetager vigtige funktioner, men der skal jo prioriteres.

Regeringen har sagt, at vi vil reducere med 1.000 årsværk. Liberal Alliance, som jeg husker det, også i det finanslovsforslag, man har lagt frem, har sagt 2.000 årsværk, og måske mener partiet endda, at det skal være endnu højere. Men så må man jo også komme med nogle idéer til, hvor det så er, der skal reduceres, når man ikke bryder sig om de forslag, regeringen lægger frem.

Hr. Carsten Bach.

Tak for besvarelsen. Liberal Alliance er jo med i den store dyrevelfærdsaftale, også omtalt tidligere, ved fødevareministeren, og vi er meget gerne med til at prioritere nogle midler. Vi er ikke med i politiforliget, og der er det jo så forligskredsen, der skal prioritere midler, som ministeren nævner. Vi har jo tidligere hørt fra regeringen, bl.a. sidste år, at der nærmest ikke var nogen grænser for, hvor meget man ville prioritere det her område, retssikkerhed og dyrevelfærd. Man ville øge strafferammer osv. osv., og det er jo noget, som Liberal Alliance meget gerne vil være med til, fordi det også giver nogle øgede efterforskningsmuligheder for politiet. Men det, at man jo så nu som regering faktisk vil fjerne de her enheder, ser det ud til, er, ligesom om det ikke rigtig passer ind i den linje.

Så hvad er regeringens linje egentlig i forhold til efterforskningen af dyrevelfærdssager? Det kunne jeg godt tænke mig ministerens svar på.

Ministeren.

Det passer sådan set fint ind i regeringens linje, for det her skal man jo ikke se som en nedprioritering af regeringens ambitioner på dyrevelfærdsområdet. Vi har identificeret det her område som et, hvor man mener, at man godt vil kunne organisere politiarbejdet, og det er jo igen den generelle diskussion om enhedspoliti over for specialenheder. Der er valgt med det seneste politiforlig at lave specialenheder ude i landets politikredse. Vi valgte jo i øvrigt også i samme ombæring noget andet. Nu har både ordføreren og medspørgeren også nævnt, hvor organiseret noget af det her brud på dyrevelfærd er, og man kan jo sagtens diskutere, om det er klogere at efterforske i f.eks. vores National enhed for Særlig Kriminalitet.

Men når alt det er sagt, har regeringen ikke taget stilling til det endnu, fordi vi lige nu afsøger alternativer.

Vi siger tak til medspørger hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance. Det bliver fru Helene Brydensholt fra Alternativet, der stiller det sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak. Jeg prøver lige kort at opsummere, hvad jeg har hørt ministeren sige, altså at man lige nu i politiforligskredsen afsøger alternativer til opgavebortfaldet. Det er jeg glad for, for det sender jo et tydeligt signal om, at man ikke vil prioritere dyrevelfærd, hvis man vil skære i dyrevelfærdsenhederne.

Men jeg synes, det er lidt foruroligende, at ministeren så ikke, hvis man overvejede at skære i det, har forholdt sig til, hvad man så ville have sat i stedet for. Så det vil jeg egentlig gerne give ministeren en chance for at svare på en sidste gang.

Justitsministeren.

Det er ikke, fordi vi ikke har overvejet det, men jeg synes bare, det er en ombæring for tidligt. Vi skal have lov til i de partier, der deltager i den forligskreds, at drøfte, om det her er et af de områder, hvor det er, at der skal være et prioriteret opgavebortfald, og hvad man så i øvrigt gør med de opgaver i stedet. Det skal vi have lov til at drøfte i forligskredsen, og lige nu er der en drøftelse af, om man måske ikke helt kan finde det opgavebortfald og de årsværk et helt andet sted end på de specialiserede dyrevelfærdsenheder. Det er det, vi afsøger lige nu.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til justitsministeren. Og jeg byder velkommen til hr. Serdal Benli fra Socialistisk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Mener ministeren, at det er hensigtsmæssigt, at loven ikke kan finde anvendelse til at straffe misbrug af 16.690 borgeres fortrolige oplysninger, sådan som det beskrives i artiklen »Misbrugte adgang til tusindvis af tyrkeres oplysninger – frifundet af retten« fra Sjællandske Nyheder den 3. oktober 2024?

Justitsministeren.

Tak for ordet, og også tak til spørgeren for spørgsmålet. Jeg kan forstå, at dommen er anket til landsretten, og sagen er derfor en verserende sag ved domstolene, og af den grund vil jeg ikke udtale mig om den konkrete sag. Men jeg kan generelt oplyse, at der findes en række regler, der beskytter mod, at offentligt ansatte misbruger sagsbehandlingssystemer til at foretage uberettigede opslag i andres personlige oplysninger, og sådan skal det naturligvis også være. For det er fuldstændig uacceptabelt, hvis det er, at offentligt ansatte bevidst misbruger de oplysninger, som det offentlige er blevet betroet, og alle borgere skal kunne føle sig trygge ved at få behandlet deres sager, uden at der er uvedkommende, der snager i deres oplysninger.

En af de regler, der beskytter mod offentligt ansattes misbrug af sagsbehandlingssystemer er straffelovens § 263, som handler om uberettiget at skaffe sig adgang til en andens data. Ligeledes kan det efter straffelovens § 155 være strafbart, hvis en offentligt ansat misbruger sin stilling. Straffelovens § 263 har en strafferamme på 1 år og 6 måneders fængsel, mens § 155 har en strafferamme på 4 måneder og i særlige tilfælde helt op til 2 år. Jeg kan i øvrigt oplyse, at der er flere eksempler på, at offentligt ansatte er blevet straffet for stillingsmisbrug efter straffelovens § 155 ved at have foretaget uberettigede opslag i sagsbehandlingssystemer. Jeg synes derfor foreløbig, at vi skal afvente, at landsretten har haft lejlighed til at tage stilling til sagen. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for orienteringen, og også tak for, at ministeren sådan set deler samme bekymring, i forhold til at det er ret vigtigt, at vi sikrer vores borgeres retssikkerhed, og at det i det her tilfælde også gælder for offentligt ansatte, at de ikke misbruger deres embeder til det her. Det, man så kan undre sig over, er, at der alligevel finder en frifindelse sted i byretten, når den enkelte medarbejder netop har tilgået 16.690 borgeres informationer. Kan det være udtryk for, at der i lovgivningen alligevel er nogle huller, og skulle man måske se efter i sømmene, om der måske er en nedre eller øvre grænse, i forhold til hvornår man skal sanktionere det her? For der kan også være offentligt ansatte, der som en del af deres arbejde, fordi de sådan set har adgang til systemer, kan komme til at slå op i registre, hvor de tilgår informationer, som de ikke skulle have; det er jo selvfølgelig forståeligt nok. I det her tilfælde virker det, som om det er noget, der er ret målrettet, og det er 1.900 konkrete søgninger, der er foretaget i systemet her, hvor man så derigennem er nået frem til 16.900 borgeres informationer.

Ministeren.

Jeg vil bare endnu en gang sige, at af principielle grunde er jeg meget tilbageholdende med at udtale mig om konkrete sager, der er under behandling eller har været behandlet ved domstolene. Men jeg vil bare generelt sige, at det er fuldstændig uacceptabelt, hvis det er, at offentligt ansatte bevidst misbruger de oplysninger, som det offentlige er betroet, for alle borgere skal kunne føle sig trygge ved det. Vi har jo haft nu her i foråret og forsommeren en stor debat om det, min partifælle kaldte den tredje erkendelse: Kan der være folk, der sidder forskellige steder, der misbruger deres embeder i andre sagers tjeneste? Vi ved, at det er et velkendt fænomen i Sverige, hvor man taler om at muliggøre, altså at kriminalitet muliggør en række forskellige kriminelle forhold, og derfor tror jeg ikke, det er sidste gang, vi komme til at diskutere det her sagskompleks. Den konkrete sag ... [Lydudfald] ... uden for det.

Hr. Serdal Benli.

Det, jeg hører på ministeren, er, at vi kommer til at følge op på det her, og at vi nu må afvente, hvad kan man sige, den retslige proces, der er i gang, og det er jo dejligt, at sagen sådan set også er blevet anket og kommer videre i retssystemet. Så jeg hører ministeren sige, at det her ikke er noget, vi slipper, men at vi kommer til at have fokus på det her. Vi har også hørt om lignende sager, hvor der selvfølgelig også er fældet dom i forhold til nogle situationer. Men når vi er oppe i det her omfang, og når det sker i en tid, hvor vi netop også lever med forskellige former for cybersikkerhed og trusler udefra, både fra regimer, men også fra enkeltpersoner, der prøver at tilgå vores borgeres informationer, så er det ret vigtigt, at vi er obs på, at vi har lukket alle de huller, der er i vores systemer.

Ministeren.

Jeg er meget enig, og hvad angår den konkrete sag, synes jeg som sagt, at vi må afvente landsrettens vurdering. Men jeg kan generelt sige, at ja, jeg er meget, meget optaget af og også bekymret for det billede, vi ser i en række europæiske lande, navnlig i Sverige. Vi har også set eksempler på det i Danmark, hvor der sidder personer, også i offentlige stillinger, med betroede opgaver og med indsigt i bl.a. systemer, som er med til at muliggøre kriminalitet. Og jeg frygter, at den trussel kun vil være stigende, ligesom vi jo i forvejen ved, at truslen om andre staters og efterretningstjenesternes påvirkning af vores systemer og enkeltpersoner desværre også er høj.

Hr. Serdal Benli for et afsluttende spørgsmål.

Jeg er færdig.

Det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til justitsministeren, og det bliver ligeledes stillet af hr. Serdal Benli, Socialistisk Folkeparti.

Værsgo.

Tak for det. Hvordan agter ministeren at betrygge de borgere, der har fået deres oplysninger misbrugt, og kan ministeren berolige de pågældende med, at de ikke i fremtiden skal frygte repressalier fra eksempelvis andre landes myndigheder, kriminelle grupperinger m.v., når deres oplysninger også fremadrettet kan lækkes ustraffet, sådan som det fremgår i artiklen »Misbrugte adgang til tusindvis af tyrkeres oplysninger – frifundet af retten« fra Sjællandske Nyheder den 3. oktober 2024?

Justitsministeren.

Tak for ordet. Tak endnu en gang til hr. Serdal Benli. Jeg kan, som også nævnt ved min besvarelse af spørgsmål S 56, forstå, at dommen er anket til landsretten, og sagen er derfor en verserende sag ved domstolene, og af den grund vil jeg, som jeg også nævnte før, ikke udtale mig om den konkrete sag. Jeg kan igen bare sige, at jeg finder det dybt forargeligt, hvis man som offentligt ansat bevidst udnytter sin stilling til uberettiget at tilgå borgernes personlige oplysninger.

Alle borgere skal kunne føle sig trygge ved at få behandlet deres sager, uden at uvedkommende snager eller videregiver deres oplysninger. Det er derfor også efter de gældende regler strafbart med en strafferamme på 1 år og 6 måneder, hvis en person uberettiget skaffer sig adgang til en andens data, og ligeledes kan det også udgøre stillingsmisbrug.

Helt generelt kan jeg sige, at jeg naturligvis forventer, at kommunerne sørger for, at deres ansatte får den fornødne instruktion om, hvordan de må anvende kommunes sagsbehandlersystemer, og at kommunen fører kontrol ved brugen af systemerne. Jeg synes foreløbig, som jeg også nævnte i min tidligere besvarelse, at vi skal afvente, at landsretten har haft lejlighed til at tage stilling til sagen.

Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg synes, det bliver et meget generelt svar, for helt konkret kan jeg sige, at jeg personligt har fået en række henvendelser fra nogle af de her borgere – og vi har også læst nogle af eksemplerne i medierne – som er bekymrede, fordi de ikke kan blive betrygget i, hvorvidt de informationer, som der nu er tilgået, er blevet videresendt eller delt med et andet lands myndigheder. I det her tilfælde taler vi om danske borgere, nogle af dem danske statsborgere, som har rødder i Tyrkiet, og de er jo, også med det kendskab vi har til Tyrkiet og regimet dér, ret bekymrede for, at det, hvis man på en eller anden måde er kritisk over regimet, kan medføre repressalier i det tilfælde, at man besøger landet enten på ferie eller ved besøg hos familie.

Kan ministeren betrygge de her borgere i, at deres informationer ikke er blevet misbrugt, og at de ikke er endt enten hos andre landes myndigheder eller i andre menneskers hænder, hvor de ikke skulle være endt?

Ministeren.

Altså, jeg vil sige, at det må være op til den konkrete politimæssige efterforskning at afgøre, i hvilken udstrækning eventuelle oplysninger måtte være misbrugt. Men helt grundlæggende forventer jeg selvfølgelig, at politiet tager anmeldelser om straffelovsovertrædelser alvorligt, ligesom jeg også forventer, at politiet griber ind, hvis politiet på en eller anden måde bliver bekendt med enten klare lovovertrædelser, trusler eller repressalier. Derfor skal der også bare lyde en opfordring til alle dem, som hr. Serdal Benli måtte snakke med, eller dem, som måtte sidde og lytte med, eller folk i det hele taget, om, at hvis man oplever noget, der er overhovedet minder om det, som spørgeren refererer til, skal man anmelde det til politiet.

Spørgeren.

Tak for det. Det er jo sådan, at Center for Cybersikkerhed vurderer, at truslen mod Danmark er meget stor, i det her tilfælde også mod danske borgere. Den her form for datalæk, som det her jo kan betegnes – i hvert fald hører det ind under den kategori – består i, at en person har tilgået nogle data, som vedkommende ikke skulle kunne. Derfor er mit spørgsmål: Vil regeringen tage nogle initiativer til at arbejde videre med, hvordan vi i det hele taget får sikret datasikkerheden her? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål kunne jo være: Mangler kommunerne noget? Nu sagde ministeren selv det her med, at han forventer, at kommunerne i deres instrukser m.v. har taget højde for det her og på en eller anden måde prøver at forebygge, at det her kan forekomme. Hvad er vurderingen? Skal regeringen tage initiativ til noget? Skal ministeren måske sende en instruks ud om, hvordan man skal håndtere de her situationer? For det, vi også kunne læse ud af dommen her, var, at den anklagede påstod, at han ikke havde fået den nødvendige oplæring, og at han ikke vidste, at det var forbudt at tilgå de informationer.

Ministeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at jeg har en klar, klar forventning om, at kommunerne er deres ansvar bevidst og sikrer den fornødne oplæring af deres medarbejdere i vigtigheden af at sikre deres egne borgeres data, og at uvedkommende ikke snager i dem. Derudover gør Politiets Efterretningstjeneste på en lang række områder et rigtig stort arbejde med at oplyse og klæde både offentlige myndigheder, men også private virksomheder og forskningsinstitutioner på om truslen fra bl.a. fremmede stater, der ønsker at spionere. Det kan både være i forhold til borgere, men jo også i forhold til forskningsprocesser eller øvrige oplysninger. Det tror jeg desværre vil være et arbejde, som vil blive intensiveret endnu mere i den fremtid, vi kigger ind i, for truslen er stor.

Hr. Serdal Benli med et afsluttende spørgsmål.

Det, jeg forstår, er, at ministeren mener, at det arbejde, der pågår, sådan set er tilstrækkeligt, og at man ikke nødvendigvis på baggrund af sagen her, men også når den engang er færdig i retssystemet, ikke vil tage yderligere initiativ og måske at støtte op omkring kommunerne i det her arbejde, for vi har nemlig også hørt om forskellige typer af datalæk, der er foregået i kommunerne. Det er jo en trussel mod vores samfund som helhed, med det betyder også i sidste ende, at det jo sådan set er en trussel mod den enkeltes retssikkerhed. Så vil man gøre noget særligt og ekstraordinært på bagkant af den her sag, som har så stort et omfang og omfatter 16.600 borgere, hvoraf nogle er danske statsborgere?

Justitsministeren med en afsluttende bemærkning.

Det er meget vigtigt for mig at sige, at jeg er langtfra sikker på, at det, vi gør i dag, også i fremtiden vil være nok, og derfor kigger vi jo hele tiden ind i, hvordan vi kan gøre det bedre med de indsatser, vi foretager. Hvordan kan vi give politiet og Politiets Efterretningstjeneste flere værktøjer – og for den sags skyld også flere ressourcer – som vi jo har valgt at gøre i forbindelse med det kommende års finanslov, bl.a. henset til spionagetruslen. Når jeg siger, at jeg ikke har nogen konkrete initiativer på baggrund af den her sag, er det, fordi jeg stadig væk mener, at der er behov for at afvente landsrettens vurdering af sagen. Derfor vil eventuelle yderligere initiativer også afvente afklaringen af den domfældelse.

Det afslutter spørgsmålet, så vi siger tak til hr. Serdal Benli fra Socialistisk Folkeparti.

Det næste spørgsmål er ligeledes til justitsministeren. Jeg byder velkommen til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Hvad mener ministeren om, at ministeren under førstebehandlingen af B 139 (Forslag til folketingsbeslutning om anpg-kameraer til scanning af udenlandske nummerplader for ubetalte bøder og parkeringsafgifter ved de danske grænser) løftede sløret for, at en arbejdsgruppe i Rigspolitiet i øjeblikket undersøger, hvordan myndighederne kan få bedre styr på den manglende opkrævning af tusindvis af ubetalte parkeringsafgifter fra udenlandske køretøjer, når det nu viser sig, at politiet afviser, at parkeringsafgifter er en del af arbejdsgruppens arbejde?

Justitsministeren.

Tak for ordet, og tak for spørgsmålet. Lad mig indlede med at understrege, at jeg er helt enig med fru Betina Kastbjerg i, at det er problematisk, at udlændinge, der har fået en bøde eller parkeringsafgift i Danmark, i for høj grad ender med ikke at betale. Som jeg også nævnte i forbindelse med førstebehandlingen af B 139, som der henvises til i spørgsmålet, må det ikke være sådan, at udlændinge er af den opfattelse, at de kan færdes straffrit på de danske veje, når de overtræder loven, så længe de har bopæl i udlandet. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg mener, at enhver skal betale sit.

Med hensyn til beslutningsforslaget B 139 ønskede forslagsstillerne at pålægge regeringen inden udgangen af 2024 at præsentere et lovforslag, der muliggør, at anpg-kameraer ved de danske grænser kan bruges til at scanne nummerplader på udenlandske køretøjer for at identificere dels ubetalte bøder, dels parkeringsafgifter. Da beslutningsforslaget foruden parkeringsafgifter også omhandlede inddrivelse af bøder, var det nærliggende at nævne Rigspolitiets arbejdsgruppe, der netop er ved at kigge på problemstillingen med hensyn til inddrivelse af bøder fra udenlandske førere.

Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at den nedsatte arbejdsgruppe alene ser på, hvordan vi kan pålægge og inddrive bøder for færdselsforseelser begået af personer i udenlandsk indregistrerede køretøjer, f.eks. fartbøder eller bøder for kørsel uden førerret hos udenlandske skyldnere. Udfordringen med inddrivelse af parkeringsafgifter ser arbejdsgruppen altså ikke på. Min orientering til Folketinget om Rigspolitiets arbejdsgruppe var således alene møntet på pålæg og inddrivelse af færdselsrelaterede bøder og ikke parkeringsafgifter.

Kontrollen med færdselslovens regler om parkering og standsning varetages foruden politiet af vejmyndigheden, som i praksis ofte er kommunerne, og Færdselsstyrelsen, der ligeledes kan pålægge og opkræve parkeringsafgifter. Færdselsstyrelsen varetager bl.a. opgaven med at kontrollere udenlandske køretøjers parkeringer på de danske motorvejsrastepladser.

Som det fremgår af artikler bragt af DTL, som der henvises til i spørgsmålet, har Færdselsstyrelsen indgået en kontrakt med den udenlandske inkassovirksomhed Euro Parking Collection, EPC, med henblik på at inddrive ubetalte p-afgifter. Jeg må derfor henvise til transportministeren, for så vidt angår de parkeringsafgifter, som Færdselsstyrelsen udsteder. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg var jo faktisk lidt bekymret for, om ministeren havde talt usandt under førstebehandlingen. For efter ministerens tale spørger jeg jo ind til, at der hænger 7.000 afgifter, som ikke er blevet betalt, og til det svarer ministeren – og jeg citerer: »Jeg synes jo helt klart, at der er en udfordring her, som skal løses. Det er også derfor, at jeg har noteret mig med tilfredshed, at Rigspolitiet har nedsat en arbejdsgruppe, der bl.a. er ved at se nærmere på mulighederne for, hvordan man bedre kan sikre strafforfølgning af færdselsforseelser begået af personer i udenlandske køretøjer. Den arbejdsgruppes arbejde forventer vi afsluttet i indeværende år, og den vil jeg selvfølgelig dele konklusionerne fra med ordførerkredsen.«

Jeg spørger til afgifterne, men ministeren svarer på noget andet, eller hvordan skal jeg forstå det?

Justitsministeren.

Jeg tror, du skal forstå det, som jeg lige sagde før, at mit svar i forbindelse med Folketingets behandling og vedrørende den arbejdsgruppe omhandlede inddrivelse af færdselsrelaterede bøder og ikke parkeringsafgifter. Hvis det har givet anledning til misforståelser, er det jo kun godt, at spørgeren har stillet det opklarende spørgsmål, som er årsagen til, at vi står her i salen i dag.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg har fremsat B 139, er jo selvfølgelig, at det ligger mig på sinde, at vi skal sikre nogle vilkår for dem, der har virksomhed i Danmark, der gør, at de er i lige konkurrence med de virksomheder fra udlandet, som også kommer herop. Derfor synes jeg, det er vigtigt at få indkrævet de her ubetalte p-afgifter, som faktisk udgør de her 14 mio. kr.

Men jeg er bare stadig væk lidt forundret over, at jeg spørger ind til afgifterne, og det er det, jeg nævner specifikt i mit beslutningsforslag, og så snakker ministeren så om en arbejdsgruppe, som vedrører noget helt andet. Så ja, det forundrer mig.

Ministeren.

Det skal jeg selvfølgelig beklage. Ja, jeg skal naturligvis beklage, hvis det har givet anledning til misforståelser. Jeg har i hvert fald ingenlunde haft til hensigt at misinformere ordføreren. Jeg svarede, som jeg gjorde, fordi jeg syntes, det var relevant, også i diskussionens sammenhæng, at nævne Rigspolitiets arbejdsgruppe, som handlede om inddrivelse af bøder og altså ikke parkeringsafgifter.

Fru Betina Kastbjerg med et afsluttende spørgsmål.

Jeg er da selvfølgelig glad for, at ministeren ikke har stået og talt usandt i Folketingssalen. Jeg ser selvfølgelig frem til, at ministeren deler konklusionerne, når arbejdsgruppen er færdig med det arbejde, der så åbenbart ikke har med parkeringsafgifter at gøre, men med andre forseelser.

Så kan det jo være, at jeg skal have transportministeren ned og høre om parkeringsafgifter og den kommende kilometerafgift, hvor vi også har en bekymring om opkrævningen af det, og om der kommer til at ske en ulige konkurrence.

Ministeren med en afsluttende bemærkning.

Der er ingen tvivl om, at vi vil dele, hvad arbejdsgruppen når frem til, fordi jeg grundlæggende er af den samme opfattelse som ordføreren. Og det er, at jeg synes, det er stærkt, stærkt problematisk, at udlændinge ender med ikke at betale for de overtrædelser, der er blevet begået i deres tid i Danmark – og det er uanset, om der er erhvervsdrivende, der derved jo så har nogle uretfærdige konkurrencefordele i forhold til tilsvarende danske erhvervsdrivende. Men det gælder jo også bare turister eller for den sags skyld udlændinge, der passerer igennem vores land. De skal jo selvfølgelig svare deres, hvis de begår en forseelse. Det er noget af den problemstilling, som Rigspolitiets arbejdsgruppe nu sidder og arbejder på.

Hvad angår de parkeringsrelaterede afgifter, må jeg henvise til transportministeren.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne.

Det næste spørgsmål er ligeledes til justitsministeren.

Jeg byder velkommen til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti, som stiller spørgsmålet. Værsgo.

Tusind tak, formand. Mener ministeren, at det vil være hensigtsmæssigt at skele mere til kriminalitetens art frem for alderen, i forhold til hvordan samfundet behandler sagen og efterfølgende sanktionerer, når unge bliver mistænkt for at have begået noget kriminelt?

Justitsministeren.

Tak for ordet, og tak for spørgsmålet. Den kriminelle lavalder i Danmark er jo som bekendt 15 år. Det grundlæggende hensyn bag den kriminelle lavalder er, at børn og unge først bør kunne straffes fra den alder, hvor de generelt set må anses for at være modne nok til, at det er forsvarligt at bruge strafferetlige sanktioner.

Regeringen ser naturligvis også med stor alvor på kriminalitet, der bliver begået af børn og unge under den kriminelle lavalder, og vi har i den seneste tid set nogle meget voldsomme sager, hvor unge mennesker har været involveret i alvorlig personfarlig kriminalitet. Det er på alle måder dybt alarmerende. Der skal være en mærkbar reaktion, når børn og unge begår kriminalitet, så de forstår, at deres handlinger har konsekvenser.

Her spiller Ungdomskriminalitetsnævnet jo en central rolle. Formålet med Ungdomskriminalitetsnævnet er at behandle sager med børn og unge, som er mistænkt eller dømt for alvorlig eller omfattende kriminalitet. Nævnet kan fastlægge individuelle forebyggende indsatser for børn og unge i alderen 10-17 år med henblik på at få barnet eller den unge ud af kriminalitet og tilbage i fællesskabet.

Nævnet har en lang række værktøjer, som omfatter alt fra støtte i hjemmet til tvangsanbringelse uden for hjemmet på en lukket eller delvis lukket døgninstitution. Når nævnet fastlægger, hvad det er for en konkret indsats, der skal iværksættes, er der også mulighed for at skele til den kriminalitet, som barnet eller den unge er mistænkt eller dømt for at have begået. Eksempelvis skal Ungdomskriminalitetsnævnet i alle sager om grovere personfarlig kriminalitet overveje, om der er grundlag for at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, f.eks. på en lukket institution.

Jeg mener, at den ordning, vi har i dag, er med til at sikre en konsekvent indsats over for ungdomskriminalitet. Tak for ordet.

Fru Mette Thiesen.

Tak for svaret. Grunden til, jeg spørger, er jo bl.a. også, at vi har set nogle af de her meget, meget grelle sager, hvor unge bliver, hvad skal man sige, bestukket til at begå meget, meget grov kriminalitet, som faktisk kommer til at forfølge dem resten af deres liv. Der bliver simpelt hen spekuleret i fra bandemedlemmernes side at bruge unge. Jeg har sågar hørt politifolk, som har sagt til mig, at de unge også selv sidder og siger: Jeg er under 15 år, så hvad vil du gøre ved det? Så der er altså en viden om, at man i hvert fald ikke kan blive straffet på samme måde, når man er under 15 år.

For mit vedkommende tænker jeg faktisk, at hvis man kigger på kriminalitetens beskaffenhed og tager udgangspunkt i det i stedet for at skele meget, meget hårdt til alderen, så vil man faktisk også deri lægge en beskyttelse ind af det barn, som ellers bliver udnyttet af nogle fuldstændig kyniske bandemedlemmer, fordi de ved, at der er færre sanktioner, når man er under 15 år. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens svar på. Det er den ene ting.

Den anden ting er så også, at vi eksempelvis har set nogle sager, hvor en mor oplever, at hun faktisk ikke kan følge med i, hvad det er for nogle sanktioner, der pålægges den her 14-årige, som har slået hendes 15-årige dreng ihjel. Det var simpelt hen planlagt drab. Hun aner ikke, hvad der kommer til at ske med den her 14-årige, og sidder også med en total mangel på retsfølelse. Hendes søn er død for en andens hånd, men hun kan simpelt hen ikke finde ud af, hvad der ender med at ske, altså hvad det er for en dom, vedkommende får.

Så de to ting kunne jeg godt tænke mig at ministeren forholdt sig til.

Justitsministeren.

Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at jeg på alle måder godt forstår den her mor. Den sag, som ordføreren refererer til, er jo på alle måder dybt tragisk og dybt, dybt ulykkelig og indskriver sig desværre i en lang række af sager, hvor helt unge mennesker tilsyneladende opfatter det som almindeligt at gå med kniv. Det er bl.a. også en af årsagerne til, at vi jo sammen i den seneste bandepakke har besluttet at skærpe straffen for ulovlig knivbesiddelse.

Formålet med nævnsprocessen er at bringe barnet eller den unge ud af en kriminel løbebane og ikke at placere et strafferetligt ansvar. Derfor kan man heller ikke umiddelbart sammenligne strafferetsplejen og processen i Ungdomskriminalitetsnævnet. Ungdomskriminalitetsnævnets indsatser er jo i vidt omfang en videreførelse af det daværende sociale system, og af den grund er nævnsmøderne ikke offentlige, ligesom eventuelt forurettede heller ikke bliver orienteret om udfaldet af et nævnsmøde, sådan som det er i dag.

Spørgeren.

Jeg kunne godt tænke mig at stille spørgsmålet igen, for jeg synes ikke, ministeren svarede på, om ministeren ikke mener, at det reelt set vil være en beskyttelse af børnene, hvis man siger: Vi kigger altså faktisk på den kriminalitet, der bliver begået, altså om det er voksenkriminalitet og kriminalitet af så grov beskaffenhed, at det skal køre i en normal retssag. Det tror jeg sådan set ville afskrække en del af de her bandemedlemmer fra kynisk at udnytte de her meget, meget unge børn. Nogle er helt ned til 12 år; det har vi set eksempler på for nylig. Så det kunne jeg godt tænke mig, også fordi det jo ikke er offentligt i Ungdomkriminalitetsnævnet. Man ved ikke, hvad der sker med vedkommende, og der bliver jo ikke ført bevis på den måde. Så der er også noget retssikkerhedsmæssigt problematisk.

Justitsministeren.

Det er klart, at når vi taler om meget grov personfarlig kriminalitet som f.eks. drab, der bliver begået af børn under 15 år, så er der behov for en mærkbar reaktion. Det er netop også derfor, at Ungdomskriminalitetsnævnet har mulighed for at gribe ind med vidtgående sanktioner, herunder tvangsanbringelse uden for hjemmet på en lukket eller delvis lukket døgninstitution. Men jeg mener altså ikke, at børn skal i fængsel, og jeg mener heller ikke, at det giver mening at differentiere den kriminelle lavalder, alt efter hvilken type kriminalitet der er begået. Der er allerede efter gældende ret mulighed for at skele til den begåede kriminalitet, når der fastsættes indsatser efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Fru Mette Thiesen med et afsluttende spørgsmål.

Sanktionerne behøvede sådan set ikke engang være så meget anderledes. Vi har jo, som ministeren selv siger, lukkede institutioner, som er tilsvarende fængsler, kan man sige. Så det her handler om, om der føres en retssag og man bliver dømt, og om, at ofrenes forældre får en tryghed, ved at vedkommende faktisk har fået en dom og er blevet anbragt et sted osv. Det er den ene ting.

Så er der den anden ting i forhold til den beskyttelse, der faktisk er af unge under 15 år. For man må gå ud fra, at hvis du begår en forbrydelse, som er så voldsom, er det noget, der vil forfølge dig resten af livet. Ville det ikke være en beskyttelse af de her børn mod de her bandemedlemmer, som faktisk udnytter dem og får dem til at begå grov kriminalitet?

Justitsministeren med et afsluttende svar.

Det er klart, at man jo har etableret Ungdomskriminalitetsnævnet for at skabe en, hvad kan man sige, domstolslignende proces, også over for barnet, for at barnet forstår, at det har konsekvenser. De sanktionsmuligheder, der så er, uanset om det er i den helt milde ende eller i den helt hårde ende, ligger jo inden for kategorien af sociale foranstaltninger, og af den årsag er der jo lukkethed omkring processen.

Jeg synes omvendt også – henset til spørgerens spørgsmål og den her sag i betragtning – at det kan være en overvejelse værd. Kan man på den ene eller anden måde opdatere pårørende til et offer i de meget grove sager, i forhold til hvor sagen står, hvad der i øvrigt er sket, og om der har været afholdt et nævnsmøde osv.? Det vil jeg prøve at bede Justitsministeriet om at kigge på, altså om der er mere, vi kan gøre, end hvad vi gør i dag.

Det afslutter spørgsmålet, så vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Det næste spørgsmål bliver ligeledes stillet til justitsministeren, og jeg byder nu velkommen til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at politiet skal spare i en tid, hvor bevogtningsopgaver, demonstrationer og midlertidig grænsekontrol tærer på politiets ressourcer?

(Talen er under udarbejdelse)

Justitsministeren.

Tak for ordet, og også tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt for spørgsmålet. I mine øjne er dansk politi et af verdens bedste politikorps. Hver eneste dag møder der dygtige politifolk ind på arbejde og udfører deres opgaver, hvad enten der er tale om bevogtning, efterforskning eller forebyggelse, med dedikation og mod, og det er jeg som justitsminister dybt, dybt taknemmelig for.

Regeringen har med finanslovsforslaget for 2025 lagt op til at videreføre politiets og anklagemyndighedens nuværende flerårsaftale samt en række tidligere besluttede initiativer på politiets og anklagemyndighedens område i 2025. Hertil har regeringen lagt op til en markant styrkelse af PET. Samlet set har regeringen med finanslovsforslaget lagt op til at afsætte cirka 2 mia. kr. til politiet og anklagemyndigheden i 2025, hvilket betyder, at der vil være tale om et bevillingsløft i 2025 sammenlignet med 2024. Herudover har regeringen lagt op til at prioritere en ramme på i alt 0,5 mia. kr. årligt til danskernes tryghed, og det gør vi, fordi vi ønsker at sætte ind over en bred front.

Vi har nu igangsat en proces, hvor vi i regeringen skal blive enige om, hvordan vi så bruger rammen på den her halve milliard bedst muligt. Men det vil være naturligt, at politiet også vil blive tilgodeset. Der er altså således ikke tale om, at bevillingerne til politiet bliver reduceret. Tværtimod vil politiets bevillinger stige fra 2024 til 2025, ligesom de i øvrigt også steg fra 2023 til 2024. Når det er sagt, er vi opmærksomme på, at politiet står over for en række vanskeligt undgåelige merudgifter som følge af bl.a. opgaver relateret til den ændrede sikkerhedssituation, stigende udgifter og fordyrelse af bl.a. it-kontrakter, og det vil udfordre politiets økonomi i 2025 og frem.

Den økonomi er ved at blive gået efter i sømmene, så det sikres, at ressourcerne i politiet anvendes bedst muligt, og regeringen er i den forbindelse som nævnt også klar til at se på, om politiet har de nødvendige ressourcer for at kunne løfte de vigtige samfundsopgaver, som er en del af politiets daglige arbejde. Det kunne bl.a. være flere ressourcer til en styrket indsats i politiet som følge af den ændrede sikkerhedssituation eller en styrket indsats mod grænseoverskridende organiseret kriminalitet, som er nogle af de opgaver, der trækker store veksler på politiet.

Når der er nærmere klarhed om politiets økonomiske situation, vil jeg naturligvis orientere forligskredsen bag flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden. Jeg har i den forbindelse også indkaldt til forligskredsmøde for partierne bag flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden i november, og jeg ser i den forbindelse frem til at kunne give en nærmere orientering om den økonomiske situation samt drøfte de her spørgsmål nærmere. Tak for ordet.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Spørgeren.

Tak for det. Det er så her, jeg undrer mig. For man kan jo godt stå og jonglere med nogle tal her i salen, men virkeligheden derude er, at Politiforbundet, Foreningen af Offentlige Anklagere og HK Politiet har skrevet en kronik om, at politiet skal spare 1. oktober. Det, de siger, er, at vi ser ind i, at der er færre betjente på arbejde, fordi så mange som muligt skal sendes hjem på afspadsering, og det betyder så, at der er færre på gaden og der vil være mindre bunkeafvikling.

Jeg er en lille smule forvirret. Betyder det, at Politiforbundet, HK Politiet og Foreningen af Offentlige Anklagere simpelt hen lyver, altså at det ikke passer, at der skal spares ude i politiet lige nu? Det vil jeg gerne have ministeren til at forklare mig. For jeg ved jo, at ministeren ligesom mig er meget optaget af trygheden i samfundet, og jeg ved, at ministeren sagde i et stort interview i februar, at tryghed er en af de helt store kerneværdier for ham som socialdemokrat.

Jeg vil spørge ministeren: Passer det simpelt hen ikke, at der sker en opbremsning ude i politikredsene lige nu? Passer det ikke, at man ikke forlænger sagsbehandleres ansættelser, som egentlig kunne have været med til at understøtte efterforskningen lige nu? Vil ministeren vurdere, at vi får et mere trygt samfund med den udvikling, vi ser derude lige nu, eller at vi får et mindre trygt samfund? Hvad vil ministeren garantere i forhold til de besparelser, som i hvert fald andre mener er ved at blive rullet ud derude?

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Justitsministeren.

Jeg tror, at det er meget, meget vigtigt. Jeg har ingen som helst grund til at anfægte de bekymringer og de oplevelser, som politifolk og anklagere oplever. Begge dele kan jo godt være rigtige på en og samme tid, som jeg også nævnte i min besvarelse. Der sker en øget prioritering af midler fra den her regerings side, endda en betragtelig øget prioritering, ved det kommende finanslovsforslag, herunder den her endnu ikke definerede ramme på 0,5 mia. kr., og jeg vil helt klart også forvente, at en del af det vil tilfalde politiet.

Men det kan jo sagtens stadig være rigtigt, samtidig med at der sker en meget, meget stor fordyrelse af en række udgifter inden for politiet, som bl.a. handler om nye it-kontrakter, der har været i genudbud, og om implementering af Schengenretsakter osv., som er meget, meget dyre, og som jo gør, at en stor organisation som politiet står i en situation, hvor man er nødt til på den ene eller anden måde at tilpasse økonomien. Det er vi selvfølgelig en del af, ligesom ordførerens parti har en mulighed for at være en del af det, ved jeg. Man kan jo f.eks. byde ind med de ønsker ved de eksisterende finanslovsforhandlinger, hvis man ønsker sig øget prioritering, ud over hvad regeringen lægger op til.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Spørgeren.

Jeg havde næsten forberedt mig på, at ministeren ville nævne finanslovsforhandlingerne. Men nu er det jo ikke SF, der er i regering. Det er faktisk ministeren og ministerens parti, og det er ministeren, der har ansvaret for politiet. Det er derfor, at jeg er optaget af at få ministerens svar i forhold til de besparelser, som tilsyneladende er ved at ske derude.

Jeg frygter jo, at vi vil se flere sager som den, vi har set i dag på DR, hvor 127 danskere må vinke farvel til 33 mio. kr., som de er blevet svindlet for, og hvor politiet siger: Det kan vi ikke løfte; det har vi ikke ressourcer til. Det synes jeg jo er en lille smule uværdigt. Som jeg forstår det, er der en stor risiko for, at vi ikke kan behandle de sager, som vi har gjort med den hidtidige hast. Så vil ministeren garantere, at der ikke skal fyres nogen i politiet?

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Justitsministeren.

Det kan jeg ikke garantere, men jeg kan til gengæld garantere, at jeg og regeringen vil gøre, hvad der står i vores magt, for at prioritere og tilrettelægge den opgave, der indebærer meget store fordyrelser inden for politiets organisation, på en sådan måde, at vi reducerer det mest muligt.

Der er det så bare, at jeg siger, at det har ordføreren og hendes parti jo også en mulighed for at bidrage til. Altså, der er en forhandlingsramme afsat i finanslovsforhandlingerne. Den kan man jo bruge på alt muligt, eller man kan bruge det på politiet – eller noget af det på politiet og så noget andet på alt muligt andet. Min pointe er mere, at det hele bliver besluttet og tilrettelagt i de verserende finanslovsforhandlinger. Vi har ikke et klart billede, før det er, at finansloven for 2025 er på plads.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt med et afsluttende spørgsmål.

Jeg synes jo ikke helt, jeg fik et klart svar fra ministeren her i dag. Der er ikke nogen garantier om, at man ikke skal fyre nogen, og der er heller ikke klarhed over økonomien. Vi må jo håbe, at det kommer til at gå godt. Ellers kigger vi i hvert fald ind i færre betjente på job og færre til at færdiggøre borgernes sager.

Jeg synes jo måske ikke, at det er helt fair, at man ikke bliver kompenseret fuldt ud for det, når man får store bevogtningsopgaver, når der er en international sikkerhedstrussel, og når man bliver pålagt midlertidig grænsekontrol og alle mulige andre opgaver. Det er jo borgerne, der betaler prisen, når der ikke er politi nok.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Justitsministeren med et afsluttende svar.

Jeg kommer til at gøre alt, hvad der står i min magt, for at sikre, at politiet har de nødvendige ressourcer. Men jeg kan da under ingen omstændigheder stå her i dag og garantere, at der ikke skal ske tilpasninger i den generelle økonomi, når der er så store fordyrelser inden for politiets organisation og Rigspolitiet i forhold til bl.a. nye, dyre it-kontrakter, hvor der sådan set ikke bliver leveret meget mere nyt i dag, end der gjorde i går,men hvor der bare har været et genudbud og alt muligt andet, der er dyrere.

Jeg kan heller ikke stå og garantere mod fyringer, al den stund at vi jo har truffet en beslutning bredt i Folketinget om, at der skal ske en reduktion af antallet af statslige årsværk. Men når det er sagt, ligger det mig meget på sinde og regeringen meget på sinde at reducere det tilpasningsbehov mest muligt, og der er det, at jeg siger: Der har ordførerens parti og ordføreren selv også en rolle at spille i forhold til at hjælpe til med det.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Det næste spørgsmål er ligeledes til justitsministeren, og jeg byder velkommen til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Tak. Er det ministerens opfattelse, at de danske regler om kontrol med eksport af våben, i lyset af Israels seneste angreb på FN-styrker i Libanon og de seneste FN-rapporteringer om mulige israelske krigsforbrydelser i Gaza, er tilstrækkelige til at sikre, at danskproducerede våben og andet militært udstyr ikke anvendes til at begå eller facilitere alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret og internationale menneskerettigheder, og hvad er ministerens tanker om mulige udfordringer?

Justitsministeren.

Tak for ordet. Og tak for spørgsmålet. Lad mig starte med at sige, som jeg også har sagt ved mange andre lejligheder, at jeg synes, at konflikten i Mellemøsten er meget ulykkelig, og derfor følger vi selvfølgelig også udviklingen meget tæt.

Jeg har ved flere tidligere lejligheder redegjort for Danmarks regler om våbeneksportkontrol, men gør det naturligvis gerne igen. Kontrol med eksport af militært udstyr er reguleret i den danske våbenlovgivning. Våbenloven indeholder et principielt forbud mod eksport af militært udstyr med mulighed for eksport efter en konkret tilladelse. Formålet med eksportkontrollen er overordnet, at Danmark bidrager til det internationale samarbejde om effektiv kontrol og transparens i forhold til handel med forsvarsmateriel. I Danmark er det Rigspolitiet, der udsteder tilladelse til eksport af militært udstyr.

I en ansøgning til Rigspolitiet om eksport af militært udstyr skal der fremgå oplysninger om slutbrugeren, hvis denne er kendt på ansøgningstidspunktet. På samme måde skal oplysninger om slutbrugeren også fremgå af ansøgningen, hvis produktet skal indgå i et andet slutprodukt. Udenrigsministeriet er høringspart i forbindelse med den konkrete sagsbehandling og bidrager med de nødvendige udenrigs- og sikkerhedspolitiske vurderinger til brug for behandlingen af ansøgninger om eksport af militært udstyr. I en ansøgning, hvor slutbrugeren er ukendt, vil Rigspolitiet og Udenrigsministeriet behandle ansøgningen med udgangspunkt i modtagerlandet. Det følger af Danmarks internationale forpligtelser, at der i vurderingen af modtagerlandet bl.a. tages udgangspunkt i kriterierne i Rådets fælles holdning, herunder modtagerlandets respekt for den humanitære folkeret.

Det her er en del af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske vurdering, som Udenrigsministeriet foretager. Jeg må derfor henvise til udenrigsministeren for nærmere oplysninger om det, herunder i forhold til de seneste FN-rapporteringer, som der henvises til i spørgsmålet.

I Rigspolitiets sagsbehandling er der sager, hvor der under sagsbehandlingen opstår tvivl om, hvorvidt der er en konkret kendt slutbruger, og her vil Rigspolitiet kontakte ansøgeren og spørge til, om ansøgeren er bekendt med konkrete slutbrugere. Hvis ansøgeren bliver bekendt med en slutbruger, inden ansøgningen er færdigbehandlet, skal ansøgeren oplyse det til Rigspolitiet.

Det sådan, processen er, og det er helt efter bogen.

Så vil jeg afslutningsvis gerne understrege, at oplysningerne i ansøgninger om eksport af militært udstyr gives under strafansvar, altså efter straffelovens § 163. Tak for ordet.

Fru Trine Pertou Mach.

Mange tak for redegørelsen. Det var nu ikke det, jeg bad ministeren om. Det var i virkeligheden en holdningstilkendegivelse om, om ministeren mener, at de regelsæt, Danmark har, er tilstrækkelige til at sikre, at Danmark efterlever vores internationale forpligtelser i forhold til våbenkontrol, og hvad ministeren gør sig af tanker om mulige udfordringer. Det korte svar her ville så måske være, at man ikke anser det her for at have nogle udfordringer. Det er i hvert fald lidt det, jeg tolker ud fra det svar, ministeren giver.

Nu har vi, som ministeren også selv er inde på, diskuteret det her igennem rigtig mange måneder, altså hvordan det er, at dansk eksport af våben og våbendele foregår. Vi har brugt mange måneder på at lege med sproget – at man fra dansk side er gået fra en restriktiv til en mere restriktiv kontrol, noget, der mere har haft effekt på det sproglige, end det har haft effekt på antallet af tilladelser, der er givet. Der, hvor det store spørgsmål ligger, er i øvrigt i F-35-samarbejdet.

Samtidig med, at vi har vi haft de her uendelig mange diskussioner og bekymringer om ord og ordvalg i Danmark, er der i titusindvis af palæstinensiske børn, der er blevet slået ihjel, og voksne med dem, fordi Israel fører en krig på en fuldstændig brutal måde, helt uden for almindelige spilleregler. Det har været en perlerække af krigsforbrydelser eller mulige ditto. Israel står anklaget for folkedrab ved Den Internationale Domstol.

Det, der er spørgsmålet her, justitsminister, er jo i virkeligheden ikke, hvordan reglerne er, men om ministeren mener, at de er tilstrækkelige til at sikre, at Danmark ikke eksporterer våben, våbendele eller komponenter til et land, hvor der er risiko for, at de her eksportdele bliver anvendt til en krigsførelse, hvor man risikerer alvorlige krænkelser af folkeretten eller af menneskerettighederne. Og med den viden, vi har, ved vi, at den risiko er overhængende. Det peger alle på, der kigger på den konflikt. Vi ved oven i købet, at dansk producerede dele har siddet på nogle af de kampfly, der de facto har været i luften over Gaza i løbet af de sidste 13 måneder.

Kan ministeren som socialdemokrat leve med, at vi fortsætter den eksport?

Justitsministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg ligesom alle andre begræder alle de civile ofre, der er i den her konflikt, både på palæstinensisk side, på libanesisk side og på israelsk side. Jeg mener, det er en ulykkelig konflikt på alle tænkelige måder, og vi er alle sammen også godt klar over, at den eneste langsigtede bæredygtige løsning er to stater, der lever side om side og i øvrigt gensidigt anerkender hinandens eksistens. Det tror jeg er afgørende, og derfor har jeg også bare behov for at sige det, for jeg bryder mig ikke om den slutning, når jeg redegør for, hvad våbeneksportreglerne er, at det bliver sat i kausalitet med antallet af civile ofre.

Derudover er det altså Udenrigsministeriets og Justitsministeriets vurdering, at Danmarks tilgang til eksportkontrol er i overensstemmelse med både Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak, men det gav mig ikke yderligere fornemmelse af, om justitsministeren mener, at der kan være nogen mulige udfordringer med den måde, som dansk eksportkontrollovgivning er skruet sammen på, taget i betragtning at vi fortsætter vores eksport af våbendele til de F-35-kampfly, som er i luften over Gaza, og som de facto er med til at smide bomber af forskellig størrelse, herunder megabomber, ned i hovedet på civile palæstinensere.

Så nu vil jeg gerne spørge ministeren helt konkret: Kan Danmark i virkeligheden ikke godt vælge ikke at eksportere med henvisning til den måde, som vores forpligtelser internationalt er på? Det gælder både EU-reglerne og FN-reglerne. Kan vi ikke vælge ikke at levere dele til de kampfly, der leverer i bombardementerne af civile i Gaza?

Ministeren.

Eksportkontrollen for F-35 i Danmark foregår jo ofte alene med USA som modtager, da det på ansøgningstidspunktet ofte ikke er kendt, om og i givet fald hvilke konkrete F-35-partnere eller brugerlande det færdige produkt med de pågældende delkomponenter skal videresælges til. Udenrigsministeriet har jo bl.a. i lyset af den seneste udvikling opfordret til, at Rigspolitiet i relevant omfang hører Udenrigsministeriet vedrørende konkrete ansøgninger om eksport af komponenter til F-35-fly fra Danmark. Derfor har Rigspolitiet siden den 15. februar 2024 anmodet Udenrigsministeriet om en udtalelse i sager vedrørende udstyr, som skal indgå i F-35, og hvor modtageren er angivet som et EU-, EFTA- eller NATO-land og slutbrugeren er angivet som ukendt.

Fru Trine Pertou Mach med et afsluttende spørgsmål.

Det er den konkrete diskussion om, hvorvidt det regelsæt, vi har, er tilstrækkeligt, når man kan have eksporttilladelser til firmaer, der de facto sælger dele til de kampfly, der er i krig i Gaza. Det er det, der får mig til at spørge justitsministeren, om justitsministeren har nogen tanker om de mulige udfordringer, der er, med den måde, som regelsættet konkret er skruet sammen på. Jeg vil egentlig gerne høre, om ikke ministeren afslutningsvis vil bekræfte, at det er regeringens eller ministerens opfattelse, at i det regelsæt, vi er bundet af i Danmark, nemlig EU's regler for våbeneksport og FN's traktat om samme, er der den forpligtelse, vi har til at lave en regulær risikovurdering af, at vi ikke med vores eksport bidrager til alvorlige menneskerettighedskrænkelser og overtrædelser af folkeretten.

Justitsministeren med en afsluttende bemærkning.

I forhold til den udenrigs- og sikkerhedspolitiske vurdering, når der foretages våbeneksportkontrol, må jeg henvise til udenrigsministeren. Når det er sagt, deltager Danmark jo i F-35-programmet, og det gør vi, fordi det er i Danmarks interesse at deltage i F-35-programmet. Der er et desværre stigende behov ude i verden for at øge også vores egne forsvarskapaciteter, og det er jo som følge af det F-35-program, at danske virksomheder også har mulighed for at levere komponenter ind til produktionen af fly.

Tak for det, og det afslutter spørgsmålet, så vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Det næste spørgsmål er ligeledes til justitsministeren, og jeg byder velkommen til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Hvad mener ministeren om, at imamer og vigtige mænd i landets ghettoer mægler i voldssager og saboterer politiets arbejde, hvilket forhindrer domstolene i at dømme?

Justitsministeren.

Tak for ordet og tak for spørgsmålet. Det helt korte svar, som jeg kunne vælge at nøjes med, er, at det har jeg et meget stort problem med. Det lidt længere svar vil være, at jeg jo også ligesom mange andre danskere og ordføreren har fulgt med i en bekymrende række artikler, som bl.a. Jyllands-Posten og Berlingske har publiceret vedrørende disse såkaldte mæglingsråd i bestemte miljøer i Danmark.

Som jeg ved adskillige lejligheder har understreget, er regeringens politik på det her område meget klar. Vi vil ikke acceptere lovløse tilstande i nogen dele af Danmark, og vi skal ikke have parallelsamfund, hvor dansk lov og ret er sat ud af spil. Derfor synes jeg også, det er meget bekymrende og dybt forkasteligt at læse om, at imamer og såkaldte vigtige mænd i landets socialt udsatte boligområder mægler i voldssager og dermed forhindrer, at ulovlige forhold bliver anmeldt til politiet og behandlet ved domstolene. Det er simpelt hen en hån mod ofrene og også en underminering af vores retssamfund. Strafbare forhold bør altid anmeldes til myndighederne, og spørgsmålet om, hvorvidt en person har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, bør behandles ved domstolene. Derfor vil jeg også gerne understrege, at der fra myndighedernes side er fokus på at bekæmpe fænomenet, som ingen plads har i et retssamfund som det danske. Men det er klart, at det her kalder på en bred indsats.

Det kræver handling fra alle aktører i lokalsamfundet, og at alle aktører i lokalsamfundet, også de religiøse, forstår og respekterer, at vi lever i en demokratisk retsstat, og at det er spillereglerne i Danmark. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen bekæmpe parallelsamfund og negativ social kontrol, og jeg kommer til at tage problemstillingen om de her mæglingsråd med i det arbejde. Tak for ordet.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg er jo meget enig i det, justitsministeren siger, altså at det er forkasteligt, når vi har sådan nogle mæglingsråd, der ligesom overtager den opgave, som vores retssamfund har. Det er rigtigt, som ministeren siger, at det her over den seneste tid har været beskrevet i flere aviser, bl.a. Berlingske Tidende, som her for et par uger siden efter omfattende research skrev, at politiet og domstolene i dele af landets ghettoområder er sat ud af kraft, fordi tingene bliver løst på arabisk, som det hedder, når lokale og vigtige mænd dukker op hos ofrene og f.eks. får dem til at trække anmeldelser tilbage.

I TV2 i går var der også en beskrivelse af en sag, hvor der tilsyneladende er udbetalt blodpenge i en moské, og hvor der også er det på spil, at der er nogle, der ligesom overtager fra retssamfundet og tror, det er dem, der skal afgøre ting, som egentlig ligger hos politiet og domstolene og vores myndigheder.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge justitsministeren om noget på baggrund af det, som ministeren sagde til Berlingske Tidende, og jeg citerer:

»Det, I afdækker her, er stærkt bekymrende. Jeg har ikke haft konkret viden om det her før nu, og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at det er kvalmende«.

Når jeg vil spørge lidt i forhold til det, er det fordi, at når jeg hører ministeren sige det her, virker det på mig, som om det er helt nyt for ministeren, at der findes sådan nogle mæglingsråd. Der vil jeg jo gøre opmærksom på, at vi havde et samråd i Folketingets Retsudvalg, hvor justitsministeren sammen med udlændinge- og integrationsministeren netop var til stede, altså til et samråd omkring parallelle retssystemer og sådan nogle mæglingsråd og om, hvad regeringen i øvrigt vil gøre ved det. Så er det første gang, ministeren hører om det her? Sådan kunne man jo læse det ud af Berlingske Tidende. Eller har man hørt om det før, og hvornår har man fra regeringens side hørt om det?

Justitsministeren.

Jeg må være ærlig og sige, at det ikke er første gang, jeg hører om den her type mæglingsråd, og det er heller sådan, mit citat i Berlingske Tidende skulle tolkes. Der er forskel på, om man har hørt om et fænomen, som måske er derude, og så at få forelagt et konkret eksempel på det af en journalist. Det tror jeg er en meget vigtig måde at skelne på, for som ordføreren jo helt rigtigt siger, har vi haft et samråd om det, og det har også været omtalt tidligere, men det har været meget på von hørensagen.

Det ændrer jo ikke ved, at det her er stærkt bekymrende, og vi har også i øvrigt fået viden på et tidligere tidspunkt fra bl.a. Østjyllands Politi om, at de fornemmede, at det her skete, og at man havde noget viden derfra. Det er jo også af samme årsag, at jeg har bedt bl.a. Justitsministeriets dygtige embedsfolk om at se på, om de her aktiviteter i tilstrækkelig grad er kriminaliseret, som det er i dag. Det er der noget af det, der er, og det er der måske også noget af det, der ikke er.

Hr. Peter Skaarup.

Det er jo nemlig rigtigt, som justitsministeren siger, at allerede sidste år gjorde Østjyllands politi Aarhus Kommune opmærksom på arabiske mæglingssystemer. Ministeren talte jo også om Østjyllands politis erfaringer på det samråd, som jeg nævnte vi havde i Retsudvalget her for tid tilbage. Jeg forstår ministeren, som om det ikke er helt korrekt, når man siger, at man først har hørt om det nu, men at det faktisk er en ting, man har været opmærksom på et stykke tid. Så er det jo så spørgsmålet: Hvad gør regeringen ved det? Man er ved at undersøge et eller andet, men hvornår kommer der nogle resultater? Hvad vil man rent faktisk gøre ved fænomenet? Jeg tror, der er mange borgere derude, der forventer, at regeringen ikke bare snakker, men også handler.

Ministeren.

Og handles skal der. Det er jo selvfølgelig også derfor, at det kommer til at indgå i regeringens generelle kamp mod social kontrol og parallelsamfund. Det, der jo i sagens natur gør det her så vanskeligt, og som jeg tror ordføreren også kan anerkende og genkende, er jo, at det hele foregår i det fuldstændig skjulte og lukkede; for hvis ikke der f.eks. har været tale om trusler og tvang, som jo er strafbart, og hvis ikke dem, der har været udsat for det får et drop eller trækker en anmeldelse tilbage, så kommer det jo også sjældent til offentlighedens kendskab. Det, jeg har bedt Justitsministeriet om at undersøge, er, hvis der f.eks. er tale om blodpenge, om det i tilstrækkelig grad er kriminaliseret, sådan som det er i dag, altså at nogle betaler for, at andre skal trække en anmeldelse til myndighederne tilbage.

Hr. Peter Skaarup med et afsluttende spørgsmål.

Det er jo meget fint, at man er ved at undersøge nogle ting, men er det ikke lidt mærkeligt, at det er Jyllands-Posten, Berlingske og TV 2, der sådan efter meget omfattende research skal grave det her frem? Burde det ikke være noget, regeringen med de midler, man råder over – politi, myndigheder – kunnet grave frem selv og finde ud af, hvordan vi får det her kortlagt hundrede procent, og hvordan vi kriminaliserer det, sådan at man f.eks. kan udvise personer, imamer, der er en del af de her netværk, de her mæglingsråd, som er så udanske og så nedbrydende for vores samfund, som de er?

Ministeren med en afsluttende bemærkning.

Det finder jeg sådan set ikke så mærkeligt. For det første er også statslige myndigheder jo dybt afhængige af, at vi har en presse, som i øvrigt er og bliver betegnet som den fjerde statsmagt, der kan bidrage og understøtte afdækningen af udviklinger i samfundet. Altså, politiet kan jo komme i nærheden af det her, al den stund de bliver gjort bekendt med det, at der bliver anmeldt forbrydelser, og al den stund der er et mæglingsråd, hvor der eksempelvis sidder en imam eller en anden vigtig person, som det bliver kaldt, og får to parter til at droppe deres indbyrdes uoverensstemmelser; for så er det jo, at det ikke kommer for myndighedernes ører, når det ikke på den ene eller anden måde bliver rapporteret til myndighederne. Derfor er det så brugbart, også den journalistik, der er blevet lavet i den her forbindelse.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Peter Skaarup og til justitsministeren.

Jeg byder nu velkommen til ministeren for samfundssikkerhed og beredskab. Og velkommen til hr. Mike Villa Fonseca, uden for grupperne, som stiller spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo.

Tak for det, formand. Først og fremmest et offentligt tillykke til den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab. Hvis man ikke har sagt det på kamera og i mikrofon, er det jo ikke officielt. Det var dejligt at se ministerens store smil på dagen.

Nu vil jeg læse spørgsmålet op for ministeren, og så ser jeg frem til besvarelsen. Kan ministeren oplyse, hvilke tiltag regeringen og ministeren vil implementere for at forbedre beredskabet i forhold til naturkatastrofer som f.eks. oversvømmelser eller storme? Tak.

Ministeren.

Indledningsvis vil jeg gerne kvittere for hr. Mike Villa Fonsecas store interesse for beredskabsområdet. Det sætter jeg stor pris på, og også tak for de indledende bemærkninger.

Når vi i dag ser på et skærpet risikobillede for klimahændelser, er det et fælles ansvar på tværs af samfundet at øge robustheden til at modstå det stadigt voldsommere vejr. Vi skal i den forbindelse tænke både forebyggelse og håndtering af konkrete vejrhændelser. Arbejdet sker bl.a. lokalt igennem f.eks. kommunernes klimatilpasningsprojekter og via de kommunale risikostyringsplaner for håndtering af oversvømmelser. På nationalt plan understøtter arbejdet med klimatilpasningsplanerne en øget robusthed i forhold til voldsomme vejrhændelser. For nærmere spørgsmål til klimatilpasningsplaner må jeg dog henvise til miljø- og ligestillingsministeren. Redningsberedskabet, som jeg har ansvaret for, træder til, når en hændelse overstiger de forberedelser, der lokalt og sektorvis er gjort for at sikre mod eksempelvis voldsomt vejr og oversvømmelser.

Klimaforandringerne har medført ekstreme vejrhændelser. 2023 har været det vådeste år nogen sinde målt i Danmark, og grundvandet har stået rekordhøjt hen over vinteren. Vi står derfor i dag med et skærpet trussels- og risikobillede, som vores beredskab skal være klar til at kunne håndtere. Det gælder både lokalt og nationalt. Der er ingen tvivl om, at klimaforandringerne er en af de største udfordringer, vi står over for som samfund. Det kalder på løsninger med bidrag fra en lang række aktører. Det er i første omgang kommunerne, der lokalt skal prioritere midler til de kommunale redningsberedskaber. Herudover kan man trække på Beredskabsstyrelsen, der kan stille med f.eks. mandskab, materiel eller ledelsesstøtte.Vi skal naturligvis løbende forholde os til, om vi gør nok. Det er faktisk også derfor, at regeringen har oprettet det nye Ministerie for Samfundssikkerhed og Beredskab, og jeg ser frem til at fortsætte drøftelserne om en kommende beredskabsaftale med partierne bag det nuværende forsvarsforlig. Tak for ordet.

Hr. Mike Villa Fonseca.

Tak for det, og tak til ministeren. Ja, det er rigtigt nok, jeg er meget interesseret i beredskabet. Det er ministeren bekendt med. Det er lidt, som om vi politikere synes, at det her emne er sårbart, og at det er en svær debat, hvilket også er forståeligt, men vi skal jo ligesom have snakken. Man får lidt lyst til at henvise til de mange artikler om emnet og til de mange forskere og professorer, som også snakker om de her klimaforandringer osv. i forhold til stigende vandstand, oversvømmelser og storme, som rammer Danmark. Man får også næsten lyst til at henvise til den nye tv-serie »Familier som vores«, selv om det er fiktion, og selv om det er noget, der måske først kommer til at ske om flere hundrede år.

Når hændelserne ligesom sker, kræver det jo et politisk fokus, og det glæder jeg mig over at ministeren, hører jeg ham sige, også har. Men er ministeren åben over for en national handlingsplan for beredskabet i forhold til klimaforandringerne, og kan ministeren sikre en økonomisk investering til beredskabet, ikke kun Beredskabsstyrelsen, men lige så vel de kommunale beredskaber i forhold til kystsikring imod oversvømmelser eller stormflod? Tak.

Ministeren.

Der er ingen tvivl om, at en række af de elementer, som hr. Mike Villa Fonseca nævner, jo er noget af det, som kommer til at indgå i en kommende aftale på beredskabsområdet. Det er jo derfor, at det er nævnt eksplicit i Delaftale 2 i forsvarsforliget, at der skal laves en aftale for beredskabet. Det er jo på baggrund af en konstatering af, at vi bl.a. ser ind i et vejrmæssigt scenarie, som er mere aggressivt, end vi har været vant til, og det er klart, at det skal vi som samfund være bedre rustet til at håndtere, og det er sådan set hele grundtanken omkring at lave en ny aftale på beredskabsområdet. I forhold til økonomien er det på det statslige område. Det kommunale beredskab håndteres årligt i kommuneaftalerne.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg godt kunne tænke mig at høre lidt om ministeren og regeringens plan for at sikre danskernes hjem og sommerhuse, når en stormflod kommer eller oversvømmelser rammer landet. For der er jo dele af landet, som vi måske allerede nu skal have en snak om, fordi vi på tragisk vis er nødt til at opgive visse steder i landet, fordi Kystdirektoratet og kontorchefen selv oplyser, at 51 kommuner – siden hen er det vist vokset til 53 kommuner – er truet af oversvømmelser. Jeg citerer kontorchefen: Hændelser fra sidste efterår viser, at der er en opgave her, der skal tages alvorligt. Citat slut.

Så vidt jeg husker, har vi omkring de her 7-8.000 km kystlinje, og det er meget i forhold til Danmarks landareal, og jeg tænker ikke, at vi kan sætte et kæmpe dige op som en kinesisk mur. Så hvad tænker ministeren, og hvad er ministerens holdning?

Det får vi at vide nu. Ministeren.

Jeg synes jo, det er grundlæggende positivt, at man gennem analyser får sikret et vidensgrundlag, så man er bedre rustet, og så man ved, hvor risiciene er for, at oversvømmelserne kommer i fremtiden, så man også lokalt kan tage højde for det. Vi understøtter jo med klimatilpasningsplan 1, og der er mere på vej. Men det er min gode kollega miljø- og ligestillingsministeren, der må gå mere i detaljer der, end jeg kan.

Det er jo vigtigt, at vi som samfund tænker os godt om og sørger for, at når man planlægger at få udvikling, så lægger man det selvfølgelig ikke i områder, der er i risiko for at blive oversvømmet, og når der så opstår situationer, så er det selvfølgelig vigtigt, at vi har et beredskab, der kan gribe ind.

Tak. Så er det spørgeren.

Tak for det. Så kan det være, jeg lige her afslutningsvis skal spørge lidt ind til, om ministeren mener, at de statslige og de kommunale beredskaber er gearet til at kunne håndtere de her naturkatastrofer, som der er i dag. For selv om såvel kommunerne som regionerne eller beredskabet selv har et ansvar, så lur mig, om øjnene ikke kigger mod ministeren og os politikere herinde på Christiansborg i den sidste ende. Så hvilke tiltag tænker ministeren kunne være interessante i forhold til at kunne håndtere naturkatastroferne med stigende vandstand, oversvømmelser og stormflod? Kan ministeren sikre, at både det statslige og nok særlig de kommunale beredskaber styrkes til at kunne håndtere naturkatastroferne i fremtiden?

Ministeren.

Jeg tror, erfaringen fra stormfloden sidste år viste, at der blev kapaciteterne presset i bund. Men omvendt har det statslige beredskab været i stand til at reagere på alle de forespørgsler, der har været. Så helt grundlæggende er det vigtigt at understrege, at vi har et stærkt beredskab i Danmark.

Men det er klart, at med mere ekstremt vejr skal vi jo også sørge for at være bedre rustet til fremtiden, og det kræver, at vi hele tiden er opmærksomme på, om de kapaciteter, vi har til rådighed, er tilstrækkelige i forhold til de udfordringer og det risikobillede, der er. Det er baggrunden for, at jeg har påbegyndt forhandlinger om en beredskabsaftale med partierne i forsvarsforligskredsen med henblik på at sikre, at vi også i fremtiden har et beredskab, som danskerne kan være trygge ved.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til ministeren for samfundssikkerhed og beredskab.

Næste spørgsmål er til børne- og undervisningsministeren og også stillet af hr. Mike Villa Fonseca.

Hr. Mike Villa Fonseca får nu ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand, og tak til ministeren for at stille op til besvarelse. Jeg ser frem til ministerens svar eller kommentarer til spørgsmålet, som jeg nu vil læse op. Hvad mener ministeren om de mulige konsekvenser eller fordele, hvis man beslutter fra regeringens side at nedlægge htx som en selvstændig ungdomsuddannelse?

Ministeren.

Tak for at stille spørgsmålet. Jeg vil godt starte med at sige, at htx er en virkelig god teknisk gymnasieuddannelse, som studieforbereder de unge til at kunne starte på en videregående uddannelse inden for særlig STEM-områderne. Derfor vil det også få negative konsekvenser, hvis vi ikke handler på de udfordringer, som htx-uddannelsen i dag står over for.

Htx har i år modtaget det laveste antal førsteprioritetsansøgninger i mange år. I 2035 forventes der som følge af skærpede adgangskrav og særlig den demografiske udvikling at være under 3.000 elever, der vil starte på htx. Hvis ikke vi finder en løsning på det, altså for htx, vil over halvdelen af de nuværende htx-udbud i 2035 ikke kunne samle elever til bare to hele klasser pr. årgang, og mere end en fjerdedel af udbuddene vil ikke engang have til én hel klasse pr. årgang. Mange af de nuværende htx-udbud vil altså ikke være bæredygtige i fremtiden.

Det er afgørende for regeringen, at unge bredt i landet også fremadrettet vil kunne vælge en teknisk tonet gymnasial uddannelse med adgang til værkstedsfaciliteter, og at det ikke kun er et tilbud til unge i de større byer. I regeringens udspil til reform af gymnasieuddannelserne er der ikke taget endelig stilling til htx, men det, vi foreslår, er, at en fremtidig løsning for htx f.eks. kan være en model, hvor htx helt eller delvis integreres i den anden gymnasieuddannelse stx. Formålet vil netop være sikre, at der også er et teknisk tonet gymnasialt tilbud bredt i landet i fremtiden. Samtidig vil de elever, der vælger den her uddannelse på stx-institutionen kunne blive en del af det ungdomsmiljø, der nu engang er der, og som det ellers kan være svært at opretholde, hvis htx-udbuddene bliver for små. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for det, formand, og tak til ministeren. Jeg havde næsten lyst til at tage min studenterhue med i dag, så meget som der har været reklameret for den nye grønne epx-hue. Man må selvfølgelig ikke benytte rekvisitter her i salen, men jeg kan oplyse, at min hue var marineblå, og det er også derfor, at htx selvfølgelig har en særlig interesse for undertegnede. Så kan ministeren selv gætte sig til, hvad der står i midten af huen.

Men grunden til spørgsmålet er grundlæggende, at jeg ikke synes, der er blevet meldt klart ud om, hvad der skal ske med htx. Med ministeren og regeringens udspil »Flere i gymnasiet«, som helt bestemt har nogle gode elementer, synes jeg der er en stor usikkerhed omkring fremtiden for htx-uddannelsen, og det virker ikke sådan helt gennemtænkt. Så måske ministeren kan være lidt mere præcis, i forhold til hvilke konsekvenser eller fordele det vil have enten delvis eller helt at integrere det eller bare lade det være selvstændigt, som det er i dag.

Ministeren er selv lidt inde på det: at htx er en fantastisk uddannelse, og i forhold til de her STEM-uddannelser er den en nødvendighed. Så jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om, om ministeren og regeringen har forholdt sig til, hvad det er for nogle konsekvenser eller fordele, det kan have at lade det være selvstændigt eller helt eller delvis at integrere det som en del af stx.

Min bekymring er, at det er en skidt idé fra regeringens side at nedlægge htx. Htx er, som ministeren også selv er inde på, en velfungerende uddannelse. Så det undrer ikke kun undertegnede, men også rigtig mange af de studerende, hvorfor det så er, vi skal nedlægge uddannelsen. Jeg kan godt forstå det her med optagelse osv. Men har man også kigget lidt på, om det har noget at gøre med, at der måske er færre unge mennesker til at søge ind på uddannelserne? Måske skulle man gøre det mere attraktivt og lave noget mere oplysning om, hvad det faktisk er, htx kan, for det kan rigtig meget.

Ministeren.

Jeg forstår godt, hvis der er usikkerhed omkring htx' fremtid, men den usikkerhed bør være der uanset regeringens udspil eller ej. For alene det faktum, at færre unge søger htx, og at vi står midt i nogle år og står foran nogle år, hvor ungdomsårgangene falder og falder, vil betyde, at htx-udbuddet ikke vil være bæredygtigt flere og flere steder i landet. Det er bl.a. i Syd- og Sønderjylland, Sydsjælland, Lolland-Falster. Og så har vi i dag en lovgivning, der siger, at det kun er tekniske skoler, der må udbyde htx, og det gør det svært for os at opretholde et ordentligt udbud i hele landet.

Spørgeren.

Tak for det. Kan ministeren måske så løfte sløret lidt for, hvornår ministeren og regeringen tænker at være færdige med at arbejde på den her løsningsmodel i forhold til htx' fremtid, så der kan komme lidt mere klarhed om, hvad det er, der skal ske helt konkret? Skal det blive ved med at være en selvstændig uddannelse, eller skal det være helt eller delvis? For der bliver sådan lidt usikkerhed både for de studerende, der er på uddannelsen nu, men også dem, der måske skal søge ind på uddannelsen – de gør sig jo også nogle overvejelser om, om de overhovedet skal søge den vej så. Så måske kan ministeren løfte sløret lidt for, hvornår løsningsmodellen kommer.

Ministeren.

Vi havde første tekniske gennemgang af regeringens udspil her i morges, så vi er i gang. Jeg er med på, at det her er en af de opgaver, hvor vi har brug for afklaring – det er jeg med på.

Jeg vil også sige, at det, der er vores ambition, er jo, at flere unge får adgang til en teknisk tonet gymnasieuddannelse, og i nogle landdistrikter vil det måske betyde, at der vil være en enkelt htx-klasse nede på det lokale gymnasium, hvor naboklassen er en stx-uddannelse, og andre steder vil vi kunne fastholde store tekniske gymnasier, hvor der vil være hundredvis af htx-elever, bl.a. her i København, hvor vi står nu. Så det er et forsøg på at finde en model, som passer både i store og i små byer.

Spørgeren.

Tak for det. Man kan jo sige, at htx er en selvstændig uddannelse i dag. Har ministeren overvejet nogle fordele og konsekvenser, i forhold til hvad det vil betyde for det studiemiljø, der er på htx, og som er unikt i forhold til stx og hhx og tidligere også hf for den sags skyld, hvis det er, man begynder at integrere det?

Så vil jeg igen sige tak til ministeren for at stille op til besvarelse. Jeg vil derfor også her til sidst høre, om ministeren ikke vil være med til at sikre, at htx forbliver en selvstændig uddannelse, og i stedet for fokusere på nogle af de andre gode tiltag, der er ministerens og regeringens udspil. Tak.

Ministeren.

Det er rigtigt, at der er nogle velfungerende sociale miljøer på mange af de her store htx-udbud, men nu bor jeg selv i Albertslund, hvor htx ligger sammen med stx og i øvrigt hhx på det samme gymnasium. Det kunne jeg sagtens forestille mig blev realiteten flere steder i landet, altså flere forskellige gymnasialeuddannelser, men i den samme bygning.

Det afgørende for mig er, at vi kan bibeholde de særlige fag, f.eks. teknologi, teknikfag, altså de særlige htx-fag, de er gode, de lærerkræfter, altså det, at nogle også har været ude i erhvervslivet og prøve noget, før de bliver gymnasielærere, og så de undervisningsformer, der er, f.eks. på laboratorier. Det er det, der er det afgørende at fastholde, og ikke bogstavforkortelser.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til børne- og undervisningsministeren og tak til hr. Mike Villa Fonseca.

Det næste spørgsmål er til udlændinge- og integrationsministeren af Betina Kastbjerg.

Betina Kastbjerg får nu ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Jeg har jo taget et spørgsmål omkring Kærshovedgård med til ministeren, som jeg ved også optager ham meget: Hvad mener ministeren om, at beboere på Kærshovedgård kan have råd til at have deres egen bil med den meget lave dagstakst, som de modtager som beboere, og har ministeren ingen betænkeligheder ved, hvordan beboere på Kærshovedgård kan fremskaffe penge til køb og finansiering af udgifter som bilejer?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil sige, at jeg grundlæggende har det sådan, at udlændinge, som er indkvarteret på Kærshovedgård, selvfølgelig ikke skal være en del af det danske samfund på lige fod med borgere, som har lov til at være i Danmark. De skal i stedet rejse hjem, og det er også afspejlet i de forhold, som gælder for udlændinge, som ikke har lovligt ophold; de har i yderst begrænset omfang mulighed for at modtage kontanter fra Udlændingestyrelsen, og udlændinge uden ophold på centrene har heller ikke ret til at arbejde i Danmark og tjene penge.

Jeg har derfor svært ved at se, hvordan de pågældende på lovlig vis skal kunne erhverve sig et køretøj med de midler, som de kan opnå under indkvartering på Kærshovedgård. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at køretøjet, som man har under et eventuelt ophold, blev erhvervet, inden den pågældende blev indkvarteret på Kærshovedgård, eller at man har adgang til en bil, som man ikke selv ejer, mens man er på centeret.

I de situationer, hvor en indkvarteret udlænding ejer en bil, vil det i visse tilfælde være muligt for politiet at beslaglægge den, og jeg vil også gerne afslutte med at sige, at jeg synes, det er grundlæggende frustrerende, at folk, som slet ikke skulle have lov til at være i Danmark, alligevel kører land og rige rundt i biler, som måske ikke engang er deres egne. Jeg har derfor bedt mit ministerium om at se på, om det inden for rammerne af vores internationale forpligtelser vil være muligt og også hensigtsmæssigt at ændre på reglerne på det her område. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for det. Og tak for besvarelsen. Vi deler selvfølgelig opfattelsen af, at der er masser af beboere, som bor på Kærshovedgård, som ikke skulle være her, men skulle sendes hjem. Men det ændrer jo ikke på, at der er nogle beboere, som har deres egen bil, og det har jeg jo også fået oplyst i et folketingssvar.

Så hvordan forestiller ministeren sig at de på lovlig vis kan betale for vægtafgift, brændstof, forsikring osv.? Jeg mener, de får 34 kr. om dagen, og det tror jeg ikke at jeg kunne holde bil for. Så ved jeg ikke, om de samler pantflasker for resten, eller hvordan forestiller ministeren sig at de betaler for det?

Ministeren.

Jeg forestiller mig – hvad der jo desværre er en omstændighed, når man har beskæftiget sig med Kærshovedgård et stykke tid – at der er en del mennesker, som også overtræder de regler og de love, som vi har her i landet.

Det er jo velkendt, hvis man snakker med folk, der bor i Bording og omegn, at man f.eks. ikke betaler for at tage toget, hvad mange jo gør, og at der er folk, som tager til f.eks. Aarhus og jo måske også der begår kriminalitet. Så jeg har ingen som helst illusioner om, at folk på Kærshovedgård overholder de regler, som vi har her i landet, desværre.

Spørgeren.

Tak for det. I en af besvarelserne af et udvalgsspørgsmål, spørgsmål nr. 401, står der:

»... beboernes adgang til og brug af egne køretøjer, leasede køretøjer eller køretøjer tilhørende personer, som ikke er beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård, forøger risikoen for udøvelse af kriminalitet.«

Er ministeren klar til at forbyde beboerne at have ret til en bil, når de bor der, så vi kan mindske risikoen for kriminalitet begået af de her beboere, hvoraf mange af dem altså er kriminelle?

Ministeren.

Det, vi ser på i øjeblikket, er jo, om vi kan begrænse den adgang yderligere, men jeg tror i hvert fald også, det er vigtigt at sige, at man jo godt kan have adgang til en bil, som ikke er ens egen, og for en række beboere på Kærshovedgård er det jo på den måde, at man formelt opholder sig der, men at man ikke f.eks. om natten opholder sig på Kærshovedgård. Vi kan jo se, at når man bespiser folk, er der væsentlig færre, som spiser aftensmåltider, i forhold til hvor mange der spiser frokostmåltider på Kærshovedgård. Det tyder på, at der er nogle, der rejser frem og tilbage til Aarhus eller andre steder. Det vil vi jo gerne begrænse så meget som muligt, og vi prøver hele tiden at tage skridt for at gøre det sværere for dem at leve på den måde.

Spørgeren.

Ja, det er jo beboere, som i hvert fald vi i Danmarksdemokraterne heller ikke ønsker skal blive i Danmark. Ministeren nævner selv det her med, at man er ved at undersøge, om man kan lave nogle begrænsninger i forhold til f.eks. at køre bil. Kan ministeren løfte sløret for, hvornår vi kan forvente at der er nogle svar på det, og har regeringen planer om yderligere stramninger for ligesom at gøre det mere utåleligt og prøve på at presse de her beboere til at tage hjem? Jeg ved godt, at noget af det er konventionsbelagt, men der har regeringen jo også sagt, at de vil ansætte en ambassadør, men ham eller hende har vi jo ikke set endnu.

Ministeren.

Jeg er sikker på, at vores ambassadør nok skal blive ansat, men det er så ikke lige præcis mit område.

Men jeg vil bare sige, at jeg hele tiden kigger på, og man kan gøre det mere bøvlet at leve der. En ting er, at man er afvist asylansøger på Kærshovedgård, men i særdeleshed hvad angår dem, som er udviste kriminalitetsdømte, er det jo ekstremt vigtigt, at man ikke lever et liv, hvor man rejser frem og tilbage og måske har familie i andre jyske byer og jo også udgør en sikkerhedsrisiko for de mange mennesker, som bor i lokalområdet, og som skal leve med den her trafik frem og tilbage hver dag.

Tak til udlændinge- og integrationsministeren, og tak til fru Betina Kastbjerg.

Det næste spørgsmål er til ministeren for grøn trepart, og det er stillet af hr. Torsten Gejl.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Mener ministeren, at den proces, som regeringen har kørt op til fremlæggelsen af den grønne trepartsaftale, har inddraget relevante samfundsaktører – heriblandt repræsentanter fra klimabevægelser, dyrevelfærdsorganisationer og ungdommen – i tilstrækkelig grad, og vil ministeren karakterisere processen som værende demokratisk?

Ministeren.

Tak for det. Jeg havde faktisk forberedt et fint svar. Men nu har vi lige siddet og forhandlet ovre i mit nye ministerium, Ministeriet for Grøn Trepart, mens der har stået demonstranter udenfor og inde i opgangen, og nogle har været inde tæt på mit kontor, og råbt slagord, og heldigvis er det blevet håndteret stille og roligt. Jeg har mødtes med de demonstranter flere gange igennem de seneste uger, hvor de også har sultestrejket. Jeg har faktisk også mødtes med dem i foråret, mens vi sad og lavede den grønne trepart. Jeg har lyttet til, hvad de har at sige, og jeg har sagt til dem, hvad jeg oprigtigt mener, nemlig at det, at vi har så ambitiøse klimamål i Danmark og rundtomkring i verden jo også skyldes, at børn og unge i hele verden har lagt pres på i forhold til de klimaforandringer.

Kan jeg så tilfredsstille deres behov og gøre det, de vil? Det kommer jeg ikke til, for så havde vi ikke lavet en aftale i den grønne trepart. Så hvis der her i spørgsmålet ligger et spørgsmål om, om vi lytter, om jeg lytter til klimabevægelsen, til Klimarådet, som jeg også har mødtes med, til en række af de organisationer, som ytrer sig, er svaret jo entydigt ja. Betyder det, at vi så kan gøre dem tilfredse eller de indgår på lige fod i en demokratisk forhandling mellem regeringen og Folketingets partier? Nej, det gør det jo ikke. Så har vi lavet en grøn trepart med en række parter, der repræsenterer brede dele af det, vi sådan set har siddet og arbejdet med: Hvordan laver vi verdens første klimaafgift? Hvordan sikrer vi os, at vi tager livtag med den gigantiske miljøkrise, vi står i, med det alt for meget kvælstof, der er ude i vores fjorde? Der har de ikke alle sammen siddet, det anerkender jeg, men det betyder ikke, at der ikke har været følgegrupper, og at vi ikke har haft processer, hvor vi også har lyttet til, hvad de har at sige.

Spørgeren.

Før sommerferien præsenterede regeringen den såkaldte grønne trepart, der skal lave en overordnet aftale om CO2-udledning, kvælstofudledning og klimaskov i Danmark bl.a. Man har sat en lang række organisationer til at lave en utrolig vigtig aftale i dansk politik, selv om de fleste af organisationerne ikke har ekspertise i forhold til CO2-afgifter, kvælstofudledning og klimaskov. Man kalder det en grøn trepart, hvilket jo er en decideret falsk varebetegnelse. Det er i virkeligheden ikke nogen trepart, for der er tale om syv organisationer, og den er ikke grøn, da det kun er én af de syv organisationer, der har ekspertise inden for det grønne. Den såkaldte grønne trepart består af Landbrug & Fødevarer, NNF, Dansk Metal, Dansk Industri, KL, regeringen og Danmarks Naturfredningsforening. Det er jo hæderkronede organisationer, ingen tvivl om det, men bortset fra Dansk Naturfredningsforening er det jo ikke organisationer med ekspertise inden for det grønne område.

Resultatet er også blevet, den aftale, de har lavet, indbefatter en CO2-afgift, der er lavere end alle Svarerudvalgets anbefalinger, at man kaster yderligere milliarder af kroner efter landbruget, at aftalen er underfinansieret, og at kvælstofreguleringen ikke stopper iltsvindet osv. osv. Det værste er, at regeringen giver udtryk for, at de politiske partier stort set ikke kan påvirke aftalen, fordi den er forhandlet stort set færdig i den såkaldte grønne trepart. Det var også grunden til, at Alternativet forlod forhandlingerne, da vi ikke vil forhandle på skrømt og give vores grønne stempel til noget, der ikke er grønt nok i forhold til de udfordringer, vi står med på det grønne område i Danmark og internationalt.

Vi er ikke de eneste, der mener, at den såkaldte grønne trepart er en fiasko. Der er en lang række grønne organisationer, der kritiserer aftalen rigtig, rigtig højlydt. I den kritik lyder det bl.a.: Hvorfor skal organisationer uden for Folketinget træffe meget vigtige politiske beslutninger? Det er jo ikke dem, vi har stemt på.

Mit spørgsmål er: Mener ministeren, det er legitimt, at organisationer og parter uden for Folketinget skal have lov til at lave politiske aftaler, som er støbt så meget i beton, at folkevalgte partier stort set ikke får lov til at ændre et komma?

Ministeren.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad der er værst: at stå og læse op af noget, der sådan er præfabrikeret, og som tegner et billede af, at den her trepart er helt vanvittig, eller at sætte sig ind til bordet og forhandle, som der er en række partier der gør. Jeg er helt med på, at Alternativet forlod det til en start, fordi det er nemmere for Alternativet nu at stå og sige alle de ting her, som ikke er rigtige, end at sidde inde ved bordet og søge indflydelse. En politisk aftale i det her parlament, i Folketinget, kan kun indgås af politiske partier. (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Spørgeren). Det er bl.a. derfor, vi sidder og forhandler om 40 mia. kr. (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Tak til ministeren!), men så er der hele den der remse. Jeg synes jo, at man simpelt hen som må sætte sig ind til bordet og blive siddende og forhandle.

Tak! Spørgeren.

Ministeren sagde ordret, at der ikke kunne flyttes et komma. Og i regeringsgrundlaget står der om den såkaldte grønne trepart:

»Regeringen vil derfor nedsætte et partnerskab med landbrug, fødevaresektor, naturorganisationer, forbrugerorganisationer og kommuner, som skal komme med oplæg til en samlet visionsplan for dansk landbrug.«

Regering svigter jo totalt sit eget regeringsgrundlag. Der er kun én grøn organisation i den såkaldte grønne trepart; der er ingen forbrugerorganisationer; det hele er forsinket; og det er ikke nogle anbefalinger, det er nærmest et diktat, der ikke kan forhandles. Hvorfor har regeringen svigtet sit regeringsgrundlag fuldstændig i forbindelse med den grønne trepart?

Ministeren.

Jeg tror, jeg ville blive sådan grundlæggende rystet, hvis Alternativet ligesom sagde: Nu har regeringen levet op til sit regeringsgrundlag. Altså, jeg synes simpelt hen, det er sådan en billig omgang. Jeg tager det dybt seriøst, at der er en række organisationer, der har synspunkter. Jeg mødes med dem, jeg snakker med dem, jeg lytter til, hvad de siger, og så træffer vi politiske beslutninger herinde til sidst. Og det at prioritere f.eks. at finde 40 mia. kr. og finde ud af, hvordan det skal finansieres, er i høj grad en politisk beslutning. Det at stå og sige her, at der så er nogle andre organisationer, der sidder og skalter og valter med vores alle sammens skattekroner, er simpelt hen misinformation om, hvad det er, der egentlig er på spil her. Og jeg synes egentlig, at det meget godt illustrerer forskellen på at være i Alternativet og være optaget af at træde ud af en aftale, så man kan stå og hamre løs på det, i stedet for at sidde med inde ved bordet og søge indflydelse.

Spørgeren.

Men ministeren kan jo ikke løbe fra det, som står i regeringsgrundlaget. Det er jo ikke en roman. Det er jo ikke leg. Det har regeringen selv lovet danskerne. Men hvis det var sådan, at regeringen havde samlet en række grønne organisationer til at komme med forslag og rådgivning og en vision, som man sagde man ville gøre, om en grøn aftale i stedet for at gemme sig bag en række organisationer, som er gode nok i sig selv, men som stort set ikke har ekspertise inden for det grønne område, tror ministeren så, at vi havde undgået nogle af alle de problemer og udfordringer, der er i aftalen, og som medierne jo dagligt bringer til torvs?

Ministeren.

[Lydudfald] ... mest på en demokratisk samtale, hvor man samtaler med hinanden. Når jeg svarer hr. Torsten Gejl, at jeg har mødtes med de organisationer, har lyttet til dem, så læser hr. Torsten Gejl op fra et stykke papir, hvor der så står, at jeg har gemt sig bag nogle andre organisationer. Altså, det giver jo en mærkelig samtale. Jeg har mødtes med de organisationer, jeg lytter til, hvad de siger, jeg samtaler med dem. Betyder det, at de får hele deres vilje og jeg kan indfri alt det, som Den Grønne Ungdomsbevægelse står og siger de har sultestrejket for, fordi de synes, vi skal afskaffe animalsk produktion i Danmark? Nej, for det kan jeg ikke indfri. Men jeg kan hvert fald lytte til, hvad de siger, og jeg kan også lade mig inspirere af noget af det, de siger. Det er sådan, jeg arbejder.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Tak til ministeren for grøn trepart, og tak til hr. Torsten Gejl.

Det næste spørgsmål er til uddannelses- og forskningsministeren er fru Charlotte Munch.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Hvad vil regeringen gøre for at sikre trygheden for jødiske studerende på Roskilde Universitet set i lyset af den stærke Intifadabevægelse, jf. instagramprofilen med navnet rucintifada?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som jo desværre er både relevant og også aktuelt. Jeg er bekymret over at se, hvordan krigen mellem Israel og Hamas er rykket ind på nogle universiteter med ubehagelige konsekvenser til følge. Det er helt afgørende, at der er et trygt studie- og arbejdsmiljø for alle studerende og alle ansatte. Det er uacceptabelt, at krigen mellem Israel og Hamas bliver brugt af herboende personer til at skabe utryghed blandt særlig jøder i Danmark.

Der skal være plads til uenighed og udveksling af forskellige synspunkter, ja, men der skal være trygge rammer for alle studerende og ansatte, særlig i situationer som den her, hvor den aktuelle situation uden for Danmarks grænser kan føre til polarisering her i landet. De videregående uddannelsesinstitutioner skal være et sted, hvor der er plads til forskellige holdninger og argumenter og plads til dem, som man er meget uenige med. De studerende har ytringsfrihed, men det er vigtigt, at forskellige holdninger kommunikeres og uenigheder løses gennem dialog og ikke gennem konflikt.

Jeg vil gerne sige det meget tydeligt: Dialog er ikke hærværk, blokade og chikane. Eksempler som dem, vi har set på RUC, hvor maskerede demonstranter skaber utryghed, er fuldstændig uacceptable. Det skal være frit og trygt for alle studerende og ansatte at færdes på universiteterne, og det er et ansvar, som påhviler ledelsen på de enkelte institutioner. Jeg har en klar forventning om, at de videregående uddannelses- og forskningsinstitutioner er opmærksomme på at sikre, at alle ansatte og studerende føler sig trygge på institutionerne, så de har en hverdag, der ikke bare er acceptabel i den aktuelle situation, men en hverdag, som er god og tryg.

Spørgeren.

Tak. Det er jo en rar tanke og måske også lidt en ønsketænkning, for det er jo set tidligere, at det ikke kun er jødiske studerende, der føler sig generet. Ifølge en artikel i Berlingske den 17. oktober er også ansatte på universitetet blevet generet og forhindret i at gå til møder, og efter en rucintifadademonstration i begyndelsen af september blev der efterfølgende fundet graffiti på universitetets mure, hvor der stod: »Intifada now«, altså intifada nu. Og rektor Hanne Leth Andersen blev beskyldt for at være folkemorder og racist.

Er det simpelt hen okay, eller er det kun de jødiske studerende? For det er jo slemt i sig selv, men hvordan skal personalet på nogen måde kunne gøre noget, når det er det, de bliver påklæbet bagefter?

Ministeren.

Spørgeren spørger, om det, der bliver beskrevet her, er okay, og nej, det er da på ingen måde okay. Det er ikke i nærheden af at være okay. Noget af det, der bliver beskrevet, og som jo altså er decideret hærværk, altså intimidering, og at man forhindrer ansatte, som bare møder ind for at passe deres arbejde, i at komme ind på deres kontorer, er ikke bare uacceptabelt, det er også et brud på universitetets ordensregler. Så det er jo på ingen måde acceptabelt. Det er heller ikke det synspunkt, som ledelsen på RUC har, altså at det på nogen måde er acceptabelt, hvilket ledelsen jo også har kommunikeret både til studerende og ansatte.

Spørgeren.

Jeg tror sådan set ikke, vi er uenige i, at alt det her er uacceptabelt. Mit spørgsmål er nok mere, hvad ministeren vil gøre ved det, for det her er jo fuldstændig ude af proportioner. Vi har tilsyneladende nu brug for beskyttelse på vores universiteter, præcis som vi har haft det på den jødiske skole, Carolineskolen, igennem en årrække. Det er ganske enkelt uacceptabelt, og mit spørgsmålet er helt klokkeklart, hvad ministeren vil gøre ved det.

Ministeren.

Jeg vil forfølge den linje, som jeg egentlig har forfulgt, siden den meget polariserende debat brød ud i kølvandet på terrorangrebet den 7. oktober 2023, og som jo ved forskellige begivenheder også er rykket ind på vores videregående uddannelsesinstitutioner, og engagere mig i det. Jeg er i løbende kontakt med ledelserne på de videregående uddannelsesinstitutioner, og jeg har også mødtes og talt med de jødiske studerende ved flere lejligheder.

Det er jo heller ikke sådan, at al håndtering nødvendigvis er mest effektivt i forhold til den alvorlige situation, ved at den foregår i medierne. Så altså, det er at anerkende, at det her er en vanskelig ledelsesopgave for ledelsen af institutionerne. Jeg synes ikke, vi på nogen måde står et acceptabelt sted, men hvis man kigger til andre lande i verden, står vi dog et sted, hvor vi samarbejder om at løse de problemer, der er.

Spørgeren.

Ja, og jeg ville elske at sætte pris på det, hvis det samarbejde førte til noget, som rent faktisk var lidt mere håndfast. For jeg synes, situationen er kørt fuldstændig af sporet her. Jeg synes, det er et forfærdeligt land. Vi ser, hvordan en voksende antisemitisme bare blæser op og nu inficerer vores uddannelsesinstitutioner, senest Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor man laver underskriftindsamlinger for at kræve, at israelere bliver bandlyst. Det er jo fuldstændig grotesk.

Ministeren.

Men det er jeg meget enig i, og jeg er sådan set også enig i ordvalget, altså at det er grotesk. Hvis man så dog skal glæde sig over noget i den her vanskelige situation, er det, at vi fra regeringens side og fra ledelsen af de forskellige videregående uddannelsesinstitutioners side, f.eks. i synspunktet om, at nogle af de politiske krav, som er blevet rejst mod bl.a. Københavns Universitet, mod RUC og mod andre uddannelsesinstitutioner, om at skulle vælge side i konflikten, står last og brast med hinanden om, at det gør vi ikke. Der er nogle, der har ansvaret for udenrigspolitikken; det er regeringen og Folketinget. De andre har ansvaret for at bedrive uddannelse på en betryggende måde.

Tak, og det afslutter spørgsmålet. Tak til fru Charlotte Munch.

Næste spørgsmål er også til uddannelses- og forskningsministeren, og det er af hr. Mikkel Bjørn, som nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Hvad har ministeren tænkt sig at gøre ved, at jødiske studerende på Roskilde Universitet skal leve i konstant frygt og utryghed, mens radikale grupper som bl.a. RUC Intifada intimiderer, truer og spreder had og antisemitisme, og hvor længe vil ministeren acceptere, at ledelsen på RUC forholder sig passiv, mens vold, trusler og kaos får lov at dominere et dansk universitet uden konsekvenser?

Ministeren.

Tak også for det spørgsmål, som minder om det spørgsmål, som jeg fik for lidt siden af Danmarksdemokraterne, og som jo dermed også slår fast, at vi står med et relevant spørgsmål.

Spørgeren.

Spørgsmålet var, hvad ministeren havde tænkt sig at gøre, og det var der ikke noget af i ministerens svar, på hvilken baggrund vi må drage den konklusion, at ministeren ingenting vil gøre. Altså, ministeren vil se passivt til, mens ledelsen ser passivt til, at jødiske studerende på et dansk skatteyderbetalt universitet ikke kan gå i skole uden at blive intimideret, truet og udsat for antisemitisk hetz. Hvordan kan regeringen på nogen som helst måde acceptere, at det er tilstanden på danske universiteter, at jødiske studerende ikke kan møde i skole uden at skulle udsættes for intimidering og antisemitisk hetz?

Ministeren.

Men det er jo en konklusion, der står for spørgerens egen regning. Jeg har ikke gjort andet, siden den her konflikt også rykkede ind på de videregående uddannelsesinstitutioner, end at sige, både offentligt og også i mindre fora, at det er totalt uacceptabelt; jeg vil ikke have det. Jeg vil ikke have, at hærværk, chikane og antisemitisme på nogen måde skal være noget, der minder om dagens ret på en uddannelsesinstitution; det vil jeg ikke. Og derfor har jeg også engageret mig personligt i det. Det er jo ikke nødvendigvis noget, der håndteres mest effektivt ved sådan at slå sig meget slagkraftigt op i medierne, men faktisk at gå ind i det i de konkrete situationer, der er, og det er det, jeg gør.

Spørgeren.

Jeg hørte godt, at ministeren sagde, at det var totalt uacceptabelt, men spørgsmålet lød på, hvad ministeren havde tænkt sig gøre. I min verden, i Dansk Folkepartis verden, er det at gøre noget ikke bare at sige, at noget er uacceptabelt. Det er at skride til handling, når jødiske studerende på et dansk universitet ikke kan gå i skole uden at blive truet og intimideret og udsat for antisemitisk hetz. Det er der, hvor vores vores spørgsmål til ministeren er, hvad ministeren konkret har tænkt sig at gøre. Og svaret er, at det er op til ledelsen, ledelsen må skride ind. Jamen ledelsen gør ingenting. Hvad har ministeren tænkt sig at gøre?

Ministeren.

Men igen er det jo spørgerens udlægning, at regeringen bare ser passivt til, eller at jeg som minister ser passivt til; det er jo ikke rigtigt. Det er ikke rigtigt. Jeg har engageret mig dybt i det her, for jeg vil ikke finde mig i, at det er det, der skal være dagens ret på danske uddannelsesinstitutioner; det vil jeg ikke.

Derfor har jeg jo på forskellige måder grebet ind. Jeg er i løbende dialog med ledelserne på de videregående danske uddannelsesinstitutioner. Jeg har også været i dialog med de danske jødiske studerende for at få et rigtigt indtryk af, hvordan hverdagen er, og hvad det er for en genstand af et problem, vi faktisk står med, og på den måde engagerer jeg mig i det.

Spørgeren.

Ministeren siger, at hun på forskellige måder har grebet ind, men spørgsmålet var, hvordan hun har tænkt sig at gribe ind, og ministeren redegør overhovedet ikke for, hvad hun konkret har gjort. Altså, det er jo totalt indholdsløs varm luft. Det, der er brug for, er da, at ministeren kommunikerer til universitetets ledelse, at den her studenterorganisation – studenterorganisation – på et dansk universitet, der udøver antisemitisk hetz og trusler mod jødiske studerende, bliver lukket ned, og at de studerende, der er en del af den studenterorganisation, bliver smidt ud af universitetet.

Ministeren.

Men jeg har sagt, og det har jeg også sagt her i dag, både til spørgeren og til den foregående spørger, at den adfærd, som har kunnet konstateres på RUC i den seneste tid, er totalt uacceptabel. I øvrigt var politiet til stede ved en af demonstrationerne, og som jeg forstår det hidkaldt af ledelsen på Roskilde Universitet. Der har også efterfølgende været handling fra ledelsen på RUC's side. Forestiller jeg mig, at der så er sat et punktum for det? Nej, det gør jeg ikke. Jeg tror, at det er en genstand, der er kommet for at blive, og hvor vi gør, hvad vi kan for at sørge for, at det skal være trygt for alle studerende at gå ind ad døren på en dansk uddannelsesinstitution – punktum.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til uddannelses- og forskningsministeren, og tak til hr. Mikkel Bjørn.

Det næste spørgsmål er til ministeren for ligestilling af fru Rosa Lund.

Fru Rosa Lund får nu ordet for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Mener ministeren stadig, at vi ikke ved, om indsatserne virker, når ministeren til Avisen Danmark den 17. oktober 2024 om Enhedslistens forslag om at give partnervoldsofre ret til bl.a. ambulant behandling og efterværn udtaler, at »inden vi gør specifikke indsatser permanente, skal vi have mere viden om, hvad der virker«?

Ministeren.

Det er en kerneopgave for os at sætte ind over for partnervold. Der er ingen tvivl om, at de indsatser, som ordføreren refererer til, med ambulante tilbud til voldsudsatte, virker. Det mener jeg vi har evalueringer om, som er solide. Det er evalueringer af bl.a. Danners tilbud »Sig det til nogen«. Også Hvidovre Hospital – jeg har selv besøgt det for et par uger siden – har gode erfaringer med at hjælpe voldsudsatte, og på Hvidovre Hospital er det gravide voldsudsatte, man hjælper. Systematisk screening gør nu, at de kan finde et til to par om ugen, som de reelt kan gå ind at hjælpe i deres Familieambulatoriet – meget, meget effektivt og meget, meget stærkere end bare for få år siden, hvor man ikke gjorde det. Der fandt man kun ca. fem til seks om året. Nu er det en til to om ugen. Det viser noget om, hvad for et mørketal vi opererer med, og hvordan nye indsatser hele tiden skal sættes i søen.

Derfor har det været en prioritet for den her regering og også den sidste regering at udbrede og udvikle netop tilbud til voldsudsatte, deres børn og også til voldsudøveren, så vi får stoppet det her. I 2020 kom to ambulante tilbud til voldsudsatte på finansloven med varige midler. Det var Mødrehjælpen, og det var Danners »Sig det til nogen«. Derudover fik voldsudsatte på kvindekrisecentre ret til gratis psykologhjælp. Og sidste år kom jo den, man må vel sige mest ambitiøse handlingsplan netop mod partnervold og partnerdrab til dato. Initiativerne er samlet set på 233,8 mio. kr. i årene 2023-2026 og derefter 37,9 mio. kr. varigt, netop for at styrke eksisterende tilbud til voldsudsatte, få voldsudøvere ud af deres voldsudøvelse og også prioritere og udvikle nye tilbud også rettet mod nye målgrupper. Jeg nævnte f.eks. voldsudsatte gravide.

Spørgeren.

Når nu ministeren her i Folketingssalen siger, at vi faktisk godt ved, hvad der virker, så er det jo lidt mærkeligt, at ministeren til Avisen Danmark siger, at vi lige skal vide, hvad der virker, før vi kan sige, om regeringen vil sætte 80 mio. kr. af til ambulant behandling af voldsofre. Det hænger ikke rigtig sammen for mig. Men måske kan ministeren så hjælpe os lidt med at svare på: Når nu vi ved, at det virker, er regeringen så villig til på finansloven at afsætte varige midler til ambulant behandling?

Ministeren.

Altså, finansloven ved ordføreren jo godt – hun er så erfaren – at man forhandler i Finansministeriet. De forhandlinger er i øvrigt i gang, så man kan jo rejse sine sager dér.

Men der spørges til, hvad der skal gøres permanent. Jeg nævnte, at der er en række ting, som er blevet permanente. Og når vi tager skridt, hvor vi kan tage flere ting og gøre dem permanente, altså gøre dem til varige tilbud, så skal vi jo være sikre på, at det er de rigtige tilbud. Og jeg nævnte, at der er en række nye initiativer. Jeg nævnte Hvidovre Hospitals nye initiativ, som vi nu udvider, ikke kun til Hvidovre, men til flere af Danmarks regioner, hvor vi kan lave de her tilbud. Og viser det sig også at have gode effekter, kan det jo også være noget, som vi skal se på. Det var bare endnu et eksempel.

Spørgeren.

Jeg kan sådan set et eller andet sted godt se logikken i, at der ikke er uanede mængder af penge til de her tilbud. På den anden side kan jeg bare heller ikke rigtig se det. For når vi nu ved, at tilbuddene virker; at det faktisk virkelig hjælper ofre for vold, som jo primært er kvinder, så er det jo mærkeligt, at regeringen, som ellers er så optaget af f.eks. ofre for negativ social kontrol, ikke bare med det samme siger, at nu permanentgør vi bevillingerne til de her tilbud, som hjælper de her kvinder, som det jo primært er, der er udsat for både fysisk og psykisk vold.

Ministeren.

Som jeg nævnte, blev der sidste år afsat 233,8 mio. kr. til præcis i de her år også at udvikle nye indsatser. Jeg tror, det er den største, og i hvert fald er det mig bekendt den mest ambitiøse handlingsplan netop mod partnervold. Ved noget af det kan vi se, at det allerede nu tyder på, det er en stor succes. Vi får i hvert fald opfanget langt flere langt hurtigere fra de grupper, som tidligere var mørketal, og vi får dem ind. Og det er jo afgørende vigtigt, at vores dygtige personale i forskellige sektorer kan gå ind at hjælpe. Og det kræver, at der er noget systematik og noget fornyelse, og det er noget af det, som de her penge præcis går til.

Spørgeren.

Det kræver nemlig systematik, og det er derfor, vi i Enhedslisten er så optaget af, midlerne er varige, så vi ikke hvert eneste år skal sidde ovre ved forhandlingsbordet ovre hos socialministeren og kæmpe penge hjem til eksisterende initiativer som f.eks. Danners »Sig det til nogen«. Det er præcis på grund af systematikken, at vi er optaget af varige midler. Og så er det jo rigtigt, at det ser rigtig flot ud i handleplanen, at man har samlet så mange initiativer og derved så mange penge. Men det er jo bare ikke varige midler til ambulant behandling, som er noget af det, vi ved der mangler allermest.

Ministeren for den afsluttende bemærkning.

Ud over de midler, jeg nævnte her, er der – jeg tror lige, jeg nævnte det kort her – også en sum på lige 37,9 mio. kr. til varige initiativer derefter. Noget af det, som har slået mig på det her område, og som er nyt for mig, er, at der jo er et enormt mørketal, og nye initiativer har en enorm effekt, og det viser sig, at med en systematik og god indsats fra vores medarbejdere i forskellige sektorer kan man gå ind at få opfanget de her ting på tidspunkter, der er fuldstændig centrale, f.eks. når man står over for at skal have sit første barn og man er i et voldeligt forhold. Det er jo helt afgørende, at vi hjælper der. Derfor er jeg stolt over, at den indsats nu ikke kun bliver i Hvidovre, men også omfatter andre steder i Danmark.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til ministeren for ligestilling.

Det næste spørgsmål er til social- og boligministeren og er også stillet af fru Rosa Lund, der nu får ordet.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Mener ministeren, at forberedelsen af overgangen til voksenlivet for unge med handicap og kroniske lidelser er tilfredsstillende i landets kommuner, siden regeringen har besluttet at afskaffe kravet om, at overgangen skal forberedes bedre, og mener ministeren, at det krav om, at overgangen forberedes i god tid, som vi indførte i forrige regeringsperiode, var en dårlig idé?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo afgørende, at unge, der lever med et handicap eller en nedsat funktionsevne, får god hjælp til at få en god start på voksenlivet. Det er også afgørende, at der bliver sikret en god overgang fra de handicapkompenserende ydelser, som det hedder, altså det, der står i barnets lov, til, at man går ind i voksenlivet og skal have nogle andre ydelser i henhold til serviceloven. Derfor er det også vigtigt at understrege, at ansvaret for at sikre, at den unge får den rigtige hjælp, jo ikke forsvinder, selv om man fjerner kommunernes forpligtelse til at forberede overgangen, allerede når den unge fylder 16 år. Vi fjerner blot detailstyringen af kommunerne, i forhold til hvornår arbejdet skal starte, og hvornår man skal gå i gang med at forberede overgangen.

Forslaget skal dermed ses som en forlængelse af den store mængde af forenklinger af regler, som regeringen har aftalt som led i aftalen om kommunernes økonomi for 2025, og disse forslag skal være med til at sikre, at kommunerne bruger mindre tid på administration og mere tid på kerneopgaverne, som netop er at sikre de mennesker, som det handler om, den bedste kvalitet i arbejdet.

Derudover synes jeg også, det er vigtigt at nævne den undersøgelse af overgangen fra ung til voksen for unge med handicap, som Ankestyrelsen foretog, inden den her forpligtelse trådt i kraft. Ankestyrelsen var dengang inde at kigge på 17 sager, og der så man ikke umiddelbart indikationer på, at man havde givet utilstrækkelig støtte efter det 18. år, selv om man altså på det tidspunkt ikke var forpligtet til at gå i gang med at forberede den her overgang, allerede fra den unge var 16 år gammel. Den undersøgelse mener jeg overordnet indikerer, at man godt kan være rolig ved, at kommunerne og til dels også regionerne godt kan finde ud af at forberede en overgang fra livet som ung til voksenlivet, på trods af vi fjerner den her bestemmelse.

Spørgeren.

Det er jo meget interessant, at Ankestyrelsen har den opfattelse; unge mennesker med handicap har en lidt anden opfattelse. Sammenslutningen af Unge Med Handicap har masser af eksempler – desværre, kan man jo sige – på, at overgangen bliver sat i gang alt for sent. Og det betyder så dels en kæmpe usikkerhed hos det enkelte unge menneske med en kronisk lidelse eller med et handicap, dels, at man jo kommer i gang for sent, og at man ikke får den hjælp, man har brug for til at komme videre og f.eks. starte på en uddannelse, eller ikke får den hjælp, man har brug for til f.eks. at kunne flytte hjemmefra, når man er fyldt 18 år.

Derfor synes jeg, det kunne være dejligt, hvis regeringen ville skele lidt til ikke bare Ankestyrelsen, men til virkeligheden. For det handler ikke om detailstyring; det her handler ikke om, at hverken unge mennesker med handicap eller Enhedslisten for den sags skyld er optaget af at detailstyre kommunerne. Det handler om rettigheder, og derfor mener Enhedslisten og jeg, at det er en kæmpefejl, at man i sin iver for at fjerne detailstyring fjerner den her rettighed. Der var jo en grund til, at vi sammen med ministerens parti indførte det her i den tidligere regeringsperiode. Så jeg skal bare spørge ministeren, om ministeren synes, at det var en dårlig idé.

Ministeren.

Det er i hvert fald sådan, at da man indførte den her meget specifikke regel om, at man, præcis når den unge er 16 år gammel, skal gå i gang med at forberede overgangen til voksenlivet, i forhold til at den unge bliver myndig som 18-årig, altså da man vedtog det enstemmigt i Folketinget, så vedtog man samtidig også, at man skulle følge op på det efter et år og efter noget tid. Og det er jo den undersøgelse, der viser, at der også er flere organisationer, der fortæller, at de faktisk ikke oplevede en tidligere og grundigere forberedelse af overgangen, efter at den her forpligtelse trådte i kraft. Så regeringen og jeg er jo fuldstændig enige med spørgeren i, at vi skal sikre en god overgang fra ungdomslivet til voksenlivet, og det tror vi også godt at man godt kan finde ud af, uden at man er forpligtet til at gøre det på den her måde.

Tak! Tak til ministeren. Så er det spørgeren.

Det er dejligt, synes jeg, at vi er enige så langt. Men nu har man så netop fjernet den sikring af, at overgangen bliver sat i gang i ordentlig tid. Og der tænker jeg jo, at ministeren med sin erfaring fra lokalpolitik og kommunalpolitik godt ved, at den her forberedelse handler om værdighed, og at den handler om, at overgangen sker i overensstemmelse med borgerens ønsker. Så jeg vil gerne spørge ministeren: Når nu man har fjernet den her regel, hvad har man så tænkt sig at sætte i stedet for den for netop at sikre overgangen?

Ministeren.

Jamen det er jo helt generelt sådan, at når man er 16 år og er ung, og når man fylder 18 år, har man ret til nogle ydelser. De rettigheder forsvinder ingen som helst steder hen. Det var også allerede sådan, før loven trådte i kraft, og det var de samme rettigheder, man havde – det var i 2020 – i forhold til at man selvfølgelig skal have en god overgang fra ungdomslivet til voksenlivet, og at man skal sikre, at der er nogle ordentlige ydelser, når man overgår fra barnets lov til serviceloven. Det gælder i øvrigt også på sundhedsområdet, hvor ministeren tidligere har været regionsrådsformand, at arbejdet med at sikre den her overgang er ekstremt vigtigt, for der overgår man jo også fra at være barn til at skulle ind på en voksenafdeling. Det arbejde stopper på ingen måde, selv om bestemmelsen stopper.

Så er det spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jeg synes jo, det er dejligt, at vi er enige om målet. Men jeg har stadig væk bare brug for at vide, hvad regeringen konkret har tænkt sig at gøre. Og nu skal det her jo ikke blive anekdotisk, men vi hører jo bare historier om, at det her ikke sker i ordentlig tid, og om, at det er utrygt for de unge mennesker med handicap, som har brug for, at den her overgang bliver god og ordentlig. Så jeg mangler stadig svar på, hvad regeringen har tænkt sig at sætte i stedet for, når nu man har fjernet den aftale, vi har lavet.

Ministeren.

Det er jo desværre helt naturligt, at vi også som folketingsmedlemmer og politikere bliver præsenteret for de tilfælde, hvor det ikke har fungeret godt nok. Sådan nogle ting kender jeg selvfølgelig også til. Men jeg må også bare konstatere, at når vi kigger på det overordnet set, så kan vi altså se rigtig mange forløb, hvor det fungerer godt, og det skal vi understøtte. Det, regeringen har tænkt sig, er jo at sikre, at kommunerne nu får mulighed for at lave de gode overgange til voksenlivet, hvilket allerede står skrevet i lovgivningen, lige så vel som at man kan sikre, at de overgange sker. Det var man forpligtet til før, og det kommer man også til at være forpligtet til bagefter; det skal bare ikke nødvendigvis være, lige når den unge fylder 16 år.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til fru Rosa Lund.

Næste spørgsmål er også til social- og boligministeren, og det er stillet af fru Katrine Daugaard.

Værsgo.

Tak. Hvad er ministerens holdning til de meget alvorlige oplysninger om adoptioner af sydkoreanske børn til Danmark, som fremgår af Sandhedskommissionen i Sydkoreas foreløbige redegørelse, og mener ministeren ikke, at situationen kræver, at vi finder ud af, hvilke adopterede i Danmark det drejer sig om?

Ministeren.

Ja, og det spørgsmål har jeg så 2 minutter til at besvare, og for at kunne besvare det inden for den tidsramme vil jeg sige, at ministeriet har foretaget en meget foreløbig oversættelse af den delredegørelse fra Sydkorea af 9. september 2024, som der bliver henvist til i spørgsmålet. Med det forbehold skal jeg bemærke, at redegørelsen jo primært vedrører en overtrædelse af menneskerettigheder på fire fangefaciliteter i Sydkorea, og at redegørelsen altså kun meget kortvarigt kommer ind på spørgsmålet om internationale adoptioner.

Af denne korte passage i redegørelsen fremgår det, at der har været sager, hvor børn født af kvinder på to institutioner, Daegu City Hope Center og Chungnam Cheonseong Center, er blevet overført til adoptionsbureauer med henblik på international bortadoption, dagen efter at de blev født. Det fremgår også, at nogle kvinder har samtykket til en adoption, mens andre er blevet presset til at give deres samtykke. Børnene fra institutionerne blev frigivet til adoption til bl.a. det sydkoreanske adoptionsbureau Holt Children's Services, som har samarbejdet med danske organisationer om international adoption. Den udtalelse fra Sandhedskommissionen afdækker altså dybt bekymrende forhold i Sydkorea, og den vidner om, at international adoption tilbage i tiden har været præget af langt færre regler, mindre kontrol og et andet syn på adoption end det, vi har i dag. Det samme viser Ankestyrelsens undersøgelse af adoptionsformidlingen fra Sydkorea i 1970'erne og i 1980'erne jo også.

Jeg mener, at alle, der er blevet adopteret fra Sydkorea, naturligvis har et krav på at vide, hvor de kommer fra, og hvordan deres livsforløb har været, men det at finde ud af, om der er kommet børn til Danmark fra lige præcis de her to navngivne institutioner, vil simpelt hen kræve en manuel gennemgang af samtlige godt 4.000 adoptionssager fra dengang, og det er ikke umiddelbart muligt. Ankestyrelsen har i forbindelse med Sydkoreaundersøgelsen gennemgået 45 adoptionssager fra Holt, og i ingen af disse sager er børnehjemmene omkring de to institutioner nævnt, og det fremgår også af et tidligere svar.

Så jeg vil bare sige, at jeg er enig i, at vi skal blive klogere på det her område.

Tak. Så er det spørgeren.

Det er dejligt at høre, at man i ministeriet endelig er begyndt at oversætte det her. For nu har jeg helt tilbage fra den 11. september stillet spørgsmål til det her, både skriftligt som et § 20-spørgsmål, og jeg har tre gange ovre ved ordførermøder spurgt ministeren ind til, om I var i gang med at undersøge det her, og hver gang har jeg fået at vide, at det var I ikke. Så hvorfor har det taget så lang tid for ministeriet at komme i gang med at oversætte det her? Finder ministeriet ikke det her vigtigt nok?

Jeg er i øvrigt heller ikke enig i, at man kræver at kigge så mange sager igennem, idet der jo i oversættelsen står specifikke årstal for, hvornår de her danskere er kommet hertil på ulovlig vis. Altså, vi taler jo her om børn, som er blevet taget fra gaden, og hvor det simpelt hen drejer sig om grove, grove overtrædelser af menneskerettighederne, og vi får jo konkret at vide, at nogle af de her børn, der er blevet stjålet på gaden, befinder sig i Danmark. Der skal vi da finde ud af, specifikt hvem de er, så vi både kan orientere de specifikke danskere, men især jo også fordi de faktisk kan have familie tilbage i Korea, som de jo nok gerne vil finde ud af hvem er, hvis de bliver gjort opmærksom på det af ministeriet.

Så hvorfor har ministeriet ikke reageret tidligere, når jeg nu gentagne gange har gjort opmærksom på det her? Og vil ministeriet kigge det igennem i forhold til de to specifikke årstal, der faktisk nævnes?

Ministeren.

Spørgeren har rigtigt nok spurgt ind til en oversættelse og der er en forsøgsvis lavet en – hvad kan man sige – meget grovmasket og rustik oversættelse for at komme frem til, hvor det er, der står noget. For det er faktisk ikke meget, der står hos Sandhedskommissionen om de her internationale adoptioner.

Det, som der i hvert fald også er blevet udledt af det, er, at det for at komme frem til, hvem det eventuelt skulle være der var adopteret fra de her to pågældende centre, vil kræve en manuel gennemgang af omkring 4.000 konkrete adoptionssager fra tilbage i tiden, og det har simpelt hen ikke været muligt inden for den tidsfaktor, der har været, og det vil jeg heller ikke tro det er i fremtiden. Til gengæld kommer vi jo til at lave en undersøgelse af, hvordan adoptionsformidlingen foregik tilbage i tiden, og det blev besluttet allerede sidste år.

Tak. Så er det spørgeren.

Men det er jo simpelt hen bare ikke godt nok, og når man nævner to specifikke årstal, bør man selvfølgelig også kigge de adoptionssager igennem fra de to specifikke årstal. Altså, det står jo i sagerne, hvilket børnehjem man kommer fra, og for at være helt præcis konkluderede Sandhedskommissionen den 9. september, at to navngivne børnehjem har frataget kvinder deres børn, og at den koreanske stat tog børn fra gaden og placerede dem under den koreanske stats ordre 410, Operation Purifying the streets. Og vi skal finde ud af, hvem de er.

Ministeren.

Der vil jeg jo sige, at jeg er enig med spørgeren i, at vi skal blive klogere på, hvordan adoptionsformidlingen foregik tilbage i tiden i 1960'erne og 1970'erne, og det kommer vi jo netop også til. Sidste år blev der afsat 12 mio. kr. til at lave en undersøgelse af de ti lande, hvorfra der er allerflest børn der er adopteret, for at komme til bunds i nogle af de her spørgsmål. Og lige nu ligger der et forslag, hvor vi sidder og forhandler om at udvide den undersøgelse til de øvrige lande, altså yderligere 59 lande, hvorfra børn er blevet adopteret, og der kommer vi jo til at gå mere i dybden omkring, hvad der er sket, hvad det er for nogle regler, og hvad der var for nogle tanker, der lå bag de adoptioner dengang. Men som sagt er det, jeg er orienteret om lige nu, altså, at vi ikke på den korte tid kan gennemgå 4.000 sager for at finde frem til lige præcis de børn fra de her to børnehjem.

Tak. Så er det spørgeren til en afsluttende bemærkning.

Som sagt kan det jo ikke være 4.000 sager, hvis det kun drejer sig om to specifikke årstal, hvor det her er sket. Jeg ved ikke, om ministeren kan forestille sig, hvordan det må være at være blevet kidnappet, frataget sin biologiske mor på ulovlig vis og være dumpet ned i en helt ny kultur og et helt nyt land. De har da simpelt hen ret til at vide, hvor de kommer fra, og ret til at kende deres ophav.

Ministeren.

Altså, vi er jo fuldstændig enige i, at der har været nogle fuldstændig uacceptable vilkår og et andet syn på adoption dengang. Som sagt har ministeriet været inde at kigge på, hvad der egentlig står i Sandhedskommissionens rapport, og det er rigtigt, at der er to navngivne børnehjem. Tidligere har Ankestyrelsen været nede at kigge på 45 adoptionssager fra Holt, og i ingen af de sager var der børn, der kom fra de her børnehjem, og vurderingen er altså, at det er et kæmpestort arbejde. Nu går vi i gang med at lave en undersøgelse af, hvad der skete i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne omkring børneadoptioner, bl.a. fra Sydkorea, og det ser jeg meget, meget frem til. For selvfølgelig skal der være en viden om det.

Tak, og det afslutter spørgsmålet. Tak til fru Katrine Daugaard.

Det næste spørgsmål er også til social- og boligministeren, og det er af hr. Mikkel Bjørn, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Er det ministerens grundlæggende holdning, at piraten Lucky, der har forsøgt at dræbe danske soldater, og som efterfølgende er blevet fragtet til Danmark, skal tilbydes sociale ydelser, bolig, sociale indsatser osv. under det danske system?

Ministeren.

Helt indledningsvis vil jeg selvfølgelig gerne slå fast, at udlændinge, der begår kriminalitet, jo som udgangspunkt ikke skal være i Danmark. Regeringen har ingen interesse i, at mennesker med en kriminel baggrund kommer hertil eller får opholdstilladelse her. Men det kan jo ikke udelukkes, at der konkret kan forekomme situationer, hvor det ikke kan undgås, at formodede kriminelle kommer til Danmark og vælger at søge asyl. Det har vi desværre også set i andre sammenhænge, hvor vi jo modtager asylansøgere.

Når det så er sagt, vil jeg bare sige, at jeg selvfølgelig besvarer den del af det spørgsmål, der handler omkring det, der er på social- og boligområdet, og der vil jeg sige, at det er sådan, at det fremgår af servicelovens § 2, at enhver, der er fyldt 18 år og opholder sig lovligt i landet, har ret til hjælp efter serviceloven. For at kunne blive visiteret til eller have ret til hjælp efter serviceloven skal personen være omfattet af servicelovens § 2, stk. 1, det vil sige enten have lovligt ophold i Danmark, fordi vedkommende har en opholdstilladelse eller bor og opholder sig i Danmark, eller have processuelt ophold, fordi vedkommende har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse, herunder asyl, som anses for at være lovligt ophold i servicelovens forstand. Hvis man opfylder de betingelser, ja, så har man altså også ret til at få hjælp efter serviceloven, herunder bl.a. i forhold til at kommunalbestyrelserne skal forsøge at hjælpe med en bolig.

Spørgeren.

Kan ministeren og Socialdemokratiet ikke godt forstå, hvis der er danskere, der er oprørte over, at en mand, der har forsøgt at dræbe danske soldater, først bliver fragtet til Danmark og siden bliver tilbudt integrationskontrakt, bolig, sociale ydelser og anden form for støtte på skatteydernes regning? Altså, hvordan kan Socialdemokratiet og regeringen forklare, at en mand, der har forsøgt at dræbe danske soldater, nu tilbydes danskundervisning og beskæftigelsestilbud? Ja, han skal sågar sidde og drøfte karrieremuligheder med en kommunal sagsbehandler. Hvad er det for nogle karrieremuligheder, man forestiller sig at en pirat, der har forsøgt at dræbe danske soldater, skulle kunne have? Skal han være sikkerhedskonsulent på »Esbern Snare«, eller hvad er det, man forestiller sig? Altså, det bliver jo absurd.

Hvordan kan Socialdemokratiet med deres fornuft i behold egentlig forestille sig, at det er et brugbart scenarie at arbejde med for danske skatteydere, at de skal betale for sådan en mands karrieremuligheder?

Ministeren.

Tak. Socialdemokratiske ministre inden for udlændinge- og integrationsområdet før den her regering og i den her regering har flere gange besvaret spørgsmål om, hvor grotesk lige præcis den her sag jo egentlig er, men også om, hvordan vi også i Danmark jo selvfølgelig er forpligtet af internationale konventioner og til at hjælpe mennesker. Det er jo derfor, vi står i den her situation, og det, jeg skal forholde mig til, er, at en person, som har lovligt ophold i Danmark, har nogle rettigheder. Jeg går ikke ud fra, at spørgeren selv har lyst til at sætte spørgsmålstegn ved de rettigheder, når først man er i landet og har lovligt ophold.

Spørgeren.

Det er jo regeringen, der har fragtet manden til Danmark. Det er regeringen, der har tilbudt ham ydelser og karrieretilbud efterfølgende. Hvordan kan ministeren forsvare, at mennesker med handicap, mennesker, der måske er psykisk sårbare, og ældre, der ikke kan få den behandling, de har brug for på vores plejehjem, skal betale for, at en mand, der har forsøgt at dræbe danske soldater, skal fragtes til Danmark og tilbydes jobtilbud og karriereafklaring i danske jobcentre. Altså, det skriger jo til himlen. Kan I virkelig ikke se det i Socialdemokratiet?

Ministeren.

Det er da heller ikke et drømmescenarie. Det er der jo ikke nogen som helst ministre inden for udlændinge- eller integrationsområdet som har været inde på at det skulle være. Men nogle gange er man jo forpligtet af forskellige konventioner eller forskellige ting, og det er det, jeg bliver nødt til at forholde mig til. I forhold til den her person, der tales om, hvis sag jeg i øvrigt ikke kender til i dybden, er det sådan, at man må sige: Har den her person lovligt ophold i Danmark? Og hvis personen har lovligt ophold, ja, så er det sådan, at man efter servicelovens § 2 har ret til visse ydelser, bl.a. skal der stilles en bolig til rådighed, hvis det er sådan, at man f.eks. er kommet ud af et asylcenter, som jeg kan forstå at den her pirat nu er kommet.

Tak! Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Han har jo ophold her, fordi regeringen har fragtet ham hertil. Hvordan skal danskerne kunne forstå, at piraten Lucky nu tilbydes integrationskontrakt, mens deres egne pårørende, deres egne ældre og deres egne børn ikke kan få den behandling i det danske velfærdssystem, som de har brug for? De penge går nu til en pirat, der har forsøgt at dræbe danske soldater. Altså, hvad bliver det næste? Skal han tilbydes handicapparkeringspladser og måske en personlig assistent? Hvad er det for en virkelighed, Socialdemokratiet arbejder med? Hvorfor er den her mand overhovedet i Danmark, når han har forsøgt at dræbe danske soldater?

Ministeren.

Tilsvarende kunne man jo spørge spørgeren, hvad det er for en virkelighed, spørgeren lever i, hvis det er sådan, at man ikke kan sikre, at folk, der har lovligt ophold i Danmark, rent faktisk har ret til ydelser efter vores servicelov, for så ville loven jo ikke længere gælde for alle med lovligt ophold.

Når det så er sagt, ønsker regeringen selvfølgelig ikke, at kriminelle udlændinge skal have ophold i Danmark, og vi ønsker selvfølgelig også, at man, hvis det bliver muligt at sende vedkommende hjem, gør det.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Tak til hr. Mikkel Bjørn.

Det næste spørgsmål er også til social- og boligministeren og er stillet af fru Mette Thiesen, som nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tusind tak, formand. Vil ministeren sikre, at de nødvendige ændringer og konkrete skridt for at lukke smuthuller bliver gennemført i forældreansvarsloven, så barnets tarv og forældrene reelt bliver beskyttet mod chikane og falske anklager, idet samværschikane effektivt forhindres, således at en forælder ikke kan manipulere sig til forældremyndighed eller bopælsret?

Ministeren.

Den kommende lov og ændring af forældreansvarsloven er jo en udmøntning af en aftale, der blev indgået med alle Folketingets partier i november sidste år. Jeg har den 3. oktober i år som opfølgning på mit seneste møde med ordførerne på området om chikane og forældrefremmedgørelse sendt et tilrettet udkast til et lovforslag, der lige præcis favner de her forskellige synspunkter om, hvordan vi på den ene side i højere grad kan stoppe forældrefremmedgørelse i nogle meget ulykkelige sager i f.eks. Familieretshuset og på den anden side stadig væk sikrer barnets tarv.

Det er jo omdrejningspunktet for det arbejde, der har været, og den aftale, der ligger. Med justeringerne af lovforslaget er konsekvenserne af forældrefremmedgørelse tydeliggjort, men barnets perspektiv er også fremhævet, og jeg synes, at det er vigtigt, at man går på to ben. Lige så vigtigt er det også, at vi har fremhævet alt det arbejde, der skal gøres i Familieretshuset, når de her sager opstår, bl.a. at man skal være opmærksom på dem fra starten; at der sættes tidligt ind; at man går forebyggende ind i familierne og sikrer samværet og overvåget samvær, hvis det er det, der er behov for; og at man får børnesagkyndige eller sagkyndige undersøgelser på banen af forældrenes evne til at være forældre.

Med det vil jeg bare sige, at det er vigtigt, at vi med lovforslaget som grundlag netop også får sat fokus på, hvordan vi kan nedtrappe nogle af de konflikter, der er imellem forældre, så vi undgår de her triste situationer, der ender med, at enten mor eller far taler så grimt om den anden part, at børnene til sidst ikke kan genkende deres egne forældre eller have samvær med dem.

Spørgeren.

Tak for svaret. Ja, det er fuldstændig rigtigt. Vi lavede en aftale om det her. Det var, fordi jeg bragte det op til ministerens forgænger og sagde, at vi simpelt hen er nødt til at gøre noget ved det her problem. Det er ikke noget nyt. Det har jeg gjort i mange år, men nu lykkedes det så endelig at få skrevet det ind i lovgivningen, og det er jeg selvfølgelig rigtig, rigtig glad for.

Men mener ministeren så reelt set også, at den ændring af forældreansvarsloven, som vi sidder med nu, effektivt lukker de huller? Giver man eksempelvis reelt set de effektive retsmidler, der skal til,sådan at vi slår fuldstændig fast, at det har konsekvenser for den person, som holder børnene væk fra den anden, altså laver samværschikane og forældrefremmedgørelse. Er der nogle effektive retsmidler, som gør, at vi ikke ender med igen at skulle sidde og se på sager, hvor der er givet dagbøder eller der slet ikke er nogen som helst konsekvens? Vi kunne eksempelvis se på noget, som jeg selv har foreslået tidligere: Hvis man chikanerer den anden forælder og ikke vil udlevere børnene tilpas mange gange, mister man eksempelvis bopælsretten i forhold til børnene. Det er også i barnets tarv at være hos en forælder, der kan finde ud af at se ud over sin egen næsetip. Det er den ene ting.

Den anden ting er så også, om ministeren mener, at vi også effektivt sikrer, at man laver de her, jeg vil næsten kalde dem psykiatriske vurderinger af nogle af de her forældre. For hvis man, undskyld mit franske, er så forskruet, at man helt oprigtigt mener, at det er okay at holde et barn væk baseret på falske beskyldninger og påstande fra den anden forælder, fordi man selv er forsmået eller på grund af andre ting, jamen, så er det jo noget, der skal opdages langt, langt tidligere.

Mener ministeren, at alle de her ting, som vi jo drøftede i forhandlingerne, og som der står i den aftale, vi lavede, er taget med i det ændringsforslag til forældreansvarsloven, som vi kommer til at behandle her ganske snart?

Ministeren.

Det er jo sådan, at det lovforslag, som er kommet lige præcis ud af den aftale, som er blevet forhandlet sidste år, har været i høring. Høringssvarene peger grundlæggende på, at nogle synes, at vi skulle have strammet langt mere, og at nogle synes, at vi slet ikke skulle have kommet ind på at drøfte forældrefremmedgørelse. Der er jeg meget glad for, at vi har en aftalekreds, der siger, at forældrefremmedgørelse faktisk er så uacceptabelt, at vi nu er klar til at gå ind og ændre loven og sørge for, at det her er noget, man har fokus på i Familieretshuset, når de her sager dukker op fra starten. Så er det sådan, at vi jo også har haft nogle drøftelser, der har gjort, at vi har rettet lovforslaget til, efter at det har været i høring.

Tak. Spørgeren.

Ja, der var nemlig rigtig mange kritiske høringssvar, som netop sagde, at det her ikke ville løse problemet. Jeg håber da også, at ministeren lever op til den aftale, vi har lavet. For ja, forældrefremmedgørelse skal have konsekvenser. Det er ikke noget med, at det måske får konsekvenser, men forældrefremmedgørelse og samværschikane skal have konsekvenser, og det er noget med, at man lever op til den aftaletekst, der er, så vi sikrer, at vi effektivt får gjort op med det her begreb. Vi så senest en fuldstændig grotesk højesteretsdom, hvor en mor simpelt hen ved at chikanere faren til børnene faktisk vandt retten over børnene.

Ministeren.

Den sag var jo lige præcis en sag, der blev ført under den nuværende lovgivning, og nu er vi jo parat til at lave noget ny lovgivning, hvor vi skriver forældrefremmedgørelse ind som noget, som man skal tage højde for i sagsbehandlingen helt fra starten af, når man kigger på de her sager og de ender i Familieretshuset.

Vi kommer også til at sætte fokus på efteruddannelse af medarbejderne. Vi kommer til at lave faglige guidelines, så man kigger på det her. Vi kommer til at bruge flere sagkyndige, når den her aftale bliver udmøntet i praksis. Alle de her forskellige elementer skulle jo gerne være med til at konfliktnedtrappe, så vi ikke ser de her ulykkelige sager, som vi har set.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

I den her aftale var der jo nemlig nogle ret gode elementer, synes jeg selv, netop det her med, at det skal have konsekvenser, og at man skal lave den her mentalvurdering af de forældre og f.eks. se på, om der er nogle andre ting, der gør, at de slet ikke kan vurdere, at det ikke er godt for børnene.

Så er der også det, at hvis den ene part igen og igen påstår, at den anden part har begået vold eller noget andet mod barnet, så laves der øjeblikkeligt overvåget kontaktbevarende samvær, så man ikke ender med at miste sine børn, fordi den anden person bliver ved at lave falske anklager mod en. Mener ministeren, at alt det er inde i lovforslaget?

Det hører vi nu. Ministeren.

Jeg tror faktisk, at vi grundlæggende er ret enige om, at vi skal væk fra det, at konflikter bliver optrappet, til det, at konflikter bliver nedtrappet, sådan at børnene kan få bevaret kontakten til begge deres forældre, se begge forældre og have en relation til dem. For vi ved, det er så vigtigt for børn at bevare kontakten til begge forældre. Og ja, det lovforslag, vi lægger frem, kommer jo til at bevare balancen i forhold til at kigge på barnets tarv. Man skal selvfølgelig ikke udlevere børn til en forælder, der f.eks. har slået dem eller udøvet vold. Men man skal heller ikke bare lade være med at sikre samvær, bare fordi nogen påstår, at det er sket. Det er det, som lovforslaget har til hensigt at gøre op med.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Tak til social- og boligministeren, og tak til fru Mette Thiesen.

Dagens sidste spørgsmål er til skatteministeren af hr. Hans Kristian Skibby, som nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak, hr. formand. Hvad er ministerens holdning til, at en borger fra Greve, der ejer et hus på lejet grund, stilles over for en stigning i den månedlige ydelse fra 7.661 kr. til 62.383 kr., fordi Vurderingsstyrelsen har vurderet grunden til en værdi af 7.486.000 kr. mod en tidligere vurdering på 919.400 kr., og hvor lejeren har en aftale med ejeren af grunden om at skulle betale 10 pct. af grundværdien i årlig leje?

Ministeren.

Tak til hr. Hans Kristian Skibby for spørgsmålet. Som jeg forstår ordføreren, handler spørgsmålet om en sag, hvor en boligejers lejeudgifter står til at stige, fordi hans bolig står på en lejet grund, og hvorhuslejen er knyttet op på en vis procentdel af grundværdien i den offentlige ejendomsvurdering. Det er min forståelse af sagen, at den opstod på baggrund af en udsendelseaf de foreløbige 2022-vurderinger i efteråret 2023.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg sagtens forstår, at man som lejer i den situation, som vi nu drøfter, kan føle sig uretfærdigt behandlet. Selv om jeg som skatteminister ikke kan gå ind i konkrete sager, herunder i private aftaleforhold imellem to parter, noterer jeg mig ud fra det, der har været beskrevet i dagspressen, at sagen nu kører ved domstolene. Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er boligskatten, der er skyld i væsentlig højere udgifter for en udlejer i 2024. Pr. 1. januar 2024 gik vi over til et nyt boligskattesystem. I den forbindelse blev der indført en skatterabat for den enkelte boligejer, og det betyder, at der kan ske en af to ting med boligskatten for 2024. Den kan blive, som den vil være med de gamle regler, eller den kan blive lavere. Dette gælder også, selv om den foreløbige vurdering viser, at ens grundværdi står til at stige væsentligt, og det gælder også, hvis man ejer en grund, som man lejer ud.

Jeg kan som sagt ikke forholde mig til, hvad konkrete parter aftaler, og der kan i konkrete sager være forhold, som gør sig gældende. Men jeg er enig i, at det umiddelbart kan virke urimeligt med store huslejestigninger, hvis de ikke afspejler, at udlejers skatteudgifter er steget. I en situation, hvor udlejer, på trods af at vedkommende ikke har fået en større skatteregning, vælger at opretholde et aftalevilkår om, at lejen udregnes på baggrund af grundværdien, må det være op til parterne at vurdere, hvorvidt det aftalevilkår er rimeligt. I sidste ende er det op til domstolene.

Spørgeren.

Tak til den nye skatteminister. Jeg er helt med på, at det kan være vanskeligt for en skatteminister at svare på konkrete spørgsmål i konkrete sager. Det har jeg sådan set også en rimelig forståelse for. Men omvendt vil jeg sige, at det jo godt nok er ved at være et år siden – ja, det er ikke et år siden endnu, men det er da snart tæt på – at jeg indkaldte til det første samråd med skatteministerens forgænger, altså den forrige skatteminister, om nøjagtig den samme sag.

Med andre ord har vi egentlig fra oppositionens side forsøgt at rejse de her politiske problematikker gentagne gange over for den nuværende regerings skatteministre. Jeg er helt med på, at det ikke er den nuværende skatteminister, som er skyld i miseren. Jeg siger heller ikke, at det er skatteministerens skyld, at vi har en elendig, fejlslagen ejendomsvurderingslovgivning i Danmark baseret på et elendigt it-system, som har kostet milliarder af overflødige kroner. Men det ændrer ikke på den uomtvistelige kendsgerning, at vi står med nogle problematikker, som går ud over danske borgere.

Det er også det, der er årsagen til, at jeg har stillet det her spørgsmål her i salen, velvidende at ministeren henholder sig til, at man ikke kan svare i forhold til sager, der kører. Men det er jo, fordi den ejendomsvurderingslov og de it-systemer, som er finansieret via departementet og finanslove og alle mulige andre ting, jo er det, der giver den enkelte borger de her vanvittig absurde ejendomsregninger på borgerens lejede grund.

En familie i Greve skal lige pludselig betale 748.000 kr. for at leje en parcelhusgrund om året. Det er næsten 800.000 kr. Og nu har det så stået på i noget, der nærmer sig et år, og det har jo nogle utrolig store konsekvenser for de her få. Jeg ved godt, at ministeren har sagt, at det måske kun er ti familier, der er i samme situation, men det ændrer jo ikke på, at det er ti for mange, og der vil jeg gerne have ministeren til at gå lidt mere ind i brechen og se på, hvad man konkret skal gøre for at løse de her enkeltstående grove tilfælde.

Ministeren.

Først og fremmest tak for den rabat, hr. Hans Kristian Skibby giver mig som ny minister, og for, athan på den måde ikke tilskriver mig alle de problemer, hr. Hans Kristian Skibby mener der måtte være med systemet. Men jeg vil også sige, at jeg synes, der er nogle nuancer, der forsvinder undervejs. For det er jo sådan, at årsagen til, at der er nogle få eksempler som dem, der er beskrevet i dagspressen, hvor en boligejer ender med at få en stor ekstraregning i husleje, ikke har noget med skattevæsenet at gøre som sådan. Det er et aftaleforhold mellem to parter, hvor en udlejer vælger at sætte huslejen meget op. Det er altså ikke noget, skattemyndighederne har været årsag til.

Der stopper enigheden så nok også. For det anerkender jeg simpelt hen ikke. Det er altså ikke rigtigt, hvad ministeren siger. Vurderingsstyrelsen er under skatteministerens ressortområde. Det håber jeg at ministeren kan acceptere. Det er altså Vurderingsstyrelsen, der over natten har ændret en grundværdi fra 919.000 kr. og så op til de her 7,5 mio. kr. Det skete over natten. Der var en dag, hvor man fik at vide: Nu kan du gå ind på din side på skat.dk, og så kan du taste din ejendom ind og læse, hvad din vurdering er. Lige siden har det jo været et problem.

Ministeren.

Netop for at undgå, at den slags ændrede vurderinger skulle føre til alvorlig forhøjede skattebetalinger, indførte man jo en skatterabat. Hvis man ser en ejendom, der stiger fra 900.000 kr. i vurdering til 7,5 mio. kr. i vurdering, hvor meget vil den så stige i grundskyld? Der er svaret en månedlig huslejestigning på cirka 40 kr.

Der er en grund til, at det forholder sig sådan. I en kommune, hvor grundskyldssatsen i 2023 var 17 promille, udgjorde grundskylden cirka 15.500 kr. med en grundvurdering i det gamle system på 900.000 kr. Jeg skal nok runde af hurtigt. Bundlinjen er bare, at man som boligejer på grund af skatterabatten, selv om vurderingen stiger til 7,5 mio. kr. for grunden, ender med en regning, der reelt kun er på cirka 40 kr. Derfor er det et aftaleforhold mellem de to parter, der er det relevante her.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Skatteministeren må have mig undskyldt. Vi kunne lige så godt begynde at spille Matador. Det er virkeligheden, vi er ude i nu, hr. skatteminister. Der er en borger, der nu kører retssager og bliver truet. Der er rejst civile søgsmål imod ham og hans familie. Det skyldes altså, undskyld mig, ene og alene en fejlagtig ejendomsvurderingslov. Det er jo Vurderingsstyrelsen, som over natten har øget vurderingen af den pågældende grundværdi til 7,5 mio. kr. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Det er altså sandheden.

Ministeren.

Det er rigtigt, at vurderingen af ejendommenkan være steget markant. Det var derfor, jeg nævnte eksemplet før, hvor man har en vurdering, der stiger fra 900.000 kr. til 7,5 mio. kr. Når vi har indført den her skatterabat, er det jo netop, for at man ikke får et meget voldsomt skattesmæk.

Derfor er det jo også sådan, at den udlejer, der måtte være, af en grund, jo kan vælge at sige, at vedkommende sådan set ikke har fået nogen højere udgift til at betale skat for og derfor heller ikke med nogen rimelighed måske kan vælte den udgift, der reelt ikke eksisterer, over på den lejer, man har. Det er derfor, at vi er nået frem til, at den reelle stigning vil være 40 kr. om måneden og altså slet ikke de her eksorbitante beløb.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til skatteministeren, og tak til hr. Hans Kristian Skibby.

Hermed er spørgetiden afsluttet.

(Talen er under udarbejdelse)