Tak for det, og tak for rigtig mange gode indlæg. De forskellige kommentarer, der er faldet omkring redegørelsen, falder vel i to kategorier: dem, der knytter sig til indholdet af selve redegørelsen, og dem, der knytter sig til indholdet i vores politik – den rigtige forskel eller mangel på samme, vi gør ude i verden. Flere af stederne hænger de to ting heldigvis sammen, men ikke alle. Jeg vil prøve at lade det afspejle sig også i min tale her.
Men jeg vil godt starte et lidt andet sted. Mange af de tilstedeværende, ved jeg, har ligesom jeg ofte rejst i udviklingslande, og der er ét syn, man ser i stort set alle de lande i verden, der er hårdest ramt, og som har flest udfordringer, på tværs af kloden, og det er kvinder, der kommer bærende – på ryggen, på skulderen, på hovedet, måske på en cykel; måske er det, børnene, der gør det – på brænde. Man ser det overalt. Millioner, hundredvis af millioner af mennesker på den her planet er afhængige af at lave mad over et bål, nogle gange ude i det fri, ofte inde i en hytte, altid med meget store sundhedsmæssige konsekvenser. Det fører til sygdom, det fører til dødsfald. Samtidig er det et meget stort problem i forhold til afskovning og dermed biodiversitet i forhold til klimaet.
Nogle vil måske tænke: Arh, mon ikke, det er de store kulkraftværker i verden og vores flytransport og det store forbrug i Vesten, der udgør de største klimaproblemer. Det er vel næppe, at en kvinde i Afrika og laver mad over et bål. Det er der selvfølgelig noget rigtighed i, men problemet er større, end man lige skulle tro. Samlet set fører den her form for madlavning i verden til emissioner, der overstiger de samlede emissioner fra verdens flytransport.
Den gode nyhed er, at det er noget, vi forholdsvis nemt vil kunne gøre noget ved. Det Internationale Energiagentur har regnet ud, at hvis verden brugte målrettet mod det her problem omkring 6 mia. dollars om året i 5-6 år, så ville man kunne udrydde problemet fuldstændig. Det er mange penge, men i globalt perspektiv, når vi ser på, hvor meget der gives i udviklingsbistand, hvor meget der bruges til grønne indsatser, hvor meget der bruges på klimatilpasning, så er det et overskueligt beløb. Danmark har i mange år arbejdet, som det også fremgår af redegørelsen, med at adressere præcis den her problemstilling i en række lande. Vi vil fremadrettet komme til at bruge langt flere penge på det, heldigvis sammen med mange andre både lande og organisationer.
Jeg indleder med den problematik og det her eksempel, fordi det ret godt illustrerer den sammenhæng, der er mellem klimaforandringer og udvikling. Oftest taler vi om den sammenhæng, der er, fordi klimaforandringerne skaber problemer for lande og der er brug for klimatilpasning og resiliens imod klimapåførte skader i landene. Men ganske ofte vil det også være sådan, at noget af det, vi skal gøre for at bekæmpe klimaforandringernes rod, altså udledningen af drivhusgasser, også er tiltag, som kan have en udviklingspolitisk positiv effekt, og som kan påvirke positivt og meget direkte i de lande, vi har med at gøre.
Eksemplet med clean cooking er et, men et andet kunne være at tilvejebringe adgangen til ren grøn elektricitet. Uden elektricitet er det svært at forestille sig udvikling. Det gælder for den almindelige borger i stort set alle lande på planeten, men det gælder selvfølgelig også i forhold til industri, vækst og arbejdspladser. Derfor er det også et af de områder, vi i Danmark prioriterer meget højt, når vi taler udviklingspolitik og vi forsøger at hjælpe via myndighedssamarbejde, via direkte at støtte udviklingslandene med at få mere vedvarende energi og blive mere energieffektive. Så på den del, der handler om at bekæmpe klimaforandringerne, er der en sammenhæng.
Endnu mere tydeligt er det selvfølgelig at se den sammenhæng, der er i forhold til de skader og de udfordringer, klimaforandringerne giver i de pågældende lande. Klimaforandringerne accelererer og forværrer de problemer, som de fleste lande allerede har i meget, meget stor grad. Det vil selvfølgelig være specifikt fra land til land, hvordan det vil give sig til udtryk, men allermest direkte ser vi det jo, når tørker bliver længerevarende og værre, end de plejer at være, når orkaner, tyfoner og andre naturfænomener rammer hårdt, som vi desværre også ser sker nu på grund af klimaforandringerne, men også i form af indirekte effekter.
Jeg har besøgt en skole i Etiopien, hvor Danmark via UNICEF havde hjulpet med at få lavet sanitet, få lavet gode programmer for uddannelse af piger i life skills, altså hvad de her piger gør, når de får menstruation, uddanne de unge drenge i også at omgås pigerne på en mere hensigtsmæssig måde – alle de her ting, som vi gerne vil have er en del af den danske indsats, og som vi gerne vil have påvirker, men hvor et af problemerne var, at børnene ikke kom i skole. Børnene kom ikke i skole – hvorfor? Ja, fordi klimaforandringerne nu ramte den region så hårdt, at de enkelte familier var så presset, at selv om der var gratis skolegang, selv om der var sanitet, selv om der var mulighed for faktisk at få vand og gå på toilet og alle de der ting, som også trækker, for det var der ikke i almindelige boliger i den landsby, så var det så stor en luksus, at der ikke var råd til at sende børnene i skole.
Så det er en indirekte effekt af klimaforandringerne, og det er også derfor, at den her sondring mellem fattigdomsbekæmpelse og udvikling og klimaforandringer ikke længere i de fleste lande giver meget mening, fordi det hele hænger sammen, og der er ikke nogen vej uden om at have et holistisk perspektiv. Vanuatus' klimaminister, som har en bred portefølje, men herunder jo altså klima, diskuterede jeg det med en dag, hvor jeg sagde, at der er mange, der hævder, at vi skal passe på, at vores øgede fokus på klima ikke betyder, at vi så fokuserer mindre på fattigdomsbekæmpelse, og spurgte, hvad hans holdning var til det. Han sagde, at det giver ingen mening at se på det på den måde, fordi for dem er adaptation, altså tilpasning, udvikling. Uden tilpasning til klimaforandringerne er der ingen udvikling.
Dermed ikke sagt, at vi skal se bort fra de helt traditionelle værktøjer, der er i den her udviklingspolitiske værktøjskasse til at bekæmpe fattigdom. Hr. Christian Friis Bach nævner nogle af eksemplerne. Det er bestemt noget, vi skal arbejde videre med i fremtiden. Jeg kan sige, at selv dér vil det dog ofte være sådan, at vi vil prøve på at få vores indsatser til at leve op til mere end ét formål, så de her projekter i Etiopien, som handler om at tilvejebringe en overførsel, altså en indkomst, til nogle mennesker, som ellers ikke har det, og som de så faktisk laver for at få den højere indkomst, faktisk også typisk er klimatilpasningsprojekter. Det behøver det ikke være, men det er det i det her tilfælde.
Det er jo et meget godt grundprincip for vores udviklingspolitik, at selv om vi giver 0,7 pct. – og tak for de positive ord om det – og selv om vi er et af de få lande i verden, der gør det, og selv om det, når man regner det hele sammen, alligevel også er ret mange penge, som gør en stor forskel, så er det jo en dråbe i et meget, meget stort hav. Derfor bliver vi nødt til hele tiden at tænke over, hvordan vi får brugt pengene bedst, altså hvordan vi får dem brugt på en måde, så de ikke bare løser ét formål, men så de helst og meget gerne kan bruges på en måde, hvor de løser flere formål, hvilket bringer mig til at sige lidt om det her med at mobilisere flere penge.
Mange af jer var inde på, at der er mange andre ting, vi også gerne vil bruge penge på, og det er jo rigtigt. Sådan har jeg det også, og derfor er det nok også fornuftigt at se på, hvordan vi kan få de danske udviklingsmidler til at virke som en katalysator for yderligere investeringer. Det gør vi via IFU. Det gør vi via forskellige andre instrumenter, blended finance-instrumenter. Vi er f.eks. gået sammen med USA og en række nordiske lande om at lave en finansiel konstruktion, hvor vi bruger vores udviklingsmidler til at tage noget af risikoen for investeringer til grøn omstilling i udviklingslande.
Det betyder så, at vi kan få private investorer til at komme ind og betale for selve projektet, og de penge, vi så har lagt ind, er så penge, som forhåbentlig og formentlig ryger tilbage i puljen og kan bruges igen. Gør de ikke det, er det så en risiko, vi har valgt at tage for at kunne generere et meget, meget større investeringspotentiale. Det er noget, som vi kommer til at arbejde mere med i fremtiden.
Til slut vil jeg nævne Ukraine, som jo er Danmarks største modtager af udviklingsbistand nu. Det er klart, at vi har en ambition om i Ukraine, at de penge, vi bruger, jo gerne så hurtigt som muligt og i så vidt omfang, det kan lade sig gøre, skal bruges til at genopbygge landet. Men vi må nok også sige, at vi desværre står i en situation med en forfærdelig krig, der gør, at behovene for hjælp, som er af mere humanitær karakter, altså umiddelbar karakter, stadig er til stede, og derfor går broderparten af pengene også til det. Det er at tilvejebringe adgang til vand, varme, elektricitet, medicin, psykosocial hjælp, minerydning. Danmark skal være til stede, og vi er til stede sammen med gode parter.
Vi fokuserer vores indsats omkring Mykolaivregionen, som præsident Zelenskyj har bedt os om. Det er en indsats, som gør en forskel, som også blev anerkendt af præsident Zelenskyj, da han var her at besøge os i det her hus for nogle måneder tilbage, hvor jeg tror, at vores statsminister fik udtrykt sig noget i retning af, at vi jo er et lille land, så det er begrænset, hvor meget vi kan gøre, hvortil Zelenskyj sagde: Ja, I er et lille land, men med et stort hjerte, og jeres hjælp gør en meget stor forskel. Det synes jeg er værd at minde hinanden og danskerne om. De penge, vi giver, de midler, vi allokerer, er ikke noget, vi gør for sjov; det er noget, vi gør, fordi der er behov for det og der bliver sat pris på det.
Så en meget, meget stor tak herfra også rundt i kredsen for den opbakning, der generelt er. Jeg har taget notater og vil prøve at tage mange af de ting med, som I har nævnt, næste år, men måske også på nogle af de møder, vi jo har løbende med hinanden, f.eks. det spørgsmål, som flere af jer har nævnt om, hvad vi gør for at beskytte kristne mindretal og i det hele taget tros- og religionsfrihed.
Som mange er jer jo nok ved, har vi allerede indsatser på området og dedikerede puljer og dedikerede ansatte i Udenrigsministeriet, der tager sig af de her spørgsmål. Vi har det også som en tværgående indsats i nogle af de multilaterale samarbejder, vi indgår i. Vi har projekter i Nigeria og Mali, hvis jeg ikke husker forkert. Men jeg tænker, at det kan være et meget godt tema for en samtale, og jeg er bestemt også åben for, at vi kan bruge flere midler på det i fremtiden. Det er et meget vigtigt tema, som jo grundlæggende set handler om menneskerettigheder.
Der er masser af andre ting, jeg også kunne have berørt, men i lyset af begrænsningens kunst og alt det der vil jeg lade det blive ved det. Tak.