Tak for ordet. Jeg tror egentlig, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed gør det så godt, som de kan, med de redskaber, som de nu engang har for hånden. Den debat, som jeg egentlig prøvede at rejse i dag, handler rigtig meget om de redskaber, som de ikke har, men som de burde have. Men hvis man skal diskutere forbedringer af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, skal man nok altid indlede salgstalerne med, at vi har et godt politi. Det mener jeg faktisk også af et ærligt hjerte at vi har, og jeg tror ikke på, at politifolk går på arbejde hver dag for at uddele knippelsuppe eller udøve unødig magt over for borgerne. Jeg tror faktisk, at man bliver politimand for at hjælpe andre, og det gør de fleste også. Hver eneste dag skal de tænke rigtig hurtigt, når de tumler rundt med fyldebøtter, og når de håndterer bandemedlemmer eller meget syge mennesker med sindslidelser. Hver eneste dag skal de tage stilling til ting med meget lidt tid til at tænke i og også meget ofte under ikkeideelle forhold, og det tager jeg hatten af for. Det går godt, og det gøres professionelt næsten altid.
Men vi bliver jo også nødt til at tale om, at politifolk også er mennesker, som begår fejl, og som trods professionalitet ligesom alle andre kan miste besindelsen, lade en finke ryge af panden, have en dårlig dag og lade det skinne igennem eller måske gå for langt i magtudøvelsen. Og ja, nogle gange klager borgerne over det, og nogle gange vil de bare gerne have en undskyldning, og så kan sagen klares i mindelighed. Men andre gange ønsker de rent faktisk også, at sagen bliver undersøgt nærmere, og det er jo her, jeg mener Politiklagemyndighedens sagsbehandling har et svagt punkt. For de sager, vi tit diskuterer, er jo de sager, som også undersøges ringest eller mindst grundigt. Det er de magtanvendelser, som borgerne filmer, hvor de mener politiet går for langt, som kan opleves unødigt voldsomme, og som går viralt i medierne. Her er det selvfølgelig ikke særlig hjælpsomt, når medierne også viderebringer dokumentarer, som senere viser sig at være vildledende og manipulerende som sagen om den syriske familie i Vejle. Det skaber bare unødige brister i tilliden til politiet, og ikke mindst udløste det helt voldsom og uacceptabel chikane mod betjentene og deres familier. Her mener jeg faktisk, at medierne og ikke mindst DR, som bragte den her dokumentar, bør have meget røde ører.
Magtanvendelser er jo sjældent kønne, men det er langtfra det samme som, at de er ulovlige og forkerte. Politiet skal jo kunne gribe relevant ind, hvis en borger er voldsom, og man bliver nødt til så også at anvende den fornødne magt for at stoppe vedkommende. Men de sager, som behandles som adfærdsklager, kører i et forvaltningsretligt spor, og det betyder, at borgeren som hovedregel ikke afhøres. Borgeren indgiver klagen på skrift, og så må man jo håbe, at borgeren har kunnet finde ud af, hvordan han så skulle gøre det. Det forelægges politimanden, som så også svarer på skrift og heller ikke nødvendigvis høres, og så træffer man afgørelsen. Det betyder, at der ikke er de samme gode redskaber til at undersøge sagen, som hvis det efterforskes strafferetligt med edition, aflytning, direkte indhentning af videomateriale osv. Jeg siger ikke, at man skal anvende de allerskarpeste værktøjer i retsplejeloven hver eneste gang – det tror jeg ville være alt, alt for meget – men det virker bare ikke hensigtsmæssigt, at det altid skal køre i det her forvaltningsretlige spor. Hvorfor? Jeg har ikke kunnet se nogen steder i forarbejderne, hvorfor man har valgt lige præcis den løsning, og jeg kan heller ikke se de gode begrundelser for, at vi skulle nægte Politiklagemyndigheden at kunne indlede en undersøgelse med de værktøjer, som man bruger i andre sager. Det må alt andet lige give et helt andet grundlag for at vurdere en sag end det, der indhentes i et forvaltningsretligt spor.
En klageordning, skal man jo huske, skal være til for borgerne. Det er jo derfor, vi har den her klageordning. Den skal være stærk, når det gælder klager over en myndighed, som også kan anvende magt, og så skal den selvfølgelig også tilbyde en ordentlig retssikkerhed for betjenten, men det siger retsplejeloven jo også ret præcist. Der er rigtig mange betjente, som siger, at det lidt er som en sort sky, der hænger over hovedet på dem, når DUP'en har deres sager. Det er hårdt og belastende, fordi sagsbehandlingstiden er lang. Det bliver vi selvfølgelig også nødt til at gøre noget ved, og det handler om ressourcer.
I 2017 blev politiklageordningen jo evalueret. Det er 7 år siden. Den viste grundlæggende, at tilfredsheden med klagerne var faldende. Det synes jeg er tankevækkende, og jeg synes, at det også er tankevækkende, at andelen af klagere, som får medhold, siden hen er faldet støt, mens antallet af klager er stigende. Hvad er årsagen til den forandring? Det synes jeg da som minimum vi burde være nysgerrige på at få undersøgt nærmere. Er det, fordi borgerne klager chikanøst, som det tit hævdes, eller er der faktisk tale om helt reelle sager, som bare dør i det her adfærdsklagespor? Og kan vi egentlig leve med, at advokater fraråder at klage, fordi man aldrig får medhold og i hvert fald aldrig, hvis der ikke er videomateriale?
Vi hørte jo selv, da Retsudvalget var på besøg hos DUP, at de gerne vil have en direkte adgang til politiets systemer, så de selv kan hente det, de har brug for, uden ophold. Hvorfor har de egentlig ikke det? I dag skal de forstyrre politiet for at få dem til at udlevere materialet og skal så vente på, at de gør det. Det synes jeg vi burde kunne løse. Og hvorfor skal de i adfærdsklagesagerne leve med dårligere redskaber til at undersøge påstået vold fra en politibetjent? Alle andre steder i samfundet vil vi da forlange en efterforskning, hvis vi udsættes for vold. Det gør patienten i psykiatrien, der mener, at lægen har taget for hårdt fat; det gør vagten i centeret, som bliver skubbet til; og det gør læreren, der får en knytnæve i ansigtet.
Så jeg synes egentlig, at det er lidt sølle, at vi ikke engang kan blive enige om, og at ministeren ikke tilbyder en arbejdsgruppe, som kan kigge lidt nærmere på Politiklagemyndigheden. Jeg har været lidt tilbage i gemmerne og kigget på citater, fra da vi behandlede det tidligere forslag om den her politiklagemyndighed, og dengang var jeg også selv med som ordfører. Det er meget sjovt, at dengang sagde f.eks. Venstre og Konservative, at de da sådan set var meget tilfredse med den politiklagemyndighed, vi allerede havde, men at de godt kunne støtte, at vi fik en ny politiklagemyndighed. Mon ikke vi er et sted her igen, hvor vi godt kunne trænge til at kigge det lidt efter i sømmene? Jeg har også noteret mig, at hr. Preben Bang Henriksen, Venstres retsordfører, har sagt, at han synes, det er dybt beklageligt, når advokater siger, at det ikke kan betale sig at klage, og at derfor kan der være god grund til at kigge på den måde, Politiklagemyndigheden er indrettet på. Så er der jo også Moderaternes retsordfører, som har sagt, og det går mere på uafhængigheden, at det undrer vedkommende, at det bl.a. er tidligere ansatte hos politi- og anklagemyndighed, som kan søge ind. Jeg undrer mig måske mindre, men det handler mere om, at jeg tror, det ville være svært at finde efterforskningskompetencer, hvis ikke også tidligere politibetjente kan få en ansættelse her. Men det undrer mig, at det er Justitsministeriet, der står for rekrutteringen af jurister til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Det synes jeg måske smager knap så uafhængigt.
Jeg takker for debatten, og jeg takker for, at der er nogle elementer, ministeren gerne vil kigge på. Jeg tror, vi kan komme et stykke ad vejen, som retsordføreren for Dansk Folkeparti sagde, hvis vi får en bedre dokumentation, hvis vi rent faktisk får bodycams, og hvis vi får videooptagelse der, hvor man afhører folk, i detention, og der, hvor man visiterer dem. Hvis vi har video de steder, tror jeg, vi kommer et stykke ad vejen. Og så skal jeg til allersidst også hilse fra Alternativet og sige, at de sådan set også støtter det her forslag. Tak for debatten.