Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Da vi i Socialdemokratiet foreslog og gennemførte Arnepensionen, gjorde vi det for at mindske uligheden og uretfærdigheden i Danmark. Også i forhold til dem med de hårdeste fysiske job var det vores opfattelse, at de skulle have bedre mulighed for og bedre fysik til at hygge sig med børnebørnene i deres otium. Nu tager vi næste skridt i kampen mod sociale uretfærdigheder. Socialdemokratiet støtter velfærdsforliget. Vi tager ansvar for at betale den regning, der følger med, når man som os har store ambitioner for velfærdssamfundet. Den position forlader vi ikke. Men vi kan se, at der økonomisk er plads til et mere retfærdigt pensionssystem i Danmark. Det er opgaven nu.

Da vi i Socialdemokratiet foreslog Arnepensionen, var der mange borgerlige politikere, der rystede på hovedet. Er der overhovedet et problem? blev der spurgt, og det blev påstået, at det var umuligt at finde en løsning for de nedslidte. Den samme kritik lyder nu, og ja, det bliver sikkert bøvlet, men så er det jo godt, at det er os, der skal gøre det. Jeg er helt på det rene med, at man kan have forskellige holdninger til pensionssystemet, men det nærmer sig det absurde, når Liberal Alliance og Radikale påstår, at der ikke findes urimeligheder i det nuværende pensionssystem, som hr. Ole Birk Olesen gjorde i Berlingske den 21. august, og her citerer jeg:

»Tallene viser jo, at Mette Frederiksens fortælling simpelthen ikke er sand. Hun opfinder problemer ud af den blå luft for at gøre sig attraktiv for bestemte vælgergrupper.«

Og fru Samira Nawa fra De Radikale udtaler i samme artikel, at »statsministeren mangler at pege på, hvad det er for et problem, der skal løses.«

Jeg har efter små 10 år i Folketinget den allerstørste respekt for holdningsforskelle, men i forhold til ulighed og uretfærdighed på pensionsområdet er det simpelt hen ikke et spørgsmål om holdninger. Hvis du er mand og har folkeskolen som din højeste uddannelse, kan du som 30-årig forvente at leve, til du er 76 år gammel. En akademiker som mig selv kan forvente en omkring 8 år længere levetid. Næsten 20 pct. af det her lands akademikere ville, hvis de ønskede det, have råd til at pensionere sig selv for egne midler 5 år før pensionsalderen. For gruppen af ufaglærte med grundskolen som deres højeste uddannelse gælder det for omtrent hver 20., og jeg kunne blive ved med de her eksempler. Uligheden findes, og det er hævet over enhver tvivl – eller hævet over enhver holdning, om man så må sige.

Når Radikale og Liberal Alliance påstår, Socialdemokratiet opfinder problemer, så henviser man til Pensionskommissionens tal. Hvad LA og Radikale glemmer at oplyse, er, at kommissionen jo ikke alene kigger på almindelige pensionsår, men også medregner førtidspension, og da ufaglærte og faglærte har langt hårdere fysiske job, ender de også langt oftere på førtidspension end akademikere. Derfor ligner det, at ufaglærte og akademikere har lige lang tid til at nyde deres otium, men det har de ikke. Faktisk fremgår det af den samme Pensionskommissions tal, at omkring en fjerdedel af den samlede pensionisttilværelse for en ufaglært er på førtidspension. For en akademiker er det omkring 3 pct. Det vidner om, at der er tale om markant forskellige seniorliv på tværs af de grupper, og det giver simpelt hen ikke nogen mening ude i den virkelige verden at sammenligne livet som almindelig pensionist med livet som førtidspensionist. Det er vel at mærke mennesker, der har både lægers og myndigheders ord for, at de er for syge til at gå på arbejde.

Man kan også understrege absurditeten fra Radikale Venstre og Liberal Alliance med et lille eksempel, hvor vi har to forskellige grupper. I den ene gruppe har vi tre akademikere, der alle får 10 år på almindelig folkepension. I den anden gruppe har vi tre ufaglærte, hvoraf de to dør, den dag de skal på folkepension, og altså får 0 år på folkepension, og den tredje gruppe får 30 år på førtidspension inden døden. Ifølge den opgørelse, som Liberal Alliance og Radikale betjener sig af, er der ikke nogen forskel eller uretfærdighed mellem de to grupper; de får jo lige mange år på pension.

Men i realiteten findes der jo ikke nogen danskere, der ikke kan se, at uretfærdigheden, uligheden mellem de to grupper er massiv. Uligheden findes. Det er årsagen til, at vi i Socialdemokratiet ønsker et mere retfærdigt pensionssystem.

For første gang siden anden verdenskrig, i 50 år, har vi kurs mod 3 sammenhængende år med en arbejdsløshed på under 3 pct. Antallet af kontanthjælpsmodtagere er aldrig målt lavere. Beskæftigelsen blandt ikkevestlige indvandrere har aldrig været højere. Selv hvis man samlede alle langtidsledige i det her land i Royal Arena eller på Odense Stadion, ville der stadig være pladser til overs. Det er altså på trods af coronakrise, krig, energikrise og stigende priser. Det er helt, helt historisk ekstraordinært, og det er ikke noget tilfælde. Det er også en direkte konsekvens af krisepolitik og politiske valg.

Traditionelt, når vi her på Christiansborg diskuterer ulighed eller socialpolitik, er der meget ofte fokus på Ginikoefficienter, på overførsler eller på særlige indsatser. Det er naturligvis alle sammen meget, meget vigtige diskussioner. Men mit bud er, at der næppe findes noget socialpolitisk tiltag, der har gjort så stor en politisk social forskel eller skabt en større grad af lige muligheder end de sidste års historisk stærke beskæftigelse, hvor tusindvis af mennesker er blevet løftet udefra og ind i det arbejdende fællesskab. Jeg tror, det er helt og fuldstændig afgørende for integrationen, at både Anna og Ahmed oplever, at far og mor går på arbejde, og det er helt afgørende, at både Ahmed og Anna selv kan få et fritidsjob.

I Socialdemokratiet mener vi, at kontanthjælp er en grundsten i vores sociale sikkerhedsnet, men overførsler kan aldrig give den samme stolthed, samhørighed og oplevelse af fællesskab, som et arbejde kan. Vi kan afsætte milliarder af kroner til både forebyggelse og sundhed, og det mener jeg at vi skal, men vi kommer aldrig den sociale og sundhedsmæssige forskel, som findes mellem dem, der er på arbejdsmarkedet, dem, der er langvarigt står udenfor, helt til livs. Der er få politiske resultater, der gør mig mere stolt end tanken om den kolossalt positive sociale betydning de sidste års stærke beskæftigelse har haft for danskere, særlig danskere, der tidligere har stået uden for det arbejdende fællesskab.

SVM-regeringen er, som statsministeren har sagt, en mærkelig regering. Det kan være svært at vænne sig til, at gamle hovedfjender i politik pludselig fremlægger politik sammen. Omvendt tror jeg, at særlig i disse år med så meget splittelse verden over er SVM den bedste regering for Danmark. Vi investerer i velfærd, samtidig med at vi forbedrer erhvervslivets vilkår. Vi reformerer og styrker sundhedsvæsenet, uddannelserne og ældreplejen. Vi fører en økonomisk politik, der sikrer fuld beskæftigelse, og som samtidig med det har fået bugt med inflationen og de stigende priser. Der er med andre ord mange grunde til at holde af en mærkelig regering.

Men måske er den vigtigste grund til at holde af en mærkelig regering, når det kommer til stykket, i virkeligheden den grønne trepart. I årevis har skiftende regeringers politik betydet en zigzagkurs på miljø- og landbrugsområdet. Det har været elendigt for landbruget, fordi skiftende rammebetingelser jo er en kæmpe sten i vejen for de grønne investeringer, som er nødvendige for vores landbrug. Det har været en katastrofe for vores vandmiljø, som flere steder er helt dødt, og det har udgjort en barriere for den klimaomstilling, som landbruget selvfølgelig også skal igennem.

I New Zealand forsøgte den socialdemokratiske premierminister, Jacinda Ardern, at indføre en CO2-afgift i landbruget. Den afgift blev stoppet af en blå regering. I Danmark bliver vi det første land i verden, der indfører en klimaafgift i landbruget, der på den ene side sikrer en bæredygtig produktion og på den anden side sikrer en konkurrencedygtig produktion. Vi gør det ikke alene bredt i Folketinget, vi gør det sammen med landbruget og sammen med Danmarks Naturfredningsforening og sammen med arbejdsmarkedets parter.

Jeg mener, at den arbejdsform siger ganske meget om Danmark, men den siger også ganske meget om, hvad man kan, når man har en bred regering i det her land.

Så vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne læse en vedtagelsestekst op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at økonomien er sund, og at beskæftigelsen er rekordhøj. Det har muliggjort det største løft af kommunernes og regionernes økonomi i mere end 15 år, som vil betyde mere nær velfærd.

Regeringen har sammen med partier i Folketinget styrket erhvervslivet, øget kvalitet og frisættelse af både folkeskole og ældrepleje samt fremrykket investeringerne i forsvaret.

Danmark er et foregangsland i den grønne omstilling med den grønne trepart.

Folketinget konstaterer, at der med treparten sættes fart på den grønne omstilling af dansk landbrug og en massiv omlægning af det danske areal.

Folketinget er optaget af, at vi i den kommende tid rykker sundhedsvæsenet tættere på borgerne og mindsker ulighed i sundhed, fremtidssikrer ungdomsuddannelserne og fokuserer på det familiepolitiske. Og så skal værdigheden fylde mere i socialpolitikken.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser.

Vi skal nu i gang med de korte bemærkninger og lige for at kridte banen op er det således, at spørgeren får 1 minut og ordføreren får 1 minut til at svare, og derefter er der ½ minut til spørgeren og ½ minut til ordføreren. Det betyder så, at vi kan nå ca. 15 spørgere til hver ordfører, hvis man holder tiden, og jeg kan allerede nu oplyse, at vi er vel over de 15, der har bedt om en kort bemærkning til ordføreren. Den første, der får ordet, er fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Statsministeren sagde i sin tale i tirsdags, at regeringen er i gang med en proces, som så skal gå forud for ændringerne i velfærdsforliget. Normalt bryster statsministeren sig jo af at være meget handlekraftig, og det tog også bare ganske få minutter for hende at få nedlagt et helt minkerhverv. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren om, hvad der egentlig er årsagen til, at den her proces skal trækkes i langdrag på den måde, som vi ser. Hvorfor skrider det her arbejde ikke frem? Vi har en statsminister, der har skabt massiv usikkerhed omkring danskernes pensionsalder, og derfor mangler vi ganske enkelt, at regeringen får indkaldt til forhandlinger om det her, så vi kan få skabt den klarhed, som danskerne fortjener.

Ordføreren.

Jeg synes, det er ret fantastisk at opleve, at oppositionen i øjeblikket forsøger at give et indtryk af, at der er enighed på pensionsområdet. Det er jo helt forkert. Vi har forslag fra Enhedslisten om pensionen, som ville slå bunden ud af vores økonomi og gøre det umuligt at finansiere vores sundhedsvæsen i fremtiden. Så har vi Radikale og Liberal Alliance på den anden side, som vil afskaffe både Arnepension og efterløn og lave et angreb på den tryghed, som aldrende danskere ellers oplever i øjeblikket. Så jeg tror bare, man må sige, at den her enighed, som man postulerer, i hvert fald ikke politisk er særlig meget til stede.

Så er jeg også enig, når fru Inger Støjberg siger, at vi har en statsminister, der er handlekraftig. Det er jo statsministeren, der har stået spidsen for en proces, hvad angår Arnepension, og hvad angår lønløft, som i meget høj grad ligner den proces, vi nu skal have i forhold til pensionsalderen. Som bekendt er både lønløftet og Arnepensionen jo en realitet med statsministeren på forsædet. Nu tager vi en diskussion omkring danskernes pensionsalder. Vi skal lave en genforhandling af velfærdsforliget i god tid inden 2030 med det klare sigte – i modsætning til hvad andre partier i Folketinget vil – at sikre, at vi får et pensionssystem, som er mere retfærdigt end det, vi har i dag.

Fru Inger Støjberg.

Altså. Nu er vi vel enige om, at lønløftet gjorde, at der var mange, der troede, at det lige præcis var dem, der skulle have mere i løn. Det var det så ikke. Det var nogle ganske få, der fik mere i løn. Så mere proces er der måske hellere ikke over det. Men når det er sagt, sagde udenrigsministeren jo efter statsministerens tale, at det her skulle på plads, inden man skulle ned at stemme om pensionsalderen. Derfor vil jeg bare lige høre, om Socialdemokratiet er enig med udenrigsministeren i det, udenrigsministeren sagde den anden dag lige efter åbningstalen. Det synes jeg egentlig kunne være spændende at høre.

Ordføreren.

Jeg synes, at man må berømme fru Inger Støjberg for et vist mod ved at tage diskussionen omkring lønløftet op med den socialdemokratiske ordfører. Det er i hvert fald i den grad den socialdemokratiske ordførers hjemmebane. Jeg er super stolt af vores lønløft, super stolt af at sosu-assistenter, pædagoger og sygeplejersker får et lønløft, og jeg mener i øvrigt også, at fru Inger Støjberg tager fejl, når hun taler om, at der skulle være en uenighed bredt på arbejdsmarkedet. Jeg har hørt masser af fagrepræsentanter for grupper, som ikke var med, faktisk tale om rimeligheden i, at netop de ovennævnte grupper fik et løft. Vi synes, det er fornuftigt at lave et pensionssystem, som er mere retfærdigt, og vi vil gerne have, at der er kloge mennesker, der ser på beregningsgrundlaget, før vi tager den drøftelse med Folketinget, som vi i øvrigt ser frem til.

Fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til formanden for de. Jeg vil gerne rose det, at ordføreren tager ulighed i pensioner op i talen. Det er også det, 3F's formand, Henning Overgaard, siger her i morges, hvor han netop konstaterer, at det giver mening at lade Arnepensionen blive ved den alder, den er i dag, når man i 2025 løfter pensionsalderen, og det er jo derfor, den her proces haster. Hvis vi skal løse det, at vi skal gøre Arnepensionen bedre, så skal det ske, inden vi skal stemme i 2025. Min gode ven Claus Jensen fra Dansk Metal sagde jo også forleden, at de må lægge noget frem, så man kan nå frem til en løsning, og det er selvfølgelig tilbagetrækningen og pensionen, formanden refererer til. Jeg kunne ikke være mere enig.

Jeg er også enig med udenrigsministeren, når han siger, at rørt brik må flyttes. Statsministeren sagde så også i sin meget gode åbningstale forleden, at regeringen nu vil se på det. Det synes jeg er en smule tamt, når man selv har åbnet debatten, og vi kunne se i en måling i går, at 70 pct. af danskerne ønsker, at vi skal kigge på det her.

Så vil jeg bare spørge, om Socialdemokratiet er uenig med Dansk Metals formand, Claus Jensen, og i øvrigt også danskerne om, at det her haster.

Ordføreren.

Vi er både enige med udenrigsministeren, når han siger, at rørt brik skal flyttes – for selvfølgelig skal vi finde en løsning – og jeg er sådan set også enig med de faglige repræsentanter, som fru Pia Olsen Dyhr nævner.

I Socialdemokratiet ser vi meget gerne, at man kan lande en aftale eksempelvis på den her side af et valg, men jeg vil også sige, at det afgørende for Socialdemokratiet ikke er, hvornår vi lander en aftale, men at vi forud for drøftelserne står på et solidt fundament, og at vi lander en aftale, som er god for de danske lønmodtagere, og som lever op til de principper, som Socialdemokratiet har skitseret, nemlig at det skal være mere retfærdigt, og at det skal være økonomisk holdbart.

Jeg er meget glad for, at SF har den her optagethed af velfærdsforliget, men man skal jo huske, at SF ikke er med i velfærdsforliget. Så jeg håber, at den her optagethed af det også kan give en så meget lyst til indflydelse og ansvarlighed, at man er klar til at træde ind i velfærdsforliget, sådan at man også tager et ansvar for at finansiere vores sygehuse, vores daginstitutioner og vores velfærdssamfund.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Nu kender jeg hr. Christian Rabjerg Madsen ganske godt og ved også, at man som socialdemokrat også ved, at der er nogle tidspunkter i politik, hvor man kan flytte dagsordenen, og det er selvfølgelig, inden der skal stemmes om, hvorvidt pensionsalderen skal blive 70 år i fremtiden, og det er derfor, det haster, hvis vi skal sikre de ufaglærte, og hvis vi skal sikre nogle af dem, der har de hårdeste liv på vores arbejdsmarked. Dem er jeg optaget af. Jeg er datter af en, der kom på arbejdsmarkedet som 14-årig, så jeg ved godt, at der er forskel på at komme på arbejdsmarkedet som 14 årig og som 30-årig.

Hvorfor slipper Socialdemokraterne den brik, den mulighed for faktisk at flytte den her dagsorden sammen med danskerne, og bare siger, at man stemmer for ligegyldigt hvad, og at vi så må se, hvornår vi nu får gjort noget ved pensionen?

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at vi er enige i, at rørt brik skal flyttes. Vi kommer til at have en genforhandling af velfærdsforliget, og vores udgangspunkt bliver, at aftalerne omkring vores pensionsalder skal være mere retfærdige. Vi har også sagt, at vi lever op til velfærdsforliget, og derfor kommer vi i 2025 til at stemme for en stigning i danskernes pensionsalder til 70 år i 2040. Det handler jo om, at man på den ene side ønsker et mere retfærdigt pensionssystem, men at man samtidig også tager ansvar for velfærdsaftalen, fordi velfærdsaftalen er grundstenen bag og med til at gøre, at vi kan finansiere flere pædagoger, sygehuse og en ordentlig ældrepleje. Sådan er der jo to sider af den her sag. Der er noget ansvarlighed og noget økonomi, og så er der et mere retfærdigt pensionssystem, som vi forhåbentlig sammen kan blive enige om.

Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I alle de år, hvor statsministeren har været statsminister, har der i samtlige taler til åbningsdebatter og afslutningsdebatter været fokus på, at vi skulle bringe bureaukratiet ned. Det er jo en god ting, men når man måler demokrati, i forhold til hvor mange offentligt ansatte der alene arbejder med administration, så er det gået den stik modsatte vej. De sidste 10 år er der sket en stigning på over 20.000 offentligt ansatte, som alene arbejder med administration.

Jeg har jo fornemmet, at Socialdemokratiet i hvert fald påstår, at man gerne vil bringe antallet af statsligt ansatte ned, og man har med den her finanslov sagt, at der skal være 1.000 færre embedsmænd, 1.000 færre ansatte, der arbejder med administration, men når man så ser, at alene i den tid, hvor SVM-regeringen har eksisteret – mindre end 2 år – er der kommet 4.000 ekstra ansatte i staten. Og så rækker det jo som en skrædder et vist sted, at man kun vil fjerne 1.000.

Så jeg er lidt forvirret omkring Socialdemokratiets standpunkt. Ønsker man, at udviklingen med, at der bliver ved med at komme flere og flere offentligt ansatte og bureaukrater, skal fortsætte, eller ønsker man at få sat en stopper for det og få bragt det samlede tal ned?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror, jeg kan bidrage til at bringe klarhed over Socialdemokratiets position. Jeg kan høre på hr. Alex Vanopslagh og LA både nu og de seneste uger, at man er meget oprørt over, at vi har flere offentligt ansatte; man vil gerne have færre offentligt ansatte. Lad det bare være sagt med det samme, at jeg er stolt over vores offentligt ansatte. Vi har fået flere offentligt ansatte, fordi vi vil have en skattekontrol, som er bedre; vi vil have flere soldater, der kan varetage vores sikkerhed; vi vil investere i vores ældrepleje og i vores børnehaver.

Kigger man på, hvor mange offentligt ansatte vi har, er vi nu på vej tilbage til et historisk gennemsnit, som betyder, at vi nu nærmer os det niveau, hvor vi har lige så mange offentligt ansatte pr. danskere, som vi har haft tidligere. Så jeg kommer ikke til at gå ned ad en vej, hvor jeg kritiserer vores offentligt ansatte eller ønsker færre offentligt ansatte – tværtimod. Jeg er stolt af vores offentligt ansatte.

Når det er sagt, er Socialdemokratiet ikke alene optaget af at skære ned på bureaukratiet, vi handler også på det. Derfor har vi først sat meget betydelige milliardmål for bureaukratinedskæringer i kommuner og regioner, og nu tager vi vores egen medicin med 1.000 færre bureaukrater i staten.

Hr. Alex Vanopslagh.

Det er 4.000 ekstra offentligt ansatte under SVM-regeringen, som alene arbejder med administration. I den tid, hvor statsministeren har været statsminister, har det samlet været en stigning på over 10.000. Det er jo gået fuldstændig amok. Nu står den socialdemokratiske ordfører så og siger, at man er så stolt af, at vi har fået flere offentligt ansatte, men der, hvor I slår alle rekorderne, er jo i forhold til bureaukrati, i forhold til offentligt ansatte, der alene arbejder med administration.

Skal man forstå Socialdemokratiets ordfører sådan, at hvis bare man lige fjerner 1.000 ansatte, der alene arbejder med administration, så kan stigningen bare fortsætte i ét væk? Eller ønsker man at bringe det samlede tal ned? Jeg synes ikke, det står klart for mig. Jeg er med på, at man er stolt af, at der er mange offentligt ansatte, men er man også stolt over, at man slår rekord efter rekord i ansatte, der alene arbejder med bureaukrati og administration?

Ordføreren.

Jeg er stolt af, at vi eksempelvis på finanslov efter finanslov har prioriteret, at der skulle være flere ansatte i vores skattevæsen, sådan at vi kan komme sort arbejde og hvidvask til livs. Det tror jeg er helt fuldstændig afgørende. Så har vi også en ambition om – ikke alene en ambition, men noget, vi faktisk handler på – at få nedbragt bureaukratiet.

Det har været en lillebitte smule sjovt at iagttage, at vi har borgerlige partier, som har meget store ambitioner om at nedbringe bureaukrati, men når vi så faktisk handler fra regeringens side og foreslår at gennemføre opgavebortfald, så vi bliver 1.000 færre i bureaukratiet, så er der pludselig ordførere fra en lang række borgerlige partier, som siger: Nej nej, lige præcis de her bureaukrater vil vi gerne passe på. Det siger vist noget om, at det er nemmere at være i opposition, end det er at være i regering.

Fru Mona Juul.

Tak for det, og tak for talen. Jeg havde sådan et lille snak med min far, der midt i sine 50'ere stadig arbejdede som SID-lastbilchauffør. Det havde han gjort det meste af sit liv, og han ønskede at arbejde lidt længere, end han kunne få lov til af sin arbejdsplads. Han begyndte jo først der i 50'erne at spare op til sin pension, hvad mange andre også først begyndte at gøre på det tidspunkt.

Han er selvfølgelig meget berørt af sådan et snak, som vi har herinde, og sådan noget med at rørt brik skal flyttes. Så bliver det lidt træls derhjemme, for så forestiller man sig jo, at politik bare er et spil. Og når man hører statsministeren nævne, at arbejdskraft er den nye valuta, og at vi så alligevel skal have nogle, der arbejder mindre, så bliver man lidt forvirret. Så når nu ordføreren også nævner noget med zigzagkurs, hvad er det så for en zigzagkurs, regeringen egentlig er på, i forhold til pension og i forhold til den velfærd, som man forestiller sig skal være i det her land, når man har arbejdet hele sit liv og selvfølgelig forventer, at der er nogle klare og tydelige rammevilkår?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg kan få øje på nogen zigzagkurs. I modsætning til fru Mona Juuls parti, Konservative, har vi jo ikke været for eksempelvis at afskaffe efterlønnen eller været imod Arnepensionen. Vi har sådan set udbygget mulighederne og rettighederne for personer, som har haft lange og hårde arbejdsliv. Ni ud af ti af dem, der er på Arnepensionen, er ufaglærte og faglærte, så vi er et parti, der udbygger muligheder for de mennesker, som fru Mona Juul taler om, og det er jeg stolt af.

Når vi taler om et mere retfærdigt pensionssystem, er der ikke tale om noget spil. Der er tale om et ønske om at ændre vores pensionssystem, fordi vi ved, at der er nogle, der har haft hårdere arbejdsliv, end jeg eksempelvis har haft som akademikere og politiker. Det er dem, vi ønsker at gøre noget for. Det kommer vi til at gøre. Men det er klart, at det er afgørende, at vi står på et solidt grundlag forud for så vigtige drøftelser. Jeg køber ikke det der med, at vi skaber usikkerhed. Vi kommer til i 2025 at stemme for den ændring af danskernes pensionsalder, som træder igennem i 2040, og så har vi sagt, at vi vil have en genforhandling i god tid, altså forud for at vi skal stemme igen i 2030 om en ændring, der træder i kraft i 2045. Jeg synes, det er helt ansvarligt og en ordentlig tilgang til spørgsmålet.

Fru Mona Juul.

Jeg tror, at man oplever en meget stor zigzagkurs. Jeg tror, man oplever, at man kan få lov til at sige hvad som helst; hvis meningsmålingerne falder, kan man åbenbart finde på nogle ting at sige, som man tror har en eller anden resonans i befolkningen.

Men det, der er vigtigt for mig som politiker og for den danske befolkning, er jo, når man kommer med strøtanker, der er så voldsomme at få at vide, hvordan hænger det så egentlig sammen med den politik, der bliver ført i øvrigt? Hvor skal pengene komme fra? Hvad er det for nogle skatter, der skal stige? Hvilke offentligt ansatte, som ordføreren lige har stået og hyldet, er det, vi skal have færre af? For det er jo en regning, der i så fald skal betales.

Ordføreren.

Jeg kan jo ikke tage fru Mona Juuls opfattelse fra hende, men jeg tror bare, at jeg stilfærdigt vil sige, at jeg egentlig mener, at Socialdemokratiet har meget betydelig troværdighed, når vi taler om et mere retfærdigt pensionssystem. Hvorfor tror jeg, at vi har den troværdighed? Det gør jeg, fordi den proces, vi lægger op til i forhold til at skabe et mere retfærdigt pensionssystem, jo ligner den proces, vi lagde op til forud for Arnepensionen og forud for lønløftet. Og hvordan var det, det gik med Arnepensionen og lønløftet? De blev gennemført. Så jeg vil bare sige, at hvad angår troværdighed, når Socialdemokratiet foreslår noget på pensionsområdet, så er jeg helt rolig ved, at danskerne ved, hvad vi vil, og at de stoler på, at vi får det gennemført. For det plejer vi at gøre.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Vi deler jo i Enhedslisten fuldstændig kritikken af, at vores pensionssystem er dybt uretfærdigt. Vi ser folk med mange penge, som går på tidlig selvbetalt pension, mens den almindelige dansker og specielt dem med de hårde jobs hele tiden skal senere og senere på pension. Det er dybt uretfærdigt.

Det, der bare undrer lidt, er, at Socialdemokraterne ikke vil fortælle, hvordan man vil gøre det her pensionssystem mindre uretfærdigt. Det eneste, vi ved, er, at Socialdemokraterne kommer til at stemme for at hæve pensionsalderen til 70 år næste år; det er noget, som et stort flertal af danskerne øvrigt vender sig imod, og noget, som jo i den grad vil øge uretfærdigheden i pensionssystemet. Alt andet står hen i det uvisse, og det synes jeg på en eller anden måde virker lidt for smart, særlig på et område, som betyder så meget for så mange.

Så mit spørgsmål er egentlig meget enkelt: Vil Socialdemokraterne komme ud af busken og fortælle, hvad det er for et pensionssystem, Socialdemokraterne ønsker, og hvordan det skal gøres mere retfærdigt, før vi måske i foråret, måske i efteråret, vil se Socialdemokraterne gå ned og trykke på knappen og hæve danskernes pensionsalder en gang til?

Ordføreren.

Jeg tror, det er fornuftigt, som vi også har sagt tidligere, at vi forud for drøftelsen får nogle kloge mennesker til at se på beregningsgrundlaget og omstændighederne for at tage den her drøftelse. Men jeg kan selvfølgelig garantere, at Socialdemokratiet, som vi har sagt, i god tid før 2030 kommer til at lægge vores bud frem, i forhold til hvordan vi skaber et mere retfærdigt pensionssystem.

Jeg tror måske også, man kan sige, at når den her debat er en lille smule mere kompliceret for Socialdemokraterne, end den er for hr. Pelle Dragsted, så er det, fordi vi tager ansvar for helheden. Det er da fristende at stå her i dag og sige, at alle danskere skal have en pensionsalder på 68. Jeg tror, det vil give klapsalver mange steder. Men det vil bare også betyde, at vi ikke kan finansiere nye strålekanoner til behandling af kræft, at vi ikke kan finansiere vores børnehaver, og at vi ikke kan finansiere vores ældrepleje.

Socialdemokratiet er jo parti, der tager et samlet ansvar, og jeg kommer ikke til at stå og love noget på pensionsområdet, som jeg ved betyder, at vi ikke i fremtiden kan have høje ambitioner for vores velfærdssamfund. Det er sådan, Socialdemokratiet i bund og grund er. Vi ønsker retfærdige forbedringer for danskerne, som vi gjorde det med Arnepensionen, men det skal foregå på en måde, så dansk økonomi stadig væk kan oppebære verdens bedste velfærdssamfund.

Hr. Pelle Dragsted.

Det er sjovt, at Socialdemokraterne mener, at det eneste, der kan finansiere fremtidens velfærd, er, at danskerne skal arbejde længere og længere. Man har råd til skattelettelser for milliarder til de allerrigeste familier i Danmark. Der er ingen smalle steder. Man har råd til billigere privatfly til eliten. Der er ingen smalle steder. Men når fremtidens velfærd skal finansieres, er det, ved at mennesker, der går på arbejde og knokler fra morgen til aften, skal arbejde flere år. Det er åbenbart Socialdemokraternes politik på det her område.

Jeg fik desværre ikke noget svar på mit spørgsmål. Der er en pensionskommission, som allerede har behandlet det her grundigt. Det var, sidste gang Socialdemokratiet skulle stemme for at hæve pensionsalderen. Der var det det, man ligesom brugte som undskyldning. Hvornår får vi et svar fra Socialdemokraterne på, hvad det er, I egentlig gerne vil med pensionssystemet? Det tror jeg der er rigtig mange danskere der efterspørger.

Ordføreren.

Tre fjerdele, eller 75 pct., af de skattelettelser, som regeringen har vedtaget, går til helt almindeligt hårdtarbejdende danskere. De går til den enlige forsørger, som på grund af stærkt stigende priser de senere år har været presset, når hun eller han er gået ned i supermarkedet for at købe ind. De skattelettelser er jeg stolt af. Det var skattelettelser, som ligner det, som Socialdemokratiet gik til valg på og efterfølgende har implementeret.

Jeg tror bare, man må sige, at vejene skilles her på økonomi. Jeg mener ikke, der er nogen partier i Folketinget, der kan sige, at de er ligeglade med velfærdsforliget og samtidig kan love danskerne et ordentligt velfærdssamfund i fremtiden. Man kan ikke skattefinansiere sig ud af det der på en måde, som er rimelig, og som sikrer ordentlig balance, også i forhold til vores konkurrencekraft og andet. Så man kan ikke bare slå ud med armene og være imod velfærdsforliget, hvis man samtidig vil have ambitioner for vores velfærdssamfund.

Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Jeg kan godt forstå, at hr. Christian Rabjerg Madsen roser sig selv og sit parti for realiseringen af lønløftet. Altså, især den 18-procentslønstigning, som landets ministre har fået de seneste år, er jo dybt, dybt imponerende. Det udstiller jo også, hvad kan man sige, prioriteterne i den her regering, der så i øvrigt også lige har valgt at udvide antallet af ministre til, tror jeg, det højeste antal i mands minde, hvis ikke i danmarkshistorien. Det udstiller jo den her regerings prioriteter.

Hr. Christian Rabjerg Madsen var jo lidt inde på seniorpensionen, og jeg har haft de seneste dage og uger set nogle udsendelser på TV 2 om folk, som vitterlig er hårdt nedslidte, og hvor de får deres læges erklæring på ikke at kunne arbejde osv., men alligevel får afslag. Derfor tror jeg, at vi er ganske mange, som er ærgerlige over det, når hr. Christian Rabjerg Madsen siger, at det ikke er så afgørende, hvornår man kommer med en melding om, hvad det er, der skal ske i forhold til pensionsordningen. Altså, vi ved jo godt, at det dækker over, at det er helt afgørende for Socialdemokratiet ikke at komme med en melding før folketingsvalget, således at diskussionen kan køre helt frem til da og man ikke er bundet af noget som helst.

Men kan hr. Christian Rabjerg Madsen kan godt forstå, at de mange mennesker, der f.eks. får afslag på seniorpension, selv om de ikke kan løfte så meget som en elkedel, faktisk har en forventning om, at Socialdemokratiet har en holdning til det her?

Ordføreren.

Man kan jo i hvert fald konstatere, at regeringen ikke er udvidet nok, til at jeg kan få en ministerpost. Så man kan diskutere, om der er sket nok på det område, men den drøftelse kan man jo tage en anden dag.

Tilbage til det mere seriøse i spørgsmålet, nemlig det med seniorpensionen. Jeg har set de samme udsendelser som hr. Morten Messerschmidt, og jeg må sige, at det i den grad giver grund til eftertanke. Jeg synes, det virkelig er noget, der rører mig dybt, altså at de her mennesker er kommet i den situation. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vores beskæftigelsesminister meget klart har sagt: 1) at der ikke er ændret på reglerne og de politiske rammer for den aftale, der er, og 2) at nu vil man kigge ned i det her for at se på, om der er uhensigtsmæssigheder. Så jeg er glad for spørgsmålet og glad for, at TV 2 har taget de her sager op.

Morten Messerschmidt.

Jeg kan godt forstå, at hr. Christian Rabjerg Madsen føler sig forbigået; især når man ser på, hvem det er, han bliver forbigået af, så er han jo i den grad undervurderet.

Men hvornår kommer der så noget fra Socialdemokratiet? Det her er jo en aftale, vi har lavet i fællesskab. Jeg er selv søn af en struktør, og jeg husker tydeligt, allerede fra da jeg var teenager, at når min far kom hjem, uanset om det så var vinter eller sommer, koldt eller varmt, så var han hårdt fysisk udfordret. Derfor kan jeg sagtens forstå, at de her mennesker sidder med en dyb forundring, og der vil jeg bare igen høre: Hvornår får vi så noget fra Socialdemokratiet? Det er jo Socialdemokratiet, der har åbnet den her debat. Så får vi noget i år eller inden februar, hvor vi skal stemme, eller inden et folketingsvalg? Hvad er perspektivet for de her mennesker?

Ordføreren.

Der er to drøftelser her. Jeg tør ikke sige, hvornår Beskæftigelsesministeriet kan være færdig med at se på de sager, som hr. Morten Messerschmidt løftede i spørgsmålet, og med at se på, hvad årsagen er til, at situationen er sådan. Men jeg er glad for, at beskæftigelsesministeren har sagt, at man vil kigge på de her sager, for jeg er selv påvirket af de samme udsendelser, som hr. Morten Messerschmidt har set.

Hvad angår en mere retfærdig pension, har vi sagt, at det skal ske i god tid før 2030. Det synes jeg er god respekt for, at der skal være tryghed om pensionen. Men vi har samtidig sagt, at det kan være fornuftigt at få kloge mennesker til at se på beregningsgrundlaget og få kloge mennesker til at give os et grundlag for at tage de her vigtige drøftelser, som forhåbentlig skal lede frem til et pensionssystem, som er mere retfærdigt end det, vi har i dag.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg har to spørgsmål. Det første er, om den socialdemokratiske ordfører kan give én god grund til ikke at forhandle en eventuel ændring af velfærdsaftalen inden for det næste år. Det er jo noget, der stiller alle danskerne, som ser frem til deres pension, i en usikker situation. Hvis man vælger den billigste af de ordninger eller tillempninger, som Pensionskommissionen foreslår, vil det koste 29 mia. kr. om året, som vi så ikke kan bruge til at løfte indsatsen for vores børn og unge, vores uddannelser og grøn omstilling. Så vi har jo brug for en afklaring, og er der egentlig nogen god grund til ikke at få den afklaring igennem inden for det næste år?

Så vil Socialdemokratiet jo gerne udstille Radikale Venstre som et rigtig asocialt parti, der ikke kerer sig om de nedslidte. Er det ikke rigtigt, at den her regering ønsker at afskaffe seniorpensionen, som vi lige har hørt om? Det var jo udgangspunktet. Vi var inde at redde den. Og så er det rigtigt, at vi sagde ja. Hvis vi kigger på efterlønnen – og det er det, der er mit spørgsmål til ordføreren – kan han så bekræfte, at ni ud af ti, der går på efterløn, selv angiver, at de ikke føler sig nedslidte, at otte ud af ti, der går på Arnepension, selv angiver, at de ikke føler sig nedslidte, og at langt de fleste i øvrigt vælger den seniorpension, som både er mere generøs og rimelig? Radikale Venstre står vagt om, at alle nedslidte selvfølgelig skal kunne træde fra.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes jo egentlig, jeg har givet en god grund til, hvorfor vi ikke kan forhandle i morgen, nemlig at vi har et ønske om, at kloge mennesker – andre partier har nævnt muligheden for en kommission – skal kigge på det her pensionsområde, sådan at vi står på velfunderet grund, når vi skal tage den her meget vigtige drøftelse.

Så synes jeg også, at man må sige, at det er påfaldende, at der i oppositionen er så stor enighed om, at vi skal forhandle. Det har jeg respekt for. Men man skylder vel lige at nævne, at der i den opposition, som er enige om, at vi skal forhandle, overhovedet ikke er enighed om, hvad vi skal forhandle, eller hvor vi skal nå hen. Radikale går sammen med SF og siger, vi skal forhandle. SF vil gerne have en tidligere pensionsalder. Radikale vil gerne afskaffe efterlønnen, Arnepensionen og ældrechecken. Så det er i hvert fald som minimum en lidt tynd enighed, der er opstået, nemlig om, at vi skal forhandle. Om det politiske og det, der betyder noget, er der kæmpe uenighed. Så jeg tror, det bliver vanskelige forhandlinger, den dag de kommer.

Hr. Martin Lidegaard.

Det er jo netop derfor, vi skal forhandle. Der er uenighed i oppositionen. Det er der ved gud også i regeringen, kan man høre. Der er jo ikke på nogen måde enighed i regeringen om, hvor vi skal hen med det her. Og netop fordi vi er uenige om det her spørgsmål, skylder vi jo danskerne at skabe ro og sikkerhed om, hvad deres fremtidige pensionsvilkår er. Vi har en hel Pensionskommission, der har barslet. Det er et glimrende grundlag. Vi Radikale vil bare ikke acceptere at sætte 29 nye mia. kr. af oven i de 20 mia. kr., vi bruger på efterløn og Arnepension, uden også at give noget til de unge generationer og børnene. Det er jo ikke rimeligt, at vi kun og altid diskuterer de ældres vilkår i det her Ting.

Ordføreren.

Vi vil også meget gerne diskutere børnenes vilkår. Det er jo derfor, vi har afsat milliarder til folkeskolen og afsat milliarder til flere pædagoger. Men jeg er bare uenige med De Radikale, når jeg ser jeres børneplan. Den del om at investere i børnene, unge, skoler og uddannelser synes jeg er fremragende. Men når man vil finansiere det ved at skære både Arnepension og efterløn og ældrecheck væk, er det bare ikke et godt nok stykke arbejde til, at man kan vedtage det, uden at det vil få meget, meget voldsomme sociale konsekvenser. Vi vil meget gerne tage en drøftelse med partierne omkring pension. Vi vil også meget gerne diskutere det. Jeg er glad for diskussionen. Men jeg mener, det skal foregå på et godt og sagligt grundlag, og derfor har vi sagt, at det er mest fornuftigt at få nogle kloge mennesker til at kigge på det forud for forhandlingen.

Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Socialdemokratiet er et arbejderparti; det var man i hvert fald engang. Flere og flere danskere på arbejdsmarkedet udtrykker et ønske om at kunne gå ned i tid i perioder og om at få større fleksibilitet i en hverdag, der kan være svær at få til at hænge sammen. Derfor foreslog Alternativet for nylig en såkaldt tidsopsparing, et måske lidt alternativt take på en pensionsopsparing, som folk kan bruge i løbet af hele livet og ikke kun, når man skulle være så heldig at nå alderdommen. Hvad vil Socialdemokratiet gøre for de her mennesker, som i langt højere grad ønsker en større fleksibilitet og mulighed for at kunne gå ned i tid i perioder gennem hele livet, hvor man har brug for mere tid til det, der virkelig tæller?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, det er en vigtig debat. Jeg tror måske, jeg først skal sige, at jeg synes, vi som folkestyre skylder at have en grundlæggende respekt for, at spørgsmålet om løn og arbejdsvilkår er et spørgsmål for arbejdsmarkedets parter. Det følger af den danske model, at vi skal passe på, at vi ikke med vores diskussioner herinde underminerer den danske model.

Når det så er sagt, vil vi gerne diskutere fleksibilitet og vilkår for børnefamilier. Men der, hvor jeg kan blive en lille smule nervøs for fru Franciska Rosenkildes position, er, når jeg ser nogle af de konkrete forslag. For hvis man laver tiltag herinde, som betyder, at danskerne i fremtiden arbejder langt mindre, end de gør i dag, så får vi ikke råd til gode børnehaver, god ældrepleje, gode sygehuse, og så får vi en situation, hvor god sundhedsbehandling er afhængig af, om man har en høj løn, eller man har en lav løn. Det er bare ikke et samfund, vi som socialdemokrater ønsker at have, og det er årsagen til, at der skal være en balance imellem, hvor meget vi går på arbejde og betaler i skat, og så det forhold, at vi skal kunne finansiere et velfærdssamfund, som for Socialdemokratiet er helt essentielt og den bedste samfundsmodel i verden, langt overlegen alle andre modeller.

Fru Franciska Rosenkilde.

Nu er der jo ikke noget belæg for, at høj arbejdstid en til en betyder et godt velfærdssystem. Vi har jo faktisk nedsat arbejdstiden, mens vi har opbygget velfærdssamfundet. Faktisk har man ikke ændret ved arbejdstiden, siden internettet blev indført, og det har jo om noget rykket ved vores produktivitet. Så det, vi i Alternativet vil spørge Socialdemokratiet om, er: Er det ikke på tide, at man omsætter noget af den produktivitet til mere tid og fleksibilitet og ikke kun til skattelettelser til dem, der har mest i forvejen?

Ordføreren.

Nej, vi omsætter ikke øget produktivitet og teknologi og AI til skattelettelser. Det er rigtigt nok, at vi har givet nogle skattelettelser, primært til dem, der tjener mindst, men helt overordnet har vi taget produktivitetsstigningerne og de skatteindbetalinger, der har været, og investeret i vores velfærdssamfund. Det er derfor, vi eksempelvis nu bruger flere penge på velfærd, end vi gjorde, da vi havde en rent socialdemokratisk regering; det er derfor, vi nu har lavet den bedste aftale i 15 år med både kommuner og regioner. Så vi bruger primært produktivitetsstigningerne til at investere i vores velfærdssamfund. Det er jeg stolt af. Men jeg er da klart åben over for, at man imellem arbejdsmarkedets parter kan diskutere, hvordan man i det hele taget kan omsætte produktivitet og teknologi i forhold til diskussionen omkring løn og arbejdsvilkår. Det er klart, at der er en sammenhæng imellem produktivitet og så skatteindbetalinger.

Fru Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit. Værsgo.

Mange tak. Tak for ordet, og tak for talen. I øvrigt også tak for det gode samarbejde, som IA grundlæggende er rigtig glade for.

Der er jo blevet talt rigtig meget om de ældre og pension i dag, men vi vil gerne bruge lidt tid på også at snakke om de unge og mere specifikt de unge i rigsfællesskabet. For noget af det, vi godt ved, er, at grønlandske unge ved rigtig meget om Danmark, mens de danske unge ikke ved særlig meget om rigsfællesskabet. Nu har vi så fået en undersøgelse fra Sjómaq, som er en del af det ungdomssamarbejde, der er i rigsfællesskabet, og den giver os faktisk nogle tal på det. Den viser, at 56 pct. af de danske unge faktisk ikke får undervisning om hverken Grønland eller Færøerne i folkeskolen. Jeg kunne godt tænke mig høre, hvad regeringen tænker om det. Tak.

Ordføreren.

Tak for det. Også herfra skal der lyde en meget positiv tilkendegivelse om det samarbejde, som regeringen og Socialdemokratiet har med IA. Det er vi meget, meget glade for. Jeg tror, det er enormt vigtigt, også i en tid, hvor vi faktisk diskuterer rigsfællesskabet og måske gør det mere og anderledes, end vi har gjort tidligere. Der tror jeg, at det samarbejde er enormt vigtigt.

Jeg synes, at den undersøgelse – og vi har haft drøftelsen tidligere – om danske unges viden om forhold i rigsfællesskabet er vigtig, og jeg er enig med spørgeren i, at den situation, som vi har i øjeblikket, og det vidensniveau om rigsfællesskabet, der er blandt danskerne og dermed også de danske unge, ikke er godt nok. Jeg synes faktisk ikke, det er godt nok. Så jeg synes, vi skal drøfte med hinanden, hvordan man undervisningsmæssigt og kulturmæssigt bredt set kan gøre mere for at understøtte viden om rigsfællesskabet. For det er klart, at vores evne til at tage de vigtige drøftelser om rigsfællesskabet, som vi kommer til at have de næste år, og vores mulighed for at sikre, at den debat bliver god og ordentlig, beror på, at der også er en viden om rigsfællesskabet.

Fru Aaja Chemnitz.

Mange tak. IA tror grundlæggende på, at viden og dialog er med til at sikre, at der ikke forekommer racisme. Men noget af det, vi godt kan være bekymrede over, er at handlingsplanen mod racisme faktisk er blevet udskudt. Vi synes, at spørgsmålet om viden om hinanden hænger sammen med den racisme, som der foregår bl.a. over for grønlændere, men også over for andre minoriteter.

Så jeg kunne godt tænke mig at spørge regeringen: Hvornår kommer den handlingsplan mod racisme, som man sådan set havde lovet skulle være på plads inden sommeren?

Ordføreren.

Lad mig bare slå fast, at racisme i det hele taget selvfølgelig er fuldstændig uacceptabelt, men racisme internt i rigsfællesskabet er helt uforståeligt. Jeg vil gerne tage skarpest mulig afstand fra det og vil også gerne medvirke til, at vi får mere oplysning for dermed at sikre, at den racisme ikke længere finder sted.

Jeg ved, at handlingsplanen vedrørende racisme er på trapperne. Jeg tør ikke give en specifik dato, men jeg ved, at den er på vej.

Så er det fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil følge lidt op på det her spørgsmål om tidligere pension. Jeg tror, at befolkningen generelt er ret uforstående over for, at man i Socialdemokratiet åbner op for det her bal, som jo åbenlyst er et valgoplæg. Altså, man har ikke nogen interesse i at følge det her til dørs før et folketingsvalg, og det kommer jo så i øvrigt også efter en lang periode, hvor Socialdemokratiet har afskaffet store bededag, fordi vi skulle arbejde mere, og opfordret os alle sammen til at stå ved samlebåndet, så meget som vi overhovedet kan.

Det, som jeg mener Socialdemokratiet skylder at svare danskerne på, er, hvornår man kommer videre i den her proces. Hvornår vil Socialdemokratiet komme med et oplæg til resten af Folketinget? Hvornår vil Socialdemokratiet komme med en indkaldelse til forhandlinger? Ordføreren har sagt, at det skal ske i god tid før 2030. Hvad er det? Der er 6 år til? Skal det ske efter et folketingsvalg eller før?

Ordføreren.

Jeg er meget glad for at høre fru Susie Jessen og Danmarksdemokraterne have en opmærksomhed på og en lyst til at diskutere pension. Det står jo noget i kontrast til fru Inger Støjbergs tidligere holdninger på det her område. Da Danmarksdemokraternes nuværende leder, fru Inger Støjberg, stod i spidsen for det her område, var der jo kraftige forringelser af efterlønnen på menuen. På samme måde skulle seniorpensionen i virkeligheden rydde op efter nogle af de udfordringer, der var med den seniorførtidspension, som fru Inger Støjberg stod for.

Så man må sige, at fru Inger Støjberg er gået fra at have en politik, som i meget høj grad har angrebet og skåret ned for mennesker, som har været nedslidte, til nu tilsyneladende at udtrykke en positiv interesse for at diskutere bedre forhold for nedslidte. Det synes jeg i den grad er positivt. Det er en debat, som Socialdemokratiet er klar til at tage.

Fru Susie Jessen.

Tak. Hr. Christian Rabjerg Madsen er ekstremt god til ikke at svare på spørgsmål. Jeg spurgte om, hvornår ordføreren regner med at der bliver indkaldt til forhandlinger. Er det før eller efter et folketingsvalg? Det svarede hr. Christian Rabjerg Madsen overhovedet ikke på, og det kan jo også godt være, at noget af den her tøven også skyldes, at der er nogle andre i den her regering, som måske også har i baghovedet, at der skal være en eller anden form for økonomisk ansvarlighed i forhold til at få hele det danske velfærdssamfund til at fungere. Det kan også godt være, det er en af grundene til, at Socialdemokratiet synes, at der skal gå 6 år, inden man overhovedet får en afklaring på det her.

Ordføreren.

I Socialdemokratiet er vi ikke bare optaget af, at vi har en økonomi, der kan bære et velfærdssamfund, som er bedre i fremtiden, end det er i dag. Vi kan bevise, at vi mener det, fordi vi i 20 år har været at finde blandt de partier, som tager ansvar for dansk økonomi ved at være med i velfærdsaftalen. Jeg mener, at vi i meget høj grad lever op til vores ønske om at sikre stabilitet omkring pensionsforhold, når vi siger, at vi i god tid forud for 2030 ønsker en genforhandling, fordi den ændring, man vil lave i 2030 har at gøre med noget, der foregår i 2045.

Så tror jeg, at fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne må acceptere, at når man har en formand, som tidligere har afskaffet efterlønnen og forringet nedslidtes vilkår, så får man lidt modstand i diskussionen omkring nedslidtes forhold og vilkår.

Fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Regeringen turnerer jo med en fortælling om et historisk løft af kommunernes økonomi. Virkeligheden derude, og ret mig endelig, hvis jeg tager fejl, er jo bare, at der er sparekataloger, budgetter, som både indeholder skolelukninger og nedskæringer i omsorgen for vores ældre. Til gengæld er der næste år skattelettelser på vej for 10 mia. kr., heraf en hel del til de rigeste – penge, som uden tvivl ville falde på et tørt sted for velfærden ude i det danske land. Så helt ærlig, sådan helt ægte: Er det så et klogt og solidarisk valg set med socialdemokratiske briller at give 10 mia. kr. i skattelettelser, mens velfærden stadig halter efter?

Ordføreren.

Som sagt tidligere kan jeg stå inde for den socialdemokratiske skattepolitik og regeringens skattepolitik, som jo primært sigter efter at give den enlige forsørger og de mennesker, der tjener mindst på vores arbejdsmarked, en hjælpende hånd, fordi de har måttet opleve, at det har været svært at få pengene til at slå til, fordi priserne er steget meget voldsomt.

Når det så er sagt, anerkender jeg fuldt ud det billede, som fru Signe Munk tegner af, at velfærden nogle steder er slidt. Jeg er ikke tilfreds med det velfærdssamfund, vi har – så langtfra, måske bliver jeg det aldrig.

Jeg er glad for, at vi har lavet den bedste økonomiaftale i 15 år med kommuner og regioner. Jeg er stolt af, at vi, da det så viste sig, at der var nogle tekniske elementer, der gjorde, at ikke alle kommuner kunne leve op til de øgede rammer, gav en likviditetshjælp oveni, sådan at flere kommuner kan udfylde deres rammer, men jeg anerkender, at der er steder, hvor det ikke er godt nok – kommuner, som har nogle helt særlige udfordringer. Det er også noget af det, der ligger til grund for vores sundhedsreform, at man eksempelvis på Langeland har dobbelt så mange kronikere, som man har i hovedstadsområdet. Der er en lang række steder, hvor vi kan tage fat og løfte velfærden, og det vil Socialdemokratiet meget gerne medvirke til.

Fru Signe Munk.

De skattelettelser, som Socialdemokratiet er en del af nu, spærrer jo for investeringer i velfærden næste år for 3 mia. kr. Det er også skattelettelser, der går til de allerrigeste. Jeg bliver bare nødt til at høre igen: Er ordføreren ikke enig i, at de 3 mia. kr., man nu ikke kan investere i velfærden på grund af regeringens skattelettelser, ville være godt brugt ude i det Velfærdsdanmark, hvor der er huller, som ordføreren også pointerer?

Ordføreren.

Som sagt står jeg fuldt på mål for regeringens skattepolitik. Jeg synes, det har det været nødvendigt også at prioritere skattelettelser til den enlige forsørger, som har haft svært ved at have råd til at sende børnene til fritidsaktiviteter, fordi regningen, når man køber almindelige fødevarer, er steget. Så jeg står på mål for den prioritering, men jeg står så også på mål for, at vi har en økonomi nu, hvor vi bruger flere penge på den offentlige velfærd, end dengang fru Signe Munk var parlamentarisk opbakning til en ren S-regering.

Er det så nok? Er alt godt? Er der mere, vi kan gør for velfærden? Ja, selvfølgelig er der mere, vi kan gøre for velfærden, og den drøftelse er vi altid klar til at tage, også med SF.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Danmark har tre ordninger, som er til rådighed for folk, som bliver slidt ned på arbejdsmarkedet: Førtidspension, seniorpension og fleksjob. Jeg kan forsikre om, at Liberal Alliance ikke vil afskaffe en eneste af de tre ordninger. Så har vi Arnepension, og vi har efterløn, og det er en dårlig vane for Socialdemokratiet hele tiden at tale om de ordninger, som om de er for nedslidte. Statsministeren gjorde det i valgkampen, hvor hun sagde, det var et kriterium for at få Arnepension, at man var nedslidt. Det blev hun har rettet i forhold til. Pressen skrev, at det var forkert, det var usandt, og nogle brugte ordet løgn. Nu fortsætter hr. Christian Rabjerg Madsen med at sige, at Arnepension er en løsning for nedslidte. Igen fortsætter Socialdemokratiet den her usande retorik om de ordninger, som Socialdemokratiet indfører.

Jeg vil gerne høre: Den ændring af folkepensionen, som Socialdemokratiet kommer til at foreslå, kommer den til faktisk at være for nedslidte, altså kommer nedslidning til at være et kriterium for den ændring af folkepensionen, som Socialdemokratiet foreslår, eller vil det være for alle mennesker, uanset om de er nedslidte eller ej?

Ordføreren.

Der er jo en dyb politisk uenighed her mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance. Vi hørte det også den anden dag i Debatten på DR2, hvor hr. Alex Vanopslagh sagde noget i retning af, at Arnepensionen og efterlønnen var for folk, der gerne ville spille noget mere golf. Det er jo en opfattelse af virkeligheden, som er relativt aparte og relativt langt væk fra virkeligheden. For det, vi kan se, er, at ni ud af ti af de danskere, der bruger Arnepensionen, er faglærte eller ufaglærte. De gør det ikke for at få lov til at spille mere golf. Hvis de havde helbredet til og lysten til at spille mere golf, var de blevet på arbejdsmarkedet, fordi deres løn er langt højere end Arnepensionen. Det er nogle mennesker, der har fået en mulighed for at trække sig tilbage værdigt – en mulighed, som mange akademikere, mange politikere og mange topchefer har, fordi de har råd til det. Det er en rettighed og en mulighed, vi nu også giver til de mennesker, der har haft de hårdeste jobs. Det er jeg superstolt over.

Hr. Ole Birk Olesen.

Kan vi ikke godt have en ærlig debat? Hr. Martin Lidegaard nævnte tallet tidligere i debatten: Ni ud af ti på efterløn angiver, at de ikke er nedslidte, og otte ud af ti på Arnepension angiver, at de ikke er nedslidte. Så det er ikke ordninger, hvor man skal være nedslidt for få dem, og det er ikke sandt, når hr. Christian Rabjerg Madsen i stil med statsministeren i sidste valgkamp lader, som om nedslidning er et kriterium for at komme på Arnepension. Spørgsmålet, jeg stillede, var: Vil nedslidning være et kriterium for den nye folkepension, som Socialdemokratiet vil foreslå?

Ordføreren.

Jamen igen i forhold til Arnepension er jeg simpelt hen bare supertilfreds med, at vi har en ordning nu, der betyder, at nedslidte og hårdtarbejdende danskere har mulighed for at trække sig tilbage også før kroppen siger stop. Det er en mulighed, der i mange år har været forbeholdt velhavende mennesker, og det er nu en mulighed, vi udvider. Jeg har ikke sagt, at nedslidning er et kriterie for at få Arnepension. Jeg kan bare se, at de grupper, der bruger Arnepensionen, er faglærte og ufaglærte, altså de mennesker med de hårdeste jobs.

Den sidste, som får en kort bemærkning til hr. Christian Rabjerg Madsen, bliver fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Pyha. For et par uger siden havde jeg besøg af Jens. Jens var med i dokumentaren »Jens på livsfarlige piller«. Han fortalte, hvordan det var at være afhængig af opioider. Regeringen varslede et udspil om opioider den 12. august sidste år, og siden er der ingenting sket – ikke andet end skåltaler fra justitsministeren og af og til også fra statsministeren. Man skal bare se til USA, før man kan se, hvor galt det kan gå. Vi skal have stoppet det her i Danmark, inden det udvikler sig til en egentlig epidemi.

Regeringen siger, den tager det meget alvorligt, men den er ikke kommet med det udspil, som den har varslet. Derfor vil jeg gerne spørge her i dag, om regeringen overhovedet kommer med et udspil, hvornår regeringen kommer med et udspil, og om vi fortsat kan regne med et udspil, som både involverer retsområdet, så man altså får lukket hullerne, så pushere får en tilstrækkelig straf, socialområdet og sundhedsområdet.

Ordføreren.

Mange tak til fru Mai Mercado for spørgsmålet. Jeg er helt enig i den udfordring, som både tv har skitseret, og som har været præsenteret mange andre steder i medierne, og som også fru Mai Mercado præsenterer her.

Man må vel sige, at den her regering i modsætning til tidligere regeringer, også tidligere partier, som har haft justitsministerposten igennem mange år, tager den her udfordring ekstremt alvorligt, for det er ikke rigtigt, når Mai Mercado påstår, at der ikke er sket noget. Det arbejde, der nemlig pågår i regeringen nu, er lige præcis det arbejde, der skal sikre, at vi ikke alene får en indsats mod opioider, som har at gøre med retsområdet – det skal det selvfølgelig også have – men den indsats, som regeringen kommer til at præsentere, kommer også til at forholde sig til socialområdet, til sundhedsområdet, til uddannelsesområdet og selvfølgelig til retsområdet.

Det her er svært. Det her er svært, fordi vi står over for nye udfordringer. Vi står over for nye muligheder for at komme i kontakt med pushere på sociale medier, så vi skal sørge for, at det her bliver gjort ordentligt, men jeg er også glad for at kunne sige, at der ikke er lang tid igen, før vi kan præsentere en handlingsplan, men arbejdet bliver bare nødt til at blive gjort grundigt, fordi vi står over for et nyt misbrugsproblem blandt vores unge mennesker.

Fru Mai Mercado.

»Det kommer lige om lidt.« Det har regeringen faktisk sagt i mere end et år nu. Problemerne går jo helt tilbage til 2021, hvor man for alvor får øjnene op for, at det her er et stort problem, hvor misbrugscentre råber vagt i gevær, hvor kommunerne råber vagt i gevær, hvor forældre råber vagt i gevær, altså dem, som har unge, der er blevet afhængige, hvor forskere råber vagt i gevær, hvor læger råber vagt i gevær.

Det her er den perfekte storm, forældre kender ikke til det, unge ved ikke, hvor farligt det er, pushere sælger det, fordi de ved, at straffene er lave. Så hvad er svaret til Jens og alle de andre, som står midt i den her perfekte storm og bare oplever, at regeringen vedbliver at stikke dem blår i øjnene?

Ordføreren.

Det er ikke rigtigt, at regeringen vedbliver med at stikke nogen blår i øjnene. Men det er vigtigere for mig som ordfører, og det er vigtigere for regeringen, at den her indsats, vi nu lancerer, kommer hele vejen rundt om problemstillingen, for som fru Mai Mercado så rigtigt siger, handler det her ikke kun om hårde straffe. Det kan også handle om hårde straffe, men det handler også om at sætte socialt ind på ungdomsuddannelser, ind i forhold til de techgiganter, som skaber grundlaget for, der kan opstå en kontakt imellem pusheren og den unge, som ikke tidligere har kunnet opstå.

Så det her er svært, og det er årsagen til, at vi gør os umage, men jeg glæder mig til også at tage konkrete drøftelser med Konservative, sådan at vi kan opnå en indsat, som er hårdtslående, og som faktisk gør en forskel, for vi skal have taget fat om det her problem. Vi kan bare se til USA, hvad der sker, hvis man ikke får taget hånd om den her udfordring.

Tak for det. Vi siger tak til hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak. I sommer var der OL, olympiske lege, i Paris, og sommerens OL fik mig til at tænke på et af livets helt store spørgsmål. Hvad nu, hvis vi partier herinde stillede op til OL? Hvilke olympiske discipliner ville vi så egentlig stille op i?

Lad mig begynde med Dansk Folkeparti. Jeg tænker brydning: stædighed, standhaftighed, suk og støn og en sportsgren med et sæt super simple spilleregler, nemlig at få ham udlændingen presset tilbage og ud over grænsen. I forhold til Alternativet tænker jeg breakdance – en ny og spændende disciplin. For os andre ser det måske underligt ud, når de roder rundt nede på gulvet, men måske er det bare, fordi de er så meget forud for deres tid. Så har vi i Danmarksdemokraterne. Jeg tænker traktortræk. Så er der måske nogle herinde, der tænker: Er det virkelig en olympisk disciplin? Og svaret er et rungende nej, hvilket jo kun er en fordel, for så slipper man for at skulle helt ned til Paris og alle deres fine saloner.

Så har vi Enhedslisten. Jeg tænker skydkast. Det er I gode til. Jeg tænker spydkast, eller hvad der nu ellers lige er af kasteskyts i nærheden. Så har vi De Konservative. Se, her har en af mine konservative venner hjulpet mig. Han har foreslået maraton, for som han siger, kræver det råstyrke og rettidig omhu, og så er det rodfæstet i traditionen. Jeg tænkte mere, at det er virkelig kedeligt fjernsyn. Og så har vi Liberal Alliance. Her må jeg simpelt hen beklage og sige, at jeg ikke har kunnet finde på noget, men det er altså også lidt svært, når hverken skak eller scrabble er på det olympiske program.

Hvad er Venstre så? Her er der måske nogle, der tænker 200-meterrygsvømning på dybt vand. Andre tænker måske, at vi ligner en groggy sværvægtsbokser, som nægter at acceptere tallene på vægten, der placerer ham i fjervægt. Men nej, svaret er, at Venstres disciplin er tikamp. Vi kan lidt af hvert. Tikamp handler om balancer, og det handler om en god grundform, eller som der står på Wikipedia:

»Tikamp kræver udover en bred teknisk kunnen og en velfunderet fysik også stor mental udholdenhed, der konkurrenceevne som regel er ganske langvarige.«

Balancen ser man i, at hvis du bliver et stort muskelbundt, vinder du måske i kuglestød, men du betaler prisen, når du skal slæbe din store krop gennem 110-meterhækkeløb. Og du kan bruge al din tid på at træne det perfekte spydkast, men så bliver du bare aldrig rigtig god til højdespring.

Der er nogle, som er bedre end Venstre i de enkelte discipliner. Nogle kan snakke om større skattelettelser end Venstre, men i Venstre vil vi også gerne have et stærkt sundhedsvæsen, vi vil støtte Ukraine og styrke vores fælles forsvar. Der er andre, der kan give vildere klimaløfter end Venstre, men vi vil redde klimaet uden at ødelægge erhvervslivet og sende arbejdspladser ud af Danmark. Og i Venstre taler vi ikke om land mod by, vi taler om land og by og alt derimellem, for vi er nemlig hele Danmarks Liberale Parti. Vi vil ikke tage fra de gamle og give til de unge eller omvendt. Vi er partiet for alle aldersgrupper. Venstre er et arbejderparti. Det skal kunne betale sig at arbejde. Men vi er også partiet for dem, der ikke længere arbejder og nu nyder en velfortjent tilværelse som pensionister.

Ja, og så skal det hele som sagt bindes op på en stærk grundform i form af økonomisk ansvarlighed, for uden det får man hverken arbejdspladser, skattelettelser, sundhedsvæsen eller grøn omstilling. Venstres politik har altid båret præg af balancer og fokus på grundformen. Vi ser det med den grønne trepart – en aftale, som af politiske kommentatorer er blevet beskrevet som værende i samme historiske liga som Kanslergadeforliget. Og når man er så ydmyg og beskeden, som jeg jo er kendt for at være, så er det da rart, at nogle andre kan rose Venstre. Men der har også været kritik, og den hilser jeg velkommen, for den viser, hvor fint balanceret aftalen er.

På den ene side sidder Danmarksdemokraterne på en rodeotyr og tordner mod en CO2-afgift, og på den anden side står Enhedslisten i en plantebaseret pølsevogn og vil have halveret Danmarks animalske produktion til en begyndelse. Men i midten sidder Venstre heldigvis, for bordenden i loven i forhandlingslokalet, sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer og lander en aftale, der fremtidssikrer dansk landbrug, viser vejen for en klimavenlig omstilling og skaber et nyt, grønt danmarkskort med ny skov på et areal næsten på størrelse med Fyn. Med aftalen har vi ikke skullet vælge mellem fortsat landbrugsdrift i Danmark eller en nedbringelse af landbrugets klimaaftryk eller en genopretning af natur, biodiversitet og havmiljø. Vi har leveret det hele.

En anden disciplin, hvor vi i Venstre jo har to af de absolutte topatleter, Lose og Løhde, er sundhed. Her har vi netop præsenteret en ambitiøs sundhedsreform, og igen handler det om balance. For uanset om man bor på Frederiksberg, på Falster eller i Frederikshavn skal man have adgang til den nødvendige behandling hurtigt og trygt. Desværre er der alt for mange danskere, som er ramt af kroniske sygdomme som kol, diabetes eller hjerte-kar-sygdomme, og det er jo slemt nok i sig selv. Men oven i deres sygdom skal de kæmpe med sundhedssystemet. Her oplever de usammenhængende patientforløb og lange ventetider. Det kan vi ikke være bekendt. Det er ikke godt nok, så det gør vi nu op med. Vi kopierer modellen fra kræftpakkerne, så mennesker med kroniske sygdomme får et sammenhængende forløb, hurtigere adgang til specialister og bedre støtte i nærområdet, så alle får den behandling, de har brug for og krav på.

I den kommende tid skal vi så også diskutere pension, og også den diskussion går Venstre til som en tikæmper med øje på balancen og uden nogen sinde at ville sætte grundformen, den stærke danske økonomi ud, over styr. I Venstre mener vi ikke, at det er nok at kigge på, hvordan danskernes arbejdsliv slutter. Vi skal også interessere os for, hvordan det forløber. Hvordan sikrer vi det bedst mulige arbejdsliv for alle? Hvordan sikrer vi, at vi hver især har tid til familie, børn og venner, samtidig med at vi også kan give den en skalle på vores arbejdsplads? Pensionsalderen er kun et element i den diskussion. Vi har foreslået en arbejdslivskommission, så vi med omtanke kan træffe beslutninger, der både skaber mere fleksibilitet for den enkelte og samtidig sikrer, at vi som samfund står stærkt.

Nu vi taler om arbejdsliv, har de fleste nok opdaget, at vi i Venstre mener, at det skal kunne betale sig at arbejde frem for at være på passiv forsørgelse, men der er altså også mennesker i vores dejlige land, som ikke passer ind i de kommunale kasser, og for hvem det realistiske succeskriterium ikke er et 8-16-job. Vi skal være så rummelige i vores samfund, at vi har plads og råd til at tage os af dem, som er kommet skævt fra start, som drikker for meget, og som ryger noget, de ikke må ryge, eller det, der er værre. Men også her handler det om balancer, nemlig balancen på den ene side retfærdighed og rimelighed og på den anden side af værdighed og rummelighed. Den balance skal vi drøfte med hinanden i det kommende folketingsår, og det ser jeg frem til.

I Venstre er vi ikke dem, der trækker de fleste overskrifter med overdreven overbudspolitik. Der er ikke mange klik i artikler om godt gammeldags ansvar, og Venstre får nok aldrig guldmedaljen i hverken 100-meterløb eller kuglestød, og selv om vi har kæmpet med mange forhindringer, bliver vi nok heller ikke verdensmestre i 110-meterhækkeløb, men det er måske også meget fint. For sandheden er jo, kære venner, at ingen enkelt disciplin er tilstrækkelig i politik. Ingen af os kan nøjes med at stille op i 100-meterløb, kuglestød eller hækkeløb. Politik er tikamp, politik er balancer og sammenhænge. For hvad er vi værd som politikere, hvis vi kun tænker på de voksnes skattelettelser og ikke på børnenes daginstitutioner? Hvad er vi værd, hvis vi kun bekymrer os om børnenes daginstitutioner, men glemmer børnenes bedsteforældre, som er på plejehjem. Og hvad er vi værd, hvis vi kun tænker på velfærd, men glemmer de virksomheder, der skal tjene de penge, som skal betale for velfærden?

Jo, jo, måske kan enkeltsagspolitikeren vinde dagsordenen for dagen, og måske kan den politiker endda blive valgt til at sidde her i denne flotte sal, men den politiker kommer aldrig til at opnå det, som jeg ved vi alle sammen drømmer om, nemlig at gøre en positiv forskel, at rykke noget. Og at rykke noget i politik sådan for alvor gør du ikke uden at have øje for helheden og for balancen og uden at have grundformen hundrede procent på plads. Det har vi i Venstre. Vi har sådan set været med siden 1870. Det er 24 år før de moderne olympiske lege. Vi ser frem til samarbejdet, ikke bare i det kommende år, men i mange, mange år frem i tiden.

Tak for det. Den første, der får ordet, er fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Kære socialdemokrater, lad os få nogle klare svar. Sådan lød det fra Venstres ordfører, hr. Jan E. Jørgensen, da han den 2. april 2019 delte en Venstrevideo på sin facebookside. Budskabet i videoen var, at statsministeren, som på det tidspunkt så ikke var statsminister endnu, ikke ville fortælle danskerne sandheden om sit store pensionsbluff, som det hed i teksten på facebookvideoen. Der stod sådan med store bogstaver:

Mette Frederiksen bilder danskerne ind, at hun vil hjælpe de nedslidte, men hun vil ikke svare på, hvem der skal have hjælp.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge hr. Jan E. Jørgensen om, om han p.t. synes, der er meget større klarhed over statsministerens planer på pensionsområdet, end der var i 2019, da hr. Jan E. Jørgensen delte den her video på sin facebookside.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg blev helt bekymret over starten. Jeg tænkte: Synes Danmarksdemokraterne nu, at vi er så meget smeltet sammen med Socialdemokraterne, at fru Inger Støjberg tror, det er en socialdemokrat, der står på talerstolen? Det kan jeg forsikre om at det ikke er. Det er en Venstremand. Det har jeg altid været, og det vil jeg blive ved med at være.

Med hensyn til spørgsmålet om klarhed på pensionsområdet vil jeg sige, at nej, det kan man ikke påstå der er – overhovedet ikke. Det tror jeg sådan set ikke nogen vil påstå, end ikke Socialdemokratiet selv. Men det, der i hvert fald er klarhed over, er, at vi skal have en drøftelse, for det er et spørgsmål, som rigtig, rigtig mange danskere går op i. Der er rigtig mange danskere, som tænker: Kan jeg se mig selv arbejde, til jeg bliver over 70 år? Der er også rigtig mange, der tænker: Jamen det kunne da godt være, jeg kunne have lyst til at trappe lidt langsomt ned, så jeg ikke bare slutter, bam, fra den ene dag til den anden. Og andre tænker: Jeg kunne måske godt tænke mig at have et mere fleksibelt arbejdsliv, sådan at jeg kunne arbejde lidt mindre, måske mens børnene var små, og så arbejde lidt mere, når de er blevet store.

Danskerne er forskellige. Vi har forskellige behov, og der er forskellige ting, vi lægger vægt på. Det er derfor, vi i Venstre siger, at vi ikke bare skal kigge på pensionsalder. Vi skal kigge på hele vores arbejdsliv, og vi har foreslået en arbejdslivskommission.

Fru Inger Støjberg.

Jeg synes næsten, det svar, der kom her, minder lidt mere om, at regeringen forsøgte at stille op til synkronsvømning, og at så er der to af partierne, der er ved at drukne i alt det her. Det er bare sådan lige for at henvise til hr. Jan E. Jørgensens gennemgang af discipliner til OL før. For lige nu lyder det jo netop, som om hr. Jan E. Jørgensen trænger til at blive lidt klarere i spyttet. Altså, man kunne næsten sige: Kære hr. Jan E. Jørgensen og Venstre, kom nu ud af busken; vær nu lidt klar på det her.

Synes hr. Jan E. Jørgensen egentlig, det er rimeligt, at statsministeren på den her måde gemmer sig bag nogle dårlige målinger for så at skabe usikkerhed og prøve ligesom at love alle, at de skal lidt før hjem på pension? Er det ikke på tide, vi får et svar fra regeringen?

Ordføreren.

Nu nævnte fru Inger Støjberg ikke, hvilke to partier det var, der var ved at drukne. Derfor kan jeg jo så tænke, at det så i hvert fald ikke er Venstre, og det tror jeg de to andre partier helt sikkert også vil sige.

Jeg synes, det er fair nok at starte en debat. Jeg synes, det er fair nok at starte en debat, som ligger danskerne meget på sinde, og som betyder rigtig meget for mange; det ved vi. Jeg synes jo også, det er fair nok at kigge på, om reglerne nødvendigvis skal være ens for alle. Så det at starte en debat har jeg ikke noget imod at man gør. Så skal man selvfølgelig ikke trække den ud for tid og evighed, men at sætte en debat i gang om et vigtigt samfundsemne synes jeg er helt i orden.

Fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for en sjov tale. Jeg tænker, at Venstres formand alligevel må være lidt skuffet over, at det ikke var militær femkamp, ordføreren nævnte som Venstres OL-disciplin. Jeg tænker også lidt på, om SF's OL-disciplin måske var curling, men det er jo nok mere med fokus på vores børn. Nå, men det var slet ikke det, jeg ville sige. Jeg sad bare og morede mig lidt på mit eget lille stykke papir.

Jeg vil egentlig gerne spørge Venstres ordfører om noget andet. Det står jo ret klart for enhver, at statsministerens melding om en genforhandling af tilbagetrækningsordningerne er en socialdemokratisk melding og en melding, som vi i SF er helt enige i, men ikke en regeringsmelding. Det er jo sådan set også ret tydeligt, at Venstre hverken er enige i indholdet eller i timingen, så mit spørgsmål er bare følgende. Venstre har som konsekvens af den, mærker man, ubekvemme socialdemokratiske melding sagt, at man bør se på spørgsmålet i en arbejdslivskommission. Hvad skal den arbejdslivskommission kigge på helt præcis? For vi har haft en Pensionskommission, der har kigget på pensionsalderen. Hvad er det, en arbejdslivskommission skal bidrage med yderligere, som vi ikke allerede kender svaret på?

Ordføreren.

SF røg ud. Jeg er ked af det, det var ikke, fordi vi ikke havde fundet på noget til SF. Det, vi havde tænkt at SF skulle være, var nogle, der faktisk slet ikke ville med til OL, fordi alt det der med konkurrenceidræt og forskruede kropsidealer slet ikke var noget for SF. Så i stedet for havde vi fået Rasmus Nordqvist til at stå for underholdningen langs Seinens bredder, hvor han kunne lave en eller anden form for optræden. Det var det, vi havde i tankerne, men man må kill your darlings, så SF røg desværre ud. (Munterhed). Men jeg er glad for, at jeg så fik lejlighed til at nævne det her.

Hvad skal en arbejdslivskommission se på? Jamen altså, en arbejdslivskommission er en kommission, der skal se på arbejdslivet, ligesom en havebænk er en bænk, der står i haven. Vi skal se på hele arbejdslivet og ikke kun på pensionsalderen. Det er det, som den kommission skal bidrage med. Jeg håber hermed, at jeg har skabt lidt mere klarhed.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Det synes jeg nu ikke, men det er da godt forsøgt at tro, at man skaber klarhed ved at sige, at en arbejdslivskommission skal kigge på arbejdslivet og hele arbejdslivet. Altså, mit syn på det er lidt, at det er Venstres ønske at sende en redningskrans til regeringen ved at foreslå en arbejdslivskommission i stedet for faktisk at kigge på det problem, vi har, nemlig pensionen. For det er jo reelt det problem, vi har. Når pensionsalderen stiger til 70 år, måske 77 år for de nyfødte babyer, er der jo nogle, der kommer ud i arbejdslivet allerede som 15-16-17-årige, og de skal holde lige så længe som hr. Jan E. Jørgensen og jeg, som måske er kommet ud på arbejdsmarkedet lidt senere. Jeg kom ud på arbejdsmarkedet, da jeg var 30 år, og jeg har præcis den samme pensionsalder. Det er den uretfærdighed, som jeg synes er vigtig at kigge på. Hvorfor synes Venstre ikke det, og hvorfor skal det ikke ske nu? Hvorfor skal det bare skubbes langt ud i fremtiden?

Ordføreren.

Jamen altså, hvis det er en konkurrence, tror jeg godt, jeg kan slå fru Pia Olsen Dyhr. Min mor kom ud at tjene som 8-årig, min svigerfar har været bygningssnedker, og min svigermor har været hjemmehjælper. Jeg er helt med på, at der er forskellige måder at arbejde på. Der er jobs, som er mere fysisk nedslidende end andre. Eksempelvis er det at sidde i Folketinget ikke så fysisk nedslidende, men så kan det være nedslidende på andre måder.

Når vi skal kigge på ikke bare pensionsalderen, men også arbejdslivskommissionen, er det, fordi tingene hænger sammen, og det hænger jo også sammen med økonomien. Altså, når den stigende pensionsalder bliver beskrevet som et problem, skal vi også huske, at det jo også er en løsning. Hvis ikke vi havde lavet den Velfærdskommission tilbage i 2003 , den aftale, vi lavede dér, havde dansk økonomi ikke været så bomstærk, som den er i dag. Det skal vi også huske.

Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak for en sjov og begavet tale. Hr. Jan E. Jørgensen er jo næsten født til posten som politisk ordfører, og hvis jeg var Venstres formand, ville jeg sørge for at beholde ordføreren som politisk ordfører så længe som muligt. Jeg var lidt spændt på at se, hvad Venstre havde som OL-disciplin. Jeg troede måske, det var høvdingebold, nu hvor man hele tiden skifter høvding. Men tikamp kan selvfølgelig også noget.

Det, jeg vil spørge ind til, er skiftende meldinger, jeg har hørt fra Venstre gennem den seneste uge, for for en uges tid siden sagde Venstres formand, at han håbede på en blå regering. Dagen efter sagde selv samme formand, at det nok egentlig havde lange udsigter, og det troede han faktisk ikke på. Og kort tid efter var det hr. Søren Gade, der sagde: Glem blå blok; det skal være SVM forever.

Hvad er det egentlig, Venstre mener? Der er kommet tre meldinger på en uge. Hvis der er et blåt flertal efter et valg, er Venstres førsteprioritet så at gøre alt, hvad man kan, for at få en blå statsminister? Eller er det Troels Lund Poulsens anden melding eller hr. Søren Gades melding, der er det sande Venstre, så at sige?

Ordføreren.

Det er alt sammen rigtigt på samme tid. Selvfølgelig har vi som et blåt parti et håb om en dag at kunne få en blå regering. Det kræver så bare, at det er en arbejdsduelig blå regering. Hvis vi kigger på situationen lige nu, har vi en blå opposition, men vi har jo også en blå opposition inden i den blå opposition, som er i opposition til resten af den blå opposition, nemlig Dansk Folkeparti, som jo er ude med nogle ret skarpe meldinger om, at der ikke er enighed om ret meget, og man kan i hvert fald under ingen omstændigheder pege på en regering, hvis Moderaterne skal være med. Og så har jeg bare svært ved at få regnestykket til at gå op.

Hr. Alex Vanopslagh.

Det er jo interessant, at man ikke kan have en regeringsduelig regering, hvis der er en intern opposition i regeringen. Det må vi så notere os, også i forhold til pensionsdebatten. Men hvis Venstres ønske og håb er, at vi udnytter et blåt flertal, hvis det skulle komme, og at vi får en blå regering, hvorfor er det så, at Venstre har så travlt med at tale mulighederne ned? Hvad er det egentlig, Venstre gør aktivt i den her valgperiode, for at man kan få indfriet sine håb og sine drømme om, at der bliver et regeringsdueligt blåt flertal? Hvordan vil Venstre bidrage til at få indfriet den drøm og det håb, som vi deler med hinanden?

Ordføreren.

Jeg mener simpelt hen ikke, det er Venstre, der taler noget som helst ned. Hvis hr. Alex Vanopslagh åbner sin avis, går der jo nærmest ikke en dag, uden at man internt i den blå opposition taler muligheden for en blå regering ned og siger, at det under ingen omstændigheder kan ske, hvis Moderaternes mandater skal tælles med, f.eks. Lige nu er der rødt flertal her i Folketinget – altså, det er der. Ikke desto mindre har vi en regering, der gennemfører utrolig meget blå politik, fordi Venstre tog ansvar, fordi Venstre gik med i den regering. Og førsteprioriteten for Venstre er til enhver tid at gennemføre blå politik. Drømmer vi om en blå regering? Ja, det gør vi. Men lige nu ser det altså ud til at være nogle ret luftige drømme.

Fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Der er jo ikke meget synkronsvømning over den her regering. Det må man altså konstatere. Jeg synes heller ikke, der kan være tvivl om, at Venstre for længst er faldet af den balancebom, som man har forsøgt at være på. Jeg synes ikke, det er kønt, og jeg synes heller ikke, en sjov tale på nogen måde kan få Venstre op på hesten igen, hvis jeg skal være helt ærlig. Værdierne er nu udvandede, og man ved ikke, hvor man har Venstre.

Hvor var det egentlig helt præcis i statsministerens tale i tirsdags, Venstre sad og tænkte: Det er da gode liberale tanker?

Ordføreren.

Jeg har ikke påstået, at regeringen skal stille op i synkronsvømning. Jeg synes i øvrigt, synkronsvømning ser virkelig, virkelig mystisk ud. Altså, jeg kan ikke se hr. Troels Lund Poulsen, hr. Lars Løkke Rasmussen og fru Mette Frederiksen for mig og med badehætter og klemme for næsen spjætte rundt og lave de samme ting, for det er tre forskellige partier, og på den måde er regeringen jo en nyskabelse, ingen tvivl om det.

Jeg synes, det var en rigtig god tale, statsministeren holdt forleden. Jeg hæftede mig især ved det omkring det sociale, altså de her mennesker, som er kommet skævt fra start, som jeg også nævnte i min tale. Det er et liberalt budskab, at vi skal tage hånd om dem, som har det rigtig, rigtig svært, og der er jo et eller andet sted en absurditet i, at vi i et land med et meget, meget højt skattetryk samtidig har folk, der falder igennem, og som ikke får den hjælp, de skal have. Så det er et også liberalt budskab.

Fru Mona Juul.

Puha, jeg synes, der bliver padlet godt lige nu oppe fra talerstolen. Det må jeg sige. Så vil jeg prøve at gøre det mere konkret. Vi ser nu en regering eksperimentere med mange af vores ungdomsuddannelser. Hvor står Venstre egentlig i forhold til 10. klasserne, og at vi lige pludselig skal fjerne dem? Hvad blev der af efterskolerne? Og hvis det kun er efterskolerne, der kan udbyde en 10. klasse, som det jo må forstås kommer til at blive rimelig udvandet, hvis det er sådan, at regeringens planer står ved magt, er det så også liberalt, at det kun er de velstillede familier, der har mulighed for at sende deres børn i en 10. klasse?

Ordføreren.

Efterskolerne er i den grad en del af Venstres dna – det er jo nærmest os, der har opfundet høj- og efterskolerne – og vi kommer aldrig til at gå ind på noget, som vil forringe mulighederne for Danmarks efterskoler. Min egen søn har været på efterskole, og min egen datter har været på efterskole, og de har begge to kaldt det det bedste år i deres liv. Om det så var, fordi de var hjemmefra og væk fra far og mor, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald det budskab, de havde med. Så vi kommer ikke til at røre ved efterskolerne. Det kan jeg garantere.

Så kommer der en ny form for gymnasium, som vi har meget store forventninger til, altså et gymnasium, som er målrettet dem, som måske ikke skal ind på en lang videregående uddannelse, men på en professionshøjskole eller andet. Det kan blive rigtig spændende, og jeg håber, at Konservative vil deltage i forhandlingerne og komme med nogle gode bidrag.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for en indlevende tale. Jeg havde måske tænkt mig at spørge til det med pensionsalderen, men jeg er bange for at få nogle svar om havebænke og den slags ting, så jeg vil hoppe videre til noget andet, dog relateret til det samme. Det handler om vores folkepensionister og førtidspensionister og mange andre ydelsesmodtagere. Deres ydelser bliver jo reguleret med nogle års forsinkelse, og vi har jo desværre haft en meget høj inflation, og det betyder, at f.eks. danske folkepensionister har tabt enormt meget købekraft; de kan simpelt hen købe færre varer for de penge, som de har med en i forvejen lav folkepension. Det synes jeg ikke vi kan være bekendt. Det er de mennesker, der har bygget det samfund, som vi alle sammen nyder godt af.

Derfor vil jeg gerne spørge Venstre, om Venstre kunne forestille sig at være med til at fremrykke den her regulering, altså sådan at pensionisterne og andre grupper allerede fra 2025 kom op på niveau med den udvikling, vi andre har været igennem, og hvor man som lønmodtager langsomt begynder at indhente det og altså har fået sin købekraft tilbage. Er det noget, Venstre vil være med til at finde penge til?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige i forhold til inflationen, at vi har haft en ret voldsom inflation i Danmark, og det har betydet, at priserne på helt almindelige dagligvarer er steget, endda voldsomt. Jeg synes selv, det er ret chokerende at se, at ting, man var vant til at give meget mindre for, pludselig koster væsentlig mere. Det gode ved den fortælling er jo også, at inflationen nu er bragt ned på omkring de her 2 pct., som er inden for sådan det nogenlunde normale. Så det er et overgangsfænomen.

Det, hr. Pelle Dragsted spørger om, er, om man så ligesom kan gøre noget bagudrettet. Der vil jeg da opfordre Enhedslisten til at prøve at byde ind i finanslovsforhandlingerne og spille ind med det ved bordet, og der er jo ikke noget, der vil blive afvist på forhånd. Men det ligger ikke i kortene, som det er lige nu.

Hr. Pelle Dragsted.

Jamen det er rigtigt, altså det her med, at priserne er steget. Inflationen er stoppet, men det betyder stadig væk, at priserne ligger massivt over det, de lå på før. Jeg tror, at både ordføreren og jeg nok godt kan klare det med vores folketingsgage, men for en folkepensionist er det bare rigtig, rigtig svært. En måde, man kunne finansiere det på – det drejer sig om et engangsbeløb i 2025, måske også noget i 2026 – kunne være at udskyde nogle af de skattelettelser, som regeringen har aftalt, også for at man ikke puster yderligere til inflationen. Kunne det være noget, man måske kunne gøre, altså bare sige, at alle os, der i forvejen har, hvad vi skal bruge, godt kan vente et år mere, for at folkepensionisterne kommer med på bussen?

Ordføreren.

Jamen jeg er helt med på, at der er forskelle i det her land. Min egen mor er folkepensionist og har ikke andet end sin folkepension, og det er svært at få tingene til at række. Vi er blevet forsøgt gjort lidt til grin på grund af den her flyskat, hvor nogle af pengene jo går til en ældrecheck. Jeg synes sådan set, at det er rigtig fint, at vi kan sende, hvad er det, 5.000 kr. til de pensionister, der kun har deres pension. Det kan jo bl.a. være med til at hjælpe på de stigende priser.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Min kompliment for en veloplagt debuttale som politisk ordfører. Jeg ved næsten, hvor hr. Jan E. Jørgensen har sin inspiration fra; vi var jo sammen i Paris til de paralympiske lege. Noget af det, som jeg aldrig havde troet at jeg vil fatte interesse for, men hvor det virkelig skete, var dressur, og jeg må sige, at det jo meget er det, vi også ser i den her regering, hvor rytteren er i stand til med den mindste bevægelse at få hesten til at gøre helt utrolige ting, altså med statsministeren som rytter og Venstre som hest.

Derfor kunne jeg også godt tænke mig at spørge lidt ind til, hvordan synet i regeringen er på det her med netop de ældre, som hr. Pelle Dragsted også var inde på. For normalt har Socialdemokratiet jo ligesom Dansk Folkeparti været meget optaget af dem, der er trådt ud af arbejdsmarkedet og skal have det godt. Det er ikke meget plads i hr. Jan E. Jørgensens tale, som de, der er trådt ud af arbejdsmarkedet, får. Og når man ser på den her regerings politik, er det jo meget en prioritering af skattelettelser, af regulering af satser for pensionsoverførsler osv.; så er det meget, meget lidt fokus, som de, der er trådt ud af arbejdsmarkedet, har. Derfor vil jeg høre, om hr. Jan E. Jørgensen måske kan åbne lidt for, hvad man har i posen fremadrettet, for at pensionisterne ikke fortsat skal være sådan parkeret på perronen, mens resten af samfundet bare kører forbi.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi sammen var til de paralympiske lege i Paris. Det var i øvrigt en utrolig dejlig og livsbekræftende oplevelse, og jeg fik, hvis ikke jeg havde det i forvejen, en kæmpestor respekt for paraatleterne. I forbindelse med lige præcis dressur drøftede vi, om det så var hesten, der havde et handicap, eller det var rytteren, men vi nåede frem til, at det selvfølgelig også her var rytteren.

Til spørgsmålet om pensionisterne vil jeg sige, at jeg ikke synes, det er rimeligt at sige, at vi ikke har fokus også på pensionister og på ældre. Lige før nævnte jeg ældrechecken, som bliver finansieret af flyskat, og det kan man jo godt sige er noget mærkeligt noget, for hvad har de to ting med hinanden at gøre, men det har vi altså valgt at gøre. Vi har også tidligere sammen med Dansk Folkeparti gjort rigtig mange gode ting for vores ældre. Jeg nævnte også vores ældre i min tale, altså at vi også er partiet for dem, der ikke længere arbejder, for selvfølgelig skal man ikke arbejde for tid og evighed. Det er selvfølgelig også et spørgsmål, og der er vi en del af den arbejdslivskommission, som vi har foreslået.

Spørgeren.

Jo, men når I f.eks. i pensionsforhandlingerne fuldstændig ignorerede det forslag fra Ældre Sagen om at lave en pensionistskattelettelse, går de 10 mia. kr., man bruger, entydigt til folk, der er på arbejdsmarkedet eller har mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet. Man har valgt fuldstændig at ignorere det problem, der er med, at inflationen er steget enormt meget i forhold til en regulering af folkepensionen. Og når jeg læser aviserne rundtomkring fra provinsredaktionerne, ser jeg ikke andet end nedskæringer på ældreområdet – man fjerner den nære pleje; det bliver sjældnere og sjældnere, at man får besøg af folk, der i deres arbejdsliv står for omsorgen; det drejer sig om registrering osv. Det er ikke et billede af et land, hvor ældrepolitikken bliver prioriteret, hr. Jan E. Jørgensen.

Ja tak! Ordføreren.

Jeg er simpelt hen ikke enig i præmissen. Eksempelvis har vi fjernet modregningen for folkepensionister, hvilket betyder, at hvis f.eks. den ene i et ægtepar har mulighed for at arbejde og den anden ikke har, så har vi fjernet modregningen. Det er blevet taget endog meget godt imod. Så har vi netop løftet kommunernes økonomi. Det er det største løft i kommunernes økonomi i 15 år, som jo betyder, at kommunerne har fået flere penge til ældre. Jeg sidder selv i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, og vi har i kraft af det været i stand til på nogle områder at løfte det for de ældre. Er vi så i mål? Gør vi nok? Sikkert ikke. Men at sige, at der ikke er sket noget, er simpelt hen ikke rimeligt.

Den næste er fru Samira Nawa.

Tak. Tak til ordføreren for en god tale. En af de ting, som ordføreren sagde i sin tale, var, at vi ikke skal sætte økonomien over styr, og det er jo noget af det, jeg er bekymret for vil ske, hvis vi ripper op i velfærdsaftalen fra 2006, altså det her velfærdsforlig, der er fundamentet for en sund dansk økonomi.

Det er jo et standpunkt, som jeg traditionelt har delt med Venstre, og jeg kan også godt høre, at der er nogle uenigheder internt i regeringen i forhold til spørgsmålet om pension, og jeg tænker, at Venstre og Radikale Venstre deler det synspunkt, at hvis man skal se på pensionsalderen, er man også nødt til at kigge på de førtidige tilbagetrækningsordninger. Det er sådan, jeg har hørt Venstre, og det vil jeg egentlig gerne bede ordføreren om at uddybe. For traditionelt har vi også været enige om, at nedslidning og arbejdsmiljø har været et vigtigt fokus, så man kan holde i lang tid på arbejdsmarkedet, men vi har ikke ment, at man skal have en ret til at trække sig tilbage, bare fordi man har været et vist antal år på arbejdsmarkedet. Så hvordan er Venstres syn på henholdsvis efterlønnen og Arnepensionen?

Ordføreren.

Jamen altså, Arnepensionen var ikke Venstres opfindelse – det tror jeg alle kan huske. Og det er helt klart, at hvis vi bliver ældre og ældre – og det gør vi jo, og det er jo på mange måder rigtig, rigtig godt – så bliver der jo også flere og flere år, hvor vi står uden for arbejdsmarkedet og dermed ikke bidrager med så meget skat og samtidig skal have pension. Så det er jo noget, der giver nogle problemer og udfordringer. Derfor er vi rigtig, rigtig glade for den aftale, vi lavede tilbage i 2006 bl.a. sammen med Radikale Venstre, og som jo har skabt fundamentet for den fantastiske økonomi, vi har lige nu.

Så vi deler bekymringen. Vi kan ikke kun kigge på, hvad vi har lyst til at gøre; vi er også nødt til at kigge på økonomien og se, hvordan vi kan få det hele til at hænge sammen. Men dermed jo ikke sagt, at vi ikke kan drøfte nogle af de her ting. Men vi er helt enige i, at slutresultatet, altså det facit, som der skal sættes to streger under, skal være, at Danmark fortsat har en stærk økonomi, for ellers kan vi ikke gøre alle de andre ting, vi gerne vil på sundhedsområdet m.v.

Spørgeren.

En anden ting, som også sikrer fundamentet under en sund dansk økonomi, er tilstrækkelig arbejdskraft, og der har Radikale Venstre og Venstre også haft et godt samarbejde bl.a. ved også at lytte, når erhvervslivet taler om den mangel på arbejdskraft, de oplever. Der er jo lige nu et ret stort fokus på den kandidatreform, som bl.a. Venstre har været med til at gennemføre, og der er jo højtstående erhvervsledere, som peger på, at den uddannelse, som vi kommer til at give vores unge, simpelt hen ikke sikrer den nødvendige arbejdskraft. Hvordan stiller Venstre sig over for det?

Ordføreren.

Jamen altså, vi lytter altid; selvfølgelig gør vi det. Og det er jo heller ikke sådan, at aftaler, der bliver indgået, aldrig nogen sinde kan blive ændret. Men en del af formålet med reformen er jo at skaffe et større arbejdsudbud, og dermed taler vi jo ind i det problem, som fru Samira Nawa fra Radikale Venstre peger på.

I øvrigt var den sportsgren, jeg havde givet Radikale Venstres i min tale, fodbold, og jeg ville have sagt, at det var lidt ærgerligt, at alle de store stjerner havde mere travlt med at spille europæisk fodbold.

Fru Franciska Rosenkilde.

Tak for det, og tak til ordføreren for en underholdende tale. Vi ved jo, at Venstre er et parti, som er rodfæstet i den liberale ideologi, og at Alternativet er et mere værdibaseret parti. Vores partier har dog det tilfælles, at den personlige frihed er et vigtigt pejlemærke. Jeg kunne på ordførerens svar til fru Inger Støjberg også høre en anerkendelse af, at rigtig mange danskere har brug for større fleksibilitet i arbejdslivet, og at man i nogle perioder kan have mere brug for mere tid, og i andre perioder kan man arbejde mere. Den form for fleksibilitet er der rigtig mange danskere, der efterspørger, og den er svær at få til at fungere helt konkret i hverdagen i dag. Derfor har Alternativet jo foreslået den her tidsopsparing, som helt konkret simpelt hen giver danskerne flere penge til at have mere tid, netop ved at kunne tage perioder, hvor man går ned i tid. Jeg kunne høre, at vi har den samme opfattelse, men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvad vil Venstre helt konkret gøre for at imødekomme det voksende behov, der er hos danskerne for større fleksibilitet i løbet af hele livet?

Ordføreren.

Bare lige for en god ordens skyld er der ikke nogen modsætning mellem at være liberal og være værdibaseret. At være liberal er et sæt af værdier, som vi køber ind på. En af dem er den personlige frihed, men personlig frihed er jo ikke friheden til at bruge andres penge sådan ubegrænset uhæmmet – det er det ikke. I forhold til de tal, jeg foreløbig har set, er det forslag, Alternativet kommer med – hvor sympatisk jeg end måtte mene det er, for det synes jeg det er – også ret dyrt. Derfor skal tingene hænge sammen, økonomien skal hænge sammen. Kroner og ører er jo også en slags værdi, og det er måske der, hvor vejene skilles mellem Alternativet og Venstre.

Spørgeren.

Nej, det er det bestemt ikke. Vi mener, at man skal investere i mennesker, ligesom vi har gjort med statsfinansieret su, barsel, pension. Alle mulige andre steder har vi jo været enige om, at det her er store investeringer, vi gør, fordi vi tror på at investere i mennesket. Det er det jo også her ved at give større fleksibilitet. Men ordføreren svarer mig faktisk ikke på, hvad Venstre helt konkret vil gøre for at skabe den her fleksibilitet for mennesker, der i dag lever en presset hverdag, og som ønsker en større fleksibilitet til bedre at kunne organisere deres tid, deres familier, deres venner, deres andre interesser end arbejde.

Ordføreren.

Jamen altså, det er jo noget af det, vi skal se på i den her arbejdstidskommission. Jeg tænker bare, at når jeg hører Alternativet, hører jeg, at man vil have sat arbejdstiden ned til 30 timer for alle, og så skal der så være nogle perioder, hvor man skal arbejde endnu mindre, for der har man travlt med alt mulig andet osv. Det hænger simpelt hen ikke sammen. Hvis man skal gå ned i tid i nogle perioder, må der også være andre perioder, hvor man går op i tid, ellers hænger regnestykket altså ikke sammen.

Fru Marlene Harpsøe.

Mange tak for en vittig tale. Det var dejligt at få smilene lidt frem hernede i Folketingssalen. Det skaber en god stemning. Men nu vil jeg gerne til det konkrete. Vi har jo en statsminister, der er kommet frem med en klar melding om, at hun vil have et opgør med den pensionsalder, som vi har i dag. Så i Danmarksdemokraterne vil vi selvfølgelig også gerne have klare svar. Det skal ikke kun være vittigheder og jokes; vi vil også gerne have klare svar fra Venstre.

Hvad vil man egentlig på det her område, og vil man bakke op om den meget store del af Folketingets partier, som i dag siger til regeringen, at den skal indkalde til forhandlinger? Vil man i Venstre stemme imod den klare anbefaling og det forslag til vedtagelse om, at vi skal have indkaldt til forhandlinger om pensionssystemet hurtigst muligt?

Ordføreren.

Først og fremmest tak til fru Marlene Harpsøe for rosen. Nu håber jeg, at man også fangede, at det ikke bare var sjov og ballade. Den, der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, har fattet begge dele lige dårligt, sådan som et gruk nogenlunde lyder.

Med hensyn til spørgsmålet om at indkalde til forhandlinger forstår jeg, at der er en eller anden vedtagelsestekst, og der kommer det nok ikke som hverken en stor overraskelse eller det store chok, at Venstre kommer til at stemme for det forslag til vedtagelse, som Venstre selv har fremsat. Sådan plejer det jo at være. Men dermed ikke sagt, at det her spørgsmål kan stå ubesvaret hen for tid og evighed. Selvfølgelig kan det ikke det.

Spørgeren.

Det var jo ikke superklart. Vi må ligesom have et klart svar. Hr. Jan E. Jørgensen har jo selv tidligere været ude med riven efter statsministeren og sagt: Nu må man stå klart frem og fortælle, hvad man vil. Hvorfor gælder det her ikke Venstre? Hvad vil man? Vil man holde danskerne for nar i op til 6 år, mens det bare blafrer i luften, i forhold til om man reelt vil stoppe hævningen af pensionsalderen eller ej?

Ordføreren.

Vil Venstre holde danskerne for nar? Jeg tror, det ville komme som en stor overraskelse, hvis jeg sagde: Ja, det er vores klare intention. Nej, selvfølgelig vil vi ikke det.

De kritikpunkter, vi havde, havde vi jo, fordi Socialdemokraterne kom med et forslag i en valgkamp, hvor vælgerne kunne ikke få at vide, hvad det egentlig var, de foreslog. Det var lidt sådan, at alle kunne se sig selv i det og tænkte: Nå, det er nok mig, der skal have lidt ekstra osv. Det duer ikke. Det er ikke fair. Det kritiserede jeg dengang, og det ville jeg gøre igen, hvis nogle andre kom på samme idé. Men mig bekendt er der ikke udskrevet valg endnu. Ellers sad vi nok ikke så fredeligt og roligt herinde.

Fru Katrine Daugaard.

Jeg bider også mærke i, at Venstre er danmarksmestre i femkamp, og de fem kampe, I i hvert fald har gennemført, er jo: 1) I har indført en populistisk og unødvendig toptopskat, 2) I har indskrænket danskernes ytringsfrihed med koranloven, 3) I har fejet statsministerens retssikkerhedsskandaler ind under gulvtæppet, 4) I har afskaffet store bededag for at holde danskerne længere ved samlebåndene, og 5) I har gjort en socialdemokrat til borgmester.

Mener ordføreren virkelig stadig væk, at Venstre er et liberalt parti?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at Frederiksberg fik en socialdemokratisk borgmester ved valget. Det var vi ret kede af. Jeg tænker måske, fru Katrine Daugaard tænker på statsministeren? Det var jo sådan set ikke Venstre, der gjorde fru Mette Frederiksen til statsminister. Det var vælgerne. Hvis man lige kigger sig rundtomkring i salen, vil man kunne konstatere, at der er et rødt flertal herinde. Det er utroligt, at jeg skal sige det så mange gange: Der er et rødt flertal i Folketingssalen. At Venstre i et rødt Folketing kan få gennemført så meget blå politik, burde jo få Liberal Alliance til at kigge på Venstre med benovelse og sige: Hvordan gør de det dog? Hvor er de dog fantastisk dygtige derinde i Venstre; bare det var os!

Vi har fået halveret topskatten for 250.000 hårdtarbejdende danskere. Vi har halveret topskatten. Hvad har Liberal Alliance fået gjort ved topskatten? Nul og niks. Ingenting. Vi fik skrevet et meget, meget fint regeringsgrundlag, da vi havde VLAK-regeringen. Vi sad alle sammen og tænkte: Ja, nu skal vi ind og buldre! Men der skete jo ikke noget, fordi det hele gik op i hat og briller, fordi vi ikke kunne unde hinanden nogen sejre, og fordi Dansk Folkeparti spændte ben for LA, så snart de kunne komme af sted med det. Så jeg vil hellere sænke topskatten, end jeg vil snakke om at sænke topskatten.

Spørgeren.

Undskyld, at jeg kom til at kalde hende for borgmester. Jeg er stadig væk ikke kommet mig over, at man har valgt en tidligere overborgmester, der har stået i spidsen for så alvorlige lovbrud som dem, vi ser i København lige nu, til socialminister. Så undskyld, at jeg blander tingene sammen, men det er jo bestemt ikke vælgerne, der har gjort Mette Frederiksen til statsminister; det er Venstre. Og Venstres vælgere stemte jo på et Venstre, som netop sagde det stik modsatte, nemlig at blå blok ville have en blå regering.

Ordføreren.

Det er vælgerne, der stemmer til folketingsvalget; det er vælgerne, der bestemmer, hvem der sidder herinde; og det er vælgerne, der har sammensat et Folketing, hvor der er et rødt flertal. Hvis Venstre havde sat sig ned og sagt, at det ikke kom til at ske med deres stemmer, så havde vi bare fået en rød regering. Så havde vi fået en socialdemokratisk regering, der var afhængig af Enhedslisten og Alternativet, og hvor mange topskattelettelser var der mon så kommet igennem? Jeg tror ikke, der var kommet en eneste.

Fru Signe Munk.

Tak for talen. Jeg vil gerne blive lidt i sporet med skattelettelser. I et svar fra Finansministeriet kan man se, at i år er der givet skattelettelser for 4 mia. kr. Næste år bliver det svimlende 10 mia. kr., hvoraf en ret stor del går til kapitalfonde og virksomhedsarvinger. Det virker jo umiddelbart på mig, som om det er en meget markant prioritering for den her regering at give så store skattelettelser. Er det også sådan, hr. Jan E. Jørgensen ser det?

Ordføreren.

Tusind tak. Jeg tror ikke, jeg kunne have remset skattelettelserne bedre op end fru Signe Munk. I Venstre er vi rigtig stolte af de skattelettelser, der er blevet gennemført, og det handler jo om mange ting. Skattelettelser handler også om arbejdsudbud, altså at få flere til at arbejde mere.

Nu nævnte man de her virksomhedsarvinger, men det handler jo også om at få danske arbejdspladser til at blive ved med at være danske arbejdspladser. Når Lego ligger i Billund, når Bestseller ligger i Brande, og når Danfoss ligger i Nordborg på Als, jamen så er det jo nok, fordi de er familieejede virksomheder. Hvis de var blevet solgt til en udenlandsk kapitalfond, tror jeg ikke, at de havde ligget i Danmark.

Så det at sikre, at der fortsat er danske arbejdspladser i alle dele af Danmark, er bl.a. noget, vi kan takke vores store danske succeser for. Dem er vi stolte af, og de er i mange tilfælde familieejede virksomheder. Så også dér er vi stolte over at have medvirket til at gennemføre skattelettelser.

Spørgeren.

Det kommer som ingen overraskelse for hr. Jan E. Jørgensen, at jeg jo mener, at det er pilskævt at skrue ned for beskatningen for virksomhedsarvinger, at der slet ikke er brug for at lette beskatningen for kapitalfonde, og at vi skal passe på danske arbejdspladser på andre måder. Men det er jo helt fascinerende, ikke? Vi er ikke engang nået til topskattelettelserne endnu, som Venstre også har fået igennem med en socialdemokratisk statsminister, og nu lægger jeg jo næsten bolden op til smash, men hr. Jan E. Jørgensen må være stolt.

Ordføreren.

Jeg er stolt og tager glad og gerne imod den bold, der bliver lagt lige til højrebenet, og sparker den i mål. For ja, det er vigtigt for Venstre at få nedbragt skatten, men nu tror jeg altså også, det er sådan, at hvis man er et arbejderparti, som Socialdemokratiet jo også er, synes man egentlig også, det er fair nok, at folk, der arbejder, også får noget ud af arbejdet og får lov til at beholde noget for sig selv. Eksempelvis kommer en enlig forsørger med regeringens skattereform til at have omkring 8.000 kr. mere om året til sig selv. Det er mange penge.

Fru Mai Mercado.

Hr. Jan E. Jørgensen nævnte lige VLAK-regeringen og indrømmede, at det ikke var alt dengang, der var lige kønt. Men det er dog alligevel besynderligt, at Venstre nu sidder i en regering, hvor der er et andet regeringsparti, som sådan frisk melder ud, at nu skal man til at se på pensionsalder, uden egentlig at have drøftet det internt, må man forstå, og man må jo også forstå, at det bare er sådan nogle strøtanker. Så kan alle vælgere jo sidde derhjemme og tænke: Ej, det er nok mig; det er nok mig, der skal tidligere på pension; skulle vi ikke lige tage og stemme socialdemokratisk næste gang? Mon ikke det er det, der er formålet.

Men jeg vil da egentlig bare spørge hr. Jan E. Jørgensen om noget. For det kan jo ikke blive ved med at pågå, at man bare sådan melder strøtanker ud i øst og i vest. Man må jo tage drøftelsen, og hr. Jan E. Jørgensen er kommet sådan lidt nemt omkring det ved at sige: Vi i Venstre indgår gerne i nogle drøftelser. Præcis hvordan vil man gerne gå ind i drøftelser? Er det her til foråret? Har Venstre et ønske om det? Og hvad tager man med ind til de drøftelser? Det tror jeg der er rigtig mange i det her lokale der gerne vil høre et svar på.

Ordføreren.

Nu er der lang tid til næste valg. Nu kigger jeg lige ned på statsministeren for at få en bekræftelse. Statsminister, nu er der lang tid til næste valg, det har jeg ret i, ikke? Jeg ved det ikke rigtig. Det tror jeg der er. Det satser vi på der er. Ellers skal vi ud og have skaffet nogle valgplakater i en frygtelig fart. Det vil sige, at der selvfølgelig skal komme noget afklaring i forhold til det her spørgsmål inden folketingsvalget. Det er jeg sådan set enig med Det Konservative Folkeparti i. Men præcis hvornår og hvordan der bliver indkaldt til forhandlinger, aner jeg simpelt hen ikke.

Spørgeren.

Det synes jeg egentlig var et meget fint billede på sådan den interne dynamik. Venstre spørger og bliver totalt ignoreret – totalt ignoreret. Det var et smukt, smukt billede på det. Venstre må jo gøre sin position klar, for man kan ikke sidde i en regering, hvor regeringslederen melder ud politisk, og så ikke selv have svar. Så derfor spørger jeg altså en gang til: Hvad er det, som Venstre kommer til at gå ind i de drøftelser med? Venstre må da også have et bud på, om man rent faktisk ønsker, at der kommer forhandlinger nu her i foråret.

Ordføreren.

Jeg er sikker på, at statsministeren var i gang med at tage noter af alt det, jeg har stået og sagt på talerstolen, så det kan komme med i den afsluttende tale senere på aftenen. Men med hensyn til hvad vi går ind med i de her drøftelser, vil jeg sige, at jeg har sagt det et par gange før, og jeg kan også godt sige det igen: Vi synes selvfølgelig, at pension og pensionsalder er centralt, men vi synes altså ikke, det er det eneste, der er vigtigt. Vi synes ikke kun, det er vigtigt at se på, hvordan man hurtigst muligt kan slippe ud af arbejdsmarkedet. Der er rigtig mange mennesker, der er superglade for at arbejde, og som gerne vil arbejde længe, måske også længere, end de gør i dag. Så er der andre, der kan have behov for at arbejde noget kortere tid og have noget mere fleksibilitet. Det er vores tilgang. Alle er ikke ens, så derfor skal alle ikke behandles ens.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Nu kan jeg høre, at det ligger hr. Jan E. Jørgensen meget på sinde, så jeg vil bare opfordre til, at hr. Jan E. Jørgensen, når der er møder mellem regeringspartierne, med lige så stor ildhu understreger over for Socialdemokraterne, at der er et rødt flertal i det her Folketing.

Men i øvrigt vil jeg sige tak for en veloplagt tale, og for at blive i billedet vil jeg benytte mig af Enhedslistens foretrukne kasteskyts, nemlig spørgsmål med en ideologisk kant, som jo er en sportsgren, jeg ved hr. Jan E. Jørgensen også selv excellerer i, til at spørge, om Venstre virkelig er af den opfattelse, at det – når nu vi har et sundhedsvæsen, som vi må karakterisere som noget helt unikt, også når vi kigger os rundtomkring i verden, hvor der er lige og fri adgang, og hvor den, der er mest syg, også bliver behandlet først – er rimeligt, at vi efterhånden får et forsikringssystem, hvor folk kan springe over i køen til en speciallæge, så det betyder, at den med en forsikring, men med et mindre behandlingsbehov, kommer foran i køen i forhold til den uden en forsikring, men med et større behandlingsbehov. Er det ikke en ulighed, vi bør gøre op med?

Ordføreren.

Tak. Og tak for spørgsmålet. Jeg synes altid, det er en fornøjelse at diskutere med Enhedslisten. Jeg synes, det er rart, når man har et forskelligt ideologisk standpunkt, og det her er jo også et spørgsmål, hvor vi har et forskelligt ideologisk standpunkt. Jeg synes, det ville være mærkeligt, hvis man skulle sige til folk: I må godt bruge jeres penge på cigaretter, whisky og nøgne piger, men I må ikke bruge dem på en sundhedsforsikring. Altså, det er da noget mærkeligt noget.

Hvis man gerne vil bruge sine egne penge, som man har selv har tjent, og som man har betalt skat af, på at forsikre sig, sådan at man eksempelvis hurtigt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis man bliver syg, så skal man da have lov til det. Altså, hvorfor skulle vi forbyde det? Jeg har selv en privat sundhedsforsikring og var for nylig inde at blive opereret i min tå på Aleris, og det betyder jo også, at jeg ikke fylder på Bispebjerg Hospital, altså at der kan komme en til i stedet for mig, fordi jeg selv har betalt for at komme på Aleris.

Så det kan godt være, at det er ulighed, men det betyder jo altså, at nogle kommer til, før de ellers ville være kommet til, også dem, der ikke har en sundhedsforsikring.

Spørgeren.

Problemet er jo, at dem, der arbejder som speciallæger og tager forsikringskunder ind, jo ikke er sådan nogle læger, der bliver fløjet ind fra månen. Altså, det er jo præcis de samme læger, som også skal arbejde i det offentlige, og det betyder jo, at når hr. Jan E. Jørgensen benytter sig af sin sundhedsforsikring, så er det jo ikke nogle ekstra ressourcer, der bliver brugt; så bliver en forsikringspatient rykket frem i køen, og det betyder jo så, at der er en anden en, der bliver skubbet bagud. Det er jo det, der er pointen.

Spørgsmålet er, om vi ikke skal bruge de ressourcer, vi har i sundhedsvæsenet, til at behandle de patienter, der er mest syge, frem for at behandle dem, der har den bedste forsikring eller den største pengepung.

Ordføreren.

Det er jo ikke rigtigt. Altså, det er jo simpelt hen ikke rigtigt. Mange af de speciallæger, som arbejder på Aleris, har også et arbejde i det offentlige sygehusvæsen, men der arbejder de jo fuld tid. Altså, der arbejder de fuld tid, og når de så er færdige med at arbejde fuld tid, så arbejder de ekstra. Da jeg arbejdede som advokat, arbejdede jeg solen sort – nogle gange 50, 60, 70 timer om ugen. Altså, det må man gerne.

Vi lever i et frit land, og det betyder, at når man er færdig med at arbejde i det offentliges sundhedssystem og har arbejdet de timer, man får løn for, så må man sådan set gerne bagefter arbejde på et privat sygehus.

Så når vi desværre kun én spørger mere. Det er fru Susie Jessen.

Tak til ordføreren for en god tale. Jeg er bare glad for, at vi snakker OL-discipliner i dag, og at vi ikke skal udpege, hvem der er hvem i Matador. Det er rigtig dejligt, at vi ikke gør det i dag. Tak for det.

Jeg har et spørgsmål til ordføreren omkring alt det med den grønne energi, der rulles ud i øjeblikket. Vi ved, at regeringen er ret glade for at lave afgifter og trække dem ned over hovederne på det danske folk, altså CO2-afgifter og lastbilafgifter, der rammer rigtig hårdt i landdistrikterne. Men noget, der rammer landdistrikterne rigtig hårdt i øjeblikket, er alt det til den grønne energi, der sættes op. Et konkret eksempel er jo de her 24 ud af 26 energiparker, der bliver placeret i Jylland; der er jo en skævhed, i forhold til hvor de her VE-anlæg sættes op, og det påvirker lokalsamfund enormt meget.

Jeg vil gerne høre ordføreren om hans betragtninger omkring den her skævhed, der er. For det handler jo også om, at de her VE-anlæg sættes op i områder, der i forvejen kæmper med lave fødselsrater, altså dårlig befolkningstilvækst, dårlig infrastruktur og alle sådan nogle ting, som trækker Danmark i en endnu mere skæv retning. Så vil ordføreren komme med nogle ord om, hvordan regeringen vil sikre, at man også i fremtiden ser solceller i Københavnsområdet?

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at vindmøller og solceller ikke kommer til at have nogen indflydelse på fødselsraterne, hverken i den ene eller den anden retning. Når det så bliver nævnt fra Danmarksdemokraternes side, at 24 ud af 26 af de kommuner, hvor der bliver opstillet nye vindmøller og solcelleparker, ligger i Jylland, så er det korrekt. Det er fuldstændig korrekt.

Det er jo, fordi der er en række jyske kommuner, som har budt ind, og som har kunnet se et sted i deres kommune, hvor det gav mening at opsætte vindmøller, eller hvor det gav mening at opsætte solceller. Samtidig er kommunerne jo blevet kompenseret, og dem, der ejer jorden, får jo også penge for at stille henholdsvis vindmøller eller solceller op på deres mark.

Jeg synes da, det er rigtig, rigtig flot, at der er så mange kommuner i Jylland, som byder ind på den grønne omstilling og siger: Vi vil gerne være med til at løse Danmarks klimaudfordringer; vi vil gerne lægge jord til, at der kan blive opstillet vindmøller og solceller hos os. Skulle jeg så sige: Ej, det har I ikke forstand på, altså, I har slet ikke styr på jeres kommune – nu skal jeg som folketingspolitiker sige, at den park kunne ligge meget bedre på Fyn, Bornholm eller Sjælland?

Det synes jeg ikke jeg skal som folketingspolitiker. Jeg synes, vi skal tage vores kommunalpolitikere seriøst, og når de kommer og peger på et sted, synes jeg, vi skal sige, at det lyder fint.

Spørgeren.

Tak. Men problemet er jo, at de københavnske kommuner slet ikke har budt ind. Her er det kun 4 ud af 34 kommuner, der har meldt arealer ind til de her energiparker, så de københavnske kommuner har overhovedet ikke meldt sig ind i den her dagsorden, og det er jo det, der skaber det grundlæggende problem. Det er det, der skaber den her uretfærdighedsfølelse ude i landdistrikterne, altså at lige så snart man kører ind i København, ser man ikke de her solceller.

Jeg er faktisk i tvivl om, om der er folk her i Folketingssalen, der har set de her kæmpestore jernanlæg, der i øjeblikket omringer landsbysamfund rundtomkring i Danmark. Det er en udfordring, og jo, det er også en udfordring, i forhold til hvor mange der så har lyst til at bo i de områder, når de bliver fuldstændig omringet af solceller.

Ordføreren.

Vi har jo lavet en model, så ingen kommuner tvinges til at opstille de her ting. Ingen tvinges. Det vil sige, at man frivilligt kan byde ind. Nu hører jeg fra Danmarksdemokraternes side, at man gerne vil tvinge nogle kommuner, altså at kommunerne skal tvinges.

Københavns Kommune og min egen kommune, Frederiksberg Kommune, er jo kendetegnet ved, at der nærmest er huse over det hele. Altså, Frederiksberg Kommune er Nordeuropas tættest bebyggede område. Det ville være helt ulovligt at opsætte en vindmølle. Ikke engang midt i Frederiksberg Have kunne det lade sig gøre. Der findes intet sted på Frederiksberg, hvor det ville være lovligt at opsætte en vindmølle, fordi der ikke er noget sted, hvor der er langt nok til nærmeste beboelse.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.

Det er jo med lidt blandede følelser, at jeg står på talerstolen her i dag. På den ene side er jeg rigtig glad for, at folketingsåret endelig er kommet i gang; på den anden side må jeg jo nok indstille mig på, at debattens længde betyder, at jeg kommer til at gå glip af et af ugens absolutte højdepunkter, nemlig »Gift ved første blik«.

Men mens jeg forberedte mig til debatten her i dag, slog det mig, at den tid, som jeg har brugt som inkarneret seer af programmet, nok også har givet mig nogle analytiske redskaber til at forstå problematikkerne i relationer, når jeg ser dem. Det slog mig også, at dynamikkerne i »Gift ved første blik« og SVM-regeringen egentlig ikke er så forskellige. Dramaturgien i »Gift ved første blik« er altid den samme: Først er der et bryllup, hvor alle svæver på en lyserød sky og taler begejstret om alt det spændende og vigtige, som man skal opleve sammen. Så er der bryllupsrejsen, hvor de første revner i forholdet som regel begynder at vise sig. Og til sidst er der finaleafsnittet, hvor parrene så endelig skal beslutte, om de skal forblive gift med hinanden.

Vi husker alle sammen starten på SVM-flirten, ånden fra Marienborg og alle de store planer. Nu skulle Danmark reformeres fra midten. Alt det, der aldrig nogen sinde havde kunne lade sig gøre før, fordi hidtidige partnere havde været fuldstændig urimelige og umulige, skulle nu realiseres. Men ak, ligesom et parforhold kan knirke lidt op til højtiderne, så ramte SVM-regeringen muren allerede ved den første højtid, store bededag. Så prøvede man med en gammel klassiker, nemlig en fælles rejse, for at få lidt fornyet gejst ind i forholdet, men det viste sig, at en fælles bustur rundt til halvtomme forsamlingshuse sidste sensommer heller ikke var det, der kunne gentænde gnisten i forholdet.

Nu er vi så ved terminalfasen af ægteskabet. Tegnene er tydelige: Man vil i hver sin retning. Statsministeren har allerede fået en ny, lidt rap frisure, så man kan appellere til nogle andre potentielle partnere – og jeg er lidt ked af måske at spoile, som det vistnok hedder på moderne dansk, men skilsmissepapirerne ligger allerede og venter i e-Boks. Statsministeren er mest opsat på at prøve at få alle de vælgere, som er strøget over til SF, tilbage. Forsvarsministeren er begyndt at tale om et blåt flertal efter næste valg, og det glæder mig rigtig meget. Der er intet, jeg hellere vil end at hjælpe forsvarsministeren ud af den utroskab, som han er faldet i. Udenrigsministeren er vist den eneste, der måske ikke sådan helt har forstået, hvad det er, der foregår. Men det kan selvfølgelig også være svært, når man primært bruger tiden på de bonede gulve og med milliondyre rejser i privatfly – livet er simpelt hen bare lettere på 1. klasse.

Desværre kan den sidste tid i et ægteskab jo godt medføre store ulykker, og her må man bare sige, at SVM-regeringen bestemt ikke er anderledes. Den grønne trepart og regeringens politik for udbygningen af vedvarende energi i landdistrikterne er en katastrofe. Regeringen har allerede smidt os ud af forhandlingerne om den grønne trepart, fordi vi selvfølgelig ikke kan acceptere, at dansk landbrug som det eneste i verden skal pålægges en særskat. Regeringen nægter også at fortælle, hvor mange arbejdspladser det samlet set vil koste i landbruget og følgeindustrienerne. Til gengæld har regeringen været så venlig at oplyse, hvor meget verdens CO2-udslip falder som følge af den grønne trepart: hele 0,0044 pct. Det tænker jeg at de mennesker der mister deres job i landdistrikterne næppe finder nogen større trøst i.

Men regeringens overgreb på landdistrikterne stopper ikke med CO2-afgiften. Der, hvor der i dag er bølgende kornmarker og græssende dyr, skal der fremover opføres kæmpe jernmarker i form af solcelleanlæg, som vil forringe livskvaliteten for beboerne i landdistrikterne og også forringe værdien af deres boliger. Jeg kender ganske enkelt ingen, der er flyttet på landet for at sidde og glo ind i en gold jernmark. Også her viser regeringen sin enestående evne til at trække Danmark skævt. 24 ud af 26 statslige energiparker skal placeres i Jylland. Og som byministeren, der har ansvaret for placeringen af solcelleparkerne, jo sagde til Jyllands-Posten her forleden, så mener han, at han skam også har en nabo hjemme i sit villakvarter, der har nogle solceller på taget. Tænk, at den minister, der har ansvaret for placeringen af solceller, i ramme alvor sammenligner et par solceller på en tagryg i Greve med det, at der er mennesker i landdistrikterne, der fuldstændig får smadret værdien af deres bolig, og som hver dag skal sidde og kigge ind i solcelleanlæg. Det er en decideret hån imod de mennesker.

På pensionsområdet er splittelsen i SVM-ægteskabet jo også meget, meget tydelig. For et år siden lød det fra regeringstoppen med statsministeren i spidsen, at udbuddet af arbejdskraft var den nye valuta i dansk politik. Vi skulle alle sammen stå noget længere ved samlebåndet, og hvis der var én ting, der var helt sikker, så var det, at store bededag skulle vi stå der hele dagen.

Nu efter sommerferien har statsministeren pludselig varslet et opgør med den allermest afgørende politiske aftale i det her årtusind, nemlig velfærdsforliget. Og lad mig bare komme den socialdemokratiske spørgerække lidt i forkøbet: Jo, selvfølgelig skal vi have en drøftelse af, hvordan pensionsalderen skal udvikle sig i fremtiden. Ingen forestiller sig jo, at vi skal arbejde, indtil vi bliver 100 år. Ingen forestiller sig det. Derfor sagde mit parti allerede før folketingsvalget, at vi med fordel kunne tage en drøftelse med udgangspunkt i netop de anbefalinger, der er kommet fra Pensionskommissionen, som jo allerede forelå på det tidspunkt. De handler som bekendt om at dæmpe stigningstaksten i pensionsalderen.

Men statsministeren er faktisk leder af en flertalsregering. Så hvorfor er det, at vi ikke kommer i gang med de forhandlinger om pension? Hvorfor skal vi vente med at tale om pensionsalder til efter et folketingsvalg? Hvad blev der egentlig af ånden fra Marienborg, hvor alting kunne lade sig gøre?

Enhver kan jo regne ud, at det her kun handler om statsministeren, der vil bruge danskernes pension som en del af den socialdemokratiske valgkamp. Det er fuldstændig den samme, lidt slidte formel om igen. Før valget i 2019 skulle alle gå rundt og tro, at Arnepensionen handlede om dem, og det gjorde den så ikke. Før valget i 2022 stillede statsministeren alle offentligt ansatte i udsigt, at de netop var dem, der skulle stige i løn. Efter valget fik de fleste en lang næse.

Enhver kan gennemskue, hvad statsministeren har gang i. Nu er spørgsmålet så bare, om udenrigsministeren og forsvarsministeren er mænd eller mus. Har man tænkt sig, at man vil være statister i Socialdemokraternes valgkamp, eller tør man for en gangs skyld at sætte sig op imod statsministeren og kræve, at vi får skabt klarhed på den her side af valget? Kan man virkelig være tjent med en statsminister, der skaber usikkerhed om den største politiske aftale i det her årtusind for egen politisk vindings skyld? Det mener vi ikke i Danmarksdemokraterne. Danskernes pensionsalder er ikke noget, som man skal spille politisk hasard med. Det mener den øvrige opposition i Folketinget så heldigvis heller ikke.

Derfor skal jeg på vegne af Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet samt Jeppe Søe og Lars Boje Mathiesen fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Partierne uden om regeringen har noteret sig statsministerens ønske om at genåbne velfærdsforliget og drøfte danskernes tilbagetrækningsalder. De samme partier noterer sig desuden, at to ud af tre regeringspartier i lighed med partierne uden om regeringen ønsker debatten om danskernes tilbagetrækningsalder afklaret. Det er således både samtlige partier uden for regeringen og to ud af tre regeringspartier, der ikke mener, at danskerne kan være tjent med fornyet usikkerhed om, hvad der skal gælde for tilbagetrækning og pension i fremtiden, hvorfor forslagsstillerne pålægger regeringen snarest og inden afstemning om en stigning i pensionsalderen i 2025 at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om fremtidens tilbagetrækningsmuligheder og pensionsmodeller, så der kan genetableres tryghed om pensionen for de kommende generationer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak til ordføreren. Vedtagelsesteksten vil indgå i forhandlingerne. Der er en lang række spørgere, og den første er fru Anne Paulin. Værsgo.

Tak for talen. I Socialdemokratiet er vi meget glade for årets kommuneaftale, som giver det største løft i kommunernes driftsøkonomi i 15 år. Oven på nogle hårde år, hvor der har været inflation og pres på kommunernes økonomi, er vi meget glade for, at vi kan investere i den borgernære velfærd. Alligevel har Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær, været ude og kritisere den vækst, som der er i det offentlige forbrug. Er ordføreren enig i, at der bruges for mange penge på velfærd?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med vores finansordfører i, at der selvfølgelig er nogle steder, hvor man kan spare. Det behøves jo ikke at handle om kommunerne. Nu hørte jeg og ved jo sådan set præcis, hvad vores finansordfører, hr. Dennis Flydtkjær, sagde, og det var væksten samlet set, han nævnte. Så det er jo ikke kommuner, han taler om her. Jeg er 100 pct. enig i, at for de ældre, der er jo i dag lever en presset tilværelse, f.eks. fordi deres hjem er blevet til en banegård, er det vigtigt, at der kommer flere faste teams. Det var noget af det, vi gik ind i ældreforhandlingerne med. Sådan noget koster. At børnefamilier har mulighed for at sende deres børn i skole også i landdistrikterne – sådan noget koster. At der er gymnasier og i det hele taget muligheder i hele landet koster. Så det var jo ikke kommuneaftalen, hr. Dennis Flydtkjær kritiserede i sin tid.

Spørgeren.

Det er jo meget nemt på den ene side at sige, at man også vil alt det rigtige på velfærdsområdet, og så på den anden side stå og kritiserer det, når der rent faktisk er en regering, som tager ansvar for at investere i velfærden. Jeg ved, at I ikke har særlig meget sådan politik, der er til og tage og føle på, på jeres hjemmeside eksempelvis. Det er svært at finde ud af, hvad partiet egentlig står for. Så kommer Danmarksdemokraterne til at fremlægge en økonomisk politik, hvor det så bliver tydeligere for offentligheden, hvad det er, Danmarksdemokraterne rent faktisk mener, når man går ind og kritiserer, at der er nogle, som tager et ansvar for at investere i velfærden og det offentlige forbrug?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke helt, hvor fru Anne Paulin har været de sidste par år, men det er da i hvert fald ikke her i Folketinget, må man ligesom konstatere. For Danmarksdemokraterne har jo fremlagt to finanslovsforslag i de 2 år, hvor vi har været her, og vi kommer også til at fremlægge et i år, selvfølgelig. De har været fuldt finansierede, og det er jo det, vi er gået til finanslovsforhandlingerne med. Men hvis jeg sådan lige skal pege på nogle ting, kan jeg sige, at vi har en udenrigsminister, der stort set ikke kan se et afrikansk land, før han åbner en ambassade; vi har noget ulandsbistand, vi kunne kigge på; vi har en regering, der er ved at købe fly for 300 mio. kr. Mon ikke der kunne være et lille bitte fedtlag, der kunne skæres af hist og pist? Hvad med DR? Det er bare for nævne nogle ting.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tak, og tak til fru Inger Støjberg, som jo sammenligner SVM-regeringen med et ægteskab. Nu ser jeg nok mere på Folketinget som et firma end som et ægteskab. Men hvis vi skal blive ægteskabsterminologien, kan vi jo konstatere, at fru Inger Støjberg er flyttet ind i sådan et hippiekollektiv sammen med en masse fra Dansk Folkeparti. Men som sagt synes jeg måske mere, at det giver mening at tale om os som et firma.

Det, jeg vil spørge til, er den her kampagne, som Danmarksdemokraterne har ført mod en CO2-afgift, som jo altså Landbrug & Fødevarer har været med til at udarbejde: Er man stadig ligeså indædt i sin modstand, og kan ordføreren love mig, at Danmarksdemokraterne vil afskaffe CO2-afgiften for landbruget efter et valg?

Ordføreren.

Nu talte jeg jo også meget om reality-tv. Jeg har det jo altid sådan, at når en Venstremand stiller mig et spørgsmål, er det lidt ligesom at være med i »Ex On The Beach«. Det kan være en rigtig grim oplevelse, har jeg hørt.

Men vedrørende CO2-afgiften kan jeg jo ikke regne ud, hvor mange ulykker Venstre kan nå at lave i den her regering, for det er jo ikke så lidt, Venstre er kommet af sted med indtil videre. Jeg kan love, garantere for, at hvis Danmarksdemokraterne kommer i regering – og det håber jeg at vi gør, og jeg håber, at vi gør det sammen med Venstre – vil vi i de regeringsforhandlinger og hver eneste dag i regeringen kæmpe for, at vi har et landbrug, der er bedst muligt stillet, fordi det betyder, at vi kan skabe et Danmark i bedre balance. Jeg kan garantere for, at vi vil bruge vores kræfter på at prøve at skabe et Danmark, der hænger bedre sammen i morgen, end det gør i dag. Der må man bare sige, at med de ulykker, som Venstre har været med til at gennemføre i den her regering, er det trukket den helt forkerte vej. Vi kommer jo ikke til at gå ind for en CO2-afgift, det er klart, og vi vil bekæmpe den alt det, vi overhovedet kan.

Spørgeren.

Jeg kan godt høre, jeg skal se noget mere reality-tv. Jeg stoppede, dengang der var »Big Brother«. Så nåede jeg ikke videre.

Nu lufter fru Inger Støjberg jo så nogle ministerambitioner. Så lad mig spørge på en lidt anden måde. Jeg hørte det, som at fru Inger Støjberg – er det ikke sådan, man plejer at sige – er til salg for læderindtrækket i en Audi, og at hvis man kan få det, er den der CO2-afgift knap så vigtig. Var det det, jeg egentlig hørte fru Inger Støjberg sige?

Ordføreren.

Nej, og det er jo nok det, der er forskellen på Venstre og Danmarksdemokraterne: Vi er simpelt hen ikke til salg over for en socialdemokratisk statsminister. Jeg kan garantere for, at vi kun har ét ultimativt krav, og det er en blå statsminister. Jeg håber, det bliver sammen med Venstre.

»Big Brother« er mange år siden, men jeg tror, Venstre har sådan lidt et indtryk af – det har jeg i hvert fald – at Venstre er med i en eller anden form for realityshow nu, hvor det er big sister, der bestemmer rimelig meget.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg ser simpelt hen ikke nok fjernsyn, kan jeg så regne ud. Tak til ordføreren for talen. Jeg vil egentlig gerne spørge lidt ind til den her diskussion om pensionsalderen, for den er jo ligesom i luften. Jeg ved godt, at ordføreren og SF ikke er enige om, hvordan pensionsvilkårene skal se ud. Vi sidder så heller ikke i regering sammen og skal derfor heller ikke nødvendigvis blive enige. Men jeg vil gerne spørge lidt ind til, hvordan ordføreren ser det udspil, der er kommet fra statsministerens side, og hvad fru Inger Støjberg egentlig tænker om Socialdemokraternes formands pensionsmelding.

Ordføreren.

Der bliver sagt udspil. Altså, problemet er jo, at der ikke er kommet noget fra statsministeren. Statsministeren forsøger på at hapse SF's vælgere ved det her. Det er jo sådan set det, det handler om. Det er at prøve at føre valgkamp og prøve at stemmemaksimere, så statsministeren kan forblive statsminister. Det kan jeg da godt forstå hun har en drøm om, men det er bare ikke rimeligt at holde hele den danske befolkning som gidsel i det her spørgsmål. Ja, vi er uenige, tror jeg også, om nogle ting, især når det gælder økonomisk politik – der er vi sikkert uenige om rigtig mange ting – men det, vi ikke er uenige om, er, at vi skal have bragt ordentligheden tilbage, i forhold til hvornår danskerne kan forvente at gå på pension. For den måde, som statsministeren gambler med pensionsalderen og folks fremtidsdrømme på, er ikke rimelig. Det er jo derfor, vi alle sammen er samlet omkring den her vedtagelsestekst i dag, og det er jeg glad for, for jeg synes, det sender et vigtigt signal om, at der er nogle ting, der bare skal være orden på.

Spørgeren.

Jeg deler analysen. Jeg synes, det er underligt, at vi, hvis vi skal stemme om en forhøjelse af pensionsalderen i 2025, ikke inden da får sagt til mange af de f.eks. ufaglærte, at de ikke skal forvente at skulle være der lige så længe som nogle af os andre. Den diskussion synes jeg faktisk er rimelig nok at få taget og få det afklaret, inden vi skal stemme om det.

Jeg er også lidt nysgerrig, i forhold til hvad fru Inger Støjberg, som jo kender Venstre særdeles godt indefra, egentlig synes om Venstres forslag om en arbejdslivskommission, og hvorfor den kommer. For jeg oplever det mere som sådan en bureaukratisk redningskrans til regeringen, end jeg egentlig oplever det som et ønske om at kigge på det her spørgsmål reelt.

Fru Inger Støjberg.

Jamen det er jo det. Altså, Venstre er jo på en eller anden måde blevet fanget i det her. Det kan vi lige så godt sige. Derfor har Venstre valgt det, altså for at forblive i regeringen. Man har en exceptionel glæde, tror jeg, ved at være i regering, ellers ville man vel heller ikke pludselig pege på en socialdemokrat, som man har bekriget hele sit liv. Det er mig en gåde. Altså, der er ret langt, fra da hr. Jan E. Jørgensen tilbage i 2019 sagde, at nu måtte Socialdemokraterne komme ud af busken og fortælle, hvad de ville med pensionen, og så til nu, hvor de siger, at det behøver vi ikke alligevel, bare vi kan forblive i regering lidt længere.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen.

Mange tak, og tak for en god tale. Jeg har faktisk hørt samme sammenligning mellem regeringen og Gift ved første blik, og jeg blev så nysgerrig, at jeg faktisk gik i gang med at se Gift ved første blik, fordi jeg simpelt hen måtte se, hvad det går ud på. Og det er faktisk meget rammende; jeg er fuldstændig enig.

Jeg hæftede mig dog ved, at hr. Jan E. Jørgensen valgte at snakke om paralympiske lege, og jeg tror, det, som mest kendetegner den konkurrence, der kører dér, er, at vi ser nogle atleter, som tror på nogle ting. De har mål, og de har ambitioner. På trods af at de måske har nogle skavanker, tror og håber de, og jeg tror ikke, at nogen af dem er kommet til, hvor de er, ved at sige, at det nok er usandsynligt, at det her kan fungere. De har sagt: Vi tror på det her. Der fornemmer jeg også på fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, at man tror på det borgerlige projekt, og at man tror på, at det borgerlige Danmark gerne vil, at vi sætter det mål. Kan fru Inger Støjberg lige give sit besyv med, i forhold til hvordan vi får stablet det på benene uden Venstre?

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig i, at Venstre på en eller anden måde er kommet med til det OL uden kvalifikationskrav og så er glade for bare at være med til indmarchen. Så lader man ligesom statsministeren føre ordet derfra, og så er man lykkelig over overhovedet bare at kunne kalde sig atlet.

Jeg synes også, Venstre skulle tage at hæve ambitionsniveauet lidt. Jeg synes, Venstre skulle se at komme tilbage til den blå familie og have den ambition, som jeg i virkeligheden tror der er rigtig mange Venstrevælgere der også har, nemlig at vi skal have en blå statsminister, der fører blå politik. Der er masser at samles om: mere frihed til selv at vælge, hvordan man vil bruge sit liv, hvilken pasningsordning man vil have sine børn i, og hvilken skole ens børn skal gå på. Alle sådan nogle ting kunne vi jo sagtens samles om. Så må man også sige, at i forhold til den økonomiske politik burde der også være mere, der binder Venstre og resten af den blå familie sammen, end der gør ovre hos Socialdemokraterne.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg deler synspunktet. Jeg vil bruge mit andet spørgsmål til at spørge om noget meget trist. Vi har siden terrorangrebet for næsten et år siden set, at det jødiske had i Danmark er steget gevaldigt. Antisemitismen berører mange. Desværre er det ikke demonstrationer for at beskytte dem, som jeg ser mest af. Det harmer mig meget. Men jeg fornemmer en klar opbakning her i Folketinget fra mange af os, men det er ikke nok. Vi kan se voldelige overfald, og så sent som for meget nylig blev der jo sprunget håndgranater tæt på, hvor børn skal gå i skole, og de får aflyst deres skoledag. Mener Danmarksdemokraterne og fru Inger Støjberg, at vi gør nok for at beskytte de danske jøder her i landet?

Ordføreren.

Det er et emne, der berører mig dybt, og det tror jeg mange ved. Det er jo desværre ikke kun i Danmark, vi ser antisemitisme i den her tid – en voksende antisemitisme. Vi ser det i store dele af den vestlige verden, og det håber jeg virkelig er noget, vi kan samles om. Jeg ved, det er noget, vi kan samles med regeringen om, og jeg synes, at det er helt afgørende, at der en dag som i dag også er et klart signal samlet set fra Folketinget om, at antisemitisme ikke hører til i Danmark, og at skal der mere beskyttelse til af danske jøder og jødiske institutioner, er vi villige til at give det.

Så er det hr. Henrik Frandsen.

Tak for ordet, og tak til fru Inger Støjberg for en god tale, om end jeg må sige, det er en tale, der tegner et noget dystert billede af landdistrikterne – et billede af, at alle, der bor i landdistrikterne, er ofre. Det mener jeg ikke, de er; det er ikke et billede, jeg kan genkende. Jeg har dog trods alt været selvstændig landmand i 35 år og boet derude. Jeg oplever til gengæld, at man meget gerne vil tages seriøst, at man meget gerne vil have, at vi i Folketinget finder gode løsninger for det at bo i landdistrikterne, og det må jeg i den grad sige at den grønne trepart er et udtryk for. Netop det, at man laver langsigtede rammevilkår for et af vores vigtigste erhverv i Danmark, nemlig landbruget, og det, at man har trygge vilkår, der gør, at man kan investere i fremtiden, er noget af det, man efterspørger allermest – det ved jeg, fordi jeg selv har været landmand.

Jeg vil gerne spørge fru Inger Støjberg, om hun ikke også mener, at det er væsentligt, at vi sikrer, at vores landbrug ved, hvilke vilkår de har at arbejde efter i fremtiden, så de trygt kan begynde at investere og forberede sig på den fremtid, vi ved kommer.

Ordføreren.

Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte og slutte. Gode løsninger for landdistrikterne og landbruget, jo, men gode løsninger er da ikke at være det eneste land i hele verden, der indfører en CO2-afgift. Lad mig bare lige minde om, at dansk landbrug er i fuldt firspring med at få omstillet sig. Hvis man tager en landmand som Asger Christensen, der er medlem af Venstre og sidder i Europa-Parlamentet, har han lagt sit CO2-regnskab frem. Hver gang han producerer 1 l mælk, udleder han 0,91 kg CO2. Når hans polske kollega producerer 1 l mælk, udleder han 1,44 kg CO2. Så dansk landbrug er jo i gang med at omstille sig. Men det, man gør nu, er, at man nedlægger danske landbrug. Man nedlægger de følgeerhverv, der er til. Man nedlægger dermed rigtig meget af eksistensgrundlaget på landet og i landdistrikterne. Det gør man så for at mindske CO2-udledningen på verdensplan med 0,044 4 pct. Det er da ikke at udvikle landdistrikterne og skabe sikkerhed og tryghed, det er da lige nøjagtig det modsatte. De sidste, der så bliver boende ude på landet, kan så blive omringet af solceller.

Spørgeren.

Jeg anerkender til fulde, at vi har et landbrug, der er i fuld gang med at omstille sig. Det er også der, jeg er fuldstændig betrygget i, at når vi indfører en CO2-afgift på den måde, vi gør, vil det også komme til at virke på den måde, det skal, netop at vi fremtidssikrer landbruget. Jeg er også nødt til at minde fru Inger Støjberg om, at Landbrug & Fødevarer faktisk var en af dem, der sad med ved bordet, altså den organisation, som organiserer dansk landbrug, hele fødevareklyngen i Danmark, og de siger god for det her, de har været med til at udforme det. Tænker fru Inger Støjberg ikke, at det egentlig er garanten for, at balancerne i det her er til stede, og at vi den her vej rundt sikrer dansk landbrug og dermed også livet på landet?

Ordføreren.

Jeg er godt klar over, at Landbrug & Fødevarer sad med omkring bordet, men det, jeg også ved nu, er, at man under de forhandlinger ikke var klar over, at der var 220.000 husdyr, der skulle slås ihjel for det her, og at de skulle fjernes. Det er et tal, der er kommet frem efterfølgende. Altså, talgrundlaget har jo slet ikke været på plads. Vi er spurgt til, hvad det her egentlig kommer til at betyde af nedlagte arbejdspladser, ikke bare i landbruget, men også følgeerhvervene, og det kan vi ikke få et svar på. Jeg vil da sige, at hvis man skal gå i gang med at nedlægge dansk landbrug, synes jeg da nok, at det vil være en fordel at kende konsekvenserne inden, og det tror jeg egentlig også at hr. Henrik Frandsen mener sådan inderst inde, og i hvert fald hvis man taler til landbrugshjertet og den hr. Henrik Frandsen, der bor i landdistrikterne.

Hr. Per Larsen.

Tak for det, og tak til fru Inger Støjberg for en rigtig god tale. Der er jo en vis troværdighed, når nu fru Inger Støjberg siger noget. Jeg har f.eks. ikke den store mistanke om, at fru Inger Støjberg vil gøre fru Mette Frederiksen til statsminister efter et kommende valg, hvor vi jo har set nogen, der påstod noget inden valget, og så gjorde noget helt andet efter valget. Men grunden til, at jeg lige rejser mig og tager ordet, er, at jeg gerne vil høre lidt om Danmarksdemokraternes holdning til tildelingen af dansk statsborgerskab.

Vi har jo mulighed for at tildele et dansk statsborgerskab til de mennesker, som kommer til vores land, og som bor her, og som er her, som integrerer sig, og som arbejder, uddanner sig og forsørger sig selv, som opdrager deres børn ordentligt, og som på alle måder vil det danske samfund. Men praksis er jo nu, at vi siden 2021 ikke har kunnet være sikre på, at der, når man tildelte et dansk statsborgerskab, ikke var nogen kriminelle imellem dem. Vi synes jo, det er ganske uansvarligt, at man på den måde giver et dansk statsborgerskab til nogle, som er kriminelle. Hvordan ser Danmarksdemokraterne rent faktisk på det spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg må jo bare erklære mig enig. Jeg kan ikke forstå, at man ikke får styr på den del, når det handler om tildelingen af danske statsborgerskaber. Det at få et dansk statsborgerskab er i min optik den største gave, vi overhovedet kan give til mennesker, der er kommet til Danmark. Det er noget, man skal række ud efter, og derfor er der nogle skrappe krav, som man skal leve op til, deriblandt jo også, at man ikke må have nogen former for alvorlig kriminalitet på sit cv. Jeg kan i øvrigt sige, at jeg aldrig nogen sinde ville kunne blive dansk statsborger, hvis ikke jeg allerede var det, så det er jeg jo meget glad for at jeg er, og man kan så heller ikke fratage mig det, vil jeg bare lige sige. Jeg kan så blive hentet hjem til Jylland.

Men der skal styr på det der, og jeg forstår ikke det ikke. Vi har en regering, der har lovet at få styr på det her område, så man kan kigge ind i de kriminalregistre, og jeg er helt enig med Det Konservative Folkeparti i, at det er dybt problematisk.

Spørgeren.

Ja, det er jeg glad for høre. Jeg havde sådan set også trykket mig ind, i da Venstre havde ordet, men da nåede det desværre ikke at komme med. For det er jo helt essentielt for de mennesker, der vil Danmark, at de har mulighed for at kunne få et dansk pas, og at de har mulighed for at kunne få stemmeret i Danmark. Men når nu man laver den her ordning med, at det er i store grupper, man tilkender det, og vi så ikke har en garanti for, at der ikke er nogen kriminelle imellem, så bliver det jo bare ganske vanskeligt for os Konservative at stemme ja til sådan noget. For vi har altså ikke intentioner om at tildele et dansk statsborgerskab til nogen, som har en kriminel fortid.

Ordføreren.

Jeg kan desværre ikke svare på Venstres vegne, primært fordi jeg simpelt hen ikke ved, hvor Venstre står efterhånden, når det handler om udlændingepolitik. Vi har set den ene lempelse på udlændingeområdet efter den anden, efter at Venstre er kommet med i regeringen.

Så jeg ville ønske, at jeg kunne svare på Venstres vegne, men det er mig en gåde, hvor Venstre er ved at flytte sig hen, også når det handler om udlændingepolitik. Så det beklager jeg meget. For i gamle dage kunne jeg svare på det.

Fru Jette Gottlieb.

Tak for det. Nu forestiller jeg mig, at den samlede opposition får presset regeringen til en forhandling om pensionsalder og pensionsvilkår i øvrigt, og så begynder det jo at blive rigtig vigtigt at høre, hvad Danmarksdemokraterne selv står for. Derfor vil jeg spørge, om Danmarksdemokraterne f.eks. opfatter det som en vigtig del af forståelsen, at vilkårene for de enkelte befolkningsgrupper er meget forskelligartede, og at vilkårene for tilbagetrækningen dermed måske også bør være forskelligartede. Det ville jeg gerne høre om.

Ordføreren.

Jeg kan sådan helt grundlæggende sige, at hvis man er nedslidt, hører man jo ikke til på arbejdsmarkedet. Hvis man er for nedslidt og for syg til at arbejde, skal man ikke arbejde længere, og derfor er der jo vigtigt, at der er en række ordninger, så man netop kan komme ud af arbejdsmarkedet. Det er jo sådan den ene del af det.

Så er der den anden del af det, og det er alle os halvstuderede røvere, som ikke nødvendigvis bliver nedslidt på samme måde, og det er jo så den del, der primært kommer til at ligge i de pensionsforhandlinger, som forhåbentlig snart skal i gang, og jeg håber også, at vi kan presse regeringen til at komme i gang. Der er det jo bare sådan, at vi siger, at man ikke kan arbejde, til man er 100 år. Så det her kan jo ikke fortsætte. Pensionskommissionen kom jo i virkeligheden allerede før valget med nogle forslag til det her, og det synes jeg man skulle tage udgangspunkt i, og så synes jeg, man skulle få sat sig omkring et bord og tage en ordentlig snak om det her og få det fastlagt, så folk ved, hvad de har med at gøre, og hvad de kan regne med.

Spørgeren.

Så vil jeg også lige høre, om Danmarksdemokraterne også opfatter det som århundredets vigtigste diskussion og dermed vil sikre, at alle partier bliver inddraget i den debat.

Så vil jeg lige springe til noget helt andet, som måske handler om livet på landet, men som også handler om den kollektive transport. Der vil jeg spørge, om Danmarksdemokraterne opfatter den kollektive transport som et velfærdsgode, og grunden til, at jeg spørger på den måde, er jo, at jeg meget gerne vil sikre mig, at den kollektive transport også står til rådighed for den tredjedel af befolkningen, som ikke bare har adgang til at tage en bil. Det er jo i særklasse vigtigt på landet, og hvordan vil Danmarksdemokraterne sikre det?

Ordføreren.

Først i forhold til det første: Ja, jeg vil da ønske, at alle kan komme ind til de forhandlinger, men jeg tror ikke, vi alle sammen helt bredt bliver enige. Det tror jeg ikke er realistisk.

I forhold til spørgsmålet omkring kollektiv transport tror jeg altså ikke, at man i fremtiden skal regne med, at der kører busser overalt i landet, og det gør det jo heller ikke nu. Jeg tror, man bliver nødt til at se den kollektive transport på en lidt anden måde, hvor vi giver mulighed for noget fleksibilitet. Vi kender jo i dag Flextrafik, men det kan også være alt muligt andet. Jeg tror simpelt hen, vi bliver nødt til at nytænke det. Der bor for få mennesker, og der er for få mennesker ude i mange landdistrikter, der benytter sig af den kollektive transport, til at det kan løbe rundt, for at sige det, som det er. Så man bliver nødt til at nytænke det med samkørsel og alle sådan nogle ting. Man er i øvrigt også allerede begyndt lidt med det på øerne.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

Vi kan se, at tilliden til regeringen, men også tilliden til det offentlige system, og til, at tingene kører efter bogen, i brede dele af det danske samfund er for nedadgående. Derfor vil jeg gerne høre fru Inger Støjberg, om hun er enig i, at det, når der efter næste folketingsvalg er et blåt flertal, så også kræver en anden måde at være regering på.

Jeg nævnte tidligere det her med en 18-procentslønstigning, som virker helt uden sammenhæng med det, som gælder for de fleste mennesker uden for ja, regeringen, tilbagetrækningsreglerne, muligheden for at dukke sig for ansvaret, fordi man kan spekulere i, hvornår ministeransvaret indtræder og hvornår det forældes, og den måde, man rekrutterer ministre, der lige behændigt ikke kan bruges som overborgmesterkandidater i København, selv om de har en stribe lovbrud bag sig, og man smækker dem ind i et af de vigtigste ministerier, nemlig Socialministeriet, og man så – haps – lige trækker en rådgiver ind, fordi man ikke har nogen egnede i sin folketingsgruppe. Hele den adfærd, den skalten og valten som regering vil jeg gerne høre om fru Inger Støjberg er enig med mig i at vi skal kunne sige til danskerne er fortid efter et valg, hvor vi siger farvel til statsministeren og udenrigsministeren.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at vi har set en uhørt brug af magt i den her regeringsperiode og jo altså i virkeligheden også i perioden før. Jeg synes, at det er ekstremt trist – og så er det bare sagt – at Venstre dækker over hele minkskandalen og har været til fals for ministerbiler og så til gengæld siger, at alt det, man mente før et valg, mener man ikke mere. Det synes jeg er en meget, meget dårlig måde at udøve den magt, som man har fået af befolkningen, på. Så vi kan være enige om, at man ikke på den måde skal holde hånden over en statsminister.

Spørgeren.

Jeg tror jo, de fleste kender fru Inger Støjbergs syn på Venstre, og nu har vi tidligere været inde på realityprogrammer, og det er vel sådan lidt »Landmand søger kærlighed«, vi er ude i. Men jeg vil også gerne høre, om fru Inger Støjberg så gør sig nogle tanker om, hvordan vi kan gøre det bedre. Dansk Folkeparti fremlagde her ved vores sommergruppemøde ti konkrete forslag til, hvordan vi kan få mere åbenhed, mere transparens og få de samme regler til at gælde både for ministre og politikere, som dem, der gælder ude i samfundet. Der vil jeg da gerne høre, om fru Inger Støjberg kan sige, om hun er enig i nogle af de konkrete tiltag, eller hvilke tanker Danmarksdemokraterne gør sig for at styrke tilliden til magtudøvelsen i Danmark.

Ordføreren.

Nu er der vel, tror jeg, ingen landmand tilbage i Venstres gruppe, så der kan ikke være meget »Landmand søger kærlighed«. Jeg er heller ikke landmand, men jeg søger kærlighed – det er fuldstændig rigtigt – især i hele den blå lejr. Det er lidt bredt kærlighed, kan man sige, en lidt bred form for at søge kærlighed i den blå familie. Nå, men nok om mit datingliv, der er ikkeeksisterende.

Men bortset fra det vil jeg sige, at vi altid gerne vil diskutere forslag til mere åbenhed og også i forhold til de ting, som Dansk Folkeparti har fremlagt, og jeg kan i hvert fald sige, at vi i Danmarksdemokraterne er fuldstændige enige med Dansk Folkeparti i, at der er nogle ting, der er rivende galt i forhold til den måde, regeringen har udført sin regeringsgerning på.

Hr. Martin Lidegaard.

Tak. Da regeringen sidste år ville skære på udkantsgymnasierne, lavede vi jo en uhellig alliance mellem Danmarksdemokraterne og Radikale Venstre, der ellers ikke er enige om så mange ting, og vi tog ud og fik heldigvis stoppet de mange nedskæringer, regeringen havde planlagt på landets gymnasier i yderområderne. Nu er regeringen så kommet med en ny pakke i år, der også vil gå ud over en stribe gymnasier i Danmarks udkant, og som i øvrigt derudover skærer på en masse A-niveaufag, fra fysik og kemi til klassiske sprogfag og musik, og det vil gå ud over i alt 60.000 gymnasieelever i hele landet, der vil få en dårligere undervisning fra næste år, hvis regeringen kommer igennem med den pakke.

Jeg vil egentlig bare spørge fru Inger Støjberg: Kunne vi lave en alliance igen i år, når vi nu skal til finanslovsforhandlinger, hvor Danmarksdemokraterne og Radikale Venstre igen står vagt om udkantsgymnasierne, men også i det hele taget om at stoppe de forringelser af gymnasieundervisningen, som regeringen lægger op til?

Ordføreren.

Jeg vil i hvert fald sige, at da jeg så den fordeling af midler til gymnasierne, som regeringen har fremlagt, blev jeg faktisk noget overrasket – jeg vil næsten sige tenderende til chokeret – over, at man stadig væk ikke har løst den problematik med, at der er udkantsgymnasier, som der bliver skåret voldsomt ned på. Jeg var selv på en tur med vores politiske ordfører til Midtsjællands Gymnasium, som bliver hårdt ramt, og der er en række udkantsgymnasier, der bliver hårdt ramt, og man skal bare være klar over, at hvis et gymnasium i et landdistrikt bliver nedlagt, betyder det enormt meget, også for bosætning, tiltrækning af arbejdskraft og alt sådan noget. Så det er jo ikke bare et spørgsmål om, at der er et gymnasium, der lukker; det er et spørgsmål om, om unge har en mulighed for at få en uddannelse, og jo i sidste ende om, om der overhovedet er folk, der flytter til sådan et område og vil arbejde på nogle af de virksomheder, der er der. Så det har altså en bredere betydning, og derfor er jeg og Danmarksdemokraterne selvfølgelig fuldstændig indstillet på stadig væk at kæmpe den kamp.

Spørgeren.

Det er jeg utrolig glad for at høre. Jeg deler analysen i forhold til landdistrikterne en til en. Det her er virkelig gift for landdistrikterne. Men jeg synes nu også, at andre ting er gift. Jeg var ude at besøge Sankt Annæ Gymnasium forleden, og hvis man gør det her, nedlægger man jo også musiklinjerne på en lang række gymnasier, både i byerne og på landet, og det påvirker hele fødekæden, kan man sige, i forhold til at få undervisere på vores musikuddannelser og få musiklærere til folkeskolen osv., og det har vi jo heller ikke nogen interesse i. Det er jo peanuts, det handler om. Så jeg håber, at vi kan få en alliance, hvor vi både løfter de udsatte gymnasier – det vil vi gerne specifikt være med til – men altså også redder de fag, som er truet nu.

Ordføreren.

Vi mener, at det, som regeringen har fremlagt, er dybt problematisk, og at det er dybt problematisk af præcis de grunde, som jeg nævnte før. Jeg kan så høre, at Radikale Venstre – og det er jo heller ikke overraskende, for vi så også fuldstændig ens på det sidste år – står præcis det samme sted, som vi gør. Det er også noget makværk i forhold til at drive de her gymnasier, hvis man bare år efter år skal prøve at indhente de her bevillinger, for det er altså heller ikke det, der trækker dygtige undervisere til og trækker elever til. For hvis man ikke er sikker på, at man kan færdiggøre sin uddannelse, eller hvis man bliver den sidste årgang, så har man ikke meget lyst til at være på sådan et gymnasium, og det kan jeg ærlig talt godt forstå.

Fru Franciska Rosenkilde.

Tak for det. Fru Inger Støjberg og jeg deler en stor passion for det danske landbrug. Vi er ikke altid enige om løsningerne, men jeg tror faktisk, at vi er mere enige, end mange tror. Faktisk er vi jo begge to meget optaget af at få et mere blomstrende liv på landet. Desværre ser vi mange steder det modsatte: at livet på landet svinder ind. Tror fru Inger Støjberg, at den måde, som dansk landbrug har udviklet sig på gennem de sidste årtier – altså de forandringer, at der bliver færre heltidslandbrug og der bliver færre ansatte i landbruget, færre ansatte med fast bopæl i Danmark og flere udenlandske ejere – betyder, at der i dag er mere eller mindre liv på landet?

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig med fru Franciska Rosenkilde i, og det er jo et faktum, at der er flere større landbrug, og at den produktion, der er på landbrugene, også er mindre arbejdsintensiv, end den var før. Men det hænger altså også sammen med, at førhen blev en landmand jo voldsomt nedslidt, når han f.eks. skulle malke sine køer. Nu er der hjælpemidler – malkerobotter og alle sådan nogle ting. Og det er en positiv udvikling, for vi kan jo ikke have, at landbruget ikke ligesom følger med, også når det handler om arbejdsmiljø. Så den del skal også ind i ligningen med alt det her.

Kunne jeg ønske mig, at der var flere små landbrug? Ja, det synes jeg da også kunne være enormt, jeg fristes næsten til at sige hyggeligt. Men man kan jo bare ikke leve af hygge. Så der er jo en strukturændring i gang. Den strukturændring tror jeg ikke vi kan bremse. Men det, vi kan, er, at vi kan sørge for, at der er nogle ordentlige betingelser for både at drive landbrug, og at det selvfølgelig også skal gå hånd i hånd med den omstilling, der skal være imod en grønnere omstilling. Og der har jeg ikke hørt en eneste landmand sige, at det vil han ikke være med til.

Spørgeren.

Nu er det jo ikke bare hygge, de små og mellemstore bedrifter producerer. De producerer faktisk fødevarer til danskerne, hvorimod mange af store bedrifter producerer til eksport.

Men jeg vil nu gerne spørge ordføreren om noget andet, for forskningen har jo gang på gang dokumenteret, at udledninger fra kvælstof fra det danske landbrug har forurenet den danske natur og ikke mindst vores vandmiljøer til et niveau, hvor de bogstavelig talt gisper efter vejret. Er det noget, der får fru Inger Støjberg til at vakle i sin kærlighed til den danske landbrugsproduktion og den udvikling, der er i gang?

Ordføreren.

Der er intet, der får mig til at vakle i forhold til min kærlighed til landbruget og til landdistrikterne og liv på landet – intet. Men skal landbruget også bidrage, når det handler om mindre udledning af kvælstof? Selvfølgelig skal landbruget det. Men jeg synes bare også, at det er fuldstændig afgørende, at landbruget bliver en del af alt det her, og at det ikke er noget, der kommer til at foregå hen over hovedet på landbruget eller de følgeerhverv, der nu også måtte være der. Så man skal være en del af det. Det er også klart det, landbruget siger. Og så skal man bare være helt klar på, at al udledning af kvælstof jo heller ikke udelukkende kommer fra landbruget. Der er også andre steder, som der bliver udledt kvælstof fra.

Tak. Hr. Jens Joel.

Tak til ordføreren for talen. Jeg tillader mig at bevæge mig en lille smule videre fra fru Inger Støjbergs datingliv til nogle af de kaffeaftaler, som jeg forstår der nu er i kalenderen, altså at fru Inger Støjberg mødes med eksempelvis fru Pia Olsen Dyhr og diskuterer pension. Jeg vil bare høre, om der er i den forbindelse har været tid til at diskutere, at Inger Støjberg som beskæftigelsesminister jo var ansvarlig for den forringelse og den de facto nedlæggelse af efterlønnen, som blev aftalt, mens Inger Støjberg var minister.

Ordføreren.

Det var jo godt, at ordføreren lige fik det sidste med, altså at det var noget, der blev aftalt dengang, for jeg står sådan set lige med lovforslaget her, og jeg kan da se, at det er den nuværende statsminister, fru Mette Frederiksen, der var den, der fremsatte lovforslaget i sin tid. Mere har Socialdemokraterne åbenbart ikke været imod det her, så jeg tror, man lige skal passe på med at drage for store paralleller i alt det her.

Jeg blev efterfulgt af den nuværende statsminister, fru Mette Frederiksen, i Beskæftigelsesministeriet. Hun gennemførte det her. Så mere kritisk har man da ikke været. Og nu har fru Mette Frederiksen så i øvrigt også været statsminister i 5 år, så hvis det var noget, der var meget magtpåliggende for Socialdemokraterne, mon man så ikke havde ændret det.

Spørgeren.

Men det har man jo faktisk gjort, for en af grundene til, at vi har været nødt til at indføre Arnepensionen, er jo lige præcis, at fru Inger Støjberg var ansvarlig for den aftale, som de facto underminerede det velfærdsforlig og afskaffede efterlønnen.

Men jeg kan jo også forstå, at selv om fru Inger Støjberg har brugt det meste af sin tid på at være imod indførelsen af Arnepensionen og har kæmpet for, at den ikke skulle blive til virkelighed, så er man nu blevet glad for Arnepensionen. Jeg vil bare spørge nu, når fru Inger Støjberg også snakker meget om landbruget, om det er en slags bondeanger, der er kommet til fru Inger Støjberg, fordi man i virkeligheden har anerkendt, at Arnepensionen er nødvendig efter den aftale, man selv lavede som minister.

Ordføreren.

Det er altså en Arnepension, som jeg på stiftelsesdagen for Danmarksdemokraterne omfavnede og sagde at vi gik ind for.

Hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Fru Inger Støjbergs parti har meldt ud, at man er imod væksten i bevillingerne til den fælles velfærd. Vi var omkring det tidligere i debatten, og fru Inger Støjberg bekræftede de udtalelser, der er kommet.

Kommuneaftalen gør jo, at den offentlige vækst har det niveau, som Danmarksdemokraterne har kritiseret. Det er ikke mindst den, der gør, at man har det niveau, som Danmarksdemokraterne kritiserer, altså at man i kommuner over hele landet, hvor man i forvejen nogle steder har vanskeligt ved at få budgetterne til at hænge sammen, kan drive skoler, ældrepleje og daginstitutioner osv. Det kritiserer Danmarksdemokraterne altså.

Hvis ikke det er det, handler det jo om regionerne, der har fået flere penge til sundhedsområdet, om politiet, der får flere penge, eller om efterretningstjenesten. Det er det, fru Inger Støjberg kritiserer i dag, og det synes jeg egentlig bare man skulle stå ved, altså at når man kritiserer væksten i den offentlige sektor, er de ting, jeg nævner her, og muligheden for at levere den kvalitet i velfærden over hele landet, som Danmarksdemokraterne i realiteten modarbejder. Hvorfor gør man det?

Ordføreren.

Der er simpelt hen ikke noget bedre end sådan nogle hel- og halvfabrikerede spørgsmål hjemmefra. Prøv og hør her, hr. Jesper Petersen: Hvis hr. Jesper Petersen havde hørt svaret til fru Anne Paulin, som stillede præcis det samme spørgsmål – jeg tror lige, du skal bladre et nummer længere frem i den der spørgerække i papirform, du har fået med dig – så ville hr. Jesper Petersen jo vide, at det ikke er det, hr. Dennis Flydtkjær har kritiseret. Hr. Dennis Flydtkjær har jo ikke kritiseret, at der bruges penge på sundhed. Hr. Dennis Flydtkjær har jo ikke kritiseret, at der bruges penge på faste teams. Det er jo ikke det, der er blevet kritiseret. Det, der er blevet kritiseret, hr. Jesper Petersen, er, at vi har en offentlig vækst, der er meget, meget høj i øjeblikket, og mon ikke, der er et fedtlag?

Vi har en udenrigsminister, der ikke kan se et afrikansk land, før han hurtigt stabler en ambassade på benene. Vi har en regering, der ikke kan se et afrikansk land, før der skal sendes flere penge derned i form af ulandsbistand. Måske kunne man begynde der. Måske kunne man også kigge lidt på DR. Der er da masser af ting, man kunne gå ind at kigge på. Så nej, det handler ikke om faste teams eller sundhed.

Tak! Så er det spørgeren.

Se, det, jeg var nødt til at gøre, var jo at prøve at holde fru Inger Støjberg lidt fast i forhold til materien, seriøsiteten og sagligheden i det her. For fru Inger Støjberg taler udenom og kommer med eksempler på noget, som det her ikke handler om.

Når der er den betydelige vækst i den offentlige sektor, der er nu, er det på grund af de kommuneaftaler, på grund af de regionsaftaler og på grund af tiltagene til gavn for politi og efterretningstjeneste, vores tryghed i samfundet. Det er dem, der gør, at den offentlige vækst når det niveau, som fru Inger Støjberg kritiserer. Der er ikke en stigning i udviklingsbistanden. Der er en stigning i velfærdsudgifterne. Så man må stå ved eller få lidt styr på sin egen butik, når man går ud og kritiserer noget, i stedet for at tale udenom, når dagen så kommer og vi har debatten her.

Ordføreren.

Jamen det var da helt utroligt, hr. Jesper Petersen. Vi kan jo ikke bruge pengene to gange, og det vil sige, at hvis vi gerne vil bruge penge på faste teams i ældreplejen – det vil vi faktisk rigtig gerne, og det var noget af det, vi prioriterede, da vi gik til ældreforhandlinger – så er der nogle andre penge, der skal skæres væk, og der er det jo bl.a., at jeg peger på både ulandsbistanden, DR og rigtig mange andre ting.

Sådan er verden, hr. Jesper Petersen. Der er ligesom kommet sådan en eller anden kendt socialdemokratisk aura ind over hr. Jesper Petersen igen, hvor man bare mener, at man skal bruge løs, men at man ikke lige skal kigge i tegnebogen og se, om der er nogle ting, der så måske ikke skal bruges penge på. Det var noget af det, som jeg nævnte her. Det handler om prioritering, hr. Jesper Petersen, intet andet, og jeg ved godt, at det ikke er en stor disciplin hos Socialdemokraterne. (Første næstformand (Leif Lahn Jensen): Ja tak!) Nu skal jeg nok stoppe.

Tak. Jeg vil bare lige sige, at når formanden rejser sig, er det, fordi tiden er gået, og så skal man begynde at afslutte, ellers bliver formanden skrap. For jo mere man overholder tiden, jo flere gode kolleger når vi at få gode spørgsmål fra.

Så er det hr. Hans Andersen.

Tak for ordet. Og tak for talen. Fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har nu, hvad skal man sige, underholdt med, at der er drøftelser om pensionsalderen i regeringen. Det står jo lysende klart for enhver. Men man kunne jo også spørge: Hvordan er det så, det går på kaffemøderne, som fru Inger Støjberg holder med Liberal Alliance? Har I fået vendt Arnepensionen? For jeg forstår det jo sådan, at Arnepensionen ikke er en blomst, der er groet i Liberal Alliances have, men til gengæld støtter fru Inger Støjberg Arnepensionen.

Så kunne fru Inger Støjberg nu, hvor lejligheden jo er til stede, sige noget om, om der er opnået enighed om, om Arnepensionen skal bestå eller ikke skal bestå i en fremtidig blå regering?

Ordføreren.

Der er simpelt hen ikke noget som en ekskæreste, der altid lige går forbi for at se, om der er lys i vinduet. Det holder vi alle af.

Prøv at høre her, hr. Hans Andersen: Hvis hr. Hans Andersen så gerne vil være med til de der blå kaffemøder, synes jeg faktisk, at hr. Hans Andersen og resten af Venstre skulle tage at komme tilbage til den blå familie. Invitationen er åben. Det, vi beder om, er sådan set bare, at man får styr på de her ting og får styr på, hvad danskerne kan forvente, når det handler om deres pensionsalder. Andet er det ikke. Det er jo præcis det samme, som hr. Jan E. Jørgensen sagde tilbage i 2019 til den nuværende statsminister: Kom nu ud af busken; sig nu, hvad det er, I vil; kom nu i gang med de her forhandlinger. Det er det, det handler om. Og ja, der er da nogle ting, der er forskellige, også i de blå partier. Det var der også, da hr. Hans Andersen var med i en blå regering.

Finder vi ud af det? Ja, det gør vi da. Men vi kan da ikke finde ud af det med nogle, der er flyttet hjemmefra og flyttet over til nabokonen.

Spørgeren.

Men jeg blev jo ikke meget klogere, for Arnepensionen støtter Danmarksdemokraterne, må jeg forstå, åbenlyst, men Liberal Alliance er jo helt åbenlyst imod. Så det kom der sådan set ikke meget ud af. Det var jo kun spørgsmål til Venstre.

Når jeg nu har lejligheden vil jeg bare lige stille et andet spørgsmål. Jeg ved ikke, om jeg skal forstå det sådan, at fru Inger Støjberg var meget trist over ikke at være med i forhandlingerne om en trepart, eller om hun var meget glad for ikke at være med i forhandlingerne om en trepart. For fru Inger Støjberg er imod en CO2-afgift, men jo ikke så meget imod, at det kan forhindre, at fru Inger Støjberg går ind i en blå regering, eller hvordan skal jeg forstå det?

Ordføreren.

Det er jo ikke overraskende, at vi blev smidt ud af de forhandlinger. Det er jo ikke sådan, at jeg var fuldstændig chokeret, da vi fik at vide, at vi ikke skulle komme igen. Lad mig sige det på den måde. Men det, der overrasker mig, er, at man ikke har talgrundlaget på plads – at vi ikke kan få svar på, hvor mange arbejdspladser der bliver nedlagt, og at det først pludselig er her efterfølgende, at det går op for parterne, at der er 220.000 husdyr, der skal tages ud af drift, læs: slås ihjel, og ikke mere skal være med i produktionen af mælk og andet til os. At man ikke har styr på de ting, er da at spille hasard med dansk landbrug og spille hasard med landdistrikterne.

Tak. Så er det hr. Kris Jensen Skriver. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil gerne følge lidt op på det omkring ungdomsuddannelserne, der blev nævnt af en tidligere spørger, nemlig hr. Martin Lidegaard, for jeg er jo meget enig i, at det er afgørende, at vi også fremadrettet har ungdomsuddannelser i hele Danmark. Jeg kan jo f.eks. se i Grindsted, hvor jeg selv bor, at vi har utrolig stor glæde af at have nogle ungdomsuddannelser.

Når vi så kan se, at vi får nogle små børne- og ungdomsårgange, så kan man jo godt blive bekymret, og der har vi jo politisk et vigtigt ansvar i forhold til at sikre, at vi også har ungdomsuddannelser i fremtiden. Derfor er spørgsmålet: Hvordan vil Danmarksdemokraterne sikre, også i forhold til indholdet af ungdomsuddannelserne, at vi også i fremtiden har ungdomsuddannelser i Grindsted, Vejen, Tønder og andre steder i Danmark?

Ordføreren.

Det synes jeg er et rigtig relevant og godt spørgsmål. Det her er noget af det, vi skal stå sammen om. Jeg kan forstå, at regeringen kommer med et udspil omkring en ny ungdomsuddannelse. Vi kommer til at gå meget aktivt ind i de forhandlinger.

Jeg tror, at vores udgangspunkt er præcis det samme. Der skal være nogle, der får en gymnasial uddannelse, som vi kender den i dag, og der skal være nogle flere, der får en erhvervsuddannelse. Vi mangler allerede fagligt uddannede, og vi kommer til at mangle mange, mange flere faglærte. Derfor skal vi jo have fundet en løsning på det her.

Jeg tror i hvert fald, at en af løsningerne ligger i, som ordføreren spørger til, at der er uddannelser i hele landet, og at man kan få sig en ungdomsuddannelse i hele landet. Der er det jo bare, at vi, bl.a. sammen med Radikale Venstre, har påpeget, at det er en fejl, når man begynder med at tage tilskud fra gymnasierne, så de står til at lukke, f.eks. i landdistrikterne, for så er der unge, der ikke får en uddannelse.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg glæder mig over det positive svar og håber, at Danmarksdemokraterne også vil deltage aktivt og konstruktivt i forhandlingerne, for det her er enormt vigtigt. Jeg havde måske også håbet, at jeg kunne have fået lidt mere konkret i dag. Men jeg vil godt stille et sidste spørgsmål, og det går på, at vi ved, at 42 pct. af gymnasieeleverne i dag efterlyser mere praktisk undervisning. Hvad tænker Danmarksdemokraterne i forhold til det? Kunne vi tænke det bedre ind, end vi gør i dag?

Ordføreren.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er helt korrekt, at der er gymnasieelever, der gerne vil have en mere praktisk uddannelse. Derfor skal vi jo også til at kigge på, kan jeg forstå, en anden måde at strukturere de her ting på. Men så tror jeg bare, at det i hvert fald også er vigtigt, at der også er styr på f.eks. de maskiner og det undervisningsudstyr og sådan nogle ting, der er på de her erhvervsfaglige uddannelser, som skal oprettes, for ellers er der ingen unge, der søger ind på de uddannelser. Så der er rigtig meget i det her. Jeg kan bare love, at vi kommer til at gå hundrede procent konstruktivt ind i det her, for vi skal både have nogle flere faglærte, og vi skal også have nogle rigtig dygtige universitetsstuderende, og de kommer bl.a. ud af gymnasierne.

Vi når lige en mere, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak. I SF var vi måske lidt – hvad hedder det – triste over regeringens landdistriktsudspil, hvor de løsninger, der kom i forhold til transport i landdistrikterne, som jo virkelig er et stort problem, var noget med frivillighedsbusser og kørekort til 17-årige. Vi synes jo måske ikke, at det at kunne komme til lægen skal afhænge af, om Jørgen nede på hjørnet kan finde ud af at køre den dag, eller om man har råd til kørekort eller bil. Og der var det jo bare, at jeg måske nu bedre forstår, at Danmarksdemokraterne var ude at sige, at det slet ikke er nok med kørekort til 17-årige, at det skal være helt ned til 16-årige, men når man hører svaret til fru Jette Gottlieb, bliver jeg en lille smule bekymret for, om fru Inger Støjberg er i gang med at aflive hele den kollektive trafik og ikke længere tror på den.

Så derfor vil jeg egentlig gerne spørge: Vil Danmarksdemokraterne arbejde for at styrke den kollektive trafik, som mange mennesker i landdistrikterne jo er afhængige af, for de har ikke råd til kørekort eller bil?

Ordføreren.

Lad mig sige det sådan: At køre rundt med halvtomme busser er i hvert fald ikke løsningen. Det er derfor, jeg siger, at jeg tror, at man bliver nødt til at nytænke alt, hvad der handler om kollektiv trafik, når det kommer til landdistrikterne. Det er jo bl.a. også det, man har gjort på nogle af de små øer, hvor der er lidt mere fleksible rammer. Det er sådan nogle ting, der skal til.

Jeg synes, det er en glimrende idé med et kørekort til 17-årige, og så kunne man jo starte med at aflyse nogle af de afgifter, som man har lagt på diesel. Der er jo rigtig mange ude i landdistrikterne, der faktisk har brug for deres dieselbil, så det er jo et af de steder, hvor regeringen trækker i den helt forkerte retning, men det tror jeg så måske ikke vi er helt enige med SF om.

Så vi har sådan set masser af forslag på det her område. Men man bliver i hvert fald nødt til at kigge på mere fleksibilitet, når det handler om det, du kan kalde for kollektiv trafik, i landdistrikterne, for der er simpelt hen ikke folk til at køre i de busser.

Spørgeren.

Jeg bliver faktisk en lille smule bekymret i forhold til det her, for det, der er problemet med den fleksibilitet, fru Inger Støjberg foreslår, er jo, at den ligger på private hænder. Der vil altid være nogle mennesker, som er afskåret fra at bruge de løsninger, og det er jo derfor, vi skal arbejde for, at der er kollektiv trafik.

Jeg kunne se på et opslag fra fru Inger Støjbergs landdistriktsordfører den 4. juni, at hun i hvert fald siger, at der skal være et fundament, som kan bringe en fra A til B, men jeg forstår så, at det ikke er et offentligt fundament, men et privat fundament.

Ordføreren.

Det kan det jo også godt være. Altså, sådan noget som flextrafik er jo en del af det. Det, jeg bare siger, er, at man bliver nødt til at nytænke det her, for der er simpelt hen ikke folk til at fylde de busser op, og det kan ikke være nogen drøm, at der kører tomme busser rundtomkring.

Så der skal noget mere fleksibilitet til. Flextrafik synes jeg er et rigtig godt eksempel på det, og det tror jeg i øvrigt er noget af det, fru Susie Jessen har skrevet om i det opslag. Så selvfølgelig skal der være et fundament, men vi bliver nødt til at kigge lidt bredere på det.

Så siger vi tak til ordføreren.

Hermed er der frokostpause. Det vil sige, at vi holder en pause, og at mødet genoptages igen kl. 13.00.

Forhandlingen er genoptaget, og jeg byder nu velkommen til ordføreren fra SF, fru Signe Munk.

I kender nok fra jeres eget liv det med oplevelser, som sætter spor. Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg fødte min datter, Thyra, for 2 år siden. Det var en af de der heldigvis ret sjældne fødsler, som ikke gik helt den vej, der var nem, og som tog endnu uheldig drejning undervejs. Det var ikke nogens skyld, men det kunne være gået temmelig galt uden den rette hjælp. Alligevel var jeg tryg fra ende til anden.

Jeg var tryg, fordi sygeplejersker, jordemødre og læger på Viborg Sygehus var dybt kompetente. Da det hele spidsede til, handlede de resolut, roligt og effektivt. Og da vi nogle dage efter kørte hjem i god behold sammen alle tre, blev jeg ramt af en taknemmelighed, der stadig bor i mig.

Selvfølgelig var der en dyb taknemmelighed over, at netop Thyra landede i min favn, og så en stor taknemmelighed over, at vi blev grebet, da vi havde allermest brug for hjælp. Jeg følte taknemmelighed over, at sygeplejersker, læger og jordemødre var der, da jeg havde brug for det. Når velfærdssamfundet griber os, sætter det spor – gode spor.

I tænker måske selv på sådan nogle oplevelser nu; en god skolelærer, som har hjulpet et barn til at knække koden i læsning; når en pædagog med få ord viser os, at de havde blik for vores barn i løbet af dagen; når lægen indgyder håb, fordi der er kommet en ny behandlingsform, som netop hun mestrer. Vores velfærdssamfund er ikke bare de tekniske og konkrete løsninger. Det er også, at vi bliver set. Jeg er taknemmelig for at bo i et land, hvor vi vil gribe hinanden. Det samfund er jeg glad for at være en del af. Det samfund er jeg stolt af at have bidraget til under min uddannelse til sygeplejerske og mit arbejde i hjemmeplejen. Er stærkt velfærdssamfund har værdi.

Velfærdssamfundet skal spænde fra Amager i øst til Thyborøn i vest, fra Skagen i nord til Lolland i syd. Desværre er jeg bekymret for, at der er en balance, som er ved at tippe i de her år. Lidt mere direkte sagt, så trækker velfærdsstaten sig mere og mere ude i landsbyerne. Små kommunale skoler lukker, lægehusene bliver rykket mod hovedbyerne eller overtaget af private store firmaer, og busruter nedlægges.

For mange landsbyboere overlades til at skulle klare mere og mere selv eller til at køre langt for at få del i velfærden. For når der mangler penge i kommunekassen til den lokale velfærd, er det stort set altid de små skoler i landsbyerne, der står for skud; og det er også den lille daginstitution eller dagplejer på landet. Når der mangler penge til ungdomsuddannelserne, er det de små gymnasier, der bliver lukningstruet, og pludselig kan der blive langt til skolen, til ungdomsuddannelsen, til arbejde og til indkøb. Og tilbage står os, der bor i landsbyerne. Det er svært at se rimeligheden i, at forskellene mellem land og by fortsat vokser.

Alle, der bor i en landsby, ved, at her hjælper man til, og her giver man en hånd med. På Fur, hvor jeg bor, er vi kendt for vores mange foreninger, og faktisk så plejer vi at sige, hvis tre furboer går ind i et rum sammen, er der en, der går derfra som formand, en anden som bestyrelsesmedlem og den sidste som kasserer i en ny forening. Det er jo et billede på, at i et lille samfund har vi et fællesskab, der forpligter. Det er en stolt og stærk mentalitet, men vi kan altså ikke klare alt med frivillige kræfter.

Landsbyboerne kan ikke både drive friskolen, fribørnehaven, aktiviteterne på ældrecentret og køre bussen, når ruten bliver nedlagt. På et tidspunkt bliver det for meget. Jeg er med på, at man ikke kan sætte kroner og øre på at være på fornavn med købmanden, men det har altså værdi. Så der er brug for en forståelse for, at når små institutioner ude i landet lukker, fordi velfærdsbudgetterne skæres ned, så betyder det jo ikke, at det er omkostningsfrit i virkelighedens verden.

Mens SVM-regeringen kunne bruge pengene på velfærd, også i de små samfund, vælger de at bruge milliarder på skæve skattelettelser. Det handler om 4 mia. kr. i år, svimlende 10 mia. kr. næste år, og vi er ikke engang nået til topskattelettelserne i 2026. Det er jo helt skævt.

Grøn omstilling giver udvikling, og det er altså ikke bare på konsulentkontorerne på Nørrebro. Udviklingen sker i høj grad ude i provinsen og i landdistrikterne, og jeg har lagt mærke til, at der er nogle politikere herinde, som bliver endog meget bekymret på provinsen og landsbyernes vegne, når diskussionerne handler om grøn omstilling. Men jeg tror, at de overser nogle af de mange stærke grønne virksomheder, der dagligt giver tusindvis af jobs til danskerne. Lad mig tage jer lidt med rundt i det jyske, hvor jeg ikke tror der er nogen der er i tvivl om jeg bor.

I landsbyen Roslev nord for Skive ligger der en lille virksomhed, der laver service og reparationer af vindmøller. På en mark ved Lemvig har den meget foretagsomme landmand Jørgen bygget ikke bare Danmarks første, ikke bare Europas første, men verdens første anlæg, der kan lave ammoniak fra grøn strøm, som så kan bruges som brændstof. I Karup ligger kartoffelmelsfabrikken, og her laver de altså ikke kun kartoffelmel; de laver også grundstenen til en lang række plantebaserede produkter på kartofler. I Vrå i Vendsyssel er de i gang med at bygge et fuldskala pyrolyseanlæg, som kan lave biokul på rester fra biogas, hvilket lagrer CO2. Anlægget åbner på mandag. Og på sin gård ved Struer udvikler landmanden Christian græsprotein. Det bare nogle eksempler på, at den grønne omstilling faktisk skaber jobs og udvikling ude i landet. Så når nogle partier påstår, at alt fra vindmøller til grønne krav til landmændene kun er et storbyprojekt, så kunne jeg ikke være mere uenig.

Det kan godt være, at der er mange københavnere, som godt vil skrive under på, at vi skal have en renere fjord, at landmændene skal betale CO2-afgift, og at de skal sprøjte mindre. For dem er det måske noget principielt; for mig er det meget konkret. Når jeg og mange andre jyder kæmper for en renere Limfjord, for en ren Ringkøbing Fjord og for, at der kan gro ålegræs i Vejle Fjord, så er det jo, fordi det er den fjord, vi bor ved; den fjord, vi holder af.

Strømpilen peger en vej, og det er mod, at grøn omstilling i provinsen og landdistrikterne skaber jobs. Det kræver selvsagt de rigtige løsninger og de rigtige balancer, så højere klimamål og miljøkrav også følges af kloge grønne investeringer og hjælp til omstillingen. Så når det kommer til grøn omstilling, skal vi som samfund også her gribe hinanden og skabe muligheder for hinanden.

Der er noget, jeg grundlæggende ikke forstår i de her år. Hvorfor vælger vi som land – når beskæftigelsen er i top, når vi er mere velhavende end nogen sinde før, og når udlandsgælden er minimal – at sætte skæve skattelettelser over det velfærdssamfund, der gør det muligt, at vi griber hinanden og skaber muligheder for flere?

Jeg er jo ikke så overrasket over, at det er Venstres politik, for hvis nogen vækkede mig midt om natten og sagde, at jeg skulle redegøre for Venstres politik, så ville jeg råbe »skattelettelser!«. Men i forhold til Socialdemokratiet, hvad blev der så af valget mellem velfærd og skattelettelser, der i mange år rimede på socialdemokratisk politik? Hvorfor bruger vi ikke de gode tider til at styrke og forbedre det samfund, der gør, at vi griber hinanden? Jeg forstår det ikke. Der er i metermål brug for penge til vores skoler, sygehuse og ældrepleje.

Vi har forældre, som må forlade arbejdsmarkedet, fordi deres barn mistrives og ikke får ordentlig hjælp. Vi har mennesker med misbrug og uden tag over hovedet; mennesker med psykiske sygdomme, som ikke bliver grebet. Vi har et pensionssystem, som selv statsministeren har sagt er uholdbart, men som hun først mener skal ændres, når det passer ind i statsministerens drejebog. Og samtidig vælter pengene ind i statskassen.

Derfor er SF's svar også et andet end regeringens. Vi vil sætte velfærd over skattelettelser; vi vil polstre velfærden og sætte skub i den grønne omstilling; vi vil styrke vores forsvar og sikkerhed, og vi har en historisk chance for at gøre det netop nu. Lad de økonomisk gode tider gøre vores samfund bedre, grønnere og mere sikkert. Lad os styrke alt det, der gør, at vi som samfund kan gribe hinanden og skabe muligheder for vores fælles fremtid. Tak for ordet.

Tak for det, fru Signe Munk. Der er række korte bemærkninger, og den første på talerlisten er Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er glad for, at vi begge vil sikre tryghed om pension. Sådan skrev fru Pia Olsen Dyhr på Instagram efter et møde med hr. Alex Vanopslagh. Hvad er det for elementer i LA's pensionspolitik, der leder til, at SF tror eller håber, at man kan skabe tryghed om pension sammen med Liberal Alliance?

Jeg er helt enig med Socialdemokratiet i, at vi skal styrke Arnepensionen. Det er jo bl.a. noget af det, vi har foreslået bør ske som en del af diskussionen om et nyt pensionssystem. Det har jeg bare ikke lige oplevet at Socialdemokratiet er klar til, inden der skal stemmes om, hvorvidt pensionsalderen skal være 70 år. Men jeg tror simpelt hen ikke, at Socialdemokratiet har opdaget, hvilken utryghed det har skabt, at man starter en samtale, men ikke er villig til at sige, at der skal komme en forhandling om et nyt pensionssystem. Det er jo det, LA og SF er enige om, og det er også det, der også i vedtagelsesteksten i dag, nemlig at der skal komme forhandlinger, inden der skal stemmes om, hvorvidt pensionsalderen skal være 70 år.

Så skal vi også lige have formaliteterne på plads, og selv om jeg kun har siddet et par minutter i stolen, skal jeg ret beset give ordet, når der bliver talt. Men den næste i rækken af spørgere er Jan E. Jørgensen.

SF har jo gjort det klart, at man ikke kan se for sig, at pensionsalderen skal blive ved med at stige, men jeg vil alligevel gerne spørge, om man i SF, for det er jo allerede i 2025, vi skal stemme om at hæve pensionsalderen, til den tid har tænkt sig at stemme for, at pensionsalderen skal hæves til 70 år med virkning fra 2040.

Ordføreren.

Vi synes jo sådan set, at det er på sin plads, at der kommer en forhandling om et mere retfærdigt pensionssystem, inden der skal stemmes om, hvorvidt pensionsalderen skal hæves til 70 år. Diskussionerne om en højere pensionsalder starter for SF, ved at vi får nogle bedre tilbagetrækningsmuligheder. Jeg tror ikke, at ordføreren, som heller ikke jeg er det, er i tvivl om, at der er stor forskel på det arbejdsliv, danskerne har haft. Der er en verden til forskel på, om du får et svendebrev som teenager og kommer ud og arbejder eller du får en ph.d. og kommer ud af universitetet som 30-årig. Derfor siger vi, at diskussionen om en højere pensionsalder starter med forbedringer og aftaler om bedre tilbagetrækningsordninger.

Spørgeren.

Jeg hørte ikke rigtig noget svar. Altså, i 2025 skal vi stemme om, hvorvidt pensionsalderen skal stige til 70 år i 2040, og hvis ikke vi lader den gøre det, har vi en regning på 68 mia. kr. Det har vi, hvis vi lader pensionsalderen stoppe ved 69 år. Det er jo også en slags penge, det er faktisk ret mange, og derfor spørger jeg igen: Vil SF, uagtet hvad der end måtte ske, i 2025 stemme for, at pensionsalderen skal stige til 70 år, sådan som det er aftalt i velfærdsforliget fra 2006?

Ordføreren.

Selvfølgelig ligger der mange penge i en beslutning om det fremadrettede pensionssystem, fordi det jo vedrører alle danskeres arbejdsliv, og for SF er det helt afgørende, at vi får mere retfærdighed ind i pensionssystemet, når vi ved, at der er forskel på, hvilket arbejdsliv danskerne har. Der vil altså være nogle, for hvem den gennemsnitlige pensionsalder ikke er realistisk på nogen mulig måde, og de skal have bedre muligheder for at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, end de har i dag.

Den næste i rækken af spørgere er fru Susie Jessen.

Tak for det, og tak for en god tale med nogle gode landdistriktsbriller på sagen, og i øvrigt også tak til SF for det gode samarbejde, vi har om landdistriktspolitikken. Jeg synes, det er rart, at der er et andet parti, som også konsekvent er landdistriktsvenlige i modsætning til andre partier, som er det sådan en gang imellem.

Jeg har et konkret spørgsmål til fru Signe Munk om en sag, der kom op i valgkampen, hvor SF gerne vil gøre hele Vestkysten til et Natura 2000-område. Det er lige oppe fra Grenen og så ned til den tyske grænse. Det vil jo så komme til at betyde, at man f.eks. ikke vil kunne bygge nye sommerhuse langs Vestkysten. Vi ved jo, at der allerede er lovgivning, som virkelig begrænser anvendelsen af de kystnære områder, og derfor er mit spørgsmål til fru Signe Munk, om det her ikke bliver for omfattende for Vestkysten. For turismen er jo en kæmpe spiller på det område, altså, det er jo der, arbejdspladserne ligger – der ligger rigtig, rigtig mange Vestkysten. Jeg er bange for, at det her kan komme til at betyde arbejdspladser i områder, som rent faktisk higer efter arbejdspladser. Så det var en kommentar til det udspil der fra EP-valgkampen.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg vil starte med at kvittere tilbage og sige, at det der med at mærke, at der er flere partier, som brænder for et Danmark i balance og ikke kun i overskrifter, men også i den førte politik, og som jo også bor derude og kender værdien af de små samfund, synes jeg er fantastisk, og det deler fru Susie Jessen og jeg til fulde.

I forhold til Vestkysten og turisme kan man sige, at når man ser på, hvad der jo er en stor tiltrækningskraft, for at turister kommer til Danmark og til Vestkysten, er jo de helt fantastiske vidder, som Vesterhavet byder på, som de lange klitter byder på, som Vesterhavskysten byder på, og det er tanken bag, at SF gerne vil have, at man får en fuldstændig flot og ubebygget kyst hele vejen op. At der så somme tider skal findes nogle balancer imellem, hvor tæt sommerhuse skal være på, osv., er vi villige til at se nærmere på.

Spørgeren.

Det her udspil fra SF er jo også traditionelt set det, som SF går meget op i, altså det her med naturhensyn og sådan noget. Der har jeg også et supplerende spørgsmål i forhold til den her balance mellem klima og miljø og natur. Det virker jo også, som om at når man så implementerer VE-anlæg, f.eks. solceller, så er det, som om at biodiversitet og naturhensyn træder lidt i baggrunden i forhold til klimahensyn. Hvordan er SF's balancegang i forhold til det her? For der er jo også nogle hensyn, som SF normalt ville tage i forhold til insektliv, dyreliv og sådan nogle ting.

Uh, den er hårfin, for netop det at passe på naturen og give plads til, at der er forskellige planter og dyreliv og sørge for, at det, der jo også er vigtigt for vores klode, nemlig at vi får produceret noget grøn strøm og får banket CO2-udledninger ned, går hånd i hånd. Jeg synes faktisk, at der er mange gode eksempler på, at det lader sig gøre, altså både når man skal anlægge solcelleanlæg og man skal stille vindmøller op. Og jeg vil også i virkeligheden sige, at hvis man lige tager sådan en kornmark der og så kigger på, hvor meget sådan forskellighed der er i den i forhold til planteliv og dyrearter, så kan man jo i virkeligheden få mere forskelligt liv i en solcellepark end i en kornmark. Men de konkrete projekter er jo det, man skal kigge på, når man skal se, hvor den rigtige balance ligger henne.

Næste spørger er fru Rosa Eriksen.

Tak for ordet, og tak for en rigtig, rigtig god tale. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren lidt til socialpolitikken. Vi har jo indgået en handicapaftale, en rammeaftale, med en lang række af de aktører, der også er på området for handicap. Så vidt jeg er orienteret, ville SF ikke være med, fordi vi også tager et økonomisk hensyn og vi faktisk vil bruge pengene rigtigt, til gavn for mennesker med handicap. Jeg er derfor nysgerrig på at høre: Er den eneste løsning at sende flere penge til et område, hvor vi ikke har økonomisk gennemsigtighed, eller hvad er SF's vision for området for mennesker med handicap?

Ordføreren.

Vores vision for mennesker, der har et handicap, er jo, at de så vidt muligt kan leve et liv, der ligner dit og mit, at de kan have et arbejde, at de kan bidrage til samfundet, at de kan komme ud og se, når Viborg F.F. spiller på stadion, og at de oplever, at de er en del af det her samfund på lige fod med alle dem, der ikke har et fysisk eller psykisk handicap. Det er sådan set det, der er visionen.

Så vil jeg også bare sige i forhold til den konkrete handicappolitiske aftale, der så er lavet, at grunden til, at vi ikke er med dér, er, at for enøjede økonomiske hensyn sættes over mennesket, og at der bliver sat ind med for mange principper omkring tvang i stedet for at gå en anden vej. Der er der så bare en uenighed, i hvert fald imellem Moderaterne, som stod bag den aftale, og SF, som ikke stod bag den aftale.

Spørgeren.

Vi er helt enige, men jeg synes, de skal tage på stadion og se OB, så der er vi ikke helt enige, men det kan vi nok samles omkring alligevel. Jeg bliver bare stadig nysgerrig på noget. Vi er jo fuldstændig enige om, at mennesker med handicap skal leve et værdigt og godt liv, men jeg hører ikke en løsning. Vi kan se, at udgifterne til botilbud stiger og stiger, men at kvaliteten ikke stiger, så der er jo noget i økonomien, der er stukket af. Så når vi laver en aftale, hvor der også er økonomisk gennemsigtighed, der også er lofter og der er uddannelse – der er rigtig mange gode tiltag – undrer det mig bare, at SF, som er et meget seriøst parti, vælger ikke at sidde med ved bordet, og så er det, jeg bliver nysgerrig på, om løsningen kun er flere penge.

Ordføreren.

Jamen SF sad jo med ved bordet, men da der så skulle skrives under på aftalen, mente vi ikke, den leverede de svar, der skal til. Jeg tror også bare, man må være ærlig at sige, at grunden til, at der er nogle udgifter, der stiger til området omkring handicap, jo også er, at der er flere, der har brug for hjælp. Det der enkelte kassesyn må jo ikke stå over hensynet til det enkelte menneske, og nej, svaret er selvfølgelig ikke kun flere penge. Det er det jo sjældent, når vi snakker om løsninger i vores samfund generelt. Det er jo også de rammer og regler, der er, og det er den dybe faglighed, man skal have som personale, der har med mennesker med handicap at gøre.

Den næste, der får ordet, er fru Pernille Vermund.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Tak for en tale, som både handler om det lokale og om, hvordan vi har en vigtig opgave i forhold til at genoprette vores natur. Lige nu sidder vi i forhandlinger i forlængelse af den grønne trepartsaftale, og vi har jo tidligere været enige om en del, når det handlede om natur, ikke mindst strengt beskyttet natur. I sidste valgperiode var vi enige om, da vi talte havplan, at vi skulle op på 10 pct. strengt beskyttet havareal. Det lykkedes, på trods af at den daværende regering var lidt genstridige på daværende tidspunkt. Nu er vi også enige om, at vi gerne vil have 10 pct. strengt beskyttet natur på land, og jeg vil bare høre SF, om SF er klar til i de forhandlinger, vi sidder med omkring den grønne trepart, at presse på for, at vi får det med i aftalen, altså 10 pct. strengt beskyttet natur på land.

Ordføreren.

I SF er vi enormt glade for, at vi er en lang række partier uden om regeringen, som jo vil have, at vi meget strengt og meget nidkært beskytter 10 pct. af den danske natur til lands. Det er der virkelig brug for, altså et sted, hvor man sætter orkidéerne før alle mulige andre hensyn, hvor man sætter dyrelivet før alle mulige andre hensyn, og hvor man passer på naturen.

I SF mener vi jo, at 10 pct. strengt beskyttet natur skal være en grundsten i den naturlov, som vi mener naturen har brug for, altså sådan en rammelov, som både ser på den strengt beskyttede natur, også den beskyttede natur, og ser på fagligheden bag ved det arbejde, som skal komme fra et Biodiversitetsråd. Dér mener vi sådan set at det her spørgsmål hører hjemme. Så kan man sige om forhandlingerne om den grønne trepart, at på 42 sider kommer man omkring meget, og for mig er det fuldstændig centralt, at i den politiske aftale for den grønne trepart skal der være helt styr på klima, kvælstof og finansiering.

Spørgeren.

Det var jo så et politikersvar, som lød i retning af: Det er ikke vigtigt for os nu, det kan blive vigtigt senere. Det er lidt ærgerligt, for der er jo enormt store arealer, der skal omfordeles i forbindelse med den aftale, vi formentlig kommer til at lave. Der er det helt afgørende for os, at vi også kommer til at lave et mål om og have en ambition om 10 pct. strengt beskyttet natur.

Lad nu det ligge. Vi har nogle andre forhandlinger, som handler om de her marine naturnationalparker, og der er jo et udspil fra regeringen, som måske også halter lidt, og hvor jeg fornemmer at vi i oppositionen kan have en enighed. Er SF dér klar til at presse på for, at vi får mere reel natur på havet og får beskyttet naturen bedre i de forhandlinger?

Ordføreren.

For SF er det stadig væk vigtigt at få 10 pct. strengt beskyttet natur. Så tror jeg bare, at det her med, hvilken forhandling man så skal tage det i osv., bliver sådan lidt politikeragtigt. Kernen er, at vi går ind for 10 pct. strengt beskyttet natur på land, og vi vil rigtig gerne også finde et godt samarbejde med de partier, som vil passe på havnaturen, også i forhold til marine naturnationalparker. Det kan ordføreren tro.

Den næste i rækken er fru Dina Raabjerg.

Tak. Vi ved præcist, hvor det er, vi har SF i forhold til klimapolitikken, men hvor har vi egentlig SF, når vi snakker om integrationspolitikken? I 2016 udtalte SF's formand: Lad os få en dansk imamuddannelse, så man kan få en uddannelse i islamisk teologi. Mener SF stadig, at det er noget, den danske stat skal finansiere og oprette?

Ja, det mener vi. Altså, jeg mener, at der er brug for, at imamer, der står og taler på vegne af islam og Koranen, får en uddannelse og en – hvad kan man sige – tolkning af den lovtekst, som stemmer overens med et samfund, hvor vi skiller stat og religion ad, og hvor vi kan sige, at den her tilgang, man har, er i overensstemmelse med danske værdier og det danske samfund, når man prædiker ud fra Koranen. Så ja, det gør vi til fulde. Og jeg mener faktisk, at de ville være et godt fremskridt i forhold til imamerne og også i forhold til at få luget de imamer fra, som gudhjælpemig også er i det her land, og som står og taler lodret imod grundlæggende danske værdier som ligestilling, retssamfund og retsstat.

Spørgeren.

Jamen det synes jeg lyder spændende. Det, jeg hører ordføreren sige, er, at det skal være en dansk imamuddannelse tolket ud fra danske regler og ikke en islamisk imamuddannelse og dermed også et brud med religionsfriheden.

Ordføreren.

Nej, det er simpelt hen lige en række for langt at gå. Vi bryder ikke med nogen religionsfrihed. I forhold til den konkrete udformning af sådan en imamuddannelse vil vi selvfølgelig rigtig gerne fortælle ordføreren om elementerne i den, hvis det også kunne være noget, Det Konservative Folkeparti ville være med på.

Den næste i rækken er fru Victoria Velasquez.

Tusind tak for talen, og hold fast en skøn debut oppe på den her talerstol ved åbningsdebatten: Tillykke med den!

Det er jo helt vildt at se, hvad vi er vidne til herinde, ikke mindst hvordan Socialdemokratiet godt nok bliver trådt over tæerne i forhold til hele debatten om pension og jo nærmest får det til at lyde, som om vi må forstå, at det er, fordi man har holdt hånden under velfærden, at de bliver ved og ved med at stemme for en stigende pensionsalder. Jeg kan godt forstå, at dem, der står tilbage i forhold til den kommunale velfærd, lidt føler, at Socialdemokratiet siger: Se, en fantastisk velfærdsdragt – mens de så står tilbage i underbukser og fryser.

Jeg vil gerne høre ordføreren, om ikke ordføreren godt kan forstå, at der er flere i den kommunale velfærd, som er rigtig bekymrede over, der skal skæres igen, og som ikke oplever, at der er kommet de tiltrængte og nødvendige investeringer i den lokale velfærd, men at der tværtimod er blevet givet milliarder af kroner i skattelettelser.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tak for rosen. Den sætter jeg virkelig pris på. Altså, jeg er jo sådan en rigtig velfærdsfan, så selvfølgelig bekymrer det mig, når jeg kan se, at Nyborg Kommune skal spare 80 mio. kr. på budgettet i år, at der i Skive Kommune skal skæres ned på ældreplejen, og at i Viborg Kommune lukker Sparkær Skole. Det er bare for at give nogle eksempler på, at det er svært at passe på velfærden, når de penge, der kommer fra Christiansborg, ikke stemmer overens med den velfærd, der er brug man leverer.

Så vil jeg sige, at der sådan set også er et andet element, og det er, at der bare er stor forskel på, om man er en landkommune – og det skattegrundlag, man har der – eller om man er en storbykommune, for det er bare sådan, at man generelt tjener mindre på landet, end man gør inde i storbyerne. Det betyder altså også noget for, hvor meget man selv kan kræve op i skat til velfærd, så der er jo, præcis som ordføreren også påpeger, brug for en seriøs velfærdshåndsrækning, og der jo plads til det. Man kan jo lade være med at lave skattelettelser for 10 mia. kr. næste år. Det er et politisk valg.

Spørgeren.

Det er nemlig et politisk valg – og samtidig med har vi set, at Socialdemokratiet stemmer for, at pensionsalderen skal stige og stige. Hvis vi kigger helt objektivt på det, hvad har Socialdemokratiet så faktisk gjort i den her regering? Noget af det første, de har gjort, er, at de har taget et trecifret millionbeløb, der skulle være gået til tilbagetrækningsordningerne. Den investering, der skulle være gået til seniorpensionen, har de jo taget. Det andet konkrete er, at pensionsalderen skal stige igen. Forstår ordføreren godt, at der er mange danskere, der bliver utrygge og usikre over, at Socialdemokratiet ikke melder klart ud, hvad det er, de vil på pensionsområdet?

Ordføreren.

Ja, så absolut, og det er jo også derfor, vi bl.a. har fundet sammen med Enhedslisten om det krav, vi præsenterer i dag, om, at inden der skal stemmes om, hvorvidt pensionsalderen skal stige til 70 år, så skal der være en forhandling om fremtidens pensionssystem. Der er jo ikke noget underligt i, at når man tager et tema som pensionsalderen op, som vedrører alle danskeres arbejdsliv, og siger, at vi starter en samtale, men vi leverer ikke noget svar, så skaber det jo en usikkerhed og en utryghed og en forvirring, jeg ikke synes er holdbar.

Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Mange tak. For et års tid siden indgik SF jo en universel aftale sammen med regeringen, De Konservative og Liberal Alliance, som for det første skar 10 pct. af kandidatuddannelserne ned til 4 år, og samtidig sagde de, at de omlægger andre 20 pct. til erhvervskandidater. Og hvis det ikke lykkes, skal man en til en skære i de almindelige kandidatuddannelser i stedet for. Nu tyder alt jo på, at det ikke lykkes at omlægge til erhvervskandidater, og det betyder, at de 130.000 studerende, der skal starte her i foråret, faktisk ikke ved, om de får en uddannelse på 4 år eller 5 år. Mit spørgsmål til SF's ordfører i dag er derfor egentlig: Er svaret fra SF til de mange tusind studerende, at sådan er politik jo – det var sådan, SF's uddannelsesordfører sagde, da man gik ud af forhandlingslokalet, og at det bare var ærgerligt – eller vil man gøre, som De Konservative har indikeret at de vil gøre, nemlig sætte den aftale på pause? Der er jo ingen, der ønsker den, hverken erhvervslivet, universiteterne eller de studerende. Ingen ønsker den aftale. Trykker SF også på pauseknappen nu?

Ordføreren.

Jeg vil starte et andet sted. Vi har nogle ungdomsårgange, som bliver mindre og mindre. Det betyder altså også, at vi må tilrettelægge et uddannelsestilbud, hvor ikke bare enhver skal vises hen imod universitetet, men at vi også siger, at pladserne på universiteterne er vi nødt til også at skære ned på – altså det, der hedder dimensionering – for at der er flere pladser ovre på sygeplejerskeuddannelsen, læreruddannelsen, pædagoguddannelsen, socialrådgiveruddannelsen og på de erhvervsfaglige uddannelser. Den balance og det ærlige svar, at det ikke er alle, der skal på universitetet, og at universiteterne ikke bare skal vokse os op over hovedet, synes jeg sådan set er rimeligt. Det er jo også en måde at sørge for, at vi får unge, som tager professionsuddannelser og tager erhvervsuddannelser.

I forhold til kandidatuddannelsen er det jo skrevet helt ned på sort og hvidt, hvor mange kandidatuddannelser der skal forkortes, hvor meget der skal dimensioneres. Det holder SF fast i. Så er der jo kommet en delrapportering nu, som siger, at tallene ser anderledes ud. Men vi holder stadig fast i aftalen.

Spørgeren.

Det, der står i aftalen, er jo, at hvis ikke man når erhvervskandidatmålet, vil man i stedet for at skære i de almindelige kandidatuddannelser. Det er det, der står i aftalen. Så jeg håber ikke, at SF holder sig til det, for så risikerer næsten hver fjerde kandidatuddannelse af dem, der er tilbage, efter man har skåret og dimensioneret, som ordføreren siger, blive skåret med 1 år. Det vil sige, at vi både får færre uddannede og dårligere uddannede. Det var ikke det, der var meningen, tror jeg heller fra SF's side, da vi gik ind i forhandlingerne.

Lad os nu bare sige, at Kandidatudvalget fastholder, at de ikke kan nå antallet af erhvervskandidater. Vil SF så træde på bremsen?

Ordføreren.

Ordføreren ved jo godt, at det ikke var SF's udgangspunkt at ville forkorte kandidatuddannelserne og lave erhvervskandidatuddannelser. Det var et forslag fra regeringen. De ville lave mange flere forkortelser af kandidatuddannelserne end det, SF ville være med til. Så har vi fået det forhandlet ned, og så ender man med en aftale, som er et kompromis, et udtryk for to forskellige holdninger. Der siger jeg bare – og der synes jeg sådan set ikke at De Radikale tager ansvar – at jeg faktisk synes, det er rimeligt, at man dimensionerer også på universitetsuddannelserne. Vi står bag ved den aftale, og vi sidder jo også med ved bordet for at sørge for, at den bliver holdt på sporet.

Hr. Mikkel Bjørn er den næste, der har ordet.

Tak for det. Jeg er nysgerrig på SF's holdninger på udlændingeområdet, fordi SF's spidskandidat til det netop overståede europaparlamentsvalg i valgkampen var ude at sige, at SF går ind for, at Danmark skal tilslutte sig EU's migrationspagt. Det er en migrationspagt, som betyder, at Danmark kan blive pålagt en kvote fra EU på x antal migranter og ovenikøbet kan blive pålagt eksorbitante bøder, hvis ikke vi tager det antal migranter, som Europa-Kommissionen mener at vi skal tage.

Er det virkelig SF's holdning, at vi skal ophæve folkesuveræniteten i Danmark og danskernes ret til selv at beslutte, hvilket antal migranter Danmark skal tage imod, eller hvad er holdningen fra SF's side?

Ordføreren.

Når man ser på det pres af emigranter, der er på den europæiske grænse, og når man ser på det behov, der er, for at få håndteret både emigrantpresset, men jo også nogle flygtninge med et reelt beskyttelsesbehov, så mener vi, at de mest holdbare svar ligger i det europæiske samarbejde. Derfor vil vi selvfølgelig også være en del af noget som emigrantpakken.

Det er jo også bare sådan, at det bidrag, man kan give i forhold til det, er mangfoldigt. Det er mere grænsekontrol via Frontex; det er at bidrage med flere penge til de lande, der jo altså tager en stor del af de flygtninge, der kommer, og behandler en stor del af de sager, der kommer med emigranter; og så er det også at tage imod kvoteflygtninge.

Spørgeren.

Så SF bekræfter altså, at det er SF's officielle holdning, at danskerne ikke selv skal kunne beslutte, hvor mange indvandrere, migranter, Danmark skal tage imod. Det er så, ifølge SF, fremadrettet EU, der skal beslutte, hvor mange migranter Danmark skal tage imod, og at Danmark kan blive pålagt eksorbitante bøder af EU, hvis ikke vi tager det antal migranter, som EU mener at vi skal tage.

Er det SF's holdning? Og hvem skal betale de eksorbitante bøder?

Ordføreren.

Hr. Mikkel Bjørn har jo en særlig evne til at skære virkeligheden på en måde, som kun hr. Mikkel Bjørn ser den. Sådan ser jeg ikke virkeligheden. Altså, det, SF har sagt, når det kommer til, hvad Danmark skal tage imod af flygtninge, er, at det er 500 kvoteflygtninge. Det holder vi fast i, og det er stadig en beslutning, der ligger her i Folketinget.

Den næste, der får ordet, er hr. Torsten Gejl.

Tak for ordet, formand, og tak for en rigtig god tale. Vi taler jo meget om pension i dag og om, hvor meget tid vi skal have, når vi bliver ældre. Men der er jo mange, der også mangler tid gennem hele livet eller gennem dele af livet. Vi har sådan en slags stress og overophedning af arbejdsmarkedet. Det er sådan, at næsten 300.000 danskere har alvorlig stress. Stress koster en million fraværsdage om året, 30.000 hospitalsindlæggelser og 55 mia. kr. om året. Samtidig er der mange af os, der har dårlig samvittighed over ikke at kunne være nok sammen med vores børn, vi har ikke tid til at skifte uddannelse, hvis vi gerne vil, og vi har ikke tid til at skabe en virksomhed, hvis vi har en idé til det. Vi mangler i det hele taget tid i samfundet. Der er mange, der mangler tid.

I Alternativet mener vi, at vi skal bruge 200 mia. kr. på at købe os alle sammen tid til den dag, vi får brug for det i løbet af vores liv. Det kan være, at vi skal forebygge stress. Det kan være, vi vil være sammen med vores børn. Det kan være, vi skal skifte uddannelse. Det kan være, vi vil starte virksomhed osv. Mit spørgsmål går på: Hvad tænker SF om den her tidsmangel og om den her fart, vi har på i samfundet? Er der nogen idéer, SF har, til at forebygge nogle af de udfordringer, jeg lige har nævnt?

Ordføreren.

Jeg tror, det er de færreste, bare herinde i salen eller af danskerne, som ikke kender en, der er blevet alvorligt ramt af en stresssygdom. Og nogle må jo melde sig syge; andre må bokse med det, mens de stadig væk prøver at slå til på arbejdspladsen og derhjemme. Der er jo ingen tvivl om, at stress og for højt pres hjemsøger alt for mange danskere. Og som ordføreren siger, er det rigtigt, at man også kan se, at i forhold til de sygemeldinger, der kommer som følge af stress, og – hvis man skal være sådan lidt mere teknisk – de tabte arbejdstimer, der også kommer af stress, er den enkelte jo ikke tjent med dem, men samfundet er heller ikke tjent med dem.

I SF har vi jo foreslået, at man får en ret til at skrue ned for sin arbejdstid, når det ramler derhjemme. Altså, hvis ens partner får en depression, hvis ens barn har mistrivsel, hvis man er i en helt vildt krævende fertilitetsbehandling, får man for en periode lov til at gå ned i tid på sit arbejde, og der bliver holdt hånden under én økonomisk. Det er i hvert fald et af vores forslag til at skabe noget mere luft, når livet ikke lige går så let, som vi går og håber på.

Spørgeren.

Tak. Betyder det også, at man kan bruge den tid til at forebygge stress, hvis man virkelig kan mærke, at nu er hjertet begyndt at banke, og man ikke vil være en del af statistikken, og man måske kan bruge den til at starte en virksomhed? Det er jo tit, man har en idé, men tiden kom aldrig. Eller hvis man er endt i en situation, hvor man har svært ved at skifte uddannelse, kan man så også bruge den til det? Hvordan virker SF's forslag sådan lidt mere specifikt i forhold til de ting?

Ordføreren.

Vores forslag forholder sig til, at man i en periode på 5-6 måneder kan få lov til at gå ned i tid, hvis der er nogle særlige livsbegivenheder, som rammer en. Vi ved jo, at i et helt langt liv bliver vi ramt af hårde tider, og der er det et af redskaberne til at sige: Ved du hvad, hvis du vil gå ned i tid i en periode for at få enderne til at nå sammen og stadig være på arbejde, er det en af løsningerne.

Så vil jeg sige, at i forhold til at forebygge stress er svaret meget bredere. Og jeg vil sige, at hr. Karsten Hønge jo er en af de beskæftigelsesordførere, som stædigt insisterer på, at vi skal have mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø og forebygge netop stress.

Hr. Frederik Vad har ordet.

Tak for det. Jeg har jo fornøjelsen af at arbejde sammen med SF's dygtige folk på udlændingeområdet, men der er noget, som jeg simpelt hen aldrig har forstået. Det er, at SF har en politik om at ville uddele statsborgerskaber i 18-årsfødselsdagsgave uden krav. Det er et stort skridt væk fra det princip, som jo har reddet dansk integrationspolitik, nemlig at pligten til at gøre sig umage og vise, at man vil Danmark, og lære sproget osv. går forud for retten til goderne, f.eks. et statsborgerskab. Hvorfor er det, at SF vil uddele statsborgerskaber i 18-årsfødselsdagsgave?

Ordføreren.

Hvis man er vokset op i Danmark og har levet størstedelen af sit liv i Danmark, mener vi sådan set at man er berettiget til at få et statsborgerskab – hvis ikke man har begået alvorlig kriminalitet, har tætte bandeforbindelser og andet, som fuldstændig viser, at man ikke tjekker ind på den samfundskontrakt, vi har i Danmark.

Spørgeren.

Men der er jo masser af mennesker, der vokser op i det her land, som ikke gør sig umage med at tage landet til sig, som ikke gør sig umage med at lære sproget, og som ikke gør sig umage med at vise loyalitet over for samfundet. Det er da venstreorienteret frihedskamp at sige, at de værdier, der er så truede i verden, og som vi har i det her land, på en eller anden måde skal beskyttes – og det bliver de, ved at alle, der bor her og gerne vil være statsborgere, har nogle pligter til at gøre sig umage med at blive det. Hvorfor er det, at SF mener, at man skal slippe for alle de krav, som alle andre skal leve op til, hvis man har boet størstedelen af sit liv her i Danmark, og få et statsborgerskab i fødselsdagsgave helt automatisk uden krav?

Ordføreren.

Men hr. Frederik Vad, der er jo også en anden side. Der er også unge mennesker, der har levet hele deres liv i Danmark, og som går på gymnasiet og taler flydende dansk og er en del af foreningslivet, og som ikke føler at blive anerkendt som en del af samfundet, fordi de ikke har ret til statsborgerskab. Men selvfølgelig har ordføreren også ret i, at der jo er nogle mennesker i det her land, som ikke fortjener statsborgerskab, og som ikke tjekker fuldt og helt ind på de grundlæggende værdier, der er i det danske samfund. Når vi siger det her i forhold til de 18 år, siger vi det jo også med det helt klare og tydelige budskab, at har man begået grov kriminalitet, er det ikke en mulighed.

Det vil hjælpe mit hverv, hvis man, når man ønsker sin anden korte bemærkning, får trykket sig ind. Så bliver det lidt lettere at styre det.

Den næste spørger er fru Maria Durhuus.

Tak. Tak for talen, og tillykke til SF's ordfører med den flotte debut. Jeg vil nu tillade mig at vende lidt tilbage til pensionsspørgsmålet, som hr. Christian Rabjerg Madsen rejste, da han stillede ordføreren spørgsmål før, for jeg er som tilhører hverken blevet klogere eller dummere af at sidde og høre med. SF har sammen med en række andre partier jo fremsat det her forslag til vedtagelse om, at nu skal der presses på for at indkalde til forhandlinger, men medunderskriverne er jo en meget blandet skare. Der er partier, der vil afskaffe Arnepensionen, der er partier, der vil fjerne efterlønnen, og stadig ved jeg ikke, hvor SF står, andet end at blive ved med at presse på for at blive indkaldt til forhandlinger.

Ordføreren.

Jeg synes, der er noget sådan helt grundlæggende fascinerende over, at det er Socialdemokratiet, der beder SF om klare svar på pensionsspørgsmålet. Altså, man kan vel næppe finde et parti herinde i Folketingssalen, som er mere sådan omfavnende, åbne, man kunne sige, hvis han var lidt kritisk, ukonkrete på pensionsspørgsmålet, end Socialdemokratiet.

Jeg prøver lige at forklare processen igen. Vedtagelsesteksten med et bredt sammenhold mellem partier uden for regeringen handler jo om, at vi mener, at der skal komme forhandlinger om et nyt pensionssystem, at det er uholdbart at starte en samtale om et pensionssystem, som vedrører alle danskere, og som i særdeleshed jo er vigtigt for de unge mennesker, der nu får et svendebrev i hånden og kan se ind i et langt arbejdsliv, og for den murer, der er ved at være nedslidt og har svært ved at se sig selv i en pensionsalder på bare 68 år, at der skal leveres nogle svar, og at der skal komme en forhandling. Så er det rigtigt, at det, vi er enige om, er processen; det er ikke alt det, der bliver indeholdt i et pensionssystem. Men er det ikke rigtigt forstået, at man heller ikke i regeringen er helt enige om, hvad fremtidens pensionssystem skal indeholde?

Spørgeren.

Nu var det jo mig, der stillede SF et spørgsmål om det, fordi jeg synes, det er særligt, at man vil pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om pension, når man som parti ikke vil være med i velfærdsforliget eller i hvert fald ikke sidder med. Jeg tænker ikke, der er præcedens for, at man som parti pålægger en regering at indkalde til forhandlinger i en forligskreds, man ikke selv sidder med i. Så kan ordføreren løfte sløret for, om SF så er villige til at gå med i et forlig eller i en forhandling om pensionen?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, hvor meget man skal gå op i præcedens. Det væsentlige er vel, om man mener, der bør indkaldes til pensionsforhandlinger. Det mener SF, det mener Liberal Alliance, og det mener Enhedslisten. Det mener en lang række partier uden for regeringen, og jeg synes sådan set, det er det ordentlige at gøre over for danskerne. SF vil gerne forhandle et mere retfærdigt pensionssystem, og vi er sådan set klar til at lave en aftale, hvis den har de rette balancer, hvis den tager hensyn til, at danskernes arbejdsliv er forskelligt, og hvis den tager hensyn til, at hvis pensionsalderen stiger, går de penge til velfærd osv., altså holder nogle balancer, som velfærdsforliget jo fuldstændig har brudt.

Hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak. Og tak til ordføreren for en glimrende tale. Jeg vil godt forlænge diskussionen om det her pensionssystem lidt. At der skal være retfærdighed forbundet med pensionssystemet, er der jo ikke nogen herinde der ikke ønsker. Det kan man jo sige. Det ønsker alle partier. På samme måde ønsker vi en retfærdig politik om familieliv og studieliv. Skattesystemet synes vi også alle sammen skal være retfærdigt.

Men forståelsen af, hvad der ligger i retfærdighed, er jo forskellig, og derfor må ordføreren også finde sig i, at vi spørger ind til og kan forlange nogle svar på, hvad der ligger i retfærdighed. Det gælder specielt, når vi ved, at den eneste ting, som SF har sagt noget om, jo er, at pensionsalderen skal stoppe ved 69 år. Sådan må jeg jo forstå det. Og i givet fald den ikke skal stoppe, hvad er det så, der ligger i det? Jeg kunne forstå på talen før, at 69 år ligesom var slutpunktet, eller hvad?

Ordføreren.

Jeg finder mig i helt utrolig meget i forhold til spørgsmålet, og jeg synes, det er meget relevant at have en diskussion om, hvad man forstår ved et retfærdigt pensionssystem. Jeg tror sådan set, det er helt rigtigt, at hr. Kim Valentin og jeg ser forskelligt på det. Jeg synes f.eks. ikke, at det er retfærdigt, at der, som der lige har været en historie om, er en kvinde, der ikke engang kan løfte en elkedel, som ikke kan få seniorpension. Det er ikke retfærdigt, at vi ikke ser ind i forbedringer af Arnepensionen, når vi diskuterer en højere pensionsalder.

SF har sagt, at der, hvor diskussionen starter om fremtidens pensionssystem og en højere pensionsalder, er ved at se på, om der er ordentlige tilbagetrækningsordninger. Er der det, er vi ikke afvisende over for at hæve pensionsalderen. Så de grænser, ordføreren refererer til, er ikke SF's politik.

Spørgeren.

Ja, så er det, at vi kommer ud på sådan noget gyngende grund igen. Hvad er det i og for sig, at SF mener? Retfærdigheden ligger så i, at nogen skal trække sig tilbage tidligere. Så er det, vi kommer og siger: Hvad så med finansieringen? For det er ikke nogen hemmelighed, at Venstre går ind for et retfærdigt skattesystem, og vi er ikke indstillet på, at der bare opkræves skatter for alt.

Mit spørgsmål er så: Kan SF udelukke, at deri forbindelse med etretfærdigt pensionssystem kommer til at ske en skattestigning?

Ordføreren.

I forhold til grundlaget føles det meget trygt og sikkert heroppe. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan plankerne er ovre ved hr. Kim Valentin.

I forhold til en samlet betragtning af, hvornår et pensionssystem er retfærdigt, vil jeg bare sige, at det tror jeg da så absolut at hr. Kim Valentin og jeg ser forskelligt på. For Venstre har jo f.eks. ikke bakket op om Arnepensionen. Jeg synes, der er noget grundlæggende retfærdigt i, at når man er kommet tidligt ind på arbejdsmarkedet og har taget sin tørn for samfundet, så skal man have en ret til at kunne trække sig tidligere tilbage end dem, der er kommet senere ind på arbejdsmarkedet. Så der er selvfølgelig forskelligheder i, hvordan man ser på retfærdighed. Og hvordan en endelig løsning ser ud i forhold til skat, må vi kigge nærmere på.

Den næste, der får ordet, er fru Lea Wermelin.

Tak for ordet. Det var dejligt at høre ordførerens tale om Velfærdsdanmark. På trods af at man har haft en svær fødsel, var der den tryghed og den taknemmelighed i forhold til vores velfærdspersonale, som jo også gør, at ordføreren tør gøre det en gang til. Det synes jeg er dejligt at se.

Jeg vil gerne spørge ind til noget andet. Ordføreren berører jo også det her med, hvordan vi sikrer, at der er en god balance i Danmark på tværs af land og by. Det er også rigtig vigtigt for Socialdemokratiet. Vi er så kommet med et sundhedsudspil nu. Vi tog fat på forhandlingerne i går. Der er mere end 6 mia. kr. om året til netop at tage livtag med bl.a. den geografiske ulighed, vi ser lige nu i sundhed, og der er også en social ulighed.

Anerkender ordføreren ikke, at det er noget af det, som vi jo rigtig gerne vil samarbejde med SF om, og som vi jo også håber at I vil være en del af, når vi skal lande sådan en sundhedsaftale?

Ordføreren.

Når nu ordføreren ønsker mig tillykke med graviditeten – og ja, jeg glæder mig til den næste lille pige – så vil jeg også ønske tillykke med ordførerskabet som sundhedsordfører.

Jeg synes, at der i det udspil til en sundhedsreform, der er lagt frem af regeringen, faktisk er nogle ret gode overvejelser, bl.a. det om den geografiske fordeling og lægedækningen. Det er ingen hemmelighed, at der altså er rigtig, rigtig mange klinikker, som alles Lægehus driver, og hvis man lige ser, hvor de ligger henne ved Vestkysten, hvor vi var før i forhold til naturbeskyttelse, skal man ikke rejse langt. Det er enten et udtryk for, at der ikke er lægedækning, altså at en regionsklinik ikke slår til, eller at man har fået alment privatpraktiserende læger til at komme ud.

Jeg synes, at det med at dele ydernumre ud fra national side er et godt sted at starte. Jeg synes, det er en god idé at se på, at patienterne jo har vidt forskellige udgangspunkter, i forhold til hvor de er henne med deres sundhed. Så jeg synes faktisk, at der er et vigtigt element, og jeg synes også, at der er gode perspektiver i forhold til at styrke sundhedshusene.

Spørgeren.

Jeg nåede det lige, tror jeg. Tak for den kvittering. Ud over at det er vigtigt for os som parti, er det rigtig vigtigt for danskerne. Vi er også glade for det udspil, der er lagt frem, og jeg glæder mig til at være en del af forhandlingerne som ny sundhedsordfører.

Nu fortalte ordføreren om det at få børn. Der er jo også det, at man kan få behov for hjælp, og lige præcis dér er lægedækning jo et meget, meget vigtigt spørgsmål. Noget af det, vi så kigger på, er jo bl.a. det her med Region Østdanmark, og der siger vi: Okay, hvis vi skal kunne levere læger i alle dele af Danmark, er der altså også behov for, at vi kigger på strukturen. Er SF også med på det?

Ordføreren.

SF er allerede i de forhandlinger. Det er vi jo, fordi vi gerne vil lave en samlet aftale. Vi er ikke afvisende over for at lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen. Det, der bare er vigtigt, når man får så stor en region – det må ordføreren jo også anerkende – er, at der ikke kommer en intern centralisering, altså at man netop sørger for, at man holder fast i, at der skal være et sundhedstilbud både i Nakskov og på Nørrebro. Det er jo bare helt afgørende. Sundhed er en af de vigtigste grundpiller i vores velfærdssamfund, og som ordføreren ved, mener jeg jo, at detogså skal række helt ud i samfundet.

Kim Edberg Andersen har ordet.

Tak for det. Jeg var faktisk ved at blive lidt bekymret, for vi har fået nye pladser i, og jeg tænkte, at mit kabel op til pulten ikke var sat til, siden vi ikke fik ordet, men det gjorde vi.

Jeg vil gerne takke ordføreren for en god tale. Det var første gang, jeg var lidt bekymret for at se fru Signe Munk, for jeg havde jo glædet mig til, at fru Pia Olsen Dyhr gik derop. Men det var ikke så ringe en tale; det var det ikke, fru Signe Munk.

Jeg vil også godt sige, at især den her fortælling om Fur gjorde mig glad, for Fur er jo et naturskønt sted, vil jeg sige til dem, der ikke kender det. Der er dejlige mennesker, og det eneste, man som nordjyde kan være ked af, er, at midtjyderne på en eller anden måde fik den annekteret, sådan at den her naturperle ikke hører hjemme i Nordjylland, hvor den burde ligge.

Men fru Signe Munk sagde noget, der var meget interessant. Hun sagde: I det her små samfund løber vi simpelt hen tør for frivillige kræfter, altså mennesker til at løfte opgaver. Og så er fru Signe Munk selvfølgelig socialist og tænker, at så skal staten gå ind. Men så siger fru Signe Munk også: Vi går også ind for 200.000 ha skov og 40.000 ha solceller i samme områder, altså små landområder, hvor vi ikke er mange mennesker til at løfte fællesskabet. Er fru Signe Munk ikke bange for, at når hun på den ene side siger, at vi skal den grønne omstilling, og på den anden side siger, at med for få mennesker ødelægges civilsamfundet derude, saver den gren, man selv sidder på over, når man så vælger at flytte mennesker til fordel for solceller?

Ordføreren.

Først vil jeg bare starte med lige at slå fast: At få en ros, der lyder »det er ikke så ringe endda«, fra en nordjyde simpelt hen er fornemt. Så tak for den, hr. Kim Edberg Andersen. Den er jeg unægtelig glad for. I får ikke Fur!

Når vi ligesom har det på plads, ser jeg jo den grønne omstilling i landdistrikterne i særdeleshed, i de store provinsbyer og vores havne som en del af det, der også bliver jobskabende. Det er jo sådan, at når man rejser skov, kan vi se, at der kommer beskæftigelse ved det. Når man laver biogasanlæg, kommer der beskæftigelse ved det. Det samme sker, når man laver elektrolyseanlæg, når man laver pyrolyseanlæg osv. Når man ser på, hvad landbruget beskæftiger af folk i dag, skal man jo ikke kigge længe på tallene fra storhedstiderne i 1960'erne og til i dag, før man bemærker, at der er færre og færre folk, som har et arbejde i det landbrug, vi kender i dag. Så jeg mener ikke, at det at holde fast i det landbrug, som vi kender i dag, er løsningen for udviklingen ude i landdistrikterne.

Spørgeren.

En ting er, at man kan tage den her historie med, at i 1960'erne spændte man hesten få ploven, men det er ikke den romantik, jeg taler ind i. Jeg taler ind i, at vi ved, at de løsninger, vi åbenbart vælger nu, ødelægger mere for landbruget, end det er nødvendigt. Man kunne f.eks. i forhold til CO2 og kvælstof få samme virkning ved at så græs. Det eneste, det kræver mere, er, at der er en landmand, der rent faktisk bruger jorden. Så vil fru Signe Munk ikke bare forklare mig, hvorfor det er, man har sagt, at der skal være 200.000 ha skov for at løse et kvælstofproblem og et CO2-problem, når græs kan løse det på samme måde, dog med den lille tilføjelse i mente, at så var der også en landmand, der rent faktisk stadig væk boede i lokalområdet?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at de der tal for, hvor mange mennesker der har job i landbruget, er ret vigtige, for når vi taler om gode jobs både ude i landsbyen og i provinsbyerne, som jo også har indflydelse ind i landdistrikterne, kan vi jo bare se, at mens energibranchen har 100.000 beskæftigede, og strømpilen går opad, så falder antallet for landbruget. Det her er jo et spørgsmål om jobs.

I forhold til at sørge for, at vi både får mere skov i Danmark, og at vi får passet på vores fjorde, så synes jeg sådan set, at det hænger rigtig godt sammen. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er nogen, der kan have en græsmark, for det er også godt i forhold til kvælstofbindingen. Det har ordføreren helt ret i, og man kan lave noget græsprotein. Det synes jeg der er spændende projekter i gang med, som jeg også nævnte i min tale, som også kan give nogle jobs.

Vi når lige en enkelt til, og det er fru Helena Artmann Andresen.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale om vores landdistrikter. I landdistrikterne er der jo flere private dagtilbud. Der er bare ét problem, og det er, at de private dagtilbud får langt lavere tilskud, end mange af de offentlige dagtilbud gør. Dansk Industri har i deres seneste analyse afdækket, at det faktisk er op imod 90.000 kr. pr. barn, som private daginstitutioner får mindre end de offentlige.

Jeg har ikke rigtig hørt SF slå på tromme i den her debat omkring private og offentlige daginstitutioner i forhold til, at der er en skævhed. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge SF: Hvor står SF i den her debat? Ønsker man en reel ligestilling af de offentlige og de private dagtilbud med hensyn til tilskud, så de forældre ude i landdistrikterne, der ønsker en privat pasningsordning, ikke skal betale mere end dem, der ønsker en offentlig?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige tak for spørgsmålet og også tak for rosen. Det er jo rigtigt, at SF ikke har foreslået, at man skal give et højere tilskud til private daginstitutioner. Samtidig har ordføreren også helt ret i, at når man ser på dækningen af både skoler og daginstitutioner i dag, er det jo sådan, at der er mange friinstitutioner, der faktisk løfter en opgave ude i landsbyerne, som de kommunale daginstitutioner og de kommunale skoler løftede tidligere.

Det, der bare også er gældende i forhold til de private tilbud, er, at det jo også er noget, der fylder meget inde i storbyen, hvor der kommer en total skævvridning imellem forældre, hvor de forældre med pengepungen i orden sender deres børn over i de private tilbud på bekostning af det kommunale, og i de private tilbud bliver der ikke taget det samme sociale ansvar for en bred børnegruppe, som der gør i de offentlige tilbud. Så jeg synes ikke diskussionen er helt simpel, når man kigger på den generelle lovgivning.

Spørgeren.

Tak. Jeg taler sådan set heller ikke om et højere tilskud. Jeg taler om, at man ligestiller dem. Det er jo måske også lidt svært for de private at tage et større socialt ansvar, hvis det bliver dyrere for forældre at vælge det private til.Men jeg har det sådan, at så kender man SF lidt igen, for man ønsker ikke friplads til private passere. Hjemmepasning ønsker man heller ikke en national ordning for. Ved SF bedre end de forældre, hvad der er bedst for deres børn?

Jeg tror ikke, ordføreren hørte mig helt rigtigt, for vi mener sådan set, at man skal belønnes for at tage et socialt ansvar ude i de private institutioner, og på den måde kan vi gå ind og se på tilskud. Vi mener også, at der er brug for at give en særlig håndsrækning til f.eks. de skoler, som er lukningstruedeude i landsbyerne. Der er vi sådan set åbne for at sige, at det både kan være friskoler og kommunale skoler, og den tankegang kan man jo også overveje andre steder.

Tak til ordføreren. Jeg byder nu velkommen til den næste i rækken, nemlig ordføreren for Liberal Alliance, hr. Alex Vanopslagh.

23 år. Det er snart 23 år siden, vi sidst har haft en regering, hvor hverken hr. Lars Løkke Rasmussen eller fru Mette Frederiksen var ministre. 23 år. Det er lige knap et kvart århundrede. For 23 år siden havde den første, den allerførste, Harry Potter-film lige haft biografpremiere. EyeQ fra Popstars toppede hitlisterne. Jeg var selv lige fyldt 10 år. Og i dag er der cirka halvanden million danskere, der aldrig har levet så meget som en eneste dag, hvor hverken Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen var ministre – så hvis der er nogle danskere derude, der tænker, at vi trænger til en frisk start, så kan jeg godt forstå det.

23 år. Det er altså lidt lang tid. Det er i hvert fald længe nok til, at man kan vie et helt regeringsgrundlag til at lave reformer af sine egne tidligere reformer: en strukturreform af den gamle strukturreform i sundhedsvæsenet, en folkeskolereform af den gamle folkeskolereform, man selv indførte, og ikke mindst en oprustning af det forsvar, man selv har sparet sønder og sammen. Ja, det er regeringen i 2024. Det er en regering, hvis fineste opgave er at lave reformer af egne reformer. Men nu er det heldigvis ikke nogen naturlov, at tingene skal blive ved med at køre i ring for evigt, det er muligt med en frisk start.

Her tænker jeg ikke alene en frisk start, hvad angår konkrete personer. Nej, jeg tænker en frisk start i en bredere og større forstand – en frisk start i synet på borgerne, på samfundet og på, hvordan Danmark skal ledes. For det behøver ikke være nogen naturlov, at Danmark skal ledes ud fra frygt og krisestemning. Nej, vi kan godt i fællesskab gå ind i fremtiden med håb, optimisme og en tro på, at tingene nok skal gå, at det nok skal blive bedre. Ja, Danmark kan og skal og bør være et land, hvor vi erstatter »det er synd for dig-mentaliteten«, hvor vi alle sammen skal gøres til ofre eller skurke, med »du kan godt-mentaliteten«, hvor vi alle sammen føler stolthed og værdighed i det, vi hver især kan, uanset om vi kan lidt, eller om vi kan meget.

Det er heldigvis ikke nogen naturlov, at vi alle sammen skal have så ondt af os selv, at vi får svært ved at unde andre mennesker det godt. Tværtimod. Vi behøver ikke at være et land, hvor toppolitikere – jeg er selv toppolitiker – konstant appellerer til den indre svinehund eller misundelsen over, at nogle har mere end andre. Vi kan derimod være et Danmark, hvor vi taler til storsindet, til optimismen og til glæden over hinandens succeser, hvor vi vender blikket udad og opad i stedet for indad og nedad. Hvor ville det i den forbindelse være forfriskende, hvis vi turde at være mere offensive og tænke stort, eksempelvis i erhvervs- og vækstpolitikken, i stedet for altid at tænke defensivt og småt. Jeg ved, at vi evner – også med de førnævnte politikere – at tænke stort på andre områder. Vi har senest lige gjort det med den grønne trepart; det var en ambitiøs aftale.

Vi kan finde ud af at være ambitiøse på den grønne omstilling, men så snart det kommer til erhvervs- og vækstpolitikken, sker det altid på en defensiv baggrund, selv når vi gør noget godt, uanset om det er at sænke selskabsskatten og topskatten eller bare lave nogle gode reformer, så er det defensivt. Det er nødvendighedens politik, det er en reaktion på en krise, det er nærmest noget, hvor vi skal trækkes til truget for at gøre det, det er en slags nødvendigt onde. Det ender jo med at være en øvelse i at gøre så lidt som muligt af det, der er nødvendigt, og som vi burde gøre meget mere af. Tænk sig, hvis vi også på erhvervs- og vækstpolitikken turde være offensive, hvor vi lavede reformer, fordi vi faktisk gerne ville have et blomstrende erhvervsliv og flere iværksættereventyr, hvor vi ville være stolte af det, hvis Danmark var det land i verden, hvor flest mulige virksomheder og dygtige mennesker strømmede til fra hele verden, fordi vi synes, at det er skat og ikke skattelettelser, der er det nødvendige onde. Det er ikke nogen naturlov, heldigvis, at Danmark kun kan vinde politiske verdensrekorder i skattetryk. Vi kunne også gå efter en frisk start og en ambition om at sætte verdensrekorder i iværksætteri, investeringer og økonomisk vækst.

Jeg mener også, at vi trænger til en frisk start i synet på borgerne, hvor det handler om at give borgerne, danskerne, de bedste muligheder for at leve et meningsfuldt liv i stedet for at presse borgerne ned i nogle kasseløsninger, som passer til systemet. Jeg synes, at det alt for ofte ikke er til sparke sig frem for politiske målsætninger for, hvordan borgerne skal leve deres liv. Så skal de gøre sådan og sådan for folkesundhedens skyld, så skal de gøre sådan og sådan for kønsstatistikkernes skyld, så skal de gøre sådan og sådan for arbejdsudbuddets skyld, og senest er det så for fødselsraternes skyld. Helt ærligt, det er jo at vende verden på hovedet, at det er borgerne, der skal tilpasse sig systemet, frem for det omvendte. Lad nu borgerne få frihed til at tage ansvar i deres eget liv og lad os hjælpe familierne med at få forbedret alle de socialdemokratiske kasseløsninger, som de er utilfredse med. Lad os hjælpe dem med at opnå mere frihed og fleksibilitet i dagligdagen, også hvis det betyder, at nogle af dem vil bruge den frihed til at arbejde lidt mindre, mens børnene er små. Vi behøver ikke at sige til dem: Fy fy skamme, du henter dine børn for tidligt fra daginstitutionen. Det er ikke nogen naturlov, at det skal være sådan.

Lad os i det hele taget se på, hvordan vi kan give vores velfærdssamfund en frisk start med mere selvbestemmelse og frihed. Vi ved alle sammen, at det er sjovere at gå på arbejde, når man har indflydelse på det, man laver, og alligevel står vi år efter år og konstaterer, at alt for mange offentligt ansatte er spundet ind i så mange krav, at en del af dem mister arbejdsglæden og muligheden for at udføre deres arbejde på bedste vis. Og det er ikke kun dem, der skal opleve mere selvbestemmelse og frihed, det skal borgerne også, særlig i forhold til at kunne vælge blandt flere og bedre velfærdstilbud, for vi har et velfærdssamfund, som er sandet til – sandet til i for meget bureaukrati og i mangel på konkurrence og nytænkning. Hvis vi ønsker at skabe velfærdssamfundet 2.0, skal vi slippe iværksætteriet løs, konkurrencen løs, nytænkningen løs og satse på frihed og ansvar frem for kommunale samlebåndsløsninger. Der er det jo heldigt, at det ikke er nogen naturlov, at vi bare skal blive ved med at gøre velfærden dyrere uden at gøre den bedre.

Nu, hvor vi er ved det med velfærd, burde vi også alle sammen have en interesse i at tage et opgør med det, jeg vil kalde velfærdskannibalisme. Det er tendensen til, at det offentlige hele tiden får vokseværk – vokseværk i mængden af regler, vokseværk i administrationen, vokseværk i alskens unødvendige opgaver. Og når det offentlige knopskyder med alle mulige unødvendige opgaver og pseudoarbejde og kommunikationsprojekter og jobfest blandt Slotsholmens kolde hænder, er problemet ikke bare, at der opstår nye udgifter for borgerne – det gør der også – men der sker også det, at der er en udsultning af de kerneopgaver, som det offentlige oprindelig blev sat i verden for at løse. Det er jo derfor, vi kan se nyheder om ældre mennesker, der svigtes, syge, der venter år og dage på operationer, skoler, der er ved at gå op i sømmene, og et forsvar, hvor soldaterne mangler det mest basale udstyr, selv om udgifterne stiger og stiger og slår nye rekorder. For kerneopgaverne er blevet ædt op indefra, og det er jo velfærdskannibalisme.

Men igen må jeg bare minde om, at det jo heldigvis ikke er nogen naturlov, at den offentlige sektor skal være sandet til i bureaukrati og mangel på nytænkning. Vi kan godt få en frisk start, hvor vi får ryddet op og holder fokus på kerneopgaverne og ikke mindst tror mere på frihed, ansvar og værdighed, for så kan det være, at det offentlige ikke skal tage sig af alting; borgerne kan godt selv.

Hver gang der er valg i Europa, skælver verden næsten. Uanset om det er et delstatsvalg i Tyskland eller et parlamentsvalg i Frankrig, stormer oprørske partier fra højre og venstre frem, og mistilliden til midterpartierne bliver større og større. Hver gang står vi pæne mennesker, må jeg nok hellere sige, og vrider hænder og spørger: Åh nej, hvordan stopper vi dog populisterne? Det skal jeg fortælle jer: Det gør vi ved at vise borgerne, at det er muligt at få en frisk start på vores system uden at rive hele systemet ned, ved at gøre det klart, at systemet eksisterer for borgernes skyld og ikke omvendt og ved at droppe det politiske kartel på midten og give folket noget at vælge imellem igen. Det er desværre ikke nogen naturlov, at demokratiet holder for evigt, hvis det aldrig kan levere en frisk start for borgerne. Jeg glæder mig til en god debat.

Tak til ordføreren. Den første spørger er fru Lea Wermelin.

Tak for det. Jeg begyndte straks at nynne med, da ordføreren talte om Eye Q. Jeg kan i hvert fald huske deres kæmpe hit, som hed »I Want What She's Got«, og måske var det det, som ordføreren sådan lidt uforvarende kom til at melde ud fra talerstolen, altså at man i virkeligheden er statsministerkandidat. Det kunne jo være fint at få afklaret i salen her i dag.

Det, jeg egentlig vil spørge til, handler om det velfærdssamfund, som ordføreren jo også taler om, men vi har lidt forskellige udgangspunkter for, hvad det er, vi gerne vil. Noget af det, som vi har indkaldt til forhandlinger om, er jo et sundhedsudspil. Altså, hvordan sørger vi for, at der er lægedækning i alle dele af landet? Hvordan gør vi op med den geografiske ulighed i sundhed i dag? Og på det er Liberal Alliance så kommet med et modsvar. Noget af det, som mangler i det modsvar, er jo et svar til borgerne på f.eks. Lolland på, hvordan de får adgang til en praktiserende læge, og hvordan man sikrer, at der er nok sundhedspersonale på Nykøbing Falster hospital. Så hvad er ordførerens svar til dem?

Ordføreren.

Tak til fru Lea Wermelin for spørgsmålet og egentlig også den indledende bemærkning, selv om det ikke var et spørgsmål. Men det her med, hvem der er statsminister og statsministerkandidat på blå og rød side, er jo faktisk interessant. Jeg kan godt forstå, at det optager jer. Jeg tænker også, at hvis nu der er et blåt flertal efter et valg, så kan det være, at I bare skal kigge ind i jeres egen regering. Det kan være, at der ligefrem er to partiledere i den, som kunne tænke sig at være blå statsminister. Det er også lidt spændende på den røde side. Altså, vi er jo i de her år og dage vidne til et magtskifte, et tronskifte, i rød blok med SF, der er ved at blive det største parti. Det kan jo være, at statsministeren fremover skal være udenrigsminister i en Pia Olsen Dyhr-regering. Det er spændende, så jeg kan godt forstå, at det optager jer.

For at svare på spørgsmålet vil jeg sige: Den måde, vi i dag forsøger at løse udfordringer med lægemangel i udkantsområder på, er jo med ydernummersystemet, og der mener vi, at vi i langt højere grad skal gøre brug af økonomiske incitamenter, den økonomiske gulerod, og derved også give en større betaling til de læger, der vælger at praktisere ude i Udkantsdanmark. Der kan jeg jo så i øvrigt rose regeringen for, at det også er et element, man har med i sit udspil. Hvor meget det kommer til at fylde, finder vi ud af i løbet af forhandlingerne, men det vil jeg da egentlig gerne kvittere for.

Spørgeren.

Det er jo også rigtig dejligt, at noget af det, som Liberal Alliance har taget med i sit udspil, er idéen om et differentieret honorar i forhold til antallet af læger og hvis man bosætter sig der, hvor folk er mere syge. Det ændrer bare ikke på, at noget af det, som LA så foreslår, f.eks. er, at man skal kunne gå direkte over i det private, dvs. også i forhold til de helt simple behandlinger. Det vil jo trække nogle af de læger, som der er ekstremt meget behov for på Nykøbing Falster hospital, væk derfra, og derved vil man ikke kunne levere den lægedækning, som der er så meget behov for. Og vi kan se, at der er nogle regioner i Danmark, som virkelig er presset af, at der ikke er nok læger. Det vil vi gerne gribe ind over for, og det mangler i LA's udspil. Vil man være med til det sammen med regeringen?

Ordføreren.

Jeg synes, at fru Lea Wermelin gør sig skyldig i at blande tingene sammen. Vi snakkede lige før om den almenpraktiserende læge, som i øvrigt også er privat, og så siger fru Lea Wermelin så, at det er en udfordring, hvis borgerne har mere frit valg mellem det offentlige og det private. Men det har jo ikke noget at gøre med den almenpraktiserende læge. Hvis man giver mere frit valg og man udnytter den ledige kapacitet, der er på de private sygehuse på forskellige specialeområder, for at nedbringe ventetiderne mest muligt til gavn for borgerne, så kan man have en politisk bekymring om, hvorvidt der så er nogle læger, der vælger at arbejde på et privat sygehus i stedet for på et offentligt sygehus. Det er lidt sådan, jeg tænker at spørgsmålet er tænkt, og der går jeg mere op i, at borgerne oplever korte ventetider og gode rettigheder, end at alle offentlige sygehuse har en masse ansatte.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tak. Og tak for en glimrende tale med mange gode liberale toner, og ikke mindst tak for selv at gå foran og vise storsind ved at lade hr. Morten Messerschmidt indtage pladsen som den blå statsministerkandidat. Det synes jeg er meget storsindet. Jeg havde nu regnet med, at det ville være hr. Alex Vanopslagh selv, der ville tage den. Men det storsind.

Det, jeg egentlig vil spørge om, handler om noget andet. Hr. Alexander Ryle, som jo ud over at sidde herinde for Liberal Alliance også er medlem af borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus, har dér sagt noget, som jeg er meget enig med ham i. Han siger nemlig i forbindelse med deres budgetforhandlinger: Det er meget let at gøre som Konservative og stille sig ud på sidelinjen og råbe, at man vil have en lavere skat; vi vil hellere være med i en aftale, der rent faktisk gør det til virkelighed. Og det er jo som talt ud af min mund. Tænk, at man på Københavns Rådhus med et ræverødt flertal kan få skattelettelser igennem. Det er imponerende. Og derfor vil jeg spørge hr. Alex Vanopslagh, om han har tænkt sig at gøre det samme herinde på Christiansborg og være med i de aftaler, der rent faktisk sænker skatten.

Ordføreren.

Vi vil til hver en tid gå med i aftaler, der sænker skatterne for danskerne, medmindre der bliver sat krav ind om, at man nærmest skal tages til gidsel for at støtte op om en usaglig millionærskat som den, som SVM-regeringen indførte, nemlig toptopskatten. Så vi kunne jo også prøve at spørge hr. Alexander Ryle, om hr. Alexander Ryle ville være med i en budgetaftale, der sænkede kommunalskatten, hvis man indførte en ny millionærskat i København. Så tror jeg, svaret ville være nej. Og det er jo den uenighed, vi har.

Igen vil jeg sige: Jeg har på mange måder respekt for, at Venstre har forsøgt sig med eksperimentet om, hvorvidt man kunne gøre Socialdemokratiet til et borgerligt parti ved at gå i regering med dem, og jeg anerkender også, at der er skabt nogle resultater. Jeg synes også, at Venstre burde anerkende, at det var et fint eksperiment, men at eksperimentet slog fejl. Vi kan ikke gøre Socialdemokratiet til et borgerligt parti. Hvis vi vil have borgerlig politik, skal vi udnytte et borgerligt flertal og give danskerne en frisk start.

Spørgeren.

[Lydudfald] ... altså, vi har en statsminister, som har skrevet under på et regeringsgrundlag, hvor skattestoppet, Anders Fogh Rasmussens gamle skattestop, er gjort til politik. Vi har en statsminister, der siger, at det ikke handler om velfærd eller skattelettelser; det handler om velfærd og skattelettelser. Jeg synes, det var noget, som godt kunne fortjene lidt større anerkendelse end den, jeg hører fra Alex Vanopslagh.

Ordføreren.

Men inden jeg hopper til den glædelige anerkendelse, vil jeg bare lige præcisere, at det skattestop, regeringen har, jo er et sådan lidt spøjst skattestop. Det er i hvert fald et skattestop, som ikke gælder den Netflixafgift, man vil indføre, det gælder ikke en flyafgift, og det gælder ikke den afgift, man vil sætte på tunge køretøjer. Så det er et lidt spøjst skattestop. Men jeg deler hr. Jan E. Jørgensens store glæde over, at Socialdemokratiet for første gang i årtier indrømmer, at der ikke er en modsætning mellem mere velfærd og skattelettelser. Jeg frygter dog, at de vil påstå det alligevel til næste valg.

Den næste, der får ordet, er hr. Peter Skaarup.

Tak til hr. Alex Vanopslagh for en god og sjov tale. Jeg vil også spørge til noget, der nærmest er lidt komisk, hvis ikke det var, fordi det var tragisk, nemlig en beslutning, som i øvrigt også er truffet på Københavns Rådhus – nu var Jan E. Jørgensen inde på Borgerrepræsentationen for lidt siden – nemlig beslutningen om, at man i København vil opføre Palæstinas Plads. Man vil have en plads på Nørrebro, hvor Palæstina altså på en eller anden måde skal glorificeres, eller hvad det er, og pladsen skal opkaldes efter Palæstina. Jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Alex Vanopslagh, hvad Liberal Alliances holdning er til det. Er der nogle muligheder for at lave om på det?

Ordføreren.

Vores holdning er, at det er vi imod, og vi stemte også imod i Borgerrepræsentationen i København. Jeg er i det hele taget forundret over, at store dele af sådan folk, der er aktive i den offentlige debat, og store dele af venstrefløjen er så optaget af at tale Palæstinas sag. Det, jeg mener burde optage os alle sammen, er at slå ring om de herboende jøder, jøder i Danmark, som har det største trusselsniveau i efterkrigstiden, slå ring omkring de jøder, der er rundtomkring i Europa, der oplever et forhøjet trusselsniveau, og ikke mindst vise en utvetydige støtte til det i Israel, som er omringet og under angreb af naboer, som vil udrydde deres stat. Det burde være førsteprioriteten, inden man boltrer sig i at opkalde pladser efter Palæstina, og hvad ved jeg. Jeg er meget uforstående over for det. Når det så er sagt, må man jo acceptere, at kommuner må give veje de navne, de nu engang vil.

Spørgeren.

Jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Alex Vanopslagh, om det her også ses af Liberal Alliance som sådan en generel tendens i det danske samfund, altså at man ikke tager det så alvorligt, at man har begået det største terrorangreb mod jøder siden anden verdenskrig i her i oktober måned sidste år. Er der ifølge hr. Alex Vanopslagh en tendens til, at vi her i Danmark lidt slår det hen og siger: Nå, men det er bare noget nede i Mellemøsten; det er nok ikke noget særligt? Er det det, der afføder, at nogle i deres visdom kan finde på at kalde noget i København for Palæstinas plads?

Ordføreren.

Jeg tror, at der generelt er sådan et stille flertal i blandt danskerne, som ikke er tilhængere af, at man skal opkalde pladser efter Palæstina i den tid, vi lever i, og som utvetydigt står bag israelerne, men ikke af den grund ser unuanceret på tingene og godt kan se, at der også er ting, Israel gør forkert i hele den her konflikt. Men derudover er der jo sådan en uhellig alliance mellem dele af venstrefløjen og de mere islamistiske bevægelser. Vi har set det i Enhedslistens bagland. Hr. Pelle Dragsted vil jeg ikke tage til indtægt for det, men i baglandet er der uden tvivl. Man ser det blandt flere ngo'er. Og der er jo sådan en mærkelig sammenkobling mellem forskellige venstrefløjsdagsordener og så en såkaldt kamp mod zionisme. Men den er snublende tæt på at være antisemitisk.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Fødselstallet er jo til diskussion i de her år. Flere undrer sig måske over, hvorfor det er faldende. En af grundene kunne jo være noget, man kunne kalde en børnebøde for kvinder, hvis man skulle være lidt kontant, nemlig det faktum, at det koster både i livsindkomst og pension, når kvinder får børn. 5 år efter at kvinder har fået deres første barn, er 40 pct. på deltid i modsætning til 20 pct. året før. Hvis man kigger på andelen af pension, har kvinder blandt ufaglærte grupper en 400.000 kr. mindre pensionsformue end mænd, der er ufaglærte. Hvis vi taler om personer med lang videregående uddannelse, er forskellen på pensionsformuer 1,3 mio. kr. Derfor er jeg også rigtig glad for, at Liberal Alliance og SF faktisk er enige om, at det er fuldstændig mærkeligt at tage pensionsformuer ud af formuebegrebet, når vi taler om ægteskab og skilsmisse. Derfor vil jeg bare gerne sige tak for det forslag, som Liberal Alliance er kommet med, nemlig om at vende tilbage til, som det var før.

Ordføreren.

Tak, og selv tak. Det har jo været lidt anderledes for os at følge med i reaktionerne på den debat, hvor vi oplever at blive omfavnet af SF og kritiseret af CEPOS. Men vil jeg egentlig sætte en ære i, at vi står ved vores politik og tænker selvstændig politik og søger alliancer med enhver, der ønsker at fremme vores politiske forslag sammen med os, og det er jo bl.a. med SF på det her forslag om at ligestille pensionsformuerne, så de skal indgå i den fælles formue.

Spørgeren.

Jeg glæder mig også til at se, hvordan andre partier vil stille sig i salen, når vi kommer med et fælles beslutningsforslag om det her. For man kan selvfølgelig have holdninger til, hvordan man skal indrette sig individuelt og andet, men det er jo bare mærkeligt, at man, når man tager romantikken ud af ægteskabet og forstår det som en juridisk konstruktion, så siger, at noget af formuen skal deles, men en anden del af formuen ikke skal deles. Meget af den manglende formue skyldes jo, at kvinder vælger at få børn og også indrette sig derefter, og det burde man vel ikke direkte blive straffet for. Så tak.

Ordføreren.

Jeg har ikke yderligere kommentarer, men kvitterer for kommentaren.

Fru Monika Rubin.

Mange tak for ordet. Og tak for en fin tale. Nu kan jeg jo forstå på Liberal Alliance, at Schweiz er et foregangsland, og når jeg læser ned i det sundhedsudspil, som I er kommet med for nylig – og som jeg må betegne som lidt af et glas vand; nu betegnede de jo vores som en kop te – så kan jeg også se, at de drømme, I har, er et forsikringsbaseret privat sundhedsvæsen. Det skaber en kæmpe ulighed. Det kan vi se i Schweiz. I Moderaterne går vi ind for privat-offentligt-samarbejde. Jeg har også hørt partiets sundhedsordfører sige, at man i princippet burde rive hele sundhedsvæsenet ned og bygge det op fra bunden. Så slemt tror jeg dog ikke det står til.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det her med, at I vil fjerne ydernummersystemet, altså for de almenpraktiserende læger. Jeg gætter på, det så også må være for speciallæger. Hvad skal så komme i stedet? For det her med, at man tror, at man kan sikre lægedækning i hele Danmark ved bare at give en økonomisk gulerod og ikke have nogen national styring, tror jeg ikke helt på. Så vil ordføreren ikke bare lige uddybe, hvad det helt præcis er, man mener skal komme i stedet?

Ordføreren.

Jeg er ret overbevist om, at spørgeren har læst Liberal Alliances sundhedsudspil, men jeg kommer lidt i tvivl undervejs. For det er rigtigt, at jeg i et interview har sagt, at vi på mange områder kan lade os inspirere af Schweiz, og så har vi derudover lavet et sundhedsudspil, men et, hvor vi ikke lægger op til at kopiere Schweiz' model, og hvor vi ikke lægger op til at omlægge Danmark til et forsikringssamfund. Jeg tror, at det eneste sted, vi nævner forsikring, er der, hvor vi siger, at vi gerne vil genindføre skattefritagelsen af sundhedsforsikringen til danskerne, og det står jeg gladelig ved. Det er jo ikke et schweizisk samfund.

Der, hvor jeg mener, at Schweiz faktisk har fat i den lange ende, er jo netop i forhold til at undgå alt for meget ulighed i sundhed. Det er det, at de har et system, hvor alle og enhver er velforsikrede, og hvor staten går ind og betaler forsikringspræmien for dem, der har lave indkomster eller normalt ikke ville kunne blive forsikringsberettiget, fordi de døjer med kronisk sygdom og lignende. Der er det jo høj som lav og rig som fattig, der med korte ventetider har adgang til de samme luksusprivathospitaler så at sige. Så den tanke kan jo noget; det er jo ikke amerikanske tilstande, de har i Schweiz.

Nu har jeg 3 sekunder tilbage, men i forhold til lægemanglen i yderområderne vil jeg sige, at det til dels er økonomiske incitamenter, en anderledes honorarstruktur, men det er også at se på, hvordan man kan have flere forskellige, fleksible former for lægeløsninger, herunder også at bløde op på kravene, så man ikke behøver at have sin egen klinik for at kunne levere lægeydelserne, sådan som regeringen også er inde på i deres udspil.

Spørgeren.

Tak. Nu kom der svar på det her til sidst. Det lyder som nogle af de samme ting, som regeringen ønsker, men hvis man fjerner hele ydernummersystemet, bliver det svært at få læger ud til Vandkantsdanmark. Det er jo derfor, vi gerne vil have en national styring af det.

Det, der har været problemet indtil nu, har jo været, at regionerne har suboptimeret inden for hver region. Vi kan se, at de praktiserende læger i større stil slår sig ned i de større byer, særlig speciallægerne. Hvis man fjerner ydernummersystemet, hvad skal så komme i stedet? Hvordan skal man styre, hvor de her praksisser ender med at være, særlig i forhold til speciallægerne? For det er et problem, at de er i de større byer, og at de slet ikke er ude på landet.

Ordføreren.

Det svar, vi har givet i vores udspil, er der jo også delelementer af i regeringens udspil. Ordføreren er jo selv inde på, at man kan komme et stykke ad vejen, hvis man ændrer honorarstrukturen, således at dem, der har en masse raske borgere i byerne, så skal have flere patienter eller flere borgere til en lavere ydelse, og vice versa i forhold til udkanten.

Jeg køber ikke den her tanke om, at vi jo har prøvet ad frivilligheden og incitamenternes vej, og at det jo ikke fungerer, så nu skal det alene være tvang. Det er jo ikke sådan noget med, at vi bare lige har opfundet ydernummersystemet i går og så konstaterer: Nå, det er ikke nok.

Så vi kan jo godt gøre mere ad frivillighedens vej. Vi kan godt gøre mere for at sikre mere konkurrence om, hvordan man kan tilbyde lægepraksis, både i klinikform, i det private og som privatpraktiserende, som vi har i dag.

Næste spørger er fru Lise Bertelsen fra Konservative.

Mange tak for det. Jeg vil gerne sige utrolig mange tak for en fantastisk tale, en frisk start, optimisme, og ja tak til det. Det var virkelig dejligt at høre på. Og så vil jeg gerne blive lidt i regeringens forsøg på at skære i statens bureaukrati. Det lyder jo virkelig godt, især for sådan nogle som os, at få skåret ind til benet i bureaukratiet; det kan vi godt lide. Men det ser også godt ud i avisoverskrifterne. Men når man så nærlæser det, regeringen kommer med, er der jo fjollede eksempler som f.eks. at skære på ældrerådet, som for mig jo netop yder en kæmpestor og virkelig god indsats rigtig tæt på borgeren. Der er andre eksempler, der for Det Konservative Folkeparti overhovedet ikke giver mening, da det er langt fra Borgen, men meget tæt på borgeren, man vil slagte noget. Så hvordan ser LA på regeringens forsøg på at skære ned på de her udgifter til bureaukratiet i staten?

Ordføreren.

Overordnet mener jeg jo ikke, det er ambitiøst nok. Så vil man skære 1.000, men alene i den tid, man har siddet på magten, er der jo kommet 4.000 til.

Men jeg vil egentlig gerne advare imod, at vi borgerlige partier bliver alt for besværlige, når vi så endelig på de her 1.000 stykker skal konkretisere, hvem der skal væk. Man kan godt have gode, saglige argumenter imod eksempelvis ældrerådet, som spørgeren nævner, men så mener jeg også, vi har en forpligtelse til som minimum at anvise det samme antal eller flere på et andet område og bidrage konstruktivt til det, for ellers kommer vi aldrig i mål. Altså, nu blev vi enige om i hele blå blok tidligere i sidste uge, eller det var i den her uge – der sker så meget, uha uha – at vi skulle fremsætte et fælles beslutningsforslag om en bindende bureaukratilov, og så bliver den her øvelse med de 1.000 jo et glas vand ved siden af.

Så det bliver svært, og derfor mener jeg også, vi skal være påpasselige med ikke bare at sidde med korslagte arme. Det anklager jeg ikke Konservative for, men det er vigtigt, at man så spiller ind med noget alternativt.

Spørgeren.

Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg er rigtig glad for vores forslag. Det, jeg blot mener, er, at det skal være ærligt og reelt, og at danskerne skal kunne gennemskue, hvad det egentlig er: Er det, der foregår, tæt på borgeren, eller er det tæt på Borgen? Men mange tak. Vi er jo i bund og grund meget enige.

Ordføreren.

Jamen lad os fortsætte med at finde ud af, hvor vi kan skære i overflødigt bureaukrati. Og hvis jeg skal rose regeringen for noget på den her dagsorden, er det jo, at de er blevet enormt konkrete, og det synes jeg er godt. Det er også der, hvor det synliggør, at det kan være svært, men vi skal have endnu højere ambitioner, og vi skal endnu længere ned ad det spor, og det glæder jeg mig til at gøre i fællesskab med Konservative og andre gode borgerlige partier. Det er jo et af de mange områder, hvor vi har en stor enighed i blå blok.

Hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det. Det er til det sundhedsudspil, som Liberal Alliance fremlagde, som hedder »Alle skal med på A-holdet«, og det kunne jo næsten lyde som et socialdemokratisk kampskrift fra 70'erne; men man skal nu ikke læse ret langt ned i det for at se, at ideologien står ret klart. I øvrigt tak for en klar ideologisk tale, som hr. Alex Vanopslagh holdt. Men noget af det, man peger på dér, er jo netop det, som ordføreren også selv var inde på, nemlig at der skal gives fuld fradrag for sundhedsforsikringer. Dybest set betyder det jo, at mennesker med en forsikring, men med et mindre behandlingsbehov, kan komme foran mennesker i køen uden forsikring, men med et større behandlingsbehov.

Der er det bare, at jeg får lyst til at spørge ordføreren, hvordan det hænger sammen med de værdier, som ordføreren gav udtryk for, om storsind og det, at vi skal unde hinanden noget? For er det ikke netop storsind at sige: Jamen selv om jeg har en bedre forsikring, selv om jeg har en større pengepung, så skal jeg selvfølgelig ikke foran dig i køen, som har et større behandlingsbehov end mig?

Ordføreren.

Men hvis vi lægger den præmis til grund, som jeg hører spørgeren gør, og som mit eget parti gør i den her debat, så er det jo udtryk for, at dem, der har en sundhedsforsikring, på en eller anden måde er på A-holdet. Så siger vi, at hvis vi nu skattefritager sundhedsforsikringer, er der endnu flere, der har råd til at komme med på A-holdet. Det giver jo fuldstændig mening. Der oplever jeg jo netop, at I ikke under danskerne det; altså at I har en tilgang, der hedder: Jamen hvis ikke alle kan få de samme rettigheder, hvis ikke alle kan få en sundhedsforsikring, så skal så få som muligt have det. Vi kan ikke unde de mange noget godt, hvis ikke alle kan få det. Så er det, at det bliver sådan en misundelse.

Det, at der er danskere, der i nogen grad – så udpræget er det heller ikke – gør brug af både behandlingsgaranti og privat, sundhedsforsikring for at slippe for den lange kø i det offentlige er jo også med til at aflaste presset på den offentlige sektor. Det at sammentænke, at vi skal udnytte den fulde kapacitet, offentlig og privat, og styrke patienternes rettigheder til at vælge mellem offentlig og privat, udvidede fritvalgsmuligheder, er jo at give bedre mulighed for, at dem, der er på B-holdet, i gåseøjne, kan komme med på A-holdet.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg er ikke så optaget af, om folk har en sundhedsforsikring. Jeg er optaget af, om folk kan få behandling, og jeg er faktisk mest af alt optaget af, at det er dem, der har størst behandlingsbehov, der også får den behandling, der er behov for. Det er en sundhedsforsikring jo præcis det modsatte af, for det betyder, at der er nogle, der kan betale sig til at komme foran i køen, hvilket betyder, at andre bliver skubbet bagud i køen. For det er jo ikke sådan, at den kapacitet, der ligger i det private sundhedsvæsen, er sådan noget, man henter ned fra månen eller et andet sted fra; det er jo præcis de samme læger, de samme sygeplejersker, de samme sosu'er, de samme lægesekretærer, som skal levere opgaven. Men med en sundhedsforsikring sikrer man sig bare, at man kan lægge beslag på de ressourcer, fordi man har en forsikring eller en større pengepung – og det er ikke udtryk for storsind.

Ja tak. Ordføreren.

Når vi ønsker til fulde at udnytte den ledige private kapacitet på sygehusområdet, også på flere områder end vi gør i dag, når vi ønsker, at man også får en behandlingsgaranti, herunder ved at udnytte den kapacitet, der er på det private område, f.eks. inden for fertilitetsområdet, når vi ønsker at fjerne omsætningsloftet for de privatpraktiserende speciallæger, så er det kun med ét mål for øje, nemlig at nedbringe ventetiderne for patienterne. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor ikke Enhedslisten kæmper sammen med LA om, at vi skal sende flere danskere ud på de private sygehuse, hvis det er dér, ventetiderne er kortest. Det handler vel om borgerne og ikke om systemet.

Tak. Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil først gerne gratulere hr. Alex Vanopslagh for en, synes jeg, rigtig visionær og god tale, som også understregede, tror jeg, at der i modsætning til meget af det, man kan læse i aviserne, er rigtig, rigtig meget, vi kan i blå blok. Jeg kan også godt forstå, at der med den periode, der var fra 2015 til 2019, er nogle spor, der skræmmer osv. Derfor synes jeg, at det er rigtigt, at vi alle sammen italesætter det her med, at man på tværs af uenigheder, hvor der måtte være nogle sådanne – vi er jo trods alt forskellige partier – skal unde hinanden at række ud til hinanden.

Men når jeg tænker tilbage på perioden fra 2015-19, hvad var det så egentlig, der gik galt? Jeg tror, det kan siges med tre ord: Lars Løkke Rasmussen. Altså, det vil sige det at have en partileder, en statsminister, som er fuldstændig blottet for visioner ud over det, der rent taktisk gavner hans muligheder for at blive i Statsministeriet i morgen og i overmorgen. Derfor tror jeg, at forudsætningen for, at vi blå partier kan sætte en visionær, ny og tillidsfuld retning for danskerne, er, at hr. Alex Vanopslagh drager den helt logiske konsekvens af det, han lige har stået og sagt, og som man tidligere har skrevet på Twitter, nemlig at hr. Lars Løkke Rasmussen selvsagt ikke kan være en del af sådan et projekt.

Tak. Ordføreren.

Jeg tror, at der er mange forskellige årsager til, at VLAK-perioden endte lidt mere mudret og med ikke så tilfredsstillende resultater. Jeg vil nok ikke umiddelbart mene, at lige præcis Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er dem, der skal sætte sig op på den allerhøjeste hest og pege på alle mulige andre. Spørgeren var jo inde på, at en af de store læringer var, at man skulle unde hinanden nogle sejre, og det tror jeg ikke vi var gode nok til som kollektiv, heller ikke vores respektive partier dengang. Selvfølgelig, hvis der er en regering, der er meget dysfunktionel, så er der jo også noget ledelsesmæssigt, der ikke har været godt nok. Det er jo sådan set der, hvor jeg igen vender tilbage til, at man skal skabe en kultur, hvor man under hinanden nogle sejre. Det er jo den måde, vi kan leve med hinandens forskelligheder på og måske vinde i fællesskab. Som jeg også sagde til hr. Morten Messerschmidt i går, er det glædelige ved hr. Morten Messerschmidts udmeldinger, at hvis der kommer et rent blåt flertal alene med Venstre, lyder det jo til, at DF i hvert fald ikke vil stille sig i vejen for det.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Det sidste kan jeg fuldstændig garantere. I forhold til Dansk Folkepartis og Liberal Alliances rolle i den periode må jeg sige, at vores parti jo har været voksne, skilt sig af med den tidligere ledelse, gjort op med den og sat en ny retning. Den eneste, som hr. Alex Vanopslagh mangler at tage et opgør med, er hr. Lars Løkke Rasmussen; derfor den her opfordring. Jeg kan jo se på X, at Liberal Alliance er ude og vånde sig over, at vi de seneste 23 har haft regeringer, hvor både fru Mette Frederiksen og hr. Lars Løkke Rasmussen har været en ledende del af dem. Jeg hører, at man godt vil tage opgøret med fru Mette Frederiksen. Var det ikke på tide, at vi gjorde det samme med hr. Lars Løkke Rasmussen?

Ordføreren.

Men vi får aldrig en frisk start, hvis vi allerede længe inden et valg, inden vælgerne overhovedet har talt, er ultimative om, at en lang række personer ikke kan indgå i et samarbejde. Så ender vi i en situation, hvor vi jo nærmest forårsager, at en SVM-lignende regering – den får aldrig 90 mandater, men så med nogle ekstra bogstaver på – kan fortsætte til tid og evighed, fordi vi sidder med korslagte arme. Jeg ønsker ideelt set en helt frisk start i bogstavelig forstand, men jeg kommer ikke til på forhånd at spille mig nogen kort af hænde, i forhold til hvad der kan ske efter et valg. Lad os se, hvem danskerne viser tillid til, og lad os se, hvad vi kan finde sammen om efter et valg. Lad os nu være påpasselige med de ultimative krav. Jeg taler som formand for et parti, der har erfaringer med det.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for en god tale. Jeg forstår jo, at hr. Alex Vanopslagh har fokus på storhed og på dansk konkurrencekraft. Vil hr. Alex Vanopslagh ikke give mig ret i, at af alle konkurrenceparametre for danske virksomheder er medarbejdernes kvalitet nok den største, altså at de er veluddannede, og at det er de dygtigste medarbejdere, man kan få på kloden? Det nævner jeg selvfølgelig, fordi jeg er så bekymret over den universitetsaftale, som også Liberal Alliance tilsluttede sig for et år siden, og som hele dansk erhvervsliv nu har vendt sig imod, fordi det giver færre uddannede unge og dårligere uddannede unge, også flere end man troede, da man indgik aftalen. Det er jeg dybt bekymret for, og derfor er jeg meget interesseret i at høre, hvilke overvejelser Liberal Alliance har gjort sig. Jeg vil citere den administrerende direktør i Implement for om de her kandidatuddannelser at sige: Vi vil aldrig komme til at bruge dem; det er meget enkelt; vi vil have de bedst uddannede; der findes allerede kortere ingeniøruddannelser, og dem tager vi ikke nogen fra; det er der en grund til – vi vil have de allerbedst uddannede.

Det er jo at tænke stort. Kunne Liberal Alliance ikke også gøre det på uddannelsesområdet?

Ordføreren.

Vi havde et forhandlingsforløb, hvor vi slog pjalterne sammen, så at sige, med Konservative og SF, og der var ikke nogen af os, der var tilhængere af den her idé om, at man skulle tage næsten op mod halvdelen af kandidatuddannelserne og gøre dem til 1-årige kandidatuddannelser. Vi opnåede en række resultater og indgik en række kompromiser i de forhandlinger, herunder at de 1-årige kandidater maksimalt skal udgøre 10 pct. Så er kandidatudvalget jo vendt tilbage og har sagt, at det slet ikke kan lade sig gøre, og at det bliver nødt til at være højere. Så har vi en udfordring, for så kan vi ikke implementere den aftale, der er indgået, og så er vi villige til at sige, at så kan det være, at der skal være færre af de 1-årige kandidater.

Vi tror på, at hvis man kan få det op at flyve med den her nye type erhvervskandidater, kunne der være en fremtid i det. Og vi står derudover også til fulde ved, at der er en større grad af sektordimensionering.

Tak. Ønsker ordføreren den anden korte bemærkning? Værsgo.

Tak. Det der med, at man skal dimensionere, når der står en kø af dygtige unge studerende, der gerne vil blive til dygtige ingeniører, på den ene side af DTU, og der står en hær af erhvervsvirksomheder, der mangler dygtige medarbejdere, på den anden side, og man så skærer ned på uddannelsespladserne, har jeg svært ved at forstå logikken i, hvis man er erhvervsvenlig. Men lad os nu bare holde os til kandidatuddannelserne og sige, at det jo nu viser sig, at det bliver næsten hver fjerde. Først skærer vi 10-15 pct. af uddannelsespladserne generelt, og for dem, der er tilbage, bliver det næsten hver fjerde, der får skåret 1 år af. Altså, hvem gavner det? Hvordan gør det Danmark rigere? Hvordan øger det vores velstand?

Ordføreren.

Jeg indrømmer gerne, at jeg måske fik formuleret mig lidt kringlet før, men lad mig så sige det helt klart. Det, at det skulle være op mod hver fjerde uddannelse, der endte med at blive en 1-årig kandidatuddannelse, var ikke det, vi aftalte. Det var jo ikke det, vi gik med til, og det har vi også fortalt ministeren. Der står alle de tre førnævnte partier, K, SF og LA, jo sammen om, at den der går ikke. Man må finde en anden løsning.

Når det så sagt – for at vende tilbage til den uenighed, vi har i forhold til dimensionering – vil jeg sige, at der jo ikke er noget i den her aftale, der gør, at man har en anden dimensionering for ingeniørerne. Det er jo i forhold til de uddannelser, hvor der er en høj ledighed, at man i endnu højere grad går ind og dimensionerer, og det er fornuftigt.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl.

Tak, formand, og tak for talen. Tak for den del af den, der handlede om iværksætteri og nytænkning og at give plads til det. I Alternativet elsker vi iværksætteri, især grønt iværksætteri. Tak for den del, der handlede om at få mere tid til børnene og at være sammen med dem, og i det hele taget den del, der handlede om at få mere frihed og mere tid til selv at vælge sin vej igennem livet.

Her er der en god nyhed til ordføreren, og det er, at Alternativet har et udspil, der hedder »Overskud«, og som handler om bruge 200 mia. kr. til, at vi alle sammen kan købe os mere tid til at få frihed til de ting, som ordføreren nævner. Jeg kommer forbi ordførerens kontor med udspillet, fordi jeg regner med, at LA må kunne se det udspil som en gave fra himlen.

Ordføreren.

Hvis jeg skal forstå det sådan, at Alternativet har lavet en sammenhængende økonomisk plan, som rigtige økonomer har regnet på, altså nogle, der mindst har gået 5 år på universitetet, og som viser, hvordan man kan nå de her idealer om, at vi alle sammen skal arbejde markant mindre, men at der stadig væk skal være mere velfærd osv., så vil jeg glæde mig til at læse den plan. Jeg har altid tænkt, når jeg har hørt om de overordnede visioner fra Alternativet, at det ikke hænger sammen. Så hvis man har lavet en gennemregnet økonomisk plan, vil jeg læse den med åbenhed og nysgerrighed og måske også lidt med et par kritiske briller. Men det vil jeg glæde mig til.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Så kan jeg glæde ordføreren med, at de 200 mia. kr. er finansieret af vores fælles nettoformue, som er endnu højere end det, og de kommende års opsparing til den enkelte, som den enkelte kan tage fri for, kommer fra en afskaffelse af rentefradraget og i forhold til PAL-skatten. Så ja, det er fuldstændig finansieret, og det hænger sammen.

Ordføreren.

Der plejer at være sådan med de der utopier, at prisen, man betaler for det, er en markant lavere økonomisk vækst på sigt. Jeg ved ikke, om I har lavet bnp-beregninger i jeres økonomiske plan, men hvis Danmark bliver et fattigere samfund, betyder det mindre velfærd, altså ikke bare den, der er dyr og dårlig, men velfærd i en bredere forstand. Det betyder færre muligheder for fremtidens generationer, og det betyder mindre sikkerhed. Altså, vi lever lige nu i en tid, der geopolitisk er mere spændt, end den har været i hele min levetid – den er jo heller ikke så lang; den er nærmest kun lige så lang som Lars Løkke Rasmussens og Mette Frederiksens karrierer – og hvor økonomisk vækst og teknologisk udvikling er afgørende for, at vi kan forsvare os som nation og kontinent. Så jeg tror, at jeg nok vil være skeptisk over for dele af det, men kom med det.

Tak. Jeg ved ikke helt, om der kom en kaffeaftale på plads der, men nu er det i hvert fald fru Trine Bramsen. Værsgo.

Man kunne jo sige, at det er sådan en smule dobbeltmoralsk, når lederen af Liberal Alliance med den ene hånd står på talerstolen og er ved at sende en partileder, der end ikke er fyldt 50 år, på pension, og med den anden hånd er skeptisk over for at droppe den automatiske stigning i pensionsalderen. Men nu vil jeg gå til mit spørgsmål. For man kunne jo læse i avisen for nylig, at Liberal Alliance mener, at velfærdsstaten pr. automatik favoriserer enlige forsørgere, og derfor måtte man af interviewet forstå, at Liberal Alliance vil have et opgør med det usaglige kriterium for velfærdsydelser og statslig overvågning af enlige forsørger. Jeg forstår faktisk godt, hvis der sidder nogle enlige forsørgere derude, som bliver bekymrede over sådan et interview.

Så derfor har ordføreren jo i dag muligheden for at sige, hvad det er for enlige forsørgere, der ikke længere skal have de ydelser, de modtager i dag, og hvad det er for børn, der økonomisk skal have en anden opvækst end den, de har i dag.

Tak. Ordføreren.

Jeg synes, vores politiske ordfører tog fat i en svær og en modig debat. Når debatten er modig, er det, fordi der er nogle sandheder, der måske er svære at sige, men som bør siges, og når de er svære at sige, så er det, fordi man ved, at der altid vil være socialdemokratiske ordførere, der vil spinne det til, at man bare vil ramme samfundets svageste, de enlige mødre, dem, der næsten er på randen af eksistensen.

Artiklen og interviewet kom jo på baggrund af en analyse, der viste, at nogle enlige, når de er gået fra at være forældre i et parforhold til, at de er blevet enlige, så oplever en stor stigning i deres samlede indkomst, i deres rådighedsbeløb, og der tog vores politiske ordfører hul på en debat om, hvorvidt man ikke kunne finde nogle mere hensigtsmæssige balancer, så man stadig væk kan holde fast i, at man hjælper udvalgte borgere med husleje, og hvad ved jeg, i det omfang det er nødvendigt, men at vi ikke har et system, hvor man næsten oplever en stor økonomisk gevinst alene ved at blive enlig.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jamen når man siger sådan noget til en avis, må man jo have tænkt over det på forhånd. Man må jo have tænkt over, hvad det er for automatiske ydelser, som ikke længere skal være der, og derfor spørger jeg bare igen: Hvor er det konkret, Liberal Alliance vil sætte ind over for enlige forsørgere? For det var det, der blev sagt i det interview.

Ordføreren.

Det er en aftale: Når Socialdemokratiet bliver konkrete på deres pensionsmodel, bliver vi konkrete på vores model for tilskud til enlige mødre. Så det kan vi tage om mange år.

Tak. Der er lidt for meget uro i salen, og det er vigtigt, at man kan høre, hvad der bliver sagt. Så er det hr. Bjørn Brandenborg. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Nu har jeg efterhånden haft fornøjelsen af at være retsordfører et par år, og der har Liberal Alliance gang på gang stemt imod, når vi har stået her i Folketingssalen eller andre steder og stemt for at give vores politi de redskaber, der skal til for at kunne bekæmpe alvorlig kriminalitet. Senest gjorde man det, da vi blev enige om at give politiet mulighed for at bruge ansigts- og objektgenkendelse til at kunne bekæmpe de bander, der hærger og skyder og dræber i vores gader og nu. Derfor er mit spørgsmål til hr. Alex Vanopslagh, om ikke ordføreren kan gøre os lidt klogere på, hvad det egentlig er, Liberal Alliance vil, og hvorfor det er, at man er så meget imod at give politiet de redskaber, som de selv beder om, og som de har brug for.

Ordføreren.

Det skyldes ganske enkelt, at vi er et liberalt parti, der går op i retsstat og retsstatsprincipper, og at der skal være proportionalitet i tingene. Jeg husker klart og tydeligt i sidste valgperiode, hvor vi ikke var så mange i folketingsgruppen, at jeg nogle gange tog nogle sager på retsområdet. Der skulle vi på et tidspunkt diskutere et forslag fra regeringen – jeg tror måske, det faktisk var hr. Bjørn Brandenborg, der var ordfører på den sag, hvis jeg ikke husker helt forkert – hvor man ville fjerne en række krav om, at politiet skulle indhente dommerkendelse, inden de kunne foretage gps-overvågning af borgerne. Det havde Socialdemokratiet den frækhed at præsentere som afbureaukratisering, selv om det jo var en svækkelse af borgernes retssikkerhed.

Vi har ikke noget imod, at eksempelvis sådan noget som gps-sporing kan bruges af politiet. Vi har principielt heller ikke noget imod, at politiet kan gøre brug af ansigtsgenkendelsesteknologi. Men vi har nogle krav til, hvornår man kan gøre det, og om det er noget, man kan gøre mod alle borgere, uskyldige såvel som skyldige, eller om det er noget, man skal gøre mere målrettet. Der har vores retsordfører jo undervejs i de forhandlinger præsenteret nogle forslag om at indskrænke og indhegne det noget mere, så vi kan give politiet de værktøjer, uden at der er fri leg til at gøre brug af dem. Det er vores position.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Værsgo.

Ja, undskyld, formand. Det er jo meget spændende alt sammen. Måske ordføreren så kan gøre mig lidt klogere på, hvordan retssikkerheden bliver mindre, når et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om, man skal have lov til at bruge ansigtsgenkendelse og objektgenkendelse. Hvordan bliver retssikkerheden for borgerne så mindre? Politiets sidder og ser på de optagelser alligevel. Nu er forskellen så bare, at i stedet for at vores politi skal bruge uanede mængder af ressourcer på at sidde og kigge manuelt på video af gerningsmænd i København og andre steder i Danmark, får man nu hjælp af et værktøj til at kigge på det. Kan ordføreren ikke prøve for os alle sammen forklare, hvordan retssikkerheden bliver mindre af, at man giver mulighed for det?

Ordføreren.

Det tror jeg godt at spørgeren er klar over. Spørgeren er jo godt klar over, at når der er et krav på en lang række områder ud over ansigtsgenkendelse om, at man skal indhente en dommerkendelse, inden man kan begynde at overvåge borgerne, så er det for at sikre retssikkerheden og sikre, at man ikke bruger en bestemt type overvågning mod borgere, der ikke er under mistanke, og som er uskyldige. Det er den samme tilgang vi har til brugen af ansigtsgenkendelsesteknologi. Det er jo ikke, fordi vi er imod teknologien. Ordføreren har været retsordfører i mange år. Ordføreren ved jo godt, hvad retssikkerhed betyder – men jeg kan jo godt forklare det.

Tak. Så er det fru Linea Søgaard-Lidell. Værsgo.

Tak, og først og fremmest tak til ordføreren for talen. I hævder I jeres sundhedsudspil, at der er mange af de mennesker, der er i psykiatrien, som slet ikke har behov for psykiatrisk behandling. Det gælder f.eks. unge, skriver I. Hvad bygger ordføreren egentlig det udsagn på? Er hr. Alex Vanopslagh blevet psykiater?

Ordføreren.

Jeg skal simpelt hen bare være med på, om det er i det seneste udspil, vi lige er kommet med for en uge siden, at vi skriver, at der er mange, der ikke har brug for psykiatrien. Der vil jeg jo bare gerne være ærlig og sige, at der må jeg være svar skyldig, men det skylder jeg så et svar på.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Okay, det svar håber jeg selvfølgelig vi kan få, for det skurrer lidt i ørerne på os. Men hvis man mener, at for mange modtager psykiatrisk behandling, så mener man vel også, at der bliver brugt for mange penge. I skriver også, at folk måske kunne have bedre gavn af at tale med en psykolog eller en sygeplejerske. Så vil ordføreren gøre klart for os, hvor meget Liberal Alliance egentlig vil spare i psykiatrien?

Ordføreren.

Nu har jeg fundet afsnittet her, og det, der er fokus på dér, er jo, at psykiatrien særlig med de kapacitetsudfordringer, der nu engang er på det område, skal være reserveret til og prioriteret til dem, der har svære psykiatriske udfordringer – dér, hvor det er svært med en udredning, eller hvor der er brug for den konsekvente opfølgende behandling. Der er der jo eksempler på unge, som – i gåseøjne – godt kunne nøjes med en psykolog, men som ender i psykiatrien og dermed optager noget af den kapacitet, der kunne være gået til nogle af dem, der har større problemer. Der tænker jeg jo, at ved at man går ind og ser på de forskellige retningslinjer og rammeaftaler, der er nationalt, i forhold til hvornår psykiatrien går ind og griber ind, kan man gøre en forskel, som jeg jo ikke nødvendigvis tænker at Venstre vil være uenig i.

Tak. Så er det fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Tak for det. Jeg bliver lidt optaget af det her, som de tidligere ordførere har sagt om sundhedsområdet, bl.a. det her om praktiserende læger, speciallæger og andet. Nu siger ordføreren jo decideret, at de unge optager kapacitet, og jeg hørte ikke noget klart svar fra ordføreren, da Monika Rubin tidligere spurgte, om man også ønsker at fjerne ydernumrene for speciallægerne.

Ordføreren.

Det, vi har foreslået i første omgang, er at fjerne ydernumrene i den almene praksis. Vi har også en åbenhed for at se på det i forhold til speciallægerne. Men lad os starte med den almene praksis og se, hvor langt vi kan komme ad frivillighedens vej og ved brug af økonomiske incitamenter, flere fleksible muligheder og større frihedsgrader, i forhold til hvordan man organiserer sig. Det er i øvrigt også noget af det, regeringen er inde på i sit eget udspil, altså at man ikke behøver at have sin egen praksis eller sin egen klinik for at kunne løse opgaverne. Det spor tror jeg at vi skal bevæge os længere ned ad.

Spørgeren.

Noget af det, der er kendetegnende for den måde, vi organiserer os på, handler jo bl.a. om, at der er et udbud og en efterspørgsel, og når der nu er dobbelt så mange praktiserende speciallæger i København, som der er på f.eks. Lolland eller i yderområderne af Jylland, så bliver jeg bare bekymret, når man den ene side siger, at vi skal prøve at justere kapaciteten, men på den anden side ikke svarer på de spørgsmål, der stilles om ydernumrene, og breder det her med frivillighed ud. Jeg synes, vi mangler et klart svar på det sundhedsmæssige fra LA's ordfører på området. Tak.

Ordføreren.

Jeg prøver at tænke over, hvad der ville være en passende analogi, for jeg kan godt forstå, hvor I kommer fra. Vi har et planøkonomisk system, hvor vi lidt fordeler lægerne ud i landet, alt efter hvor der er behov for dem, og så får de en bestemt takst, og så siger man: Ellers er der et problem med udbud og efterspørgsel. Her kommer vi så og siger: Hov, hvordan er det, vi løser problemet med udbud og efterspørgsel på alle andre områder i samfundet, der ikke er præget af offentlig planøkonomi? Ja, det er, ved at udbud og efterspørgsel er med til at definere prisen, så det er jo der, vi siger, at dér må der være en højere pris til dem, der vælger at matche det udbud dér, hvor der er en efterspørgsel. Det burde ikke være så svært at forstå, når man ser på, hvordan store dele af samfundet fungerer, men når man sidder fast i et planøkonomisk system og siger, at det kun er sådan her, det kan være, så kan jeg godt forstå, at det kan være svært at forstå.

Så går vi til den sidste spørger i den her runde, og det er hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg vil godt prøve at snakke om noget helt andet. Man kan sige, at når man sidder på bageste række, så følger man med og kan se, at der ikke er så meget overskud fra regeringspartiernes side i forhold til Liberal Alliance lige nu, og det er jo nok, fordi Liberal Alliance klarer sig godt i meningsmålingerne, og det gør regeringspartierne tydeligvis ikke. Der kunne de godt have lidt mere overskud på sådan en åbningsdag, kunne man synes.

Men der findes jo også rigtig, rigtig seriøse ting. En af de ting, der har smertet mig allermest i de 23 år – det er næsten tilbage til sidste årtusind, at de to personer, som ordføreren snakkede om i sin tale, sad som ministre – er jo faktisk, at vi i Danmark har to steder, hvor det er nødvendigt, at børn og folk, der skal i synagogen, bliver nødt til at beskyttes af bevæbnede vagter. Jeg synes, det er pinligt, og jeg synes, det er flovt af det danske Folketing, at vi ikke får løst det, sådan at børn, der skal i skole i Danmark, ikke skal have bevæbnede vagter.

Jeg ved faktisk godt, at Liberal Alliance er enige med mig i, at det er en skamplet, men vil ordføreren fra Liberal Alliance ikke bare lige hurtigt bekræfte, at hvis der er nogen, der bærer skylden for, at de vagter stadig væk er der 9 år efter det forfærdelige, der skete, og grunden til, at de kom der, så er det de mennesker, der sidder i regering lige nu?

Tak. Ordføreren.

Jeg ved, at hr. Kim Edberg Andersen måske har haft en intention om give mig et spørgsmål, som ville være godt for mig, og hvor jeg kunne gribe bolden og så kaste grus i hovedet på regeringen. Men jeg griber nok ikke den her bold. Dem, der primært bærer ansvaret og skylden for, at der er et højt trusselsniveau mod det jødiske samfund, er jo dem, der ønsker at gøre skade på de danske jøder.

Jeg kan kritisere regeringen og statsministeren for rigtig meget, og det vil jeg blive ved med at gøre – forhåbentlig kun indtil næste valg – men lige præcis når det kommer til forsvaret af jøder i Danmark og i øvrigt også forsvaret af Ukraine, så mener jeg, at regeringen gør det fortrinligt.

Spørgeren.

Jeg er faktisk enig. Og grunden til, at det kommer, er det der med, at det blev afsluttet så hurtigt. For jeg vil faktisk ikke skyde regeringen i skoene, at de ikke forsøger at beskytte dem, men det, der bekymrer mig, og det, der gør så ondt på mig, er, at vi ikke kan løse det her, fordi vi render ind i konventioner; fordi vi render ind i, at vi bliver bange for vores egen skygge internationalt.

For jeg anerkender faktisk fuldt ud, at regeringen gerne vil, og jeg anerkender især, at statsministeren ofte har taget teten i det her spørgsmål. Så det var lige i forbindelse med det der med at blive skåret hurtigt af. Men det er virkelig noget, der ligger mig på sinde, og jeg synes, at vi, alle 179 herinde – så tager jeg også skylden på mig selv – fortjener at få løst det her, for jeg synes virkelig, det er en skamplet, at vi behøver bevæbnede vagter ved én enkelt skole i vores land.

Tak. Ordføreren.

Jamen jeg tror, at vi alle sammen er enige i, at vi skal hen imod et samfund, hvor der ikke er en så udpræget grad af antisemitisme, som der også er i Danmark. Med hensyn til hvordan man løser det, er det jo ikke nemt; det er ikke noget, man gør med et fingerknips, for så havde vi jo nok gjort det. Noget af det handler om beskyttelse, noget af det handler også om, vil jeg sige, historisk dannelse og bevidsthed om den jødiske historie.

Så er der også noget, der handler om – og det ved vi jo alle sammen – at der, hvor det største had mod jøderne udgår fra, er det muslimske mindretal i Danmark. Det er jo en selvstændig grund til, at man skal være meget påpasselig med at tage imod for mange flygtninge fra Mellemøsten. Og der fører Danmark også eller forsøger i hvert fald i videst muligt omfang at føre en stram flygtningepolitik.

Tak til ordføreren. Der ikke plads til flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Monika Rubin fra Moderaterne. Værsgo.

Mange tak. Jeg skal lige have den her talerstol lidt ned. Jeg er ikke lige så høj som Liberal Alliances formand.

Vi Moderater plejer jo at sige, at det skal handle om noget og ikke om nogen. Men i dag vil jeg faktisk gøre en undtagelse og pege på to helt konkrete mennesker, for politik betyder noget ude i virkeligheden. Al den lovgivning, vi laver herinde i salen, ender med at have effekt hos såkaldt virkelige mennesker, ligesom manglende handling også har effekt på virkelige mennesker.

Spørg bare Helge Madsen, som sidder oppe på tilhørerrækkerne deroppe – en mand, som jeg med den største respekt kan kalde en fagfælle, og en mand, som i den grad fortjener hele Folketingets anerkendelse. Da Helge startede som praktiserende læge i Korsør for over 30 år siden, var det svært at få et lægejob, så Helge glad for at kunne slå sig ned i byen, der både havde eget sygehus og dejlige strande. Men mens Helge har drevet sin lægeklinik, har vi langsomt fejlet herindefra. Vi har lagt flere opgaver ud til de praktiserende læger som Helge, og der er kommet langt flere kroniske og multisyge patienter. Patienter, der tidligere gik til behandling på det lokale sygehusambulatorium, bliver nu set i Helges lægeklinik, for sygehuset er for længst lukket, og mange af behandlingerne er overtaget af det nære sundhedsvæsen i almen praksis.

Det er ikke nødvendigvis skidt, for når der er specialister, og når det er noget specialiseret eller akut, man fejler, tror jeg, langt de fleste faktisk gerne vil køres hen til dem, der har forstand på netop det. Når det så er mindre specialiseret, tror jeg de fleste gerne vil hen til deres egen læge – den læge, de kender – men det kræver, at man har en læge at kende, hvis man skal kunne tage til den læge, man kender. Så nej, det er jo ikke, fordi jeg står her som en anden Morten Messerschmidt og bare synes, at alt var bedre i gamle dage, dengang inden vi fik kræftpakker, specialiseringen og Lars Løkke Rasmussens sundhedsreform.

Men at vi i de senere år har lukket øjnene for uligheden i sundhedsvæsenet er desværre evident. For tænk engang, at Helge, en mand på 70 år, sammen med to kollegaer i dag har ansvaret for 8.600 patienters liv. I virkeligheden burde de være seks læger til det antal patienter. Og Helge har valgt at blive et par dage mere om måneden for patienternes skyld, selv om han egentlig formelt gik på pension den 1. maj, for desværre står ingen parat til at overtage de tusinder af patienter, som ikke har andre steder at gå hen. Det er patienter, der i øvrigt er markant mere syge, end de er f.eks. i den her del af landet, hvor Folketinget befinder sig, og som kæmper med kroniske og svære lidelser, som kræver tid og overskud. De her mennesker har ikke noget reelt alternativ til Helge.

Vi har desværre fået os et sundhedsvæsen, som er ét stort postnummerlotteri, der kan være dødsensfarligt. For det er i virkeligheden så mærkeligt, at Region Sjælland er det sted i Danmark, hvor man har den største sandsynlighed for at dø af kræft, når man ikke kan få en familielæge, og hvor der kun er to en kvart læge i den anden ende, når mere end 8.000 patienter ringer ind.

Er der en læge til stede? Svaret til alle jer, der i årevis har råbt det, er, at det kommer der nu, for endelig kommer der en national styring af det her – også af de speciallæger, som der er endnu færre af i Korsør og omegn. Endelig kommer regeringens sundhedsreform, som naturligvis også har skabt en lille smule røre herinde i Folketingssalen allerede. Liberal Alliance har faktisk sagt, at vi burde rive hele sundhedsvæsenet ned og bygge det op igen fra bunden. Så slemt mener jeg heldigvis ikke det står til, men vi skal forandre for at forbedre.

Det er også, som om debatten på det sidste primært har fokuseret på sammenlægningen af de to regioner og alle de stakkels regionsrådspolitikere, som måske mister deres job. Helt ærligt tror jeg faktisk, at folk i Korsør og omegn hellere vil have en læge tæt på end en regionsrådspolitiker tæt på, hvis ulykken indtræffer. Og til Helge vil jeg sige, at jeg også håber, det betyder, at du snart kan trække dig tilbage med god samvittighed, for det fortjener du. Og at få flere læger i Korsør fortjener ikke mindst alle de mennesker, som lige nu står bagerst i lægekøen.

Men min tale skal ikke kun handle om jer, der mangler en læge. I dag vil jeg også benytte lejligheden til at sætte ord på en gruppe af mennesker i det her land, som i skåltaler herinde ofte bliver kaldt for de svageste. Men inden jeg går videre, har jeg lovet at hilse fra min kollega Nanna W. Gotfredsen, eller fru Gotfredsen, som hun jo kaldes herinde i Folketingssalen, og sige, at det ord er totalt forfejlet, for nogle af de mennesker er stærkere i sjælen, end de fleste af os gør os forestilling om. De lever på trods, gennemlever situationer og behandling, kun de færreste af os kan forestille os.

Ja, den her åbningstale bliver måske den første i Folketingets historie, hvor vi kan tale om at lave afføring i en pose eller en mælkekarton, fordi velfærdsstaten fuldstændig har svigtet.

Men sandheden er barsk, og det ved Jacob alt om. Jeg er stolt af efterhånden at kunne kalde ham en ven af Moderaterne, og jeg er glad for, at han i dag lytter med oppe fra tilhørerpladserne. For Jacob har prøvet det meste, og her taler jeg ikke kun om stoffer. Han har været anbragt; han har siddet i fængsel; han har mistet det ene ben; han har prøvet at blive smidt ud af fogeden, fordi huslejen glippede. Og Jacob har oplevet, at den ejendom, han boede i, stod i flammer, og mens de andre blev genhuset, blev Jacob smidt på gaden.

Da Nanna W. Gotfredsen første gang møder Jacob for snart 10 år siden på Vesterbro, sidder han i en punkteret kørestol, som ikke alene er hans transportmiddel – det er også han seng, hans hjem. Det er der, han sover og lever. Det var det, der var til dig i det velfærdssamfund, som vi bryster os af. Og da en fotograf fra Jyllands-Posten 2 år senere møder Jacob, ligger han på et værelse på Sundholm med blod, sårvæske, afføring og kanyler omkring sig. Fotografierne fra dengang taler deres tydelige sprog, men det bliver næsten værre, hvis man læser en rapport fra socialforvaltningen i kommunen fra dengang, som jeg faktisk står med her. Jeg citerer:

Jacobs værelse på Sundholm flyder over af affald. Personalet på Sundholm har prøvet flere tiltag for at hjælpe Jacob til at holde værelset ordentligt, men uden effekt. Dette betyder, at personalet ikke må gå ind på Jacobs værelse. De kan således ikke redde Jacob ud, såfremt der opstår brand, eller tilbyde førstehjælp. Den Sociale Hjemmepleje har afvist at kunne hjælpe Jacob.

Hold da op. Tænk sig, at vi i et velfærdssamfund som Danmark simpelt hen efterlader folk på den måde. Hvis de brænder inde, går vi ikke ind og henter dem; hvis de får hjertestop, går vi ikke ind og giver førstehjælp.

Hvad var så i øvrigt årsagen til, at værelset så sådan ud? Jo, se, problemet var, at Jacobs kørestol var for stor til at komme igennem døren til toilettet, der hørte til inde på værelset, og derfor blev løsningen på Jacobs toiletforhold en håndfuld farvede fryseposer og en hvid 20-liters dunk med vand; ikke en mindre kørestol, ikke en udvidelse af døren, ikke et nyt værelse eller det botilbud med støtte, som Jacob rent faktisk havde krav på, men simpelt hen – undskyld, formand – en spand at skide i. Jeg beklager virkelig at skulle sige sådan nogle ting fra den her talerstol, men det er virkeligheden, og sandheden er nogle gange ubehagelig.

Omkring 20 offentligt ansatte kendte til Jacobs situation – til værelset med toiletspanden, poserne med afføring og fluerne, der summede rundtomkring. Ingen havde kunne finde en værdig løsning. Og hvem ved, uden Nanna W. Gotfredsen havde han måske ligget der endnu, hvis man altså teoretisk set kan overleve det. For efter Nanna kom ind i billedet, var Jacob indlagt i flere måneder. Og for at det så ikke skal være løgn, kostede den her tilværelse endda dengang mere end 40.000 skattekroner om måneden – det svarer nogenlunde til 56.000 kr. om måneden på nuværende tidspunkt. Det er vist lige en my mere, end det koster at tage på 30 dages firestjernet hotel med spa og morgenmad på Kalvebod Brygge her i København.

Man siger, at det her er landets fineste talerstol, og det burde egentlig være alle forundt bare en gang i livet og stå her - særlig personer som Jacob. Derfor har jeg også fået noter med fra Jacob i dag. Han skriver:

I må simpelt hen skrue det sådan sammen nu, at vi ikke behøver at have vores egen Gadejurist med alle vegne for at blive behandlet værdigt og få det, man har ret til og brug for. Jeg skal være døden nær, før jeg igen bliver indlagt på hospitalet. Der har jeg ligget flere gange alvorligt syg og skreget af smerte uden at blive hjulpet. Jeg beder jo bare om at blive behandlet som alle andre. Os gadefolk er, som vi er, og vi er lige så forskellige, som I andre er, og vi ønsker bare at blive behandlet som mennesker – værdigt.

Tak for ordet.

Tak. Jeg vil anbefale, at man holder en værdig tone, og så er det sådan, at man ikke må inddrage tilhørerne i et større omfang her i Folketingssalen.

Så er der et spørgsmål fra fru Susie Jessen. Værsgo.

Tak til fru Monika Rubin for talen. Det er et godt fokus på sundhed, velfærd er også vigtigt, og jeg synes faktisk også, at det af og til er rigtig vigtigt, at vi får nogle historier fra hverdagen ind i Folketingssalen. Så tak for det. Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi i dag taler om, hvad fundamentet for vores velfærdssamfund også er, og det er jo bl.a., som ordførerens egen formand har udtrykt det, velfærdsaftalen fra 2006. Det er kronjuvelen i vores økonomi.

Udenrigsministeren har i forbindelse med statsministerens melding sagt, at der skal være klarhed omkring den videre proces i forhold til danskernes pensionsalder, før regeringen kommer med sit lovforslag om den stigende pensionsalder til februar. Jeg vil gerne høre Moderaterne, hvilke konsekvenser Moderaterne har tænkt sig at iværksætte over for statsministeren, over for Socialdemokratiet, hvis den her klarhed ikke kommer, inden det lovforslag bliver fremsat.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg har godt siddet og fulgt debatten, også inden jeg kom herop. Jeg kan godt se, at pensionsspørgsmålet er noget, der har fyldt, både da Socialdemokratiet og Venstre var på talerstolen, og jeg må bare sige, at jeg synes, det faktisk er en lille smule sødt, at oppositionen sådan prøver at agere parterapeut for regeringen, for at blive i fru Inger Støjbergs analogi.

Men jeg tror ikke, I skal være så bekymrede for, at regeringen ikke kan blive enig med sig selv. I havde samme bekymring, da det handlede om afgiften på CO2 og den grønne trepart. I havde også samme bekymring, i forhold til om vi kunne lande en god, bred sundhedsreform, som alle tre partier kunne se sig selv i. Og jeg har været så glad for at se, hvordan den sundhedsreform er blevet taget ned, og hvor meget ros den grønne trepart har fået. Så jeg tror ikke, I skal være så bekymrede. I behøver ikke at agere parterapeut. Vi skal nok finde ud af det.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Fru Monika Rubin er blevet politiker rigtig, rigtig hurtigt. At fru Monika Rubin formår at vende et spørgsmål, jeg stiller om pensionsalderen, til at handle om den grønne trepart og sundhed, er alligevel flot. Det må jeg sige.

Så nu stiller jeg lige spørgsmålet igen – det kan godt være, at fru Monika Rubin ikke lige hørte mig første gang: Jeg vil gerne høre, hvordan Moderaterne vil presse på over for Socialdemokratiet og for, at der kommer klarhed omkring den videre proces i forhold til pensionsspørgsmålet, inden det her lovforslag skal fremsættes til næste år. Tak.

Det får ordføreren en chance for at svare på. Værsgo.

Mange tak til formanden. Jeg tror faktisk, jeg vil tage det som en kompliment, at ordføreren siger, at jeg er blevet en dygtig politiker. For det kan jeg jo se på den sundhedsreform, vi også har præsenteret. Der ligger jo et godt politisk håndværk bag.

Jeg må bare gentage igen, som jeg gjorde før: I behøver ikke være så bekymret for, at regeringen ikke kan lande en god, fin aftale, og jeg er sikker på, at når regeringen bliver enig med sig selv, vil I andre også være enige med os.

Så er det fru Pia Olsen Dyhr. Værsgo.

Det var altså vældig arrogant at høre på. Det må jeg sige. Jeg synes, det er arrogant at sige, at når regeringen bliver enig med sig selv, regner man også med, at alle os andre bliver enige med jer . Dertil synes jeg alligevel, at Folketinget er lidt bredt politisk sammensat i forhold til en regering på midten. Jeg tror egentlig ikke, det var det, ordføreren ville sige, men det var de ord, der kom ud af munden, hvilket egentlig rystede mig en lille smule.

Jeg ville ellers have startet med at sige tak for talen. For jeg synes, det er fantastisk at høre om både Jacob og Helge. Jeg synes, det er vigtige eksempler, både i forhold til de udsatte borgere, vi har, og i forhold til dem, som med fru Nanna W. Gotfredsens ord ikke er udsatte, men som jo lever nogle svære liv. På den anden side er der også Helge og de udfordringer, vi har med læger i landdistrikterne. Jeg er helt enig. Jeg synes, det er udfordringer, vi skal løse.

Jeg er også enig med vores fælles udenrigsminister, når han siger: Rørt brik skal flyttes. Det er jo skakterminologi, men jeg gætter på, at ordføreren forstår, hvad det betyder. Når man siger det, betyder det, at man ikke må lægge brikken igen det samme sted, når man først har løftet den. Derfor vil jeg gerne spørge, om ordføreren mener, at den her brik skal holdes meget længe i luften, før den skal sættes, eller om ordføreren i forhold til pensionsdiskussionen er enig med udenrigsministeren i, at vi skal have afgjort det her, før vi skal stemme i 2025.

Ordføreren.

Mange tak til partiformanden. Jeg spiller ikke skak, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad skakreglerne betyder, så jeg er rigtig glad for, at fru Pia Olsen Dyhr nu præciserer det. Men ja, i den ideelle verden vil vi jo rigtig gerne have svar på det her hurtigst muligt. Der er også en proces i gang i regeringen, og den bliver vi nødt til at være loyale over for. Vi er en del af en regering, der godt kan finde ud af at tale sammen, og som godt kan finde ud af at komme frem til nogle gode politiske løsninger. Så det er det, jeg har at sige. Som jeg også sagde før til Danmarksdemokraterne: Den proces, der er i regeringen nu, skal vi nok indvie resten af Folketinget i, når tid er.

I forhold til skak vil jeg sige, at det kunne være, jeg skulle lære at spille det på et tidspunkt. Jeg ved ikke, om fru Pia Olsen Dyhr kan spille det. Hvis hun kan det, kan det være, at hun kan lære mig det.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Ja, ellers kan udenrigsministeren måske lære det fra sig. Noget af det, jeg i hvert fald beundrer udenrigsministeren for, er, at udenrigsministeren jo allerede for længe siden har sagt meget klart, at pensionsalderen ikke bare kan stige til over de 70 år – for lang tid siden. Derfor har han også sagt i forbindelse med pensionsdebatten: Rørt brik skal flyttes. Det er jeg enig i. Her i går sagde han, at det her skal ligge, før vi skal stemme i 2025. Jeg vil bare have klarhed over det for vores alle sammens skyld: Mener Moderaterne stadig væk, at det her skal være på plads, inden vi skal stemme om en hævelse af pensionsalderen i 2025? Det er et nemt spørgsmål, ja eller nej?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er rigtigt, at udenrigsministeren jo faktisk løftede den her debat allerede tilbage i 2019. Så hele pensionsdebatten er ikke en debat, vi i Moderaterne er nervøse for at tage. Men vi bliver også bare nødt til at være ærlige og sige, at vi er en del af en regering, som har en proces i gang internt, i forhold til hvordan det her skal skrues sammen. Og ja, fra Moderaternes side af vil vi gerne have, at det lander inden et folketingsvalg.

Så er det hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jamen lad os da bevæge os over i regeringsgrundlaget. Det er jo et dokument, som jeg fortsat finder utrolig spændende. Særlig et punkt er spændende, og det er idéen om at udsende en ambassadør for at kigge på at få andre lande med på idéen om, at man skulle ændre lidt ved tolkningen af konventioner, og at man skulle se på, hvordan man kunne få Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg til at dømme i fremtiden.

Nu er der gået +700 dage, og man har endnu ikke udsendt en ambassadør. Jeg kan forstå på Socialdemokratiet og på Venstre, at de gerne så, at ambassadøren for længst var udsendt, og jeg kan jo så forstå på det hele, at det må være Moderaterne, der står i vejen for det, for man kan ikke få noget klart svar ud af Moderaterne på, hvornår det skal ske. Nu er det jo også Moderaterne, der sidder på udenrigsministerposten, så hvornår mon den ambassadør skal sendes ud? Kan vi få ordførerens svar på det? Skal vi op på 800 dage, 900 dage eller måske 1.000 dage? Hvor lang tid endnu holder den her regering? Det er jo måske også det, der er spørgsmålet.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det sidste vil jeg også gerne vide. Nu er jeg jo ikke statsminister, så jeg ved ikke, hvornår der bliver udskrevet valg. Det ville jeg også gerne vide. Det er altid lidt nemmere, hvis man ved det i god tid. Vi skal jo alle sammen ud og sætte valgplakater op og stå på gader og stræder.

I forhold til regeringsgrundlaget er der en del ting, vi stadig væk ikke har fået gennemført. Men når man læser regeringsgrundlaget, er der også rigtig mange ting, vi har fået gennemført, og det kan jeg faktisk nogle gange forstå af den offentlige debat er et større problem, for så er folk bekymret for, hvad regeringen så kan finde på, når regeringsgrundlaget er gennemført. Så jeg må bare helt konkret svare ordføreren på spørgsmålet, at de ting, der står i regeringsgrundlaget, stadig væk er Moderaternes ambition at få gennemført i den her regeringsperiode. Det er jo også derfor, vi f.eks. snart kommer med en beskæftigelsesreform og en uddannelsesreform, for det står også i regeringsgrundlaget.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak. Nu kunne jeg den anden dag forstå på Politiken, at i forhold til den ombudsmand, som ikke engang er stoppet endnu, er det for dårligt, at vi nøler i Folketinget med at få udnævnt en ny. Det bringer mig så til at sige, at der jo ikke engang har været en eneste dag endnu, hvor vi har været uden ombudsmand. Men i forhold til den her ambassadør, som er annonceret, har vi jo nu over 700 dage været uden denne. Der kan vi tale om reelt nøl. Hvis man lytter med inde på Politikens redaktion, kan man selv komme frem til det.

Men jeg vil gerne spørge: Hvad er det egentlig, der gør, at man er så stolt af alt det, man har fået gennemført, men at man ikke har får gennemført det, som er noget af det, som er vigtigt for, at vi kan få vores udlændingepolitiske ambitioner, også regeringens udlændingepolitiske ambitioner, på banen og få dem opfyldt? Det er da utroligt.

Tak. Ordføreren.

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at jeg må sige til spørgeren, at hvis spørgeren vil have meget, meget konkrete svar på præcis det her, så er det jo ikke i den her retning, spørgeren skal stille sine spørgsmål, for det har jeg slet ikke et detaljeret blik på. Jeg kan sige igen, som jeg også sagde til at starte med, at alt, hvad der står i regeringsgrundlaget, vil Moderaterne kæmpe for når at blive gennemført i den her regeringsperiode, og der er jo, forhåbentlig, i hvert fald mere end 1 år og måske 2 år til næste folketingsvalg. Så jeg er fortrøstningsfuld over for, at vi nok skal nå at gennemføre alt det, der står i regeringsgrundlaget.

Tak. Så er det fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Statsministeren havde jo åbenbart en meget hurtig proces, inden hun kom med sine strøtanker omkring pension, så jeg synes ikke, at det er godt nok, at ordføreren nu står og siger, at nu er regeringen i proces. For formanden for Moderaterne har jo netop sagt, og jeg citerer, at »der skal være vished for, hvad der skal ske efterfølgende«. Citat slut.

Det var med henvisning til, at hr. Lars Løkke Rasmussen ville have vished, inden vi skulle stemme til februar. Hvad er konsekvensen for Moderaterne, hvis det ikke er på plads – hvis vi ikke har den forhandling og vi ikke har en aftale – og vi så skal ned at stemme?

Ordføreren.

Jeg tror efterhånden, jeg har svaret på tingene. Det, som Moderaterne gør i den her regering, er, at vi tager drøftelserne med vores regeringsparter og vi har en intern proces. Altså, vi er jo tre forskellige partier i regeringen, der også kan mene nogle forskellige ting.

Det, jeg synes er virkelig interessant i den her pensionsdebat, er den vedtagelsestekst, der er kommet ud, hvor jeg jo kan se, at Moderaterne igen på en eller anden måde har formået at samle partierne fra hver deres side af fløjene om et fælles budskab, og det er jo enormt interessant. Men det, jeg også kan høre på debatten, er, at man jo ikke er enige om indholdet. Man er meget uenige med hinanden, faktisk også bare i blå blok. Altså, I er jo ikke engang selv enige med jer selv i blå blok om, hvordan et fremtidigt pensionssystem skal se ud: Skal der være Arnepension? Skal der være seniorpension? Hvordan skal tilbagetrækningen være?

Så lad os have debatten, men nu tillader vi os først at have den på den måde, vi har, og så skal vi nok åbne op for den store, brede debat, og så er jeg rigtig nysgerrig på, hvordan det lander, når det ryger herind i Folketingssalen.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Så spørger jeg bare igen: Hvad er konsekvensen, hvis regeringen ikke har landet en aftale og kaldt os til forhandlinger, inden vi skal stemme til februar? For ordføreren kan ikke blive ved med de her svar om, at det også er noget med blå blok, og at det er noget med, at Moderaterne har samlet os alle sammen. Hvad er konsekvensen for Moderaterne i regeringen, hvis der ikke er styr på det her?

Man kan da ikke bare melde det ud, som hr. Lars Løkke Rasmussen gør, og så er der ikke nogen konsekvens. Det er jer, der sidder i regering. I kan da ikke have tre forskellige meninger omkring pension og velfærdsforliget. Hvornår får vi en afklaring, og hvad er konsekvensen, hvis Moderaterne ikke får det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo sådan, at vi, da vi startede med forhandlingerne på sundhedsområdet, også havde forskellige positioner. Da vi startede de interne drøftelser omkring CO2-afgift og landbruget, var der også forskellige holdninger til at starte med. Vi kan godt finde ud af at sætte os ind i et rum og tale med hinanden.

Så jeg kan godt forstå, at man gerne vil have et eller andet, hvor jeg skal sige, at så vælter Moderaterne regeringen, men jeg er faktisk optimist. Vi kan godt finde ud af at samarbejde med hinanden i den her regering, og vi er glade for det samarbejde, vi har.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Noget, der i hvert fald er meget tydeligt at I er enige om i regeringen, er at være en regering for de rigeste mennesker i det her land.

Jeg vil gerne spørge Moderaterne, hvad Moderaternes politik egentlig koster. Fru Monika Rubin var jo inde på i sin tale, hvad politik egentlig koster for forskellige mennesker. Jeg vil bare gerne spørge Moderaterne om det. Moderaterne er jo ikke forpligtet til at offentliggøre, hvem der giver dem partistøtte. Samtidig har Moderaterne jo lavet en forringelse af arveafgiften, som giver en skattelettelse til f.eks. LEGO-arvingerne på 13 mia. kr. Det er altså nogle af de rigeste mennesker i det her land. Så jeg vil bare gerne vide, hvad LEGO-arvingerne har givet til Moderaterne for den skattelettelse.

Ordføreren.

Jeg ved ikke engang, om jeg skal sige tak for spørgsmålet. Jeg synes, at det er et mærkværdigt spørgsmål, der indikerer nogle ting, der er meget, meget mærkelige – som om vores politik skulle være til salg for partidonationer. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg faktisk mere om partierne herinde end som så. Jeg tror faktisk ikke, at det er et korrupt Folketing, vi har her. Så jeg synes, det er et ærgerligt spørgsmål; jeg synes, det er en ærgerlig præmis, der kommer fra spørgerens side.

Ja, politik koster penge. Det er også derfor, vi nu afsætter flere hundrede millioner kroner til en værdighedsreform. Det er jo også det, min tale handler om. Vi bliver nødt til at gøre det bedre for dem, der har det allersværest i vores samfund. Det er de penge, vi skal tale om. Men at begynde at beskylde partierne herinde i Folketingssalen for at være korrupte synes jeg ærlig talt er under niveau.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Hvis fru Monika Rubin synes, at det er et mærkeligt spørgsmål, kan Moderaterne jo bare fremlægge, hvad de får i partistøtte. Så er alle spekulationer fejet af bordet, og så kan jeg jo bare pakke sammen og gå hjem, hvis det er sådan, at der ikke er givet noget i partistøtte fra de rigeste mennesker og virksomheder i det her land. Men når Moderaterne ikke vil lægge det frem, er det jo svært ikke at komme til at tænke, at der må være en eller anden form for sammenhæng.

Ordføreren.

Det er ligesom det ordsprog, eller hvad man skal kalde det, hvor folk spørger: Slår du din kone? Så skal folk så svare, at nej, det gør de ikke. Nå, men hvornår har du så sidst slået din kone? Altså, jeg synes, at det er en mærkelig måde at debattere på at skyde os i skoene, at vi er korrupte. Og hvis ikke vi kan bevise, at vi ikke er korrupte, er vi pr. definition korrupte. Vi følger fuldstændig de regler, der er for partistøtte, ligesom de andre herinde i Folketingssalen.

Tak. Så er det hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Siden weekenden har Dansk Folkeparti i samarbejde med TV 2 afsløret et systematisk snyd, hvor danskerne bliver snydt, når de prøver at søge om at få deres seniorpension.

Hele historien starter sådan set, da en privat socialrådgiver kontakter os i Dansk Folkeparti og fortæller om nogle historier, som vi nærmest ikke turde tro på, men vi valgte alligevel at lytte til hende. I samarbejdet med TV 2 har vi så kunnet dokumentere sag på sag, hvor danskere, der er fuldstændig nedslidt til sokkeholderne og kun kan arbejde de her famøse 15 timer om ugen, alligevel bliver afvist, når de søger om at få deres seniorpension. Og ikke alene det: De oplever den respektløshed, at når de så søger om og gør krav på deres ret, får de i stedet for at vide, at de måske skulle prøve med nogle indlæg i skoene eller noget nikotintyggegummi for at få hjælp til den der kol, der har drillet dem sådan.

Hvad har Moderaterne tænkt sig at gøre ved det her? Nu er det jo et problem, der efterhånden har stået på i en del tid. Jeg ved også, at der er flere borgere, der har prøvet at henvende sig direkte til regeringspartierne. Men nærmest ikke særlig overraskende har det været uden held. Men nu har Dansk Folkeparti ligesom taget den op, og vi håber så sandelig, at der snart kommer til at ske noget på det her område. Så hvad har Moderaterne tænkt sig at gøre ved det?

Tak. Ordføreren.

Tak for spørgsmålet til hr. Nick Zimmermann. Jeg synes, at det er godt, at Dansk Folkeparti har kastet sig ind i det her. Når jeg hører det udefra, lyder det helt skørt, og det lyder, som om der er nogle ting, der ikke fungerer hensigtsmæssigt. Jeg kunne også forstå, at ordføreren, der stod her på talerstolen tidligere, henviste til, at ministeren vil se på det her og se, om der er noget, der ikke fungerer hensigtsmæssigt i de ordninger, der er. Så jeg må bare sige, at det lyder helt forkert, at det skal være på den måde. Jeg har ikke selv fået nogen henvendelser fra nogen borgere, der sidder i klemme på den her måde, men lad os da endelig snakke om, om der er noget, der ikke fungerer optimalt.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det vil vi så glæde os til at snakke om. Så kunne jeg godt tænke mig at komme med helt ind i forhandlingslokalet, da man præsenterede det her om nedskæringerne på Arbejdstilsynet. Jeg er interesseret i at høre, hvem det i virkeligheden var, der bragte det forslag til bordet. Var det et moderat forslag om, at man skulle skære ned på Arbejdstilsynet? Eller var det noget, Socialdemokraterne havde opfundet? Eller var det Venstre? Hvem er idémageren bag at skære Arbejdstilsynet, som jo holder øje med, at danske arbejdspladser har det godt og er velfungerende, og at løn- og arbejdsforhold bliver overholdt, helt ind til benet?

Ordføreren.

Nu er jeg jo ikke beskæftigelsesordfører, og det vil sige, at jeg heller ikke har siddet med i de forhandlinger. Jeg kender slet ikke til detaljerne i det forhandlingsforløb. Når det så er sagt, ville jeg, selv om jeg vidste det, nok heller ikke stå her på Folketingets talerstol og referere fra lukkede forhandlingsmøder. Det synes jeg faktisk er dårlig stil at gøre. Jeg synes, at de ting, man taler om i et forhandlingslokale, faktisk helst skal blive i forhandlingslokalet, for det gør også, at de forhandlinger, man laver næste gang, bliver skabt i et bedre rum, hvor man rent faktisk stoler på hinanden. Det er der brug for, når man laver forhandlinger.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Tak for talen. Jeg vil gerne tilbage til pensionsspørgsmålet. Jeg hører egentlig ret tydeligt, at Moderaterne er enige med alle andre partier i Folketinget, bortset fra Socialdemokratiet, i, at vi skal have afklaret de her spørgsmål om fremtidens pension, inden vi skal stemme om velfærdsforliget næste gang. Det skal vi af hensyn til alle de folk, der skal på pension, som har brug for at vide, hvad de kan regne med, men jo også, fordi at hvis man gennemfører bare den billigste model fra Pensionskommissionen i lempelse, koster det 29 mia. kr. om året for den danske stat.

Det bringer mig til, at det ville være rart, hvis Moderaterne så også ville stemme for vedtagelsesteksten i dag, der foreslår, vi bliver færdige, men det kan vi nok ikke forvente. Men hvad er egentlig Moderaternes holdning til indholdet her? Kan man leve med, at vi bruger 29 mia. kr. om året på at lempe indekseringen uden at tage andre tiltag? For ellers har vi jo ikke de penge, vi skal bruge til vores sociale indsatser, til vores sundhedsforebyggelse, til de unge og til de uddannelser, som Moderaterne har ansvaret for, men ikke forvalter specielt overbevisende i øjeblikket.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes jo, at pensionsdebatten er rigtig, rigtig vigtig, og det er rigtig vigtigt, at vi ved, hvad det er, at velfærdsforliget har lagt af grundsten for vores økonomiske politik i Danmark. Så det er ikke noget, man bare lige piller ved uden at tænke sig rigtig godt og grundigt om; det er vi fuldstændig enige i.

Derfor kommer jeg heller ikke til at stå her på talerstolen i dag og sige, at vi kommer til at gøre sådan her, eller at vi kommer til at gøre sådan her, for vi bliver nødt til at forholde os til, at hvis man skruer et eller andet sted i det her velfærdsforlig, så koster det nogle penge. Hvor mange penge det koster, afhænger af, hvordan vi skruer på det.

Men vi er med på det hold, der hedder, at det ikke er sikkert, at trappen skal være så stejl i fremtiden, men vi bliver nødt til at forholde os til, at det her er fundamentet for vores økonomiske politik i Danmark, og derfor skal vi tage det dybt seriøst.

Spørgeren.

Jeg har stor forståelse for, at vi ikke kan få nogle konkrete svar i dag; det er også sådan mere principielt. Kan man forestille sig, at Moderaterne lægger stemme til, at vi bruger næsten 30 mia. kr. mere på de ældre uden også at gøre noget andet, der på en eller anden måde gør noget godt for de unge generationer? Nu har dansk politik i næsten 20-30 år handlet om at tilgodese de ældre vælgergrupper her i landet. Hvis vi nu igen tilgodeser dem med et stort tocifret milliardbeløb, vil vi i Radikale Venstre i hvert fald synes, det var rimeligt også at kigge lidt på de unge generationer og på børnene, og det er bare i forhold til det, jeg prøver at lede efter en alliance, så det ikke kun kommer til at handle om, hvor mange milliarder vi skal bruge på de ældre.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det hele handler om balancer. Og jeg synes egentlig, det er en lidt mærkværdig diskussion, vi faktisk har lige nu, hvor vi taler det at arbejde meget ned. Når jeg lytter til den offentlige debat for tiden, synes jeg, det er, som om at det at gå på arbejde er det mest forfærdelige i verden, og vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan man kan komme ud af det hurtigst muligt. Langt de fleste mennesker, jeg kender, kan faktisk rigtig godt lide at gå på arbejde, så lad os også prøve at tale selve det at arbejde op. Det er ikke ordføreren, jeg specifikt hentyder til, men det er ligesom den offentlige debat. Men jeg er enig med ordføreren i, at det hele handler om balancer.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, formand, og tak for talen. Ordføreren taler om Jacob og et liv, som er uværdigt. Der er sikkert mange med ham og også mange kvinder, som lever på bunden af samfundet, kravler hen ad bunden af samfundet på røv og albuer, som man siger. Så i Alternativet er vi rigtig glade for at høre det fra Moderaterne. Det er ofte sådan, at der er mange, der går rundt og tror, at vi har et velfærdssamfund, lige indtil man bliver ledig, syg eller får et barn med handicap. Så er der mange, der pludselig får en helt anden oplevelse af vores velfærdssamfund.

En af de ting, som Moderaterne taler om at gøre ved det her, er en værdighedsreform, hvilket jo er enormt spændende at høre om. Det er noget, som jeg har læst mig lidt ind i, men hvad er Moderaternes tanker om det arbejde? Hvad er Moderaternes mere konkrete indspil til den reform i forhold til de mest udsatte danskere?

Ordføreren.

Tak til spørgeren for spørgsmålet. Det er noget, der ligger os enormt meget på sinde. Det er jo også en af grundene til, at Nanna W. Gotfredsen endelig valgte at stille op for et politisk parti. Det var, fordi vi tog det så seriøst i Moderaterne at gøre noget anderledes for dem, der har det allersværest i vores samfund. Det betyder, at vi formentlig kommer til at sætte dem fri på en anden måde, fri fra nogle krav på en anden måde.

Overordnet set er der noget ret og pligt i vores samfund, som vi står hundrede procent på mål for i Moderaterne, men når det så er sagt, er der bare nogle borgere her i Danmark, som vi bliver nødt til at sætte fri på en anden måde. Om det så gælder i forhold til f.eks. at kunne have en smule hash til eget forbrug på sig uden at skulle ende i fængsel, eller om det er, at man ikke skal møde op på jobcenteret for at få sin ydelse, er det sådan nogle ting, vi gerne vil kigge på. For vi bliver nødt til at lade være med at tro på, at de her mennesker, der har det allersværest, kan passe ned i de meget firkantede kasser, vi har lavet for vores velfærdssamfund.

Spørgeren.

Tak. De forhandlinger glæder vi os til. Det lyder som et reelt forsøg på at forbedre forholdene for nogle af dem, som virkelig, virkelig har brug for det.

På et tidspunkt opfandt Alternativet begrebet kultur på recept, der handler om, at en læge skal kunne ordinere kultur, og det har faktisk hjulpet mange danskere. Man tror det ikke, men det er faktisk en god medicin for nogle. Til vores glæde har vi hørt, at Moderaterne gerne vil rulle det endnu mere ud og gøre det til en landsdækkende ordning. Er det noget, vi kan arbejde sammen om under den kommende sundhedsreform?

Ordføreren.

Jeg ved ikke lige, om det kan komme med i en kommende sundhedsreform, for det er jo primært en strukturreform, som kigger på, hvad det er for nogle strukturer, der er i vores sundhedsvæsen. Men vi synes i Moderaterne, det er et enormt interessant forslag. Jeg har også selv været med til at skrive en kronik om det i sin tid, da vi skulle stille op til folketingsvalg. Så lad os endelig tale sammen om, hvordan man kunne skrue sådan en ordning sammen. Det er vi meget nysgerrige på i Moderaterne.

Så er det fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Fru Monika Rubin takker altid venligt for alle de spørgsmål, hun får, men nu er det måske også ved at være på tide, at vi får nogle svar fra fru Monika Rubin. Min gode kollega her på min venstre side spurgte lige her for lidt siden til den udmelding, som fru Monika Rubins chef, hr. Lars Løkke Rasmussen, altså udenrigsministeren, er kommet med, nemlig at før vi når til februar, skal SVM-regeringen melde ud om pension. Så spørger flere i dag om, hvad konsekvensen egentlig er for regeringen, hvis der ikke kommer en udmelding om pension. Lad mig lige minde om, at det med pension, og hvornår man kan trække sig tilbage, er en grundpille og noget, der er med til at skabe tryghed omkring familierne. Så hvad er konsekvensen? Jeg synes, at nu skal vi til at have et svar på det her.

Det får ordføreren en chance for at give nu. Værsgo.

Mange tak, og tak for spørgsmålet. Jeg er ked af, hvis det fornærmer ordføreren, at jeg takker for spørgsmålet, men jeg synes faktisk, at det skaber en rarere stemning herinde, hvis vi også taler pænt til hinanden. Og jeg kan godt forstå, at det kan være svært i den regeringskonstellation, der er på nuværende tidspunkt, for man har været vant til, at vi har haft en højre side og en venstre side, en rød blok og blå blok, der har råbt mod hinanden og har taget rigtig mange af diskussionerne i offentligheden. Så det er fuldstændig fair, at man synes, det er svært, at det så nu måske foregår i nogle lidt mere lukkede rum.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om noget, for jeg kan godt forstå, at ordføreren gerne have et svar på det her med, hvad det vil have af konsekvenser. Men det er jo, fordi ordførerens spørgsmål hviler på en præmis om, at der ikke kommer en udmelding. Så kan jeg bare spørge ordføreren: Hvorfor skulle der ikke komme en udmelding fra regeringen, når vi nu siger, at vi gerne vil arbejde for det?

Spørgeren, værsgo.

Muligvis fordi statsministeren har sagt, at der ikke kommer en udmelding. Altså, det kunne være derfor, fru Monika Rubin. Fru Monika Rubin må have mig undskyldt, men det kan simpelt hen ikke nytte noget at stille sig op på talerstolen en hel time og så ikke ville svare på et eneste spørgsmål, men bare altid takke for alle de spørgsmål, man får, uden at give noget igen. Ved du hvad – undskyld, formand – fru Monika Rubin bliver nødt til at svare på nogle af de spørgsmål, der bliver stillet. Det er noget af det, der skaber god stemning i Folketingssalen; når man rent faktisk svarer på det, man bliver spurgt om, og ikke bare står og takker for alle de spørgsmål, man får.

Ordføreren.

Jeg har faktisk svaret på rigtig mange af de spørgsmål, jeg har fået. Det eneste spørgsmål, jeg ikke har svaret på, er det, der hviler på en falsk præmis. Jeg kan ikke svare på et spørgsmål, hvor jeg ikke er enig i præmissen. Så igen må jeg bare spørge ordføreren: Hvorfor skulle der ikke komme en udmelding? Altså, vi arbejder for det her internt i regeringen, vi er tre forskellige regeringspartier, og vi har en proces i gang i regeringen. Og så må ordføreren blive irriteret på mig og synes, det er træls, men det er sådan, landet ligger på nuværende tidspunkt.

Så er det fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Som landet ligger lige nu, er det sådan, at der er total utryghed blandt danskerne om, hvad fremtiden er for pensionssystemet, og den utryghed bidrager regeringen til. Ordføreren må have mig meget undskyldt, hvis det er mig, der er tungnem, men jeg tror lige, vi skal have spolet lidt tilbage for at få svar på både det, fru Mona Juul og fru Inger Støjberg spørger om.

Så lad os lige starte: Udenrigsministeren har sagt i Børsen, at inden der skal stemmes om de 70 år i februar, skal der være vished om, hvad der skal ske efterfølgende. Mener Moderaterne stadig væk det?

Ordføreren.

Jeg synes, det er ærgerligt, at det, hver gang vi står her på talerstolen, er, som om oppositionen hæfter sig ved én ting, som man så går sammen om at det skal handle om.

Jeg har stået i hele min ordførertale og talt om vores sundhedsvæsen, der er mega udfordret. Vi har en regering, der er kommet med et kæmpestort sundhedsudspil, som vi på nuværende tidspunkt er i forhandlinger om med alle jer partier herinde i Folketingssalen. Jeg har stået og talt om Jacob, som har haft det mest uværdige liv, vi kan tillade os at tilbyde i vores velfærdssamfund. Vi kommer med en værdighedsreform; Alternativets ordfører spurgte interesseret ind til, hvad den her værdighedsreform kunne indeholde.

Kunne vi ikke en gang imellem lade være med bare at køre på ét emne hele vejen igennem, når jeg jo har svaret flere gange? Lad os prøve at brede debatten ud, så vi kan komme rundtomkring i de forskellige hjørner.

Tak. Nu må folketingsmedlemmerne jo spørge om det, de vil, bare det er i en værdig tone. Værsgo.

Det var en skøn tale. Jeg vil bare stadig gerne vide, om det er Moderaternes politik, at danskerne skal have vished om, hvad der skal ske med pensionssystemet efterfølgende, i februar. Er det stadig Moderaternes holdning – ja eller nej? Der er 30 sekunder til at svare på det.

Ordføreren.

Jamen Moderaterne går ind i den her regering med den holdning, at vi skal lande en eller anden form for pensionsaftale hurtigst muligt, og hvornår det så bliver, kommer jeg på nuværende tidspunkt ikke til at kunne svare på, for som jeg har svaret flere gange, er der en intern proces i gang i regeringen på nuværende tidspunkt, og jeg sidder ikke i den regering.

Jeg ved ikke, hvordan de samtaler forløber, men jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det er vigtigt, at der kommer vished omkring det her, og jeg tror ærlig talt, at det er jo før, jo bedre.

Tak. Så er det hr. Carl Andersen. Værsgo.

Jeg kan så glæde ordføreren med, at jeg ikke vil tale om pension. Jeg vil tale om en debat, der blev rejst af nogle almennyttige boligselskaber her i sommer. De vil gerne have nogle flere værktøjer til at kunne opsige kriminelle lejere. Der udtalte både jeg og Socialdemokratiets boligordfører, at det var vi villige til at kigge på; det ville vi faktisk meget gerne. Så tænkte jeg: Ej, hvor fedt, det kan være, vi kan forbedre noget lovgivning her. Så det har jeg spurgt boligministeren om. Desværre har jeg fået det nedtrykkende svar, at regeringen synes, at lovgivningen er helt perfekt, som den er, og at det har man ikke lyst til at kigge på.

Medmindre Socialdemokratiet taler med to tunger, må det jo være et andet parti i regeringen, som ligesom trykker på bremsen. Derfor håber jeg, at ordføreren for Moderaterne kan gøre mig lidt klogere på, hvad Moderaterne mener der skal gøres. Mener Moderaterne, at de almennyttige boligselskaber har de værktøjer, der skal til for at kunne opsige kriminelle lejere i dag?

Ordføreren.

Tak til spørgeren for spørgsmålet, som jo er et meget konkret spørgsmål om nogle konkrete sager, som jeg som ordfører desværre ikke kender til. Jeg er heller ikke boligordfører, så det er svært for mig at kunne svare på, om reglerne er, præcis som de skal være. Når det så er sagt, er vi i Moderaterne altid åbne for at tage en dialog og en drøftelse om, om de regler, der er i vores samfund, er rigtigt skruet sammen, om de er hensigtsmæssigt skruet sammen. Så jeg synes da endelig, at ordføreren skal tage fat i Moderaternes boligordfører, og så er jeg sikker på, at I kan få en rigtig god dialog og en rigtig god kop kaffe og tale om det her konkrete emne. Ellers vil jeg også meget gerne høre om det senere. Men jeg tror, spørgeren får mest ud af at tale med boligordføreren.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Det vil jeg så gøre.

Så prøver vi at gå op på de lidt højere nagler. For Venstres Troels Lund Poulsen har meddelt, at han håber på en blå regering efter et valg. Hvad håber Moderaterne på?

Ordføreren.

Jamen altså, på nuværende tidspunkt er der jo forhåbentlig længere tid til et valg end som så, håber jeg. Nu kigger jeg ned på statsministeren, ligesom hr. Jan E. Jørgensen gjorde det før; vi ved det jo ikke. Vi kan rigtig godt lide, at der er en regering hen over midten. Vi kan godt lide de resultater, som den her regering har leveret. Jeg ved godt, at det nogle gange kan være svært at se de politiske resultater, fordi det også er nogle meget brede aftaler, der er blevet lavet. Når jeg bare spørger min mand om, hvad den her regering har formået at lave, burde jeg kunne få mange flere svar, end jeg får, for han burde om nogen følge med, men han ved det heller ikke altid. Så der er selvfølgelig en udfordring med at få udbredt kendskabet til alt det, vi får gennemført.

Så vi er glade for den regeringskonstellation, der er nu, men jeg ved ikke, hvad vi går til valg på næste gang. Der er lang tid til.

Tak. Så er det hr. Frederik Bloch Münster. Værsgo.

Ordføreren sammenlignede i et tidligere svar den grønne trepart med pensionspolitikken. Skal det forstås sådan, at man med pensionspolitikken ønsker at invitere en masse eksterne aktører ind i et rum, lade dem udvikle politikken og så sende en regning til danskerne bagefter?

Ordføreren.

Jeg tror, at det, jeg sammenlignede pensionsdebatten med, var det faktum, at der var partier herinde i Folketingssalen, der ikke troede på, at regeringen kunne blive enig med sig selv om en grøn trepartsaftale og kunne blive enig med sig selv om en CO2-afgift på landbruget. Der var også partier herinde, der sagde, at vi i regeringen aldrig nogen sinde ville kunne blive enige om en sundhedsstrukturreform, fordi vi i Moderaterne mente et, og at man i Socialdemokratiet og Venstre mente noget andet. Men der kan man jo bare se, at det har vi formået. Ja, i den grønne trepart satte vi forskellige aktører ved bordet, som så var med til at forme det politiske forslag, og som jo netop har gjort, at vi har skabt en grøn trepart, som er historisk i Danmark, og som gør, at vi ikke har fløje på hver sin side, der har den yderste magt i det her. Så jeg tror, det var det, jeg hentydede til.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Man skal lige huske at trykke sig ind; så kan jeg se, at navnet kommer frem. Tak.

Men ønsker ordføreren fortsat at have den her drøftelse, og at deres egen politik skal komme til udtryk, nu hvor Socialdemokratiet har meldt noget ud? Moderaterne mente f.eks. i seneste valgkamp, at man skulle erstatte folkepensionen med en universel pension. Er det så stadig væk noget, I ønsker at kæmpe for i det her forhandlingsrum, eller er det Socialdemokraterne, der får lov til at bestemme?

Ordføreren.

Det er faktisk sådan i Moderaterne, at generelt, når vi politikudvikler, prøver vi faktisk at lytte til flere end bare os selv i gruppen. Altså, vi har f.eks. det, der hedder Det Politiske Mødested, hvor vi også inviterer forskellige aktører ind til at være med til at gøre os klogere på, hvordan vi kan lave en politik, der er den bedste for danskerne. Når det så er sagt, er det jo klart, at når vi går ind i et forhandlingslokale, går vi ind med en moderat kasket på. Men vi er også villige til at indgå kompromiser, og vi er villige til at lande en løsning, der måske endda kan være bedre end det, vi selv tænkte på til at starte med.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg kunne forstå på ordføreren før, at ordføreren gerne selv vil vælge, hvad ordføreren bliver spurgt om, og det tror jeg vi alle sammen godt kunne tænke os, når vi stod deroppe på talerstolen, men det er jo ikke rigtig sådan, det fungerer. Nu er der altså en bred kreds af partier i Folketinget, faktisk alle partier rundt om regeringen – og vi repræsenterer sådan set en del danskere – der godt kunne tænke sig at få at vide, hvad det er, regeringen vil med pension, fordi det skaber en enorm utryghed.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet forvirret på et højere niveau nu, for udenrigsministeren har været ude at sige, at før vi skal herned i salen og trykke på knappen for at tage et år mere af danskernes seniorliv – jeg kommer ikke til at trykke på den, men det er der mange andre der vil – har man i hvert fald sagt: Hvad er det så, der skal ske bagefter? Regeringen har meldt det ud. Nu siger ordføreren så, at det kan hun ikke garantere. Så er det udenrigsministeren, eller er det ordføreren, der har ret og lægger svaret fra Moderaterne her? For begge ting kan ikke være rigtige.

Ordføreren.

Ja, jeg kunne virkelig godt tænke mig selv at bestemme, hvilke spørgsmål jeg fik her på talerstolen. Det var nu ikke lige helt det, jeg sagde, og det ved jeg også godt man ikke kan. Det, jeg sagde, var, om ikke vi kunne brede debatten ud, så det handlede om lidt mere end kun pension. Jeg kan også godt forstå utålmodigheden, både fra jer i oppositionen, men også fra borgerne derude, altså utålmodigheden omkring, hvad det så er, regeringen kommer til at mene om det her. Og nu mistede jeg simpelt hen tråden.

Spørgeren. Værsgo.

Tak. Utålmodigheden går ikke så meget på, hvad regeringen mener. Det glæder vi os til at få at vide. Jeg tror heller ikke, regeringspartierne vil mene det samme, så lur mig, om vi kan lave en aftale på den her side af et valg. Det ville jeg heller ikke synes var klogt. Men spørgsmålet her er: Når Folketinget skal ned at stemme om at stjæle et seniorår mere fra danskerne, har regeringen så inden da, som udenrigsministeren har lovet i Børsen, fremlagt og gjort klart, måske endda lavet en aftale om, hvad det er, danskerne kan forvente fremadrettet i pension? Det er et rimelig enkelt spørgsmål at svare på.

Ordføreren.

Altså, udenrigsministeren har jo ikke lovet eller givet garantier for det, ordføreren siger. Udenrigsministeren har sagt, at processen skal i gang. Og så synes jeg bare, det er en lille smule mærkværdigt at sige, at man »stjæler« noget fra danskerne, fordi man så skal sige, at de skal være et år længere på arbejdsmarkedet, fordi man har indgået et velfærdsforlig, som er fundamentet for hele vores økonomiske politik. Jeg synes, det er en mærkelig måde at sætte det op på.

Tak. Så er det hr. Kristian Bøgsted, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg kan starte med at sige, at ordføreren ikke behøver takke mig for mit spørgsmål, for sjældent har jeg da oplevet, hvad jeg føler er udstråling af arrogance uden lige fra ordføreren på talerstolen. Man svarer overhovedet ikke på det, der bliver spurgt om; man er fornærmet over, hvad man bliver spurgt om, fordi man ikke får bredt debatten ud; og for øvrigt må vi jo forstå, at når bare regeringen er i en proces, er det alle andre, der tager fejl, hvis man ikke er enig med regeringen.

Men lad os da brede debatten lidt mere ud i stedet for kun at tale om pensionen. Fru Monika Rubin står stolt og taler om treparten. Betyder det, at ordføreren er stolt over de mange, mange tusinde hektar solceller, der også er en del af treparten og kommer oven i alt det, vi i forvejen skal sætte op ude i landdistrikterne, og som betyder, at folk, hvis ikke de er kommet væk fra deres hjem, bliver stavnsbundne og vi affolker områderne? Er ordføreren stolt over det?

Ordføreren.

Jeg skal nok lade være med at takke ordføreren for spørgsmålet så. Jeg beklager, hvis jeg prøver at være en lille smule høflig heroppe fra talerstolen af. Jeg har ikke sagt, at der er nogle af jer andre, der tager fejl, bare fordi jeg siger, at der er en intern proces i gang i regeringen. Ja, jeg er enormt stolt over den grønne trepartsaftale, der er landet. Jeg synes faktisk, det er en lille smule mærkværdigt, når jeg hører Danmarksdemokraterne i den offentlige debat om klima, om miljø, om biodiversitet være så meget imod de her tiltag, for hvordan er det, man tror, livet på landet bliver, hvis vi ikke formår at gøre noget ved de klimaforandringer, som vi bare kan se at vi buldrer ind i? Så bliver livet på landet da om noget markant anderledes. Vandløbene, søerne – hvordan tror ordfører det kommer til at se ud, når der slet ikke er noget liv tilbage?

Spørgeren.

Jeg synes, ordføreren skulle prøve at flytte ud på landet – ud, hvor jeg bor. Vi har masser af liv derude, og det er der stadig væk. Bevares, jeg medgiver gerne, at der også er ting, der skal kigges på, og det er man i fuld gang med. Men når man tromler hen over befolkningen på den måde, man gør, og ignorerer den bekymring, der er derude, synes jeg, det er forkert. Man svinger sig op på en hest med afgifter, der kun straffer ude i landdistrikterne. Det rammer ikke andre steder. Man sætter solceller op, som vi skal kigge på ude i landdistrikterne, mens man ikke selv kæmper ret meget for at få dem op på tagene inde i storbyerne. Det er forkert.

Ordføreren.

Ordføreren siger, at der på klimaområdet – det tænker jeg ordføreren hentyder til – også er ting, der skal kigges på. Ordførerens parti er, så vidt jeg ved, en del af den her aftale om at nedsætte CO2-udledningen med 70 pct. i 2030. Så har jeg godt hørt, at ordførerens formand har sagt, at det ikke er så vigtigt, om det er i 2030 eller i 2035 eller 20-hvornår. Men hvad vil ordførerens parti så konkret gøre, hvis alt det, som regeringen foreslår, bare er njet, njet, njet?

Tak. Nu skal vi sige tak til fru Monika Rubin, for nu er der desværre ikke tid til flere spørgsmål, så vi går videre i ordførerrækken til fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg har lyttet godt med. Vi har været forbi OL, realityprogrammer og alt muligt i dag, og jeg ved godt, at det måske er lige lovlig hård kost at tage jer med til en biologitime, men jeg prøver alligevel, for jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage jer alle sammen med en tur ud i skoven. Jeg vil nemlig gerne tale lidt om tissemyren. Den kan vi nemlig lære rigtig meget af.

Da jeg arbejdede som direktør i min virksomhed, blev jeg af og til inviteret til at tale til ledere om ledelse, og her startede jeg ofte mit oplæg med at tale om myrer. For ud over at myren er flittig, har den også et arbejde, der skal gøres, præcis som man har, når man er i regering og leder et land. Myren kender opgaven, den kender retningen, og den kender målet. Den ved, at den skal bygge en myretue, og at den ikke kan gøre det alene.

Det kan tage fra flere uger og op til flere år at bygge en myretue; det er ikke noget, man sådan bare lige klasker sammen. Det ser vi desværre ofte at man gør i den her regering. Tag f.eks. bare det her med, at folk lige pludselig står og skal betale for deres naboers grundskyld, eller at man hæfter for sin arbejdsgivers afgift på den håndværkerbil, man har fået stillet til rådighed. Det er makværk, som der bliver rettet op på, men som ikke burde have været sket.

Der må og skal lidt mere vedholdenhed og lidt mere grundighed til, når der skal løses opgaver. Så se på myrerne. De myldrer rundt ude i skoven for at samle pinde og grannåle til tuen, og af og til hænder det, at de smider en lille gren, fordi de finder en, der er større eller bedre, men de ændrer ikke deres rute og finder ikke et helt andet mål. De justerer bare lidt undervejs.

Det er også sådan, god ledelse fungerer. Man kan nok så meget kalde sig et arbejdsfællesskab, men hvad er det egentlig, borgerne får ud af det, hvis ledelsen ikke har en myretue at bygge på; hvis man spreder grannålene sådan lidt hist og her, hvor man lige kan se, at nogle vil blive glade for dem; eller hvis man bare smider dem, når det bliver for træls at slæbe på dem – for der kommer jo åbenbart nok en anden myre og samler det kasserede materiale op? For mig ligner det en regering, der fører en zigzagkurs uden et endemål, og det betyder jo også, at regeringen så hele tiden skal starte forfra, og i mellemtiden har alle glemt, hvad det var, de egentlig var i gang med at bygge op. Nogle gange glemmer de det også selv.

Ligesom myrerne skal man selvfølgelig justere sin plan eller sin vej undervejs, hvis der dukker noget op, der skal håndteres. En pandemi, en energikrise og en buldrende inflation kræver selvfølgelig justering af planen. Så må man smide en grannål, fordi en anden skal samles op, men planen og målet mangler hos regeringen. Først skulle store bededag afskaffes og vi skulle blive længere ved samlebåndet, for arbejdskraft var den nye valuta i dansk politik, måtte vi forstå. Så faldt regeringen som en sten i meningsmålingerne, og nu skal vi så stikke den modsatte vej, hvor nogle skal tidligere på pension, uden nogen plan og uden nogen finansiering.

Betyder det, at skatterne skal stige? Vil statsministeren skære på den offentlige sektor for at betale for det gigantiske hul i statskassen, hendes strøtanker vil skabe? Ingen ved det, og myrerne render forvirret rundt; vi bliver alle sammen lidt forvirrede. Hvis der er noget, mine mange år som leder har lært mig, er det, at man altså skal have en retning og et mål og man skal kunne kommunikere det tydeligt, så alle er med, og man skal justere og optimere undervejs, men altid holde fast i sin kurs.

Så bliver det også nemmere for vælgerne at se, hvad de får for det kryds, de satte på deres stemmeseddel. For hvad skal vælgerne tro, når Socialdemokratiet er gået til valg på at flytte milliarder af kroner fra konsulenter til kernevelfærd, og når man så i sidste uge kunne læse – og det er jo bare et eksempel – at Udviklings- og Forenklingsstyrelsen siden 2019 har brugt over 7 mia. kr. på ekstern konsulentbistand? Og den ene dag siger regeringen, at Ukraine aldrig må bøje sig for en diktator, og det er vi enige i, men den næste dag indfører de så en koranlov, hvor vi selv skal bøje os for mørkets magter.

Der meldes også lidt forskelligt ud i forhold til Kina. Udenrigsministeren laver aftaler om visumfri indrejse, mens statsministeren dagen inden siger, og jeg citerer: »Vi kan ikke fortsætte med en situation, hvor Kina hjælper Rusland i en krig i Europa uden konsekvenser. De bliver nødt til at blive stillet til ansvar for deres aktiviteter.«

Jeg siger bare, at hvis regeringen var en virksomhed, havde kunderne fundet en anden butik at handle i; det er helt sikkert. Derfor har vi brug for en ny regering, der vil føre en helt anden økonomisk politik og en helt anden værdipolitik – og helt ærligt også en anden erhvervs- og familiepolitik. For når jeg hører regeringens retorik, lyder det, som om borgerne i det her land er reduceret til små arbejdsmyrer, der hver dag skal stemple ind for at opretholde velfærdsstaten a/s. Jeg mener, at alle mennesker – hver og en – er et menneske i sin egen ret, som har forskellige drømme og forskellige måder at indrette deres liv på.

Ja, vi har en lønmodtagerkultur i Danmark – lidt for meget engang imellem – men glemmer vi at standse op og spørge os selv, hvad meningen med livet er? Er det arbejde? Er det traditioner? Er det vores familie? Er det naturen? Er det personlig udvikling? Er det værdien af opdragelse og grundlæggende demokratisk dannelse? Eller er det at starte sin egen virksomhed? Eller er det egentlig alt det, der slet ikke kan måles og vejes, vores kultur, når vi griner sammen, vores fællesskaber, frivillighed? Måske er det faktisk bare kærlighed – ja, eller litteraturen, som statsministeren også talte så passioneret om i sin tale? Uanset hvad, skal der ikke herske tvivl om, at jeg drømmer om klart mindre samlebånd og meget mere ånd.

Nu har vi så åbnet et nyt folketingsår, og vi bygger selvfølgelig hver især forskellige myretuer, og det er jo sådan, det skal være. Men skulle vi ikke tage og love hinanden, at vi opfører os som de ledere, vi rent faktisk er valgt til at være, og at vi er ærlige over for vælgerne om, hvordan vi når frem til den tue, vi hver især gerne vil bygge.

Hvis vi skal tidligere på pension, skal vi vide, hvor pengene skal komme fra. Hvis vi skal realisere ambitionerne i den grønne trepart, skal vi vide, at CO2-udledningerne bliver reduceret på den samfundsøkonomisk mest effektive måde, og vi skal vide, at vores indsats mod udledning af kvælstof til kystvandene holder vand. Og hvis vi skal sikre bedre sundhed for flere, skal vi vide, at den nye struktur gavner folkesundheden og ikke kun understøtter et regeringskompromis. Hvis vi skal sørge for, at fremtidens generationer ikke uddannes ringere end os selv, skal vi vide, at reformerne styrker kvalitet, dannelse og faglighed.

Vi i Det Konservative Folkeparti ønsker i høj grad både at være en med- og en modspiller til regeringen. Men vi oplever alt for ofte, at regeringen ikke ønsker medspil og faktisk heller ikke altid tåler lidt modspil. Det synes jeg ikke er måden at samarbejde på. Det gør også, at jeg i hvert fald bliver mere skeptisk, og jeg må desværre også konstatere, at det ofte er med god grund.

Jeg synes, at vi i Det Konservative Folkeparti er myreflittige, og derfor har vi siden april præsenteret 16 konkrete udspil. Det er også nødvendigt, for vi er ikke så mange myrer endnu, men vi har en myretue, og vi ved, hvor den ligger, og vi er i fuld gang med at samle grannåle nok. Vores myretue står på et stærkt værdipolitisk og økonomisk fundament med fokus på familie og fællesskab, med fokus på forsvar og tryghed og med fokus på den grønne omstilling på klima- og naturområdet.

Alene kan en myre ikke udrette meget, men i fællesskab kan man rykke. I vores skov er der højt til himlen og plads til politisk udvikling, men altid – altid! – med retning, principper og værdier.

Tak til ordføreren. Vi starter nu på de korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er fru Anne Paulin fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for talen. Næste gang jeg ser en myre, vil jeg sende ordføreren en venlig tanke. Jeg vil gerne spørge ind til Konservatives syn på den kommuneaftale, der blev indgået før sommerferien. I Socialdemokratiet er vi glade for den aftale, fordi den investerer i den lokale velfærd derude. Det er noget, der er brug for oven på nogle år, hvor der har været inflation og meget pres på udgifterne derude. Desværre sagde hr. Rasmus Jarlov, Konservatives finansordfører, under den debat, der var her i Folketingssalen i forbindelse med finansloven, at Konservative ville have lavet en aftale med kommunerne, som betød mindre vækst i deres økonomi.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, hvor i velfærden i den kommuneaftale, der er blevet indgået, fru Mona Juul mener at der skulle være sparet.

Fru Mona Juul.

Der er ikke nogen tvivl om, at når regeringen har givet lidt til kommunerne, har man også taget. Det er jo det, der står tilbage. Der står desværre det tilbage, at man er i tvivl om, hvad det egentlig er, at man har af økonomi, i mange kommuner. Og det, man i hvert fald også kan sige, er, at mange kommuner har fået et plaster på såret – det er i hvert fald det, de oplever – ved at få en ekstra pose penge for et enkelt år. Men desværre kan de se i deres fremskrivninger, at lige præcis det, der er foretaget nu, ikke er nok; det hjælper simpelt hen ikke. Derfor står de i en meget svær økonomisk situation. Når vi synes, at der engang imellem burde skæres i det offentlige, er det rigtig meget på administration, og måske er det det, Rasmus Jarlov henviste til; jeg kan ikke huske det.

Fru Anne Paulin.

Nej, hr. Rasmus Jarlov henviser jo til kommuneaftalen – den konkrete kommuneaftale – og at han i den ville have ønsket, at der ikke var brugt lige så mange penge. Det synes jeg er ærgerligt, og kommunerne selv har været rigtig glade for den her aftale. Formanden for KL har været ude at sige, at af de 11 aftaler, han har været med til at forhandle, har den her været den, som løfter velfærden mest. Så de har været glade. Hvorfor vil Konservative skære i forhold til den aftale, der er blevet indgået?

Ordføreren.

I modsætning til regeringen går vi ikke ind for, at vi skal øge den offentlige sektor hvert evig eneste år. Vi går ind for, at vi sørger for, at vi får stillet de ressourcer til rådighed, der skal til, for at kommunerne kan gennemføre de aktiviteter, vi beder dem om. Det kan ikke nytte noget, at vi bare pumper flere penge ind, når vi samtidig beder dem om at lave flere opgaver. Så vi er nødt til at finde en bedre balance.

Hr. Serdal Benli, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg tror ikke, at SF og Konservative nogen sinde bliver enige om, hvilken rolle religion skal spille i det danske samfund. Men én ting bør vi kunne blive enige om: Skal vi ikke stramme op på, hvordan vi overvåger og sanktionerer de trossamfund, der systematisk underminerer vores grundlæggende værdier som frihed, demokrati og ligestilling mellem kønnene? Og så er spørgsmålet: Hvor langt vil De Konservative gå for at sikre, at ingen trossamfund kan undergrave disse kerneværdier ustraffet?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at det vil vi gå meget langt for. Vi synes, der sker nogle ting i de her år i nogle af de samfund, der bliver henvist til, som er meget, meget uhensigtsmæssige. Og det er vi selvfølgelig nødt til at sørge for at vi har styr på og hånd i hanke med, og det har vi ikke nødvendigvis i dag.

Spørgeren.

Det er godt at høre, at vi deler bekymringen for de stigende problemer med fundamentalistisk religion, som vi jo ser i mange afskygninger. For os i SF er det enormt vigtigt, at religion ikke må bruges som undskyldning for den undertrykkelse, som vi på ingen måde vil acceptere i anden form. Derfor kommer vi også selv snart til at fremlægge en række forslag til at undgå, at f.eks. religiøse tosser, vil jeg sige, kan fastholde kvinder i ægteskaber, som de i dag juridisk er frigjort fra.

Så er spørgsmålet, hvor langt De Konservative i så fald vil kunne se sig selv gå i forhold til at være med i sådan en aftale. Vil I kunne se jer selv være med til at sørge for, at det bliver til virkelighed, at man kan sanktionere nogle af de her, der opretholder en dogmatisme og en fundamentalisme, som holder bl.a. kvinder i ufrihed?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at SF skal regne med at få nogen som helst udfordringer med Det Konservative Folkeparti i forhold til sanktioner, når det gælder fundamentalister; det tror jeg sagtens vi kan blive enige om. Det er ikke kun klima og natur, vi er enige med SF i, på mange lange stræk – det er vi også på lige præcis det her punkt. Så kom an – det synes jeg er en rigtig god idé at få set ordentligt på.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til fru Mona Juul for talen. Her forleden var jeg en tur i Næstved Storcenter, og der er sådan et bord, hvor de studerende kan sidde en gang imellem og skrive deres ting på computeren, og jeg synes, det er sjovt at se, hvad de har siddet og skrevet på bordene. Men så her den anden dag opdagede jeg noget, som jeg faktisk ikke har set længe, og det var et hagekors, der var ridset ind i bordet, der midt i Næstved Storcenter. Så gik der ikke længe efter det, før jeg faktisk så et mere – et hagekors, der var tegnet i et tog. Det er jo noget, der er begyndt at dukke op i Danmark, ikke mindst i vinduer der, hvor der bor jøder. Der er mange områder, hvor det her sådan dukker op rundtomkring – med både antastelser og direkte jødehad.

Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi som Folketing viser, at vi står sammen, og at vi har ryggen på vores jødiske medborgere. Og derfor vil jeg egentlig bare give fru Mona Juul muligheden for at sætte nogle ord på det her og også for sammen med os andre at stå sammen om at sige fra over for det her. Vi vil simpelt hen ikke acceptere det, det kan ikke være rigtigt, at det her sker så hurtigt igen.

Ordføreren.

Det er der ikke nogen tvivl om. Og her må jeg jo sige, at vi er meget enige med den her regering – meget enige. Vi skal stå vagt om jøderne. Altså, den historieløshed, vi ser lige nu, de konflikter, vi ser lige nu – alene det her med at sidde og ridse hagekors osv. – er simpelt hen helt ubegribeligt. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg i min levetid på nogen som helst måde skulle opleve noget som helst af det her. Jeg er simpelt hen rystet over det, og jeg bliver så skamfuld over, at det sker. Og jeg håber, at mange af dem, der sidder f.eks. i Næstved Storcenter og ridser i bordpladerne, gør det, fordi de ikke ved, hvad det er, de gør. Men vi ved også, at der er rigtig mange, der desværre lige nu er fuldstændig klar over, hvad det er, de har gang i.

Det skal stoppes, og vi skal stå sammen om det. Det oplever jeg også at vi gør på meget lange stræk her i Folketinget, og der er jeg i hvert fald meget enig i regeringens linje.

Spørgeren.

Det er gode takter og gode kommentarer her fra De Konservatives formand: at vi har det jødiske folks ryg, altså at vi ikke vil acceptere det her i Danmark; at det vil vi simpelt hen ikke være med til. Og jeg er glad for, at vi også får det her nævnt i dag, for jeg synes, det er vigtigt, at vi også står sammen i Folketinget og bliver ved med at insistere på, at det her er en samtale, vi tager, også selv om det kan være skræmmende derude, hvor der er nogle meget, meget hidsige mennesker.

Ordføreren.

Altså, der, hvor jeg bor, fylder det ikke ret meget. Der er man bare sådan mere rystet over det, når man ser nogle af de hændelser, der er sket her i København. Jeg tror meget, at det sådan først og fremmest er i de store byer, at de mennesker, der har været bannerførere for det, er. Ude i landet er man simpelt hen rystet over, at det foregår, at det på nogen som helst måde kan ske. Vi har jo også set bandekriminalitet, der lige pludselig kommer til at hænge sammen med den her historieløshed og med de angreb, der er. Det er helt ubegribeligt.

Hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Et emne, der tydeligvis også har fyldt meget for Det Konservative Folkeparti, er udlændingepolitikken, og noget af det, som jeg også tror samler alle de borgerlige partier her i Folketinget, er jo også, at vi skal blive langt bedre til at udvise kriminelle udlændinge og også sørge for, at de faktisk bliver hjemsendt. Regeringen har jo også sagt, at de vil arbejde på at udfordre konventionerne. De er endda gået så vidt, at de har sagt, at de også vil udsende en ambassadør til det.

Så vil jeg egentlig godt spørge ordføreren for De Konservative: Hvordan synes ordføreren at det går med at få opfyldt de ambitioner fra regeringens side?

Ordføreren.

Vi venter, og vi venter, og vi venter. Det er jo desværre sandheden. Jeg tror nemlig også og lytter mig til, at langt de fleste her i Folketinget lige præcis rigtig gerne vil se på, om der er nogle dele af konventionerne, som vi rent faktisk kan udfordre med ordentlighed og med anstændighed for at sikre, at vi ikke har kriminelle udlændinge i Danmark, og at vi har mulighed for at skubbe dem ud af landet igen.

Spørgeren.

Tak. Vi er jo nok fuldstændig enige, og nu rammer vi lige om lidt 700 dage, siden regeringsgrundlaget blev præsenteret, og vi kan jo konstatere, at der ikke er sket noget. Vi går stadig væk og venter på, at regeringen får udsendt de her ambassadører, og at der sker noget, som gør, at vi ser en form for bevægelse i den her sag. For jeg må ærligt indrømme, at jeg er bekymret for, at vi ikke får det at se, og at der simpelt hen ikke sker noget.

Ordføreren.

Jamen vi mangler at se noget handling. Der har kun været snak indtil nu, og jeg må bare sige, at vi har alle muligheder her i Danmark for også at påvirke det; vi har alle muligheder for at tilrette vores egen lovgivning. Det skal vi selvfølgelig udnytte. Det skal vi selvfølgelig gøre i videst muligt omfang. Jeg håber da meget – nu kigger jeg ned på udenrigsministeren her – at udenrigsministeren er helt enig i det, og det bliver der nikket til. Så kom i gang, og få lavet noget action på det her punkt! For vi venter, og vi har ventet i mange hundreder dage.

Hr. Henrik Frandsen, Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til fru Mona Juul for talen. Det, jeg vil spørge til, er, at det jo er almindelig kendt, at fru Mona Juul og De Konservative er stærke fortalere for en regering med et blåt flertal, og vi er jo selv i Moderaterne meget stærke fortalere for en midterregering. Vi er rigtig glade for den regering, vi har, og det er vi jo, bl.a. fordi det er muligt at lave gode, balancerede aftaler og komme med gode udspil, og her tænker jeg selvfølgelig på den grønne trepart.

Der er mit spørgsmål til fru Mona Juul, om fru Mona Juul tror på og har den opfattelse, at det ville være muligt for en blå regering at lave et afbalanceret udspil, som den grønne trepart jo er, når man tænker på, hvem der i øvrigt ellers skulle være med i en blå regering eller være parlamentarisk grundlag for en blå regering. Tror fru Mona Juul, at det også ville være muligt at løse så komplicerede samfundsproblemer med en blå regering?

Ordføreren.

Jamen selvfølgelig peger vi på en blå regering. Det Konservative Folkeparti er blåt, så det vil være helt naturligt for os. Hvordan vores mandater skal sættes i spil, må man jo altid kigge på, men det er selvfølgelig noget blåt, vi peger på. Men jeg er også nødt til lige at sige, at det jo faktisk ikke er den her midterregering, der er kommet med en grøn trepart. I har sat nogle interesseorganisationer stævne, og de er kommet med en løsning; vi har fået regningen. Det er os herinde, der skal hjælpe jer med at komme i mål, og det hjælper vi rigtig gerne med, i særdeleshed, hvis det rent faktisk bliver grønt, og hvis vi finder de CO2-reduktioner, og hvis vi også kan finde pengene. Og det stiller vi os altid til rådighed for, men det handler ikke om, hvad det er for en regering, vi har, for det her har I bedt nogle andre om at løse før jer, og det byder vi selvfølgelig ind i. Men til en anden god gang skal man holde op med at gøre det, for der er faktisk demokrati stil stede her, og det er faktisk os partier, I burde forhandle med, for I kommer til at gøre det nu under alle omstændigheder.

Hr. Henrik Frandsen.

Der er jeg nødt til at minde om, at det jo faktisk er den her regering, der har nedsat den grønne trepart. Regeringen har været en del af den grønne trepart, og regeringen har sat meget, meget forskelligartede interesser sammen om at lave en aftale, som vi jo helt korrekt skal have igennem i Folketinget. Tror fru Mona Juul virkelig, at en blå regering, hvor man har Danmarksdemokraterne med og man har Dansk Folkeparti med, som måske ikke har helt den samme grønne profil, som Konservative har, ville være i stand til at lave sådan et stykke arbejde?

Ordføreren.

Ja, det tror jeg da i den grad vi kan. Altså, selvfølgelig kan vi da indkalde interesseorganisationer, partier osv. til at lave et overblik over, hvordan man kommer i mål med nogle specifikke opgaver. Det er da ikke kun den her regering forundt at lave løsninger, det er det da overhovedet ikke, og i øvrigt er jeg faktisk bare ved at være rigtig dødtræt af det der med, at så er det inde på midten, det foregår – hvad er det for noget pjat? Demokratiet er over det hele her, og man sidder og negligerer partier, der er folkevalgte. Folk har siddet og stemt for alle herinde. Det er det, man skal orientere sig mod, og selvfølgelig kan man lave løsninger på tværs; det viser vi hver dag i Folketinget, uanset hvem der sidder i regeringskontorerne.

Fru Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg vil spørge ind til familiepolitik, noget, som lige nu fylder rigtig meget i debatten på Christiansborg, og som jeg ved står De Konservatives hjerte rigtig nær.

Lige nu er det efterår, og vi nærmer os vinteren, og noget af det, der fylder rigtig meget for småbørnsfamilierne, er snottede næser, og syge børn med feber, der går på tur derhjemme. Men det er jo faktisk sådan, at vi i Danmark er dem i Skandinavien, der har de dårligste rettigheder for forældre til at passe syge børn. Så et sted, hvor man oplagt kunne forbedre familiepolitikken, var jo ved at sikre, at man som familie får bedre rettigheder til at passe syge børn. Derfor vil jeg høre, om det ikke er noget, vi kan være enige om, og om De Konservative kunne bakke op om, at man giver bedre rettigheder på netop det her område.

Ordføreren.

Jeg tror, vi på tværs af partier kan blive meget enige om at støtte op om børnefamiliernes hverdag og få tingene til at hænge sammen. Vi har jo også spillet rigtig mange ting på banen, og vi kommer også med flere ting, som sådan er meget konkrete, for at det netop ikke bare skal handle om, at nu skal vi have en familiekommission, og så kan vi vente i 2 år. Der kan sagtens være konkrete ting, som vi kan løse hen ad vejen, f.eks. det her med at lave en omfordeling af børnepengene, så man får flere børnepenge, når man har sit lille barn, og man så får lidt færre resten af tiden. Og lige præcis i forhold til det her med at sikre flere omsorgsdage, sygedage, eller hvad det kan være, tænker jeg bare, at det er arbejdsmarkedets parter, der først og fremmest skal kigge på det. Men kunne vi finde på at støtte op om nogle områder? Ja, det kunne vi godt.

Spørgeren.

Det er jo sådan, at rigtig mange af forældrene – faktisk 71 pct. – sidste år svarede, at de har afleveret deres barn i vuggestue, selv om der var tegn på sygdom, og at over 20 pct. sender deres barn af sted med en Panodil, og det er jo netop, fordi vi i Danmark har et utilstrækkeligt system, og det genererer jo bare mere sygdom.

Så derfor tror jeg sådan set, det kunne være til fordel både for forældrene, men også for arbejdsgiverne, som jeg også ved de Konservative kerer sig meget om, hvis man gjorde noget på det her område. Det kan være, at det er arbejdsmarkedets parter, der skal gøre det, og man kan også oprette en fond, som man gør det på andre måder, og som der bliver betalt ind til, og hvor vi i fællesskab løfter noget. Men jeg er i hvert fald glad for velvilligheden.

Ordføreren.

Ja, den er der helt klart. Der er jo ikke nogen tvivl om, at det der med, at man sender børn i børnehave og i vuggestue på Panodil, er fuldstændig ubegribeligt. Jeg synes jo også bare, vi her i Folketinget skal huske på, at det er sådan nogle meget konkrete ting, som vi rent faktisk kan hjælpe med.

Det er os, der lovgiver, og vi skal tænke stort, men vi kan også godt en gang imellem tænke småt og så få løst nogle af de udfordringer, der er i hverdagen. Så en af de ting er jo at skabe lidt mere fleksibilitet i det, og det kunne også være, i forhold til hvad det er, man giver tilladelse til på børnepasningsområdet.

Hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for en god tale, og tak for et godt samarbejde i øvrigt. Jeg vil gerne starte med at sige tak til fru Mona Juul og De Konservative, for I er nok det forligsparti bag universitetsreformen, der har meldt klarest ud, at det er en ommer. Det er jeg glad for på vegne af dansk erhvervsliv, på vegne af elle de studerende, der vil komme i klemme og på vegne af universiteterne. Det er egentlig min opfattelse, at alle de tre musketerer uden for regeringen, altså Konservative, LA og SF, aldrig rigtig har været forelsket i den aftale. Det har aldrig været ægte kærlighed. Det var noget, man gjorde, fordi det så kunne blive lidt mindre slemt, og det kunne det så ikke alligevel.

Nu sidder man så her, og jeg er utrolig interesseret i, hvad fru Mona Juul tænker om, hvordan vi kommer videre herfra. For vi vil egentlig gerne være med, hvis vi kan. Vi valgte jo at stå udenfor, for vi kunne ikke finde kærligheden til det; måske kan vi på en eller anden måde finde ud af sammen at få sat det her på pause og så kigge på det med lidt friske øjne. Det er vi i hvert fald meget interesseret i.

Ordføreren.

Tak, og selv tak for det gode samarbejde. Der er ikke nogen tvivl om, at det er ærgerligt, at vi står lidt på hver sin side her, men jeg tror faktisk, at vi i hjertet står præcis det samme sted. Der er jo ikke nogen tvivl om, at i Det Konservative Folkeparti synes vi ikke, at det er hensigtsmæssigt, at vi fremadrettet får uddannet de unge mennesker ringere, end vi selv er blevet. Det er jo sådan ret ubegribeligt, at vi er i gang med det, hvis det er tilfældet.

Det, vi går og venter på nu, er jo, at der skal komme en færdig rapport. Der har været en delrapport, og nu kommer den færdige rapport på reformen, og det bliver den 31. oktober. Det er klart, at vi lover ministeren og regeringen at vente på det for at se, hvordan det ser ud. For det skal også være sådan, at det er fair and square, når man er i en aftale; selvfølgelig skal det det.

Men vi er meget kritiske, og det var vi fra start af. Vi synes ikke, der skulle have været den her reform, og jeg synes virkelig, vi har kæmpet en hård kamp med vores ordfører i spidsen for at sikre, at den her reform ikke blev så stort et eksperiment, som der var lagt op til. Og hvis det viser sig, at det her lille eksperiment ikke kan holdes på det niveau, vi har talt om og aftalt, så har vi svært ved at være der – det er klart.

Hr. Martin Lidegaard.

Tak for det. Jeg forstår godt, at vi lige skal have den endelige rapport fra kandidatudvalget den 31. oktober. Det er helt fair. Men jeg vil til gengæld også sige, at så er det måske også tid til i givet fald at handle, for der står altså op mod 130.000 studerende, som ikke rigtig ved, om de får en hel eller en halv kandidat, når de skal søge ind her om ganske få måneder. Det synes jeg heller ikke vi kan være bekendt, og jeg hører også et erhvervsliv, som er dybt optaget af, at de kan få nogle dygtige kandidater. Men skal vi ikke aftale, at vi tales ved efter den 31. oktober? Vi er i hvert fald meget optaget af at finde et partnerskab på det her område.

Ordføreren.

Det er jeg helt sikker på at vi gør. Jeg tror også, at vi er mange partier, der har behov for at tygge den rapport igennem og så finde ud af, hvordan og hvorledes det er med det her. Og det vil vi selvfølgelig først og fremmest gøre med regeringen og ministeren, men vi vil selvfølgelig også orientere os mod jer, fordi vi har behov for at stå stærkt i Danmark på uddannelser.

Jeg håber også, når vi nu ser et udspil fra regeringen i forhold til ungdomsuddannelserne, at vi også der på tværs af partierne kan være enige om at styrke uddannelserne først og fremmest. Og i den forbindelse kan jeg bare sige, at det ikke bliver ved at fjerne 10.-klasserne. Det tror vi simpelt hen ikke på er en god idé.

Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge lidt til udligningen. For det er sådan, at fru Mona Juuls partifælle Michael Fenger fra Gentofte har proklameret, at han vil standse udligningen. Og hr. Rasmus Jarlov, som også er konservativ, har sagt:

Udligning er en ordning, hvor man tager så mange penge fra hovedstadsområdets kommuner, så de har færre penge og dårligere service end de kommuner, som får deres penge.

Hvad mener Det Konservative Folkeparti? Ønsker man at standse udligningsordningen, eller bekræfter man, at der grundlæggende skal være sådan en eller anden form for udligning?

Ordføreren.

Vi forstår godt, og det tror jeg også ordføreren ved, at der er behov for udligning i Danmark. Men vi er ikke begejstrede for den udligning, der er nu. Det er også derfor, vi ikke er med i aftalen. Vi forstår faktisk ikke, hvad Venstre lavede i den aftale, for at sige det ligeud. Den var helt ubegribelig, og den var skæv og forkert på alle mulige parametre. Og derfor har vi meget, meget svært ved at se fidusen i den, som den ligger i dag.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Så jeg må forstå, at der skal flyttes penge fra kommuner i Danmark og til hovedstadskommunerne. Er det det, jeg skal forstå der ligger i det, eller hvad?

Ordføreren.

Nej, altså, det var da en mærkelig måde at tage det ned på. Det vi skal, er at sørge for at lave en fornuftig udligning, og det er det, der ikke er sket i dag. Der er ikke sket en fornuftig udligning. Der er nogle parametre, som man ikke har taget højde for, og der er nogle, man lige er kommet til at lægge lidt for meget vægt på. Dengang vi forhandlede udligning – det gjorde vi jo så meget kort, for det viste sig hurtigt, at vi ikke kunne være med i det – syntes vi nok, at det kom til at ligne lidt meget, at det var socialdemokratiske borgmestre og Venstreborgmestre, der blev favoriseret, og at resten af det var ret skidt.

Fru Sascha Faxe, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for talen, fru Mona Juul. I Alternativet har vi en vision om et samfund, hvor der er plads til det gode liv, og der tror jeg, vi har mange sammenfald. Vi ser et liv for os, hvor der er tid til pause, til restitution, til familien og det, der gør os glade. Og det glæder mig, at det igen kom op. For jeg ser, at Det Konservative Folkeparti har en lang og stolt tradition i forhold til at sætte fokus på et helstøbt liv med sundhed og familie osv.

Et af mine yndlingseksempler på det er måske helt tilbage i 1800-tallet med byggeforeningerne i København, som jo endte med at blive forløberen til både de almene boliger og til daginstitutioner; en måde at gøre det på, hvor man tager hensyn til, hvordan livet udfolder sig, og egentlig ikke, hvilken kasse mennesker skal passe ind i. Så der tænker jeg, vi har meget tilfælles. Derfor vil jeg også gerne spørge lidt i den retning til de Konservatives holdning til det.

Hvordan ser De Konservative i dag sammenhængene i partiets vision for helhed, familie sundhed og behov for at give mennesker fleksibilitet i deres hverdag, og i forlængelse af det, om vi kan forene kræfterne og sammen give nogle rammer med mere tid til familien og den enkeltes trivsel i en moderne kontekst?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at vi i de her år er nødt til at fokusere mere på, hvad vi hver især lægger i det gode liv. Det kan vi jo ikke – jeg var lige ved at sige heldigvis – sidde og bestemme herinde. For vi skal netop ikke være den her statslige virksomhed, hvor vi stempler ind og ud. Vi skal jo lige præcis folde os ud i det her liv, som vi nu har, på hver vores måde. Vi skal bare herinde fra sørge for at sætte rammerne, så det er muligt, og det betyder jo, at nogle gange sætter vi nogle nye rammer, men måske skal vi også fjerne nogle rammer indimellem for at sikre, at vi har de udfoldelsesmuligheder.

Det er klart, at der så også vil være noget i forhold til det med hamsterhjulet, som vi hver især i vores egne familier måske selv har ansvaret for at hoppe ud af. Men rent lovgivningsmæssigt har vi da masser af muligheder for at støtte bedre op om, at danskerne kan leve det liv, de hver især har lyst til.

.

Fru Sascha Faxe.

Det samarbejde hører jeg lidt, at der bliver åbnet for, så jeg vil gå i en lidt anden retning. Fru Mona Juul åbnede i sin tale op for en anden ting, som jeg var glad for at høre, nemlig en lidt kritisk røst over for samarbejdet med Kina. Jeg har tidligere været ude og sige, om vi kunne lave en 2035-plan for strategisk uafhængighed af Kina og simpelt hen bruge de økonomiske muskler, vi har i EU, til at slå en kile ind i det. Er det noget, som De Konservative kunne have lyst til at være med til at gå i retning af?

Ordføreren.

Jeg tror, man skal være meget varsom i forhold til sin udenrigspolitik, og jeg tror, man skal være meget varsom i forhold til Kina. Det, jeg påpeger i min tale her, er, at vi igen ser en zigzagkurs fra den her trepartiregering. Vi ser to af topministrene, statsministeren og udenrigsministeren, sige lidt forskellige ting, og det er meget farligt, synes jeg. Det er uhensigtsmæssigt. Det, der er vigtigt, er, at vi i det her land finder ud af, hvordan vi står i forhold til Kina, og så er vi også nødt til at være konsekvente på det.

Fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg bed mærke i, at ordføreren nævnte sundhed. Vi har jo lige startet forhandlinger op, hvor vi er kommet med vores udspil, og nogle af de byggesten, der er, og som er helt afgørende for os, er at sikre bedre lægedækning i hele landet. Det er de her kronikerpakker i forhold til at tage kampen op med ulighed i sundhed. Og så er det jo også at sørge for, at der er nok sundhedspersonale i alle dele af landet til at løse den opgave. Det vil sige, at vi er kommet med et bud på, hvordan man kan gøre det.

Nu er forhandlingerne jo i gang, men jeg har kunnet læse mig til, at Det Konservative Folkeparti går ind for, at alle regioner skal nedlægges. Jeg vil bare høre, om det stadig er partiets politik.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt – uanset om man går ind for at nedlægge regionerne eller placerer halvdelen af Danmarks befolkning i én region og så beholder resten – at det ikke er strukturerne, der kommer til at afgøre, hvad det er, der er bedst for danskerne. Strukturerne kan være med til at sikre, at vi kommer i mål med nogle af de punkter, som ordføreren også nævner – ulighed i sundhed og at sørge for, at der er personale nok. Men vi er egentlig ikke så optaget af, om det er med regioner eller en anden struktur eller antallet.

Det, der er vigtigt – det er også det, vi har sagt i forhandlingerne, og det er også det, vi vil jagte – er, hvordan det udspil, som regeringen er kommet med, gør det bedre for den enkelte dansker i sundhedssystemet. Det er det, der er vigtigt. Da vi spillede ud med, at vi skulle nedlægge regionerne, mente vi, at det kunne være en mulighed for at sikre, at det med, at regioner ikke talte sammen, rent faktisk blev løsnet op, og så kom vi også med forslag til, hvad der så skulle ske. Nu har I spillet ind, og så køber vi selvfølgelig ind på den plan. Men hvordan vi gør det bedst for borgerne, er det vigtigste.

Spørgeren.

Godt. Det tror jeg sådan set at det er for os alle sammen. Det er det i hvert fald også for Socialdemokratiet. Det må handle om de borgere og de patienter, som i dag oplever, at det er et for dårligt sundhedsvæsen, der møder dem, selv om vi jo har et af verdens bedste sundhedssystemer og også rigtig meget dygtigt sundhedspersonale derude.

Ordføreren sagde bare selv i talen, at man skal vide, hvad hver enkelt myretue spiller ud med, og jeg har bare bemærket, at Konservatives sundhedsordfører, hr. Per Larsen, har sagt, at det er en dårlig idé med andre organisationsformer end den, man kender i dag. Det er derfor, man kan blive en lille smule forvirret. Så hvad er Konservatives politik, når det handler om regionerne?

Ordføreren.

Vi har tidligere meldt ud, at vi ikke synes, at regionerne skal være løsningen fremadrettet. Så blev der ikke gjort noget ved det, og der kom nye regeringer til. Tiden er gået, og nu ser vi så, at den nye regering ønsker en ny struktur, og så forholder vi os til det.

Det er jo helt urealistisk for os at sidde og lave et kæmpestort sundhedsudspil, hvor vi fjerner alle regioner og forklarer hvordan og hvorledes. Det har vi jo ingen jordisk chance for at kunne byde ind med, så derfor er vi medspillere. Lyt også til, hvad jeg sagde i talen: Sørg nu for, at vi også godt må være en modspiller. Det bliver aftalerne bedre af.

Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Mona Juul for talen, både den i dag, men også den på det konservative landsråd. Den var bemærkelsesværdig, måske ikke så meget, fordi man anklager regeringen for at pynte på bnp og sådan noget, for det er jo en politisk kamp, som vi godt kan have. Jeg faldt mere over, at den konservative formand gjorde sig skyldig i på en eller anden måde at skabe lidt mistillid og mistro omkring nogle af de regneprincipper, vi har her i landet. Fru Mona Juul sagde, at den stærke økonomi skyldes en mere og mere optimistisk regnemaskine i Finansministeriet. Hvad betyder det præcis?

Ordføreren.

Det er godt, at ordføreren giver mig anledning til at forklare det. For det er jo lige præcis i forhold til det med beskæftigelse. Det er jo der, Finansministeriets regnemaskine lige pludselig begynder at blive en lillebitte smule for optimistisk, og det er det, jeg kradser i. Det er derfor, jeg siger, at det er rigtig flot, at bnp for flot lige nu – det er rigtig godt, alt sammen – men det er i gennemsnit. Det er i gennemsnit, og det skyldes bl.a. også, at den måde, vi kalkulerer beskæftigelse fremadrettet på, lige bliver en anelse for optimistisk.

I øvrigt er det jo også interessant, at der ikke er nogen af os her i Folketinget, der ved, hvad det frie råderum ligger på. Det er jo en oplysning, regeringen fortsat holder for sig selv. Det er så udemokratisk, at jeg næsten ikke kan have det. Sørg nu for at skabe transparens, og så kan det også være, at vi har tillid til hinanden.

Hr. Jens Joel.

Jeg kan sagtens finde ting at sætte spørgsmålstegn ved og diskutere – også regnemodellerne – men jeg synes, at det er et problem, hvis ikke vi er enige om, hvad fakta er. Og nu har vi engang aftalt, at de gængse regneprincipper ikke er nogen, man politisk kan lave om på, uden at der er faglig evidens for det. Det er derfor, vi undrer os.

Jeg ville måske nærmere sige, at det gennemslag, som den højere beskæftigelse har, er langsomt, fordi Finansministeriet helt korrekt i virkeligheden ikke regner med, at den stigning, vi har set i eksempelvis seniorer, nødvendigvis fortsætter, og derfor ikke er optimistisk, men derimod nogle gange pessimistisk og lidt konservativt, kunne man sige. Det forstår jeg så at ordføreren synes er en regnemaskine, som regner forkert, om man så må sige. Hvorfor er der den mistro til de gængse principper?

Ordføreren.

Jeg synes, at vi skal sætte os ned og kigge på, hvordan den regnemaskine rent faktisk lige er begyndt at skrue lidt. For jeg er også nødt til at sige, at jeg er meget enig i, at fakta er nødvendigt, og at vi ikke skal rende og finde på noget mistillid, der ikke er behov for. Det er jeg helt enig i. Men vi er også nødt til at være sikre på, at de data, vi får, er rigtige, og vi er også nødt til at få oplysninger omkring det. Og lige nu har vi engang oplysninger om råderummets størrelse, og råderummet er jo baseret på Finansministeriets efter min mening lidt for optimistiske vurderinger i forhold til beskæftigelse.

Hr. Hans Andersen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi har nu sammen lavet en iværksætterpakke, en iværksætterstrategi, der gerne skal løfte vores gode iværksættere rundtomkring i det danske land. Det er jo dem, vi fremadrettet skal leve af. Det glæder jeg mig over. Men kan ordføreren så ikke forklare, hvorfor Det Konservative Folkeparti nu foreslår at rulle en del af pakken tilbage igen?

For jeg kan forstå, at Konservative foreslår at afskaffe aktiesparekontoen og også reducere de skattefordele, der er, for selskabers unoterede aktier. Det er jo alt sammen noget, der skal være med til at understøtte iværksætteri. Så hvorfor er det, at De Konservative, altså 2 måneder efter vi jo sådan set har lavet en aftale om at understøtte iværksætteri, så foreslår at rulle nogle af de her tiltag tilbage igen?

Ordføreren.

Selv tak for den gode iværksætterstrategi. Det er et godt skridt på vejen, men vi havde lige lidt mere i posen, som vi jo på ingen som helst måde kunne komme igennem med, og det var at sikre, at vi rent faktisk får en øgning af produktiviteten i Danmark.

Det er jo noget af det, vi har allerallermest brug for, og der vil en selskabsskattenedsættelse og en flad aktieskat være meget, meget vigtig. Når vi skal finansiere det, har vi modet til at sige, at så tror vi også godt, at dansk erhvervsliv kan leve med, at der er nogle af erhvervsstøtteordningerne, der så forsvinder.

Regeringen valgte jo fuldstændig at ignorere Frigastrapporten. Der er blevet foreslået 58 reduktioner af erhvervsstøtte, og man nøjedes med tre. Tillykke med det. Vi tror faktisk på, at vi kan gøre det her meget, meget bedre, og det vil vi, uanset om vi er med i en aftale eller ej, til hver en tid blive ved med at forsøge at se om vi kan præge.

Hr. Hans Andersen.

Ordføreren står og taler om både en flad aktieskat og selskabsskattelettelser til 12 mia. kr., men det, ordføreren så finansierer det med, er 2,5 mia. kr. Det er 2,5 mia. kr., Konservative nu foreslår at finde ved at fjerne forskellige måder, hvorpå vi understøtter især iværksætteri, og så hænger regnestykket bare ikke sammen.

Jeg har stor respekt for partier, der fremsætter forslag og tiltag, men de skal jo finansieres, og de her 12 mia. kr. er jo ikke finansieret. Der er jo kun finansiering for 2,5 mia. kr., så hvor kommer resten fra?

Ordføreren.

Spørgeren ved jo udmærket godt, at det udspil, vi har lavet, er fuldt finansieret. Det kan enhver da læse sig til. Nogle af pengene kommer fra erhvervsstøttemidlerne, og vi har ovenikøbet overfinansieret det, fordi det er sådan, vi gør det. Så er vi nemlig sikre på, at vi, hvis der kommer spørgsmål til det, ved, at hvis der er et eller andet, vi har misset, så er der styr på det.

Det er da et fuldt finansieret udspil, og det er noget af det, der kan komme til at gøre en verden til forskel for Danmark i forhold til iværksætteri, i forhold til selvstændige og i forhold til de arbejdspladser, som vi hver især enten er ansat ved eller er afhængige af, fordi vi er ansat i den offentlige sektor. Det er da helt afgørende.

Hr. Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til fru Mona Juul for en god tale. Jeg er vild med det, når der bliver brugt billedsprog, og det synes jeg fru Mona Juul er rigtig, rigtig dygtig til. Jeg synes så, det var lidt et mærkeligt valg at vælge en myretue, for hvis man googler myretue, finder man jo ud af, at en myretue er sådan et sted, hvor der er nogle arbejdsmyrer, som knokler, og så sidder der en dronning øverst i butikken og styrer det hele. Og jeg troede, at det var det billede, højrefløjen prøvede at tegne af Socialdemokratiet i demokratiet i hele sidste valgperiode. Det synes jeg var et lidt mærkeligt billede.

Jeg vil godt vende en lille smule tilbage til det spørgsmål, hr. Henrik Frandsen stillede i forhold til grøn trepart, for jeg synes, at fru Mona Juul kommer lidt nemt omkring det, når hun får lov til at sige, at det kunne vi sagtens vi have lavet i blå blok alene. Så vil jeg bare minde om, at fru Inger Støjberg, som jo gør sig selv til klogere end både den nationale formand, men også mange af de lokale formænd i Landbrug & Fødevarer, på forhånd meldte ud, at det ikke kom til at ske sammen med Danmarksdemokraterne. Og hr. Morten Messerschmidt stod i afslutningsdebatten og truede med at trække Dansk Folkeparti ud af klimaloven, hvis det var den vej, man endte med at gå, og han gjorde det sådan set også efterfølgende.

Tror man virkelig på, altså sådan helt seriøst og ærligt, at det kunne lade sig gøre med de to partier i blå blok, hvis der nu skulle være et blåt flertal efter næste valg? Det tror jeg nemlig ikke.

Ordføreren.

Man kan jo tro og tro. Det, jeg håber på, er, at vi får et blåt flertal, og så er jeg sikker på, at i det tilfælde kan jeg og Det Konservative Folkeparti få noget på det grønne område. Så kan vi drive den agenda, og så kan det være, at der er andre blå partier, der vil drive en anden agenda. Det er vel ikke anderledes end at få tre så forskellige partier som S, V og M til at sidde ved det samme bord. Ærlig talt ville det godt nok have været vildt for bare 2-3 år siden at tro, at Socialdemokraterne og Venstre skulle sidde i samme regering, for det var faktisk Venstre, der i allerhøjeste grad kastede sig over statsministeren. Det var det jo, og nu sidder man så ved samme bord. Det er flot, og det er alle tiders, men det kan andre da også finde ud af.

Lad mig lige sige, for jeg ved noget om myrer, at det er godt, at der kom en rød skovmyre frem dernedefra og bed lidt og kom med noget myresyre, for det er nemlig det, de røde skovmyrer kan.