Tak for det. Vi har aftalt, at jeg samler op på de utrolig mange gode, synes jeg, og konstruktive indlæg, der har været, omend jeg med det sidste simpelt hen fik lyst til – nu må man jo ikke trykke sig ind og stille spørgsmål til ordførerne, når man er minister, og det er nogle gange relativt frustrerende – at spørge hr. Torsten Gejl, om han nogen sinde har indgået i forhandlinger, der var åbne. Altså, det har jeg personligt aldrig, og nu har jeg været på Christiansborg i 20 år. Forhandlinger er altid lukkede. Det vil sige, at samtlige forhandlinger, jeg har deltaget i sammen med hr. Torsten Gejl, jo har været lukkede. Der ligger nogle komplette misforståelser i de ting, som hr. Torsten Gejl siger, og så er det i øvrigt forkert, at hr. Torsten Gejl ikke er inviteret; vi skulle jo sådan set snakke sammen senere i dag. Så det er bare for at sige, at jeg lige havde lyst til at trykke mig ind for at stille spørgsmål om det.
Så er det rigtigt, at alle partier ikke har været inde forbi endnu. Det kommer de heldigvis, og derfor håber jeg, vi får anledning til at tale med hinanden. Men bare lige til det der med, at man står heroppe og siger, at det er lukkede forhandlinger, og at det hele er enormt hemmeligt, vil jeg sige, at forhandlingsrum altid er lukkede på Christiansborg, og når vi er færdige med at forhandle, går vi ud og taler om det i offentligheden. Derfor har hr. Torsten Gejl, hvis der er nogen af dem, der sidder og lytter med, der skulle være i tvivl, jo deltaget i forhandling på forhandling, som har været af præcis samme karakter. Det, der så er forskellen her i forhold til rigtig mange andre forhandlinger, er jo, at vi har inviteret parterne direkte ind i rummet. Der er mange gange, det ikke sker på Christiansborg, men det har vi jo så valgt at gøre her.
Jeg har lyst til at kommentere lidt på nogle af de, synes jeg, rigtig gode indlæg, der har været, som opsamling på en, synes jeg, rigtig god debat. En af de ting, der går igen, er, at der er meget stor forskel på social- og sundhedsområdet. Derfor har det sådan gibbet i os lidt på skift på ministerstolene, når der er blevet sagt det her omkring afspecialisering. For vi har jo fået et langt mere både specialiseret og effektivt sundhedsvæsen i dag, end vi havde, når vi spoler tiden tilbage til tiden før kommunalreformen. På socialområdet har vi aldrig haft et meget specialiseret område, og nogle gange er der nogen, der romantiserer tiden før, vil jeg bare sige. Nu sad jeg jo også i Folketinget i tiden før kommunalreformen, og dengang var en af de store debatter på socialområdet jo altså den siloopdeling, der var af det, der i dag hedder § 107-tilbud og § 108-tilbud. Det betød, at man fik tildelt midlertidige tilbud mange, mange gange uden at få lov til at få den stabilitet, der ligger i at få et § 108-tilbud. Det er bare for at sige, at vi skal passe på med at romantisere tiden før det.
Det, vi til gengæld er enige om hele vejen rundt, som jeg hører det, er, at der er behov for mere specialisering på socialområdet. Vi har brug for, at der er større sammenhæng mellem kvaliteten, de ønsker, vi har til kvaliteten, og de behov, borgerne faktisk har. I dag er der ikke den sammenhæng, for der er ikke på samme måde som på sundhedsområdet en specialeplan. Der er i øvrigt heller ikke en plan for, hvad det er for nogle ting, der er så specialiserede, at vi nødvendigvis kun kan have dem enkelte steder i Danmark, fordi specialiseringen ellers bliver for lille. Det mangler i dag, og der lytter jeg mig til, at der er meget bred enighed om, at det er noget af det, der skal gøres noget ved.
Så er der spørgsmålet om samarbejdet på tværs af siloer. I øvrigt er der jo også i forbindelse med rigtig mange andre ting siloproblematikker, og der vil jeg bare bide mærke i et stykke arbejde, som det jo ikke har været mig der har siddet for bordenden ved, men som jeg har deltaget i, både som undervisningsminister og nu også som socialminister. Det er arbejdet med 10-årsplanen for psykiatrien. Det synes jeg jo er et eksempel på det modsatte, altså på, at man faktisk får kigget på tværs af de forskellige ressorter på et område, hvor der er behov for de forskellige ministeriers og siloers blik på det. Det er jeg overbevist om vi også får behov for på handicapområdet, og derfor vil vi også fra regeringens side lægge op til, at vi, når vi arbejder videre med de forskellige ting, så selvfølgelig kan inddrage de andre ministerier, men i øvrigt også andre, også i forhold til det, hr. Torsten Gejl siger, altså om der er andre, der kan blive inviteret, og ja, det er der selvfølgelig.
Sådan har det i øvrigt også været i Sammen om skolen, hvor der har været en fast gruppe af organisationer, der har siddet med, og så har der været inviteret myriader af andre utrolig kloge mennesker, som har kunnet bidrage i de drøftelser, der har været. Det lægger vi også op til med Sammen om handicap. Det synes jeg har givet kæmpemeget, eksempelvis i hele diskussionen om inklusion. Der har det været meget meningsfuldt, at vi, i øvrigt på skift, har kunnet invitere forskellige handicaporganisationer ind, som har kunnet byde ind på det. Det var jeg med til, da jeg sad som undervisningsminister, og derfor ellers havde en gruppe, som primært var Danmarks Lærerforening og andre.
Så bliver der spurgt til det her med økonomien. Jeg tror, det var fru Rosa Lund, der spurgte til det her med, om økonomien så skal vægte tungere. Det er jo et spørgsmål, der har floreret de senere dage, og der vil jeg bare sige sådan helt håndfast, at den individuelle, konkrete vurdering af menneskers behov altid skal stå øverst, og det gør det allerede i dag. Forvalter alle kommuner efter det princip? Nej, for så ville der ikke være omgørelsesprocenter på det niveau, vi ser på området. Men der er ikke nogen tvivl om, både i den nuværende lovgivning, og hvordan det vil være fremadrettet, så længe den her regering sidder, at den individuelle og konkrete vurdering skal stå over hensynet til økonomi i vurderingen af, om et menneske har behov for hjælp. Sådan er det i den nuværende lovgivning, og sådan kommer det også til at være fremadrettet.
Det er jo så ikke det samme som, at det også sker i alle kommuner. Det er jo det, som en meget stor del af det her drejer sig om, og der synes jeg, der indimellem er sådan en tendens til, at så slår man på kommunerne og siger: I gør også bare det hele galt. Der tror jeg, man skal gøre sig det pinligt bevidst, at de regler, vi har lavet her fra Christiansborg, og det gælder f.eks. merudgifter, er komplet urimelige over for kommunerne, altså komplet urimelige! Jeg har nogle gange herfra sagt, at hvis mennesker, der er valgt til Folketinget og sidder på Christiansborg og beskæftiger sig med det her, peger fingre ad kommunerne på den konto, peger der altså fire fingre indad, for de regler har vi lavet. Jeg har selv været med til at lave dem. Jeg har selv siddet i forhandlingsrum, og jeg har selv stemt for dem. De gør det komplet umuligt for kommunerne, og derfor, hvis man som folketingsmedlem tror, at man er ansvarsfri i forhold til at have skabt en situation, hvor omgørelsesprocenterne er så store, har man enten stemt nej til alt på det her område, eller også har man glemt, at der er fire fingre, der peger indad.
Så vil jeg sige i forhold til det, som fru Mette Thiesen siger om overbyg over økonomien, at det er helt rigtigt, at vi har uhyggeligt lidt data på socialområdet. Det vil sige, at i modsætning til skoleområdet og sundhedsområdet, hvor man har meget velbeskrevne områder, både i forhold til hvilke behandlinger mennesker får, og hvad der virker, altså hvad der er evidens for, og i øvrigt hvilken økonomi der er i det, har vi virkelig dårlige data på det her område. Derfor er det rigtigt, at mange af de ting, og det er så til fru Katrine Daugaard, der bliver efterspurgt, er, i forhold til hvad den enkelte type tilbud koster. For at sige det ligeud ved vi det simpelt hen ikke, og det er jo noget af det, der er problemet på det her område. Det er, at vi ikke ved det. Derfor er en af de ting, vi lægger op til fra regeringens side, også, at vi får meget mere detaljeret viden, ikke kun om økonomi, men jo i lige så høj grad om, hvad der virker. For det kan jo heller ikke være rigtigt, at man som borger kommer hen et sted, hvor de, hvis de havde gjort sig den ulejlighed at indsamle viden, havde kunnet sige på forhånd, at det her ikke er et tilbud for den her borger.
Jeg vil lade være med at kommentere på, hvilke ministerier der skal slås sammen. Det tænker jeg er op til statsministeren.
Så vil jeg bare lige til sidst sige noget andet, for det havde jeg glemt. Det er til hr. Torsten Gejl, så jeg slutter, hvor jeg startede, nemlig at de penge, der ligger i det lækkede aftaleudkast, ikke går til lønløft. Tak.