Tak for det, formand. Jeg har glædet mig helt vildt til at stå på talerstolen her i dag, for det her er en vildt god dag for en gruppe mennesker i vores samfund, som – for manges vedkommende – har haft en langt hårdere gang på jord end de fleste. I dag slår vi endnu en gang fast, at ordblindhed ikke er en sygdom. Ordblindhed er en funktionsnedsættelse, man fødes med, og den kan man få rigtig meget godt ud af. Det behøver ikke være en bagstopper eller et benspænd for det liv, man gerne vil føre, men man kan også, hvis ikke man får den rigtige hjælp, have det som en klods om benet resten af sit liv, og det duer ikke.
Vi lever i et samfund, hvor vi i årevis har haft en situation, hvor de her mennesker, der kæmper med ordblindhed, har skullet bevise gang på gang på gang i løbet af deres liv, at de er ordblinde og derfor bliver ved med at have krav på de hjælpemidler, som vi stiller til rådighed, for at de kan fungere både privat og på en arbejdsplads. Det skaber en stigmatisering, det skaber skam, det skaber skyldfølelse, det skaber tabuisering hos rigtig mange mennesker i vores samfund. I Danmark er der 400.000 ordblinde. Mange af dem klarer sig ufattelig godt, har virksomheder og får gode uddannelser. I Korsør er der en fyr, der hedder Benjamin, som i en alder af 15 år skabte en virksomhed, der hedder Benjamins cykelservice efter nogle dårlige ordblindeoplevelser i sin skole, og nu har han en millionomsætning. Der er masser af den slags historier. Men alt for mange unge tabes også på gulvet.
Historierne er endeløse. Et barn starter i skole, og forældrene ved måske ikke helt, hvad der er galt, lærerne ved det måske ikke, eleverne ved det måske ikke, og stemplet dum og doven får man ret hurtigt i hovedet. Måske får man en test i begyndelsen af sin skoletid, måske gør man ikke. Måske får man læse- og skriveteknologi i tide, måske gør man ikke. Måske, hvis man sent er blevet testet ordblind, kan forældrene spare sammen til, man kan komme på ordblindeefterskole for at nå og redde sin skolegang, inden man skal videre. Måske har forældrene ikke råd. Måske er overgangen fra grundskole til erhvervsskole eller gymnasium en god overgang, hvor den ordblinde elev får al den viden, der er koblet til eleven, overleveret. Måske er overgangen dårlig. Måske får man hjælp på sit gymnasium eller på sin erhvervsskole, måske får man det ikke. Og når man så bliver voksen, kan man risikere at komme ud på en arbejdsplads, som ikke hjælper en med at håndtere ens ordblindhed.
Jeg har set voksne mennesker med store tatoveringer på overarmene, truckførere, som normalt ikke bliver rørt over noget som helst, græde, når de fortæller om, at de er nødt til at spørge naboen om hjælp for at få læst noget op, at de er nødt til at få hjælp skulle skrive et fødselsdagskort, at de ikke kan læse højt for deres børn. Heldigvis hjælper teknologien de her mennesker bedre i dag end tidligere, men samtidig er det skriftlige rum blevet større end det fysiske. Hvis du skal kommunikere med din bank, er det skriftligt. Hvis du skal købe en vare, er det skriftligt. Hvis du skal kommunikere med det offentlige, er det skriftligt. Ja, selv hvis du skal finde en kæreste nu om dage, er det Tinder og Hinge, der går forud for baren i den lokale by. Det skaber en stigmatisering.
Jeg er stolt af, at vi de sidste 30 år har set en udvikling, så det at være ordblind i dag ikke er den funktionsnedsættelse, der gør det sværest at få et godt afgangsbevis i 9. klasse. Vi har lavet fem ordblindepakker, vi har lavet retskrav på test, vi har lavet en rigtig, rigtig, rigtig god ordblindelæreruddannelse, men vi er ikke i mål. Og de mennesker i vores samfund, der kæmper for at blive accepteret med deres at ordblindhed, skal ikke tvinges ned hvert 15. år på en skole med linoleumsgulv for at blive testet gang på gang på gang for deres ordblindhed. Når de har fået deres ordblindhedsbevis, når de har fået deres testresultat, skal de have lov at beholde det livet igennem. Det er nemlig ikke en sygdom, det er noget, man er født med. Det er ikke noget, der går over ligesom influenza, det er noget, vi bliver til at anerkende som værende noget, man lever med, mod og sammen med resten af sit liv.
Så jeg kan med meget, meget stor glæde i stemmen sige, at det her støtter Socialdemokratiet. Det er endnu et skridt i retning af at gøre noget for mennesker, der kæmper med ordblindhed. Og jeg skal på vegne af Enhedslisten sige, at de også støtter forslaget. Tak for ordet.