Grunden til, at jeg interesserer mig meget for det her spørgsmål, er jo, at hele affaldssektoren er en del af regeringens klimapolitik og målet om at nå de her reduktioner, som det er hensigten at nå. Planen er bl.a., at vi skal genanvende mere affald, sådan at vi kan bidrage til færre CO2-udledninger. Derfor er det her lovforslag, selv om det kan forekomme at være et lille hjørne af klimapolitikken, en vigtig byggesten i forhold til at implementere regeringens klimapolitik.
Spørgsmålet er, hvordan vi så reducerer i affaldssektoren, og der er det her stramme affaldssyn jo rigtig vigtigt. Det er jo også derfor, der er blevet indgået en politisk aftale, hvor ordførerne her i Folketinget har sagt, at de gerne vil forpligte sig på at afvise affaldslæs, som indeholder for meget genanvendeligt affald. Det står i aftaleteksten. Som det også blev klart under førstebehandlingen, og det sagde ministeren jo også selv, har vi i praksis lige nu ikke noget affaldstilsyn. Så jeg er helt enig i, at vi selvfølgelig har brug for en styrkelse af affaldstilsynet. Hvordan er det så, man laver den her stramning? Det er jo særlig interessant, efter man har liberaliseret affaldssektoren, hvor man nu har økonomiske incitamenter til faktisk at brænde mere af, fordi det skaber bedre rentabilitet, og i det hele taget kan man tjene penge på det. Så det er et meget vigtigt emne, det drejer sig om.
Spørgsmålet er så, hvordan vi gør det konkret, og det er vel her, vi kommer ned i detaljen, for så er det, ministeren siger, at det handler om de her fysiske afvisninger. Men det, som jeg synes er det relevante, er jo, at der står i lovforslagets bemærkninger, at det i praksis ikke er muligt – det refererede ministeren også til lige nu – altså at det i de fleste tilfælde ikke vil være muligt af helt rimelige årsager, på grund af at der er nogle arbejdsmiljøregler, der gør, at man ikke kan sprede det og så samle det ind igen.
Men det betyder jo også, at vi så har et lovforslag, som ikke har nogen direkte positive miljøkonsekvenser. Det vil sige, at der ikke er den stramning, som ministeren påstår at der er, og det er jo derfor, det bliver helt centralt, at vi får placeret det her fysiske afvisningstilsyn det rigtige sted. Der står bl.a. også i høringssvarene, at det er placeret et forkert sted, når det bliver for tæt på forbrændingen, for så er det ligesom for sent i processen, og derfor har vi brug for at placere det tidligere i processen.
Derfor er mit konkrete spørgsmål: Vil ministeren ikke bidrage til at lave et ændringsforslag, der ændrer lovforslaget, sådan at vi får den fysiske kontrol et sted, hvor det giver mening?