Tak for svaret. Med den aftale, der er blevet lavet, er det om 22 år omkring 4.000 børn, der løftes ud af fattigdom. Det er ikke godt nok, og det er et svigt. Jeg vil så også sige, at det med den aftale, som vi var med til at lave, var det over dobbelt så mange børn, omkring 9.000 børn, der blev løftet ud af fattigdom, men når vi taler om 50.000 børn, der lever i fattigdom, så er det jo også langtfra godt nok.
Derfor vil jeg gerne spørge lidt mere ind til det, som ministeren kommer ind på, omkring den her rette balance. For det, som vi faktisk kan se, når vi fattiggør folk på den måde, altså når vi laver så lav en ydelse, som mindstesatsen er, er, at vi skubber børnenes forældre ud i sygdom, nogle af dem ud i kriminalitet og flere af dem længere væk fra arbejdsmarkedet, end de var til at starte med. Nogle af de børns forældre – faktisk rigtig mange af dem – har det rigtig svært, og det er især psykisk, at de har det virkelig, virkelig svært.
I sidste uge talte vi om, hvordan der ikke er nogen evidens, der viser, at det hjælper unge, som har det rigtig svært, og som psykisk har det virkelig dårligt, med at komme tættere på det at få et arbejde, at man tager 4.000 kr. fra dem om måneden. Men det samme gælder jo også de her forældre. Som ministeren også er inde på, er der heldigvis rigtig mange, som får en god oplevelse med at få fodfæste på arbejdsmarkedet i de her dage. Men det er ikke alle, der gør det, og hos rigtig mange af dem, som ikke har fået det endnu, og som er på kontanthjælp, er det, fordi de kæmper med noget andet end ledighed, og det er bl.a., at de enten ikke har uddannelseskompetencerne, eller at de har en psykisk sårbarhed.
Så jeg vil gerne bede ministeren om at uddybe, hvad det er, hun mener med, at den rette balance er fundet. For vi kan vel være enige om, at man med 50.000 børn i fattigdom så ikke har ramt den rette balance.