Allerførst vil jeg gerne starte med at takke forslagsstillerne for at sætte fokus på et meget vigtigt emne, som også ligger mig og regeringen på sinde: Hvordan sikrer vi den størst og bedst mulige støtte til børn og unge, som er vokset op i et hjem med vold? Beslutningsforslaget pålægger regeringen at udarbejde en national handlingsplan for børn af partnervoldsofres rettigheder inden udgangen af indeværende folketingsår. Formålet med forslaget er at undersøge behovet og mulighederne for at tildele børn af partnervoldsofre selvstændige rettigheder.
Lad mig allerførst slå fast, at der ikke skal være nogen tvivl om, at både jeg og regeringen mener, at børn, der har været vidne til partnervold, skal have den hjælp og støtte, som de har brug for. Det gælder, uanset om der været tale om fysisk eller psykisk vold, for det sætter dybe spor i et barn at være vidne til vold, og det har vi som samfund et ansvar for at tage hånd om.
Det er ikke altid klart, hvad det er, der udløser volden. Det er de færreste mennesker, der vågner op om morgenen med en intention om at gøre deres partner eller deres børn ondt. Derudover er børn heller ikke ens, og det kan være forskelligt, hvilken støtte der er den rette, hvis man har set sin mor eller far blive udsat for vold. Regeringen tager både partnervold og vold mod børn meget alvorligt og har allerede iværksat en række tiltag, som skal hjælpe os med at bekæmpe både partnervold og vold mod børn, og det skal jeg nok uddybe.
Men først vil jeg lige sige et par ting om de eksisterende regler på området. Det fremgår af beslutningsforslaget, at en handlingsplan bør fokusere på rettighederne for de børn, der følger med mor eller far på et krisecenter eller et herberg. Først og fremmest vil jeg tydeliggøre, at børn og unge under 18 år ikke bør opholde sig på boformer efter servicelovens § 110, altså herberger, men i stedet tilbydes andre egnede tilbud. Mit ministerie er dog bekendt med individuelt tilpassede tilbud efter § 110 til eksempelvis enlige og familier med børn som f.eks. natherberger for kvinder. I disse tilfælde er der tale om pladser til en skærpet målgruppe, der således ikke omfatter personer med alkohol- eller stofmisbrug eller personer, som adfærdsmæssigt ikke egner sig til at bo sammen med børn.
I forhold til krisecentre fremgår det tydeligt af lovgivningen, at personer i målgruppen for krisecentre kan være ledsaget af børn. Ja, det ved vi de er. Det betyder, at opholdet og indsatsen under opholdet således også omfatter de medfølgende børn, og det betyder også, at det barn, der følger med sin forælder på krisecentre, har ret til beskyttelse, omsorg og støtte i medfør af forælderens ophold. De omkostninger, der måtte være i den forbindelse, skal indregnes i den takst, der beregnes og opkræves for ophold i tilbuddet.
Børn, der følger forældre på krisecentre, har også en selvstændig ret til psykologhjælp. Psykologbehandlingen skal have et omfang på mindst 4 timer og kan forlænges op til 10 timer afhængigt af barnets behov. Regeringen har som led i handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab sikret, at barnets psykologbehandling nu kan iværksættes med kun en forælders samtykke ved fælles forældremyndighed. Det er en rigtig vigtig ændring, da det betyder, at man ikke længere er afhængig af en eventuel voldsudøvers samtykke for at kunne iværksætte psykologbehandling for barnet.
Dertil har vi desuden et regelsæt, der tager højde for, at der skal tages højde for alle børn og unge, som har brug for støtte. Det gælder også børn, som har været vidne til vold i hjemmet. Vi har en lovgivning, der forpligter kommunerne til at iværksætte den nødvendige støtte til børn og unge og deres familier, og det gælder, uanset hvad årsagen er. Dermed har børn, der har været vidne til vold, en klar ret til at få hjælp, og det gælder, uanset om barnet har været med en forælder på krisecenter eller ej. Hvilken hjælp der gives til det konkrete barn og eventuelt familien som helhed, skal være baseret på en konkret socialfaglig vurdering, for som jeg nævnte før, er børn forskellige, og dermed kan deres behov for støtte også være forskellige. Dertil kan sagerne også være vidt forskellige, og derfor skal der være mulighed for kunne tage højde for både kompleksiteten i sagen og barnets perspektiv, når der tages stilling til, hvilken hjælp det er, der er behov for.
I tillæg til ovenstående vil jeg også kommentere på den anviste finansiering af forslaget. Udarbejdelsen af handlingsplanen foreslås finansieret inden for Social- og Boligstyrelsens eksisterende ramme, og for mig at se er det det samme som ikke at anvise finansiering til et forslag, særlig når der ikke peges på, hvilke opgaver der i så fald ikke skal løses af ministeriet. For det betyder jo alt andet lige, at der må være nogle andre målgrupper og lovforslag eller undersøgelsestiltag på socialområdet, som skal nedprioriteres, så det mener jeg mere generelt er en uholdbar tilgang til at understøtte sit forslag, og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor Enhedslisten ikke valgte at rejse forslaget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, hvis man havde et ønske om at sikre de fornødne midler til en handlingsplan.
Når alt dette er sagt, oplever alt for mange børn vold i hjemmet. Derfor mener jeg også ligesom forslagsstillerne, at det er nødvendigt at se på behovet for at finde nye løsninger til at sikre, at færre børn bliver vidner til eller udsættes for vold.
Derfor har jeg på baggrund af »Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2024-2027«, også kendt som SSA, nedsat en arbejdsgruppe om vold mod børn. I arbejdsgruppen sidder af en række relevante interessenter på området, som har fået til opgave at pege på anbefalinger til, hvordan vi forebygger, opsporer og behandler vold mod børn. Arbejdsgruppen skal forsøge at pege på løsninger; løsninger som efterfølgende kan bruges i politiske drøftelser, så vi har noget konkret og stå på, i forhold til hvad der er et fornuftigt næste skridt.
Det er også et formål, at arbejdsgruppen sikrer, at mange forskellige typer af organisationer taler sammen og sætter fælles retning for området, hvilket jeg også mener er et rigtig vigtigt arbejde at sikre. Arbejdsgruppen forventes at afrapportere her medio 2025.
Derudover blev det som en del af aftalen om bandepakke IV, som hedder »Trygge nabolag i hele Danmark«, desuden besluttet at nedsætte en kriminalitetsforebyggelseskommission. Aftalepartierne blev i den forbindelse enige om, at en del af kommissionens arbejde skal være at se på tiltag til at sikre, at der gribes ind over for vold og overgreb i hjemmet, og at der sker anmeldelse til politiet, hvilket jo ofte også er en forudsætning for at kunne yde rette hjælp på rette sted.
Afslutningsvis håber jeg, at mit budskab er gået klart igennem. Vi skal som regering og samfund gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at børn og unge, der har oplevet vold i hjemmet, får den støtte, de har brug for, men vi skal gøre det klogt uden at blive forhastede. Det skal gøres med respekt for kompleksiteten i problemstillingen, som jeg nævnte i begyndelsen af min tale. I nogle tilfælde skal der være tid til at finde de gode løsninger, før vi træffer beslutninger om endnu flere initiativer på området. Vi skal også tilsikre, at det sker et tilstrækkelig oplyst grundlag, og at de rette eksperter og aktører er blevet inddraget.
Derfor ser jeg frem til at læse de anbefalinger, som den arbejdsgruppe om vold mod børn, som er nedsat, snart kommer med; ikke mindst ser jeg frem til drøftelser, vi skal have på den baggrund. For problemet er komplekst og kræver holdbare og virksomme løsninger. På den baggrund kan regeringen altså ikke støtte beslutningsforslaget.