Tak for det. Jeg vil gerne indlede med at takke for den meget positive modtagelse af det her lovforslag. Vores fantastiske, dejlige land og velfærdssamfund fungerer jo kun, hvis alle de virksomheder og borgere, der er en del af det, bidrager og betaler med og betaler det, de skal, i en tillid til, at hvis de betaler deres skat, så gør naboen det også, og det er, uanset om vi er borgere eller virksomheder, eller hvad vi er. Alternativet er, at velfærdssamfundet bliver udhulet, fordi nogle ikke spiller efter reglerne, og det går jo sådan set også ud over retsfølelsen hos dem, der faktisk betaler det, de skal.
Retsfølelsen kan man jo ikke sætte på formel, men det er helt grundlæggende sådan i et tillidsbaseret velfærdssamfund som vores og i et tillidsbaseret skattesystem som vores, at tilliden udhules, hvis der er en grundlæggende oplevelse af, at nogle kan svindle, uden at det har en konsekvens, og det går faktisk også helt konkret ud over alle de lovlydige virksomheder, der faktisk spiller efter reglerne. For de bliver jo udkonkurreret af nogle, der ikke spiller efter reglerne, dvs. nogle, der ikke konkurrerer på lige vilkår, og som dermed får en hurtigere gevinst ved i sidste ende at kunne tilbyde en billigere service eller nogle billigere produkter, simpelt hen fordi de snyder de andre. Det er jo simpelt hen ikke fair, og som skatteminister er det derfor min opgave at sikre, at skattesvindel hurtigt følges op med effektive sanktioner. Det gælder især, når der er tale om systematisk og organiseret svig og staten svindles for store beløb.
Nu til det konkrete forslag: Vi – og når jeg siger »vi«, er det jo faktisk en samling af stort set alle Folketingets partier på nær De Konservative – foreslår at justere sanktionsniveauet i skatte- og afgiftsstraffesager. Justeringerne indebærer en generel skærpelse af bødeniveauet, og samtidig forøges og harmoniseres beløbsgrænser for bl.a. fængselsstraf. Der er tale om et betydeligt løft i bødeniveauet, der vil ramme de største og mest alvorlige unddragelser hårdest. Samtidig vil de mindste unddragelser blive behandlet efter en forenklet proces med lavere bøder og en hurtigere sagsbehandlingstid, og det vil skabe en mere fair balance, hvor fokus vil være på dem, der snyder mest.
Vi foreslår også at indføre tillægsbøder i fængselssager om smugleri. Det betyder, at der vil kunne straffes med en bøde i tillæg til fængselsstraffen. I modsætning til andre straffesager på skatteområdet bliver der i dag ikke givet tillægsbøder i smuglerisager. Forslaget vil dermed medføre en harmonisering af sanktionspraksis i sager om smugleri og sanktionspraksis i øvrige straffesager på skatteområdet.
Regeringen og partierne bag aftalen foreslår derudover en mulighed for administrativt at pålægge ledelsesmedlemmer et hæftelsesansvar for skatter og afgifter, der ikke afregnes på grund af bl.a. fiktive eller falske fakturaer. Hæftelsen vil være betinget af, at ledelsesmedlemmet har været involveret i svindelen på forsætlig eller groft uagtsom vis. Herved bliver retssikkerheden sikret for de ledelsesmedlemmer, der følger reglerne. Hæftelsesansvaret vil kunne pålægges, så snart der er truffet en skatte- eller afgiftsmæssig afgørelse. Den pågældende vil herved opleve en hurtig konsekvens, og samtidig vil skattemyndighederne bedre kunne sikre sig betaling så tidligt som muligt, efter at svindelen er blevet begået.
Derudover foreslås det at give Skatteforvaltningen mulighed for at inddrage registreringen for skatter og afgifter hos de virksomheder, hvor svindel med fiktive eller falske fakturaer er begået. Sammen med hæftelsesinitiativet, som jeg nævnte før, vil Skatteforvaltningen på den måde bedre kunne sætte svindelvirksomheder ud af spil. Det skyldes, at virksomheder ikke længere vil kunne gennemføre svindel med fiktive eller falske fakturaer, når registreringen er inddraget. Forslaget vil både omfatte de virksomheder, som unddrager skatter og afgifter ved at anvende fakturaerne, og de virksomheder, der medvirker til svindel ved at udstede fakturaerne.
Endelig foreslår vi, som det også har fyldt lidt i debatten her, at Skatteforvaltningen skal kunne foretage arrest i virksomhedernes indeståender på bankkonti, hvis virksomhedernes drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten. Forslaget bygger på en eksisterende ordning, men forskellen fra den ordning er, at fogedretten ikke vil blive inddraget inden arresten, men umiddelbart efter. Herved øges chancerne for, at udbytte fra bl.a. organiseret og systematisk svig ikke forsvinder fra myndighedernes søgelys.
Ved udarbejdelsen af forslaget har der, og det er også det, debatten afspejler, været et stort fokus på, at retssikkerheden opretholdes. Jeg vil gerne kvittere for det gode samarbejde, og jeg kan bare bekræfte, at det har fyldt en del i forhandlingerne at kunne betrygge de partier, der er med bag aftalen, i, at der faktisk er fokus på retssikkerheden. For det er der, og Skatteforvaltningen vil derfor alene kunne anvende muligheden, hvis det antages, at virksomheden forsætligt eller groft uagtsomt ikke vil betale sine skatter og afgifter. Derudover vil virksomheden været sikret en række retsgarantier i retsplejeloven. Det medfører bl.a., at virksomheden vil have meget vide muligheder for erstatning, hvis arresten viser sig at være uberettiget. Det er også sådan, at det, hvis der foretages arrest, skal det domstolsprøves inden for 1 uge, og at det faktisk alene er i det tilfælde, at der beslaglægges midler.
Så synes jeg, at debatten har efterladt det indtryk, at de højere bødeforelæg, f.eks. op til 1 mio. kr., også betyder, at man lukker en virksomhed eller lukker en konto. Det er ikke sådan, at Skatteforvaltningen kan gå ind og lukke en bankkonto for en virksomhed, og et bødeforelæg betyder ikke, at man går ind og beslaglægger 1 mio. kr. Og hvis man som virksomhed får forelagt et bødeforelæg på 1 mio. kr. og man siger, at det vil man overhovedet ikke forholde sig til, så trækkes bødeforelægget tilbage, der vil være en politianmeldelse, og sagen vil overgå til domstolene. Jeg synes bare lige, det er vigtigt at præcisere det.
Så jeg vil sige tak for de bemærkninger, der har været, og jeg ser frem til den videre lovbehandling.