Tak for det, formand. Også tak til både SF og Enhedslisten for, at vi står her i dag med et beslutningsforslag, som grundlæggende handler om at passe bedre på dem, der er i vores tjeneste i de jobs, hvor det er mest farligt at være. Det er noget, jeg som beskæftigelsesminister er meget optaget af. Altså, først og sidst vil jeg ønske, at ingen bliver syge af at gå på arbejde, og det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for. Men når vi alligevel oplever, at der er mennesker, der udsættes for vold, traumatiske hændelser, når de er på job, skal vi have en samtale om, hvordan vi er der bedst muligt for dem. Det er jeg meget interesseret i hvordan vi bliver bedre til. Det berører mig meget, når der er mennesker inden for nogle af de her faggrupper, der rammes, og det spænder jo bredt, hvis man kigger ud over, hvem der oftest rammes af ptsd. Vi taler tit om vores veteraner, men forslagene i dag går jo i virkeligheden bredere og også på, at vi kigger ind i politi, brandfolk, specialpædagoger, men også en række andre.
Der er ingen tvivl om, at de spiller en ret central rolle i vores samfund, og uden deres indsats ville vi mangle en grundlæggende tryghed og stabilitet og mange andre ting, altså hvis ikke de gik på arbejde. Så fordi mennesker ikke skal blive syge af at gå på arbejde, og når de alligevel gør det, skal vi passe på dem, og fordi vi her taler om mennesker i højrisikojob, som vi nødig vil undvære, har vi også som samfund et ansvar for at passe godt på dem. Samtidig har vi også, især i vores arbejdsmiljødrøftelser i arbejdsmiljøforligskredsen, været opmærksomme på igennem en periode, at vi ser de her tal gå i den forkerte retning. Vi ser en stigning i anmeldelser af vold og trusler på arbejdspladsen, vi ser en stigning i anmeldelser af arbejdsskadesager, f.eks. på grund af chok som følge af aggression og trusler mod mennesker, og det bekymrer mig virkelig meget. Derfor er hele det fokus, der også ligger i arbejder her med forebyggelse, også helt centralt. Der er mange arbejdspladser, der allerede gør meget, allerede har et fokus på at forebygge vold, og det glæder mig, men jeg tror, at vi kan gøre endnu mere. Hvis skaden så alligevel sker, er det vigtigt, at ens arbejdsgiver er klar, at det omkringliggende samfund gør, hvad der skal gøres for at hjælpe dem, der bliver ramt.
Hvis vi taler ptsd, handler det jo ikke kun om det menneske, der går på arbejde og bliver syg, det handler også om familien rundtom, det kan have nogle ret alvorlige konsekvenser, både i forhold til om man kan fastholde ens arbejde, men jo også relationerne i ens liv og i forhold til ens pårørende. Derfor er jeg oprigtig glad for, at vi deler en ambition her om at blive bedre. Vi har i regeringen, også bredt set, også tidligere erklæret, at her ville vi gerne gøre det mere. Vi deler ambitionen om at forbedre støtten til vores offentligt ansatte med ptsd. Vi har også rykket på veteranområdet og har også tidligere tilkendegivet, at det også er relevant at have en diskussion om, hvilken hjælp der er til andre faggrupper.
Jeg har også taget initiativ til at mødes med nogle af dem, det handler om, og blive klogere på, hvad det faktisk er, man oplever, hvad det er for en hjælp, der efterspørges. Det vil jeg gøre mere af, men det er også tydeligt for mig, at når jeg ikke kan stå her i dag og være fuldstændig klar på, hvem de her højrisikogrupper er, når jeg ikke kan stå her i dag og være fuldstændig klar på, hvad det er, vi allerede har i spil, som virker, og som vi skal udbrede, så er der brug for, at vi også bliver klogere i den her proces, og der er brug for, at vi også lige kommer et spadestik dybere, så vi ved, at vi rammer rigtigt med den her indsats. Derfor er regeringen også i gang med at se på, hvordan vi kan også starte et analysearbejde om ptsd, sådan at vi som samfund i større omfang hjælper de her faggrupper, der er i risiko for at blive ramt af ptsd som følge af deres arbejde. Det handler som sagt både om, hvem der er i højest risiko for det, så vi rammer rigtigt, men det gælder også om at se på, hvad der allerede bliver gjort, og dermed også hvad det er, der skal bygges ovenpå – det er forskelligt, hvad de forskellige faggrupper får af hjælp i dag – og hvordan vi kan lære af det, der virker. Vi kan se, at hvis man skal gøre det her rigtigt, er der også noget af det, der handler om at komme hurtigt ind, når ting er sket, men også at opspore der, hvor det ikke er én stor hændelse, men oparbejder sig over tid.
Så der er mange forskellige elementer i det her, og jeg kunne rigtig godt tænke mig, at hvis vi som Folketing går ned ad den her vej og også diskuterer en større indsats, at det så også bliver noget af det, vi kan se virker, som vi kommer til at fokusere på. Derfor vil jeg sige, at regeringen ikke kommer til at stemme grønt til det, vi står med i dag, men jeg står her med en klar tilkendegivelse af, at vi gerne vil snakke videre om det. Jeg har ikke engang kunnet få med på talerstolen i dag, hvad det er for nogle faggrupper, vi skulle vælge ud, og jeg tror, vi er nødt til på en eller anden måde – og det siger jo også meget, at vi ikke har den viden – at komme ned i, hvem det handler om, og hvad der skal til, hvad det er, der virker, og hvordan vi så gør det effektivt, og det gælder både i det forebyggende, og også når skaden er sket.
Vi har jo også igennem noget tid diskuteret, hvordan det er, vi forebygger vold på arbejdspladsen. Det har vi inde i vores seneste arbejdsmiljøaftale, og min forventning er, at de initiativer samlet vil styrke den indsats, vi har, der forebygger vold og traumatiske hændelser på arbejdspladsen, inklusive den handlingsplan mod arbejdsulykker, hvor vold, f.eks. i social- og behandlingspsykiatrien er et af de fire prioriterede områder. Der er også ressourcer til bl.a. en indsats i politi, beredskab og fængsler. Så det er jo ikke, fordi der ikke politisk er taget hul på nogle ting her, men jeg er enig med forslagsstillerne i, at vi kan gøre mere, og at vi også bør gøre mere.
Så jeg vil gerne bare afslutningsvis understrege, at vi skal kunne holde til vores arbejdsliv hele livet, og når man går på arbejde og især for vores samfund, altså i offentligt regi, skal vi også passe på dem, der løfter de her vigtige samfundsopgaver hver eneste dag. Derfor ser jeg frem til, at vi drøfter det her videre, og jeg er glad for, at vi havde mulighed for og får mulighed for at drøfte det i dag. Tak for ordet.