Tak for det. Lad mig lige starte med konklusionen først: Regeringen opfordrer til, at forslaget afvises. Når det er sagt, vil jeg dog gerne sige, at jeg ikke er uenig i forslagsstillernes grundlæggende pointe. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, hvis Danmark og danske skatteborgere udbetaler økonomisk støtte til udviklingslande, der samtidig nægter at tilbagetage egne borgere. Derfor er det også regeringens politik, at Danmark i udgangspunktet ikke giver langsigtet udviklingsbistand til stater, der nægter at tage imod egne statsborgere. Det princip står i vores nuværende udviklingspolitiske strategi »Fælles om Verden«, som i øvrigt er baseret på en bred politisk aftale indgået her blandt folketingsmedlemmer tilbage i 2021, og som er en strategi, der løber indtil udgangen af juni i år, og som aktuelt jo er under revurdering.
Regeringens politik hviler således på det, der også er forslagsstillernes grundlæggende pointe, nemlig at der skal være sammenhæng i tingene, og at de lande, vi med skatteborgernes penge hjælper, også som udgangspunkt skal leve op til pligten til at tage egne statsborgere tilbage. Når vi støtter, skal vi også kunne forvente en velvillighed til samarbejde om fælles problemstillinger. Derfor vil jeg også gerne gentage det svar, som jeg selv og udlændinge- og integrationsministeren flere gange har givet til forskellige udvalg i Folketinget: Der er ikke tredjelande, der modtager langsigtet udviklingsbistand fra Danmark, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere.
Samtidig er der sideløbende hensyn at tilgodese, når Danmark arbejder med sine udenrigspolitiske værktøjer, og når vi vægter, hvordan udviklingsbistanden skal udmøntes og ikke udmøntes. Vi lever, og det tror jeg vi alle sammen har fået syn for sagen på her den seneste tid, i en turbulent tid, hvor vi oplever voldsomme ændringer på den udenrigspolitiske scene. De seneste uger er jo et eklatant eksempel på det. Citatet om, at der er årtier, hvor der ikke er sket noget, og uger, hvor der er sket lige så meget som i årtier, er et af de citater, der med stor forståelighed bliver brugt flittigt i disse dage. I en sådan kontekst er der behov for, at Danmark bevarer og udbygger relationerne til andre lande, også til lande i Afrika og Mellemøsten, hvortil vi giver udviklingsbistand og der samtidig er personer, vi ønsker at hjemsende.
Dermed er det ikke sagt, at ikke stiller krav, for det skal vi gøre, og det gør vi, og som jeg sagde i min indledning, har vi et fortsat fokus på staters pligt til at tage egne borgere, og netop samarbejdet om tilbagetagelse af egne statsborgere udgør et af flere principper for den samlede danske udviklingsbistand. Men vi skal jo samtidig handle under hensyntagen til, at vores forhold og relationer til andre lande er vores vigtigste valuta i en tiltagende usikker tid, og det er bl.a. de betragtninger, der ligger bag regeringens nye Afrikastrategi.
Hvad angår forslaget om at indsætte et, må jeg forstå, ufravigeligt krav om tilbagetagelse af egne statsborgere i alle udviklingsaftaler med lande, der modtager udviklingsbistand, er vi underlagt nogle rammer for, hvordan man udmønter bistand. Et krav om tilbagetagelse af egne statsborgere i udviklingsaftaler med lande, der modtager udviklingsbistand, vil stride mod grundlæggende retningslinjer fra OECD om opgørelse af udviklingsbistand og kan derfor ikke indgå i udviklingsaftaler. Det betyder ikke, at vi ikke har mulighed for bruge deres bistand som løftestang i politiske dialoger med vores partnerlande om migration og hjemsendelse. Det er anerkendt i OECD's retningslinjer, at udviklingsprogrammer kan understøtte bredere migrationssamarbejde med modtagende lande og herigennem også bidrage til mere samarbejdsvillighed på tilbagetagelsesområdet.
Det er i den forbindelse også vigtigt for mig at understrege, at vi har andre værktøjer i værktøjskassen end udviklingsbistanden – værktøjer, der har vist sig virkningsfulde – og hvor vores fokus på stærke og brede partnerskaber med lande i og uden for EU kommer os til gode. Det er således min forståelse, at Danmark, når vi sammenligner os med andre europæiske lande, har opnået ganske gode resultater, når det kommer til hjemsendelse af personer uden lovligt ophold. Danmark havde med udgangen af februar ca. 1.035 verserende udsendelsessager i alt, hvoraf 860 omhandler statsborgere fra lande uden for EU, og ud af dem er ca. 320 afviste asylansøgere.
Og selv om Tyskland selvfølgelig er et noget større land og man derfor ikke bare kan sammenligne uden videre, synes jeg dog alligevel, at tallene kan give en slags mening i konteksten: Cirka 220.000 udrejsepligtige personer er der i Tyskland, heraf cirka 125.000 afviste asylansøgere. Vi har altså 1.035 verserende sager, 860 omhandlende statsborgere uden for EU og 320 afviste asylansøgere. De tal taler deres eget tydelige sprog. Vi har relativt set meget få personer i Danmark uden lovligt ophold, som skal hjemsendes, og det er samtidig mit indtryk, at de relevante myndigheder arbejder hårdt og godt på sammen at bringe det tal endnu længere ned.
Lad mig så afslutningsvis gentage, at vi selvfølgelig fortsat skal have fokus på staters pligt til at tage imod egne borgere, og vi skal fortsat arbejde for, at personer uden lovligt ophold ikke kan forblive i Danmark. Det arbejde tager regeringen på sig, og derfor deler vi sådan set også pointen om, at vi har et ansvar over for danske skatteborgere, når vi bruger deres penge som udviklingsbistand. Det er derfor også regeringens klare ambition at fastholde princippet om, at Danmark i udgangspunktet ikke giver langsigtet udviklingsbistand til stater, der nægter at tage imod egne statsborgere, i den kommende udviklingspolitiske strategi. På baggrund af alt, hvad jeg har fremført, kan jeg altså vende tilbage til det, jeg egentlig startede med at konkludere, nemlig at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.