Tak til alle ordførerne og til ministeren for at have brugt tid og energi på at forholde sig til det her beslutningsforslag fra SF. Som jeg kan se det, ender det her måske med, at det bliver en af de situationer, hvor regeringen klarer sig igennem med det smallest mulige flertal i Folketinget. Debatten har jo afsløret, at det store mindretal i Folketinget har gennemskuet regeringen – har gennemskuet, hvad det her går ud på, altså at have indeksering af pensionsalderen flydende frem til næste valg, så alle positioner kan være åbne, og så man kan lade, som om at nu vil man virkelig gøre noget ved det.
Jeg synes også, at der undervejs er kommet nogle gode tanker. Jeg mener, at når hr. Kim Valentin fra Venstre foreslår en arbejdslivskommission, kan jeg godt forstå idéen i det. Jeg synes bare, vi har haft nogle stykker af dem de senere år, og den sidste, som så blev kaldt en pensionskommission, afleverede sin omfattende rapport for kun 2 år siden. Så selv om det er kompliceret stof, skulle vi jo nok have viden nok til at kunne forholde os til det. Jeg kender jo ellers Venstres ordfører, hr. Kim Valentin, som en person, der i hvert fald i løbet af sit liv adskillige gange har været i stand til at sparke bolden i mål, om jeg så må sige, men det her er noget boldtrilleri, hr. Kim Valentin.
Jeg må også sige, at det er jo et frit valg, men jeg har oplevet Moderaterne af sig selv lade sig reducere til at blive trukket rundt ved næsen af regeringen, for handler det her i virkeligheden om, at det er regeringen, der klarer sig igennem med det smallest mulige flertal ved at stemme SF's forslag ned, eller handler det i virkeligheden ikke om, at det er Socialdemokratiet? For var det her virkelig en regering, der fremlagde noget – overhovedet ikke. Fra starten hørte vi også ministeren på talerstolen være en repræsentant for Socialdemokratiet meget mere end det, som en minister almindeligvis er, nemlig en repræsentant for en regering. Og siden hen hørte vi jo så også andre forsøg på at lappe hullerne. Det korte af det lange er, at jeg tror, vi kommer til at se regeringen klarer skærene lige med det yderste af flertallet i Folketinget.
Jeg vil igen lige slå fast, at det her beslutningsforslag – jeg har jo forklaret det én gang, men lad mig gøre det igen – alene handler om, at vi skal have forhandlingerne i gang om eventuelt en ny velfærdsaftale, eller hvad vi skal kalde det, i hvert fald en forhandling om, hvordan vi fremover skal håndtere spørgsmålet om pensionsalderen. Jeg synes, det er helt urimeligt at lade så vigtigt et spørgsmål fra almindelige mennesker hænge i luften i lang tid, så lad os da få en afklaring, og lad os få det, inden vi skal stemme om at forhøje pensionsalderen næste gang. Men jeg forstår da også samtidig så udmærket, at Socialdemokraterne gerne vil trække den her hvide kanin op af hatten som et smart valgtrick, men at tage vælgerne som gidsler og gøre stemmeurnerne til ønskebrønde, er pensionsspørgsmålet simpelt hen for vigtigt til. Med det her beslutningsforslag sikrer vi altså, at vi har en aftale, inden vi skal i gang med eventuelt at forhøje pensionsalderen næste år.
Det var processen om det, jeg vil også sige noget om selve pensionsspørgsmålet. Der vil jeg bare sige, at flertallet i Folketinget rammer fuldstændig forbi bolden ved bevidstløst at hæve pensionsalderen. Det skyldes jo nok, at herinde på Christiansborg er der udbrudt sådan helt særlig grum og smitsom øjensygdom, der hedder snæversyn. Det har man, for man vil nemlig kunne have ét øje på at vride, presse, true den sidste arbejdskraft ud af befolkningen. Inden for murene vil man have pensionsalderen op, op, op. Lige uden for herude har befolkningen i to uafhængige store undersøgelser vist, at ca. 75 pct. er i tvivl om, usikre på og bange for, om de overhovedet kan arbejde frem til den nuværende pensionsalder. For nogle kan arbejdslivet udenfor nemlig kun forlænges, ved at man tager en ekstra håndfuld smertestillende piller med i madkassen. Det kan man da sige er at ramme forbi bolden, ganske ligesom et flertal stjal store bededag, for vi skal jo alle sammen arbejde, arbejde, arbejde, på trods af at befolkningen prioriterer at få en bedre balance mellem familie, fritid og arbejde.
Jeg har dog forstået, at nu skulle det vist nok heldigvis være slut med at skælde ud på danskerne for at have en slap arbejdsmoral. Jeg begriber simpelt hen ikke, hvordan Socialdemokratiet så længe har valgt at være på konfrontationskurs med både lønmodtagerne og almindelig sund fornuft. Nu vil de så øjensynlig gøre op med den automatiske opskrivning af pensionsalderen eller noget i den retning og vist nok – og i øvrigt da tak for det. Så glemmer jeg gerne, at Socialdemokraterne i foråret skød med hidsige spredehagl efter SF med fuldstændig grundløse beskyldninger om økonomisk uansvarlighed, netop fordi vi ville gøre op med den sociale og arbejdsmarkedspolitiske blindflyvning, som den automatiske forhøjelse af pensionsalderen er et udtryk for. Men som jeg allerede sagde i indledningen, er det godt at have kloge venner, som vælger at blive endnu klogere og bryder ud af den spændetrøje, som velfærdsforliget fra 2006 af et udtryk for, så det skal Socialdemokraterne have tak for.
Jeg vil også gerne gentage, og det gælder både for ministeren og for den socialdemokratiske ordfører, igen her, at jeg i den grad kan identificere mig med Lukas, som i Bibelen jo siger, at i himlen glæder man sig mere over 1 omvendt synder end 99 retfærdige, så velkommen, Socialdemokrater, på dette stræk.
Jeg vil også sige, at man er både politisk og socialt tonedøv, hvis man ikke hører utrygheden og usikkerheden hos de mange med lange og hårde fysisk eller mentalt udmattende arbejdsliv. Prioriteringen må derfor være at skabe betingelserne for at kunne arbejde frem til pensionsalderen, og på sådan et nyt fundament vil SF være klar til at forhandle om en pensionsalder. Det kan bl.a. andet ske ved at investere massivt i et trygt og sikkert arbejdsmiljø og i et opgør med den socialt ulige adgang til sundhed, og et andet værktøj er langt bedre muligheder for løbende voksen-, efter- og videreuddannelse gennem hele livet, også for mennesker med korte uddannelser. Det giver muligheder for sporskifte og mindre nedslidning. Og arbejdsgiverne skal forpligtes til på en helt anden måde, end de gør i dag, at tage ansvar for både arbejdsmiljø, uddannelse og et rummeligt arbejdsmarked og herunder en seniorpolitik, som kan tilbyde fleksible vilkår, som kan gøre det attraktivt at blive på arbejdsmarkedet. Så ser vi også gerne, at vi gennemgår, hvordan man bevilger førtidspension og fleksjob på en ny og mere moderne måde.
Men på trods af nye og bedre tilbud om uddannelse og et bedre arbejdsmiljø vil mange alligevel ikke kunne arbejde frem til de højere pensionsgrænser. Til de mennesker skal der være bedre muligheder for at trække sig værdigt tilbage fra arbejdslivet, den såkaldte Arnepension skal omfatte flere, og ydelsen skal være højere, og arbejdskravet for at kunne få den her Arnepension eller seniorpension skal følge med udviklingen i pensionsalderen. I dag er det sådan, at 60 pct. af håndværkere, sosu-assistenter og pædagoger faktisk har trukket sig fra arbejdsmarkedet, før de fylder 66 år, men kun 10 pct. af økonomer, jurister og læger.
Pensionsalderen er jo i dag 67 år, og hvis man har de 3 år på den tidlige tilbagetrækning – eller Arnepension – er pensionsalderen 64 år, og det kræver altså, at man har været 44 år på sit job. Den her Arnepension, som vi kalder den, eller seniorpension giver værdighed, men de skal jo så følge den almindelige opskrivning af pensionsalderen, altså skal vi udvide retten for de to pensioner. Det betyder f.eks., at i 2030 er pensionsalderen 68 år og i 2035 69 år, og for dem, der i dag er sidst i 50'erne, kræver det derfor 46 år på job for at kunne gå på pension som 66-årig – 46 år på job som sosu-assistent eller håndværker. Jeg tror, det er tydeligt, at der er brug for at udvide retten til at blive omfattet af de pensionsordninger.
Seniorer med mange år på jobbet bag sig, eller som er slidt ned, skal have mulighed for en værdig tilbagetrækning. De skal kunne se frem til nogle dejlige år med overskud til interesser og leg med børnebørnene. Mennesker, som har arbejdet siden deres tidlige ungdom, eller som er slidt ned fysisk eller mentalt, skal have mulighed for en værdig tilbagetrækning. Det er godt, at der findes forskellige ordninger, som holder hånden under folk, som har forskellige arbejdsliv. Det er samtidig nødvendigt at skabe bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv, når livet af forskellige grunde ramler sammen om ørerne på pressede lønmodtagerfamilier. Mulighederne for kortere arbejdstid skal f.eks. være tilbud, når sygdom eller børns mistrivsel banker på.
Vi har allerede et A-, B- og C-hold for seniorer. A-holdet flyder ovenpå med høje lønninger og store indbetalinger til pension, og de går bare på pension, når de selv har lyst. Det kan ofte være længe før den officielle pensionsalder, ganske som vi jo har set vicedirektøren i Dansk Industri gøre – en organisation, der ellers hele tiden taler om at forhøje pensionsgrænsen; han vinkede jo farvel til arbejdslivet allerede som 63-årig. B-holdet er de almindelige lønmodtagere med ofte beskedne opsparinger til pension som f.eks. håndværkernes 12 pct. Og så er der C-holdet, som omfatter lavtlønnede mennesker med perioder som arbejdsløse, folk uden for arbejdsmarkedet, som har været på kontanthjælp, førtidspension osv. De ser frem mod mange år i seniorproletariatet. Jeg mener, vi skal gøre forskellene mindre og ikke større. Det er SF's bud på fairness gennem hele arbejdslivet.