Men når jeg har stillet det her spørgsmål, er det jo for at blive lidt klogere på det her lovforslag, som er ret komplekst, og som indeholder mange interessante ting. Ministeren siger, at det selvfølgelig er nogle økonomer, der skal styre den her økonomiske rammesætning, men det er jo sådan med den her vandsektor, hvilket ministeren også refererer til, at der er et naturligt monopol, så det er ret svært at lave en markedsdannelse og en prisdannelse, hvilket man egentlig forsøger at styrke det her lovforslag. Det er jo også derfor, der er masser af eksperter, Danske Regioner og rapporter, der netop siger, at vi har behov for en mere planlægningsmæssig tilgang.
Det, den grundlæggende politiske samtale her handler om, er jo: Skal vi styre vores vandsektor økonomisk, eller skal vi have en større grad af planlægningsmæssig tilgang fokuseret på vandkvalitet, bekæmpelse af forurening og overvejelser om, hvad vi ønsker at bruge den her sektor til i forhold til klimatilpasning og andre ting? Det, der ligesom er grundlæggende, er jo sådan det overordnede politiske, men det, som det så kan koges ned til, er spørgsmålet: Hvor lægger vi den centrale styring af den her sektor? Der vil jeg bare gerne have ministeren til at bekræfte noget. Er det ikke rigtigt, at det her lovforslag styrker Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forhold til regulering af den her vandsektor, netop ved at man giver dem nogle ekstra kompetencer? Det var det ene spørgsmål.
Det næste punkt er så: Når vi styrker de her kompetencer, er der selvfølgelig et problem med lovforslaget, og det er, at meget af det er bemyndigelseslovgivning. Det vil sige, at vi ikke præcis ved, hvordan det ender, for det handler jo om ministerens og det her tilsyns og det her nye sekretariat rolle i at finde ud af, hvordan man gør det. Så det kunne ministeren måske også gøre mig klogere på i forhold til at forstå, hvordan ministeren vil sikre det. For jeg er jo selvfølgelig meget optaget af formålsparagraffen, og ud over at sikre stabile og lave priser til forbrugerne er det centrale selvfølgelig at sikre en vandsektor og en vandforsyning med høj sundheds- og miljøkvalitet, som også bidrager til forsyningssikkerheden og til at beskytte klimaet og naturen.
Så hvordan vil ministeren sikre, at bemyndigelsen i det lovforslag udmøntes på en måde, der gør, at vi sikrer opfyldelsen af alle de formål? Min bekymring går på, at det er økonomer, der ikke har den rette faglighed, der skal sidde og rammestyre en sektor, hvis formål faktisk er en hel masse andre ting.