Der er en fantastisk scene i »Blinkende lygter«, filmen om de fire venner Torkild, Peter, Stefan og Arne, der er på flugt efter et røveri. De ender i en forladt og faldefærdig gammel restaurant uden for Fredericia. Den ene af vennerne, Peter, er såret og afhængig af kokain, men fordi han har kontaktet en pusher her i København og dermed risikerer at afsløre deres gemmested, låser Torkild og Arne ham inde i et kølerum. Han råber ret febrilsk: Luk mig ud. Men i stedet for at lukke ham ud kalder de på egnens læge, Carl. Det er ham, der bliver spillet af Frits Helmuth; jeg tænker, at mange her i salen godt kan huske ham. Han tilser Peter og konstaterer, at han bare skal have noget mad, noget vand og salt og en flaske snaps. Stefan er lidt skeptisk – I ved, Stefan er ham med den irriterende kæreste, der godt kan lide at puste æg – og han spørger, om Carl nu er sikker på den behandling. Er du læge? spørger Carl og nedstirrer Stefan, der sådan lidt betuttet må svare nej, hvortil Carl så tørt konstaterer: Så gør, som jeg siger. Læger er jo portrætteret i mange forskellige roller i film, nogle lidt mere flatterende end andre, men nok oftest som helte. For heldigvis er Carl fra »Blinkende lygter« i hvert fald ikke så repræsentativ.
Hver især har vi jo i Danmark vores egen læge. Eller har vi nu også det? På papiret er svaret ja, men som med så meget andet ser virkeligheden anderledes ud. Tag f.eks. Lolland. Mange af jer, der bor på Lolland, har haft nogle af de allerhårdeste job i vores samfund. I har knoklet igennem, og helbredet er ikke altid helt så godt. Lolland er et af de steder i landet, hvor rigtig mange danskere har hjerte-kar-sygdomme, og hvor middellevealderen i øvrigt er ca. 5 år kortere end for dem, der bor i Rudersdal. Alligevel er der mange lægeklinikker på Lolland, der har lukket for tilgang. Groft sagt, og det er groft, kan man sige, at der, hvor der er flest danskere, der er syge, er der også færrest læger. Det burde jo være lige omvendt. Og det her er en ulighed, der er grundlæggende og helt og aldeles uretfærdig. For alle danskere har jo brug for deres egen læge, også dem, der bor på Lolland. Derfor skal lægerne derud, hvor de danskere, der er mest syge, bor.
Det er godt, at vi her i Folketinget har fokus på at uddanne flere læger i almen medicin. Først kom lægeuddannelsen til Aalborg. Det er gået godt, og som noget nyt sker det nu også i Esbjerg, hvor den nye uddannelse i medicin det første år fik 1.389 ansøgere til 32 pladser. Og i store dele af Danmark kan vi se et nyt samarbejde, der bobler frem. Især yngre læger går nu sammen med kolleger i stedet for at være alene i deres egen praksis. Nogle steder er det faktisk sågar lykkedes at vende udviklingen. Det gælder bl.a. i Thisted.
Alt det er godt. Det er bare ikke nok. For allerede i dag er der ca. 300.000 danskere, der lider af diabetes. Det er rigtig mange mennesker. Det er en kronisk sygdom. Den giver en ret stor risikofor skader i blodkar og sygdomme i nyrer, øjne og fødder. Og diabetes er en af de folkesygdomme, som flere og flere danskere vil blive ramt af, i takt med at vi lever længere. Samtidig rammes hver tredje af os på et tidspunkt af psykisk sygdom, og andelen af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose, går kun én vej, og det er op. Alt det her er vores sundhedsvæsen ganske enkelt ikke rustet til at håndtere.
I mange år har vi investeret i den højt specialiserede behandling pålandets sygehuse. Det er godt. Se bare på jeres egne familier. I dag er der mange flere, der overlever kræft og andre alvorlige sygdomme. Den hurtige og professionelle behandling på sygehusene skal vi holde fast i, og den skal udvikles, men mange kronikere og mange ældre mennesker kan få mere livskvalitet, hvis vi kan undgå de mange hospitalsindlæggelser, og her skal lægerne spille en afgørende rolle i forhold til hurtig opsporing, udredning, bedre sammenhæng mellem sygehuset, genoptræning, rehabilitering og behandling i hverdagen, måske endda derhjemme. Derfor har vi brug for at skabe en bedre fordeling, så der bliver flere læger der, hvor der er flest syge danskere.
I dag er det normen, at en lægepraksis har 1.600 patienter pr. læge, og det er, uanset om den ligger i Rudersdal eller den ligger på Lolland. Men hvorfor egentlig det? Og hvorfor tager vi ikke udgangspunkt i det, det handler om, nemlig patienterne, så lægen i Rudersdal i fremtiden tager imod flere patienter, der alt andet lige ofte er mindre syge, og så lægen på Lolland kan have færre patienter, der alt andet lige oftere er mere syge? For gør vi det, og det synes vi at vi skal, vil det betyde, at der er brug for færre læger i Rudersdal, og at flere læger i fremtiden skal arbejde i de områder af Danmark, hvor behovet er størst.
At differentiere, i forhold til hvor mange patienter en læge kan have, er et af vores forslag. Noget andet er at se på lægens honorarer, så vi som samfund betaler mere, når man behandler mange af de mest syge patienter, og mindre, når man som læge behandler patienter, der er mindre syge. En bedre lægedækning i hele Danmark er et eksempel på, at selv om vi har gjort noget politisk, skal vi gøre mere. For sådan er det med meget, hvis ikke det meste i politik. Man kan godt både glæde sig over fremskridt og samtidig være utålmodig efter de næste skridt, for et fremskridt er netop kun et skridt frem.
Det var den svenske statsminister Olof Palme, der sagde om politik, at det handler om at ville. Jeg vil tilføje, at det også handler om at kunne. Nogle gange kan man virkelig se resultaterne – en mærkbar forandring i menneskers liv. Lønløftet er et eksempel, som sammen med de offentlige overenskomster giver pædagoger, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, fængselsbetjente og andre flere tusind kroner mere om måneden. Det er før skat, ja, men skatten letter vi også, især for de enlige forsørgere.
Der er meget, jeg er glad for. Der er selvfølgelig også meget, jeg ikke er tilfreds med. Søndag morgen var der en 30-årig yngre mand på Hovedbanen her i København. Enten var han tidligt på færde, eller også var han på vej hjem fra en god fest. Jeg ved det ikke, og det er også ligegyldigt. For lige nu ligger han på hospitalet og kæmper for sin egen fremtid. Han blev brutalt overfaldet af to mænd. Han blev trampet i hovedet. De efterlod ham alene og smadret. Ifølge de første meldinger fra politiet tyder det mest på, at det her overfald var helt umotiveret. Jeg kan ikke se, at livet for ham og hans familie nogen sinde bliver det samme igen. Og hvad er det for en ligegyldighed over for andre mennesker, og hvorfor er der den her ekstreme forråelse? For en uge siden sluttede livet for en kun 15-årig dreng. Han steg af bussen i Husum. Han blev knivdræbt, og en af de formodede gerningsmænd er kun 14 år gammel.
I de sidste par dage har der været voldsomme overfald i Viborg, i Esbjerg, og jeg kunne blive ved, og jeg kunne blive ved. Jeg sender min dybeste medfølelse til ofrenes familier. Jeg synes, at det her er noget af det mest smertefulde, der sker i vores land, og det er dybt ulykkeligt. Det kan ikke få lov til at fortsætte. Det er vores fælles frihed og tillid, der er på spil, og byrden af volden i Danmark er grundlæggende ulige fordelt. For hvad gør nogle forældre? De henter deres store børn fra festen, så de ikke skal tage S-toget hjem alene mere. De bestiller vagter til private fester. De betaler for en taxa til deres unge mennesker for at minimere risikoen.
Men hvad med alle de andre familier – dem, der ikke har mulighed for at hente midt om natten, fordi de på arbejde; dem, der ikke har råd til købe vagter eller betale for en taxa hver weekend; og dem, der er bange for, at det netop er deres pige eller dreng, der bliver den næste i statistikken, enten som offer eller som gerningsmand? Og ved I hvad her i Folketinget?Skaden er sket. Et knivdrab går i breaking, og en time efter går livet videre. Det er ikke det Danmark, jeg ønsker, og derfor bliver vi nødt til her i Folketinget at være villige til at gøre endnu mere for at komme det her til livs.
Vi har allerede strammet meget op med strengere straffe for våben, for vanvidskørsel og nu også for at bære kniv. Til dem, der siger, at vi ikke bare skal stramme, vil jeg sige, at der er blevet brugt millioner og atter millioner af kroner på forebyggelse. Det er bare ikke nok. Vores fornemste opgave i det her Ting er at passe på fællesskabet. Det er at passe på de uskyldige og på ofrene. Det er at passe på Danmark. Lad os derfor på tværs af partierne tage de næste skridt.
Jeg vil foreslå, at vi ser på, hvordan vi gør endnu mere for at få udvist flere. Jeg vil foreslå, at vi straffer hurtigere og hårdere. Voldsmændene skal væk fra gaden, og familierne skal ansvarliggøres noget mere. De grupper af drenge og unge mænd, der ødelægger det og skaber utryghed der, hvor vi andre færdes, bør politiet få bedre mulighed for at tvinge væk. For jo, der er en kraftig overrepræsentation af unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund som gerningsmænd. Der er mange flere af dem, der overfalder i flok. Der er for mange, der dræber med kniv. Der er for mange, der ødelægger andre menneskers liv. Derfor er en stram udlændingepolitik afgørende for alle os, der uanset etnicitet bare gerne have et trygt Danmark, og som ikke skal være bange for at få en opringning midt om natten på grund af de få – de få, der er blevet for mange.
Finansministeriet har igen opjusteret råderummet. Jeg er sikker på, at debatten i dag kommer til at flyde med gode idéer til, hvordan de penge skal bruges. Men skulle vi ikke, inden vi kommer til den diskussion, passe bedre på alle de helt almindelige mennesker, der bare gerne vil have et trygt Danmark tilbage, og bruge noget af vores fælles rigdom på at sikre en bedre retspolitik?
Noget andet, jeg ikke er tilfreds med, er, at udgifterne til administration er steget markant. Noget af det har vi gjort med åbne øjne. Vi har styrket skattevæsenet efter mange års besparelser. Vi har ansat flere i politi og i domstolene. Vi er i gang med en gang markant styrkelse af forsvaret, men det forklarer ikke hele stigningen. Når vi beder kommuner og regioner om at skære ned på bureaukratiet, skal vi være villige til at tage vores egen medicin. Derfor vil vi reducere den statslige administration med 1.000årsværk det første år og flere i de kommende år. Jeg vil gerne sige meget klart i dag, at det her ikke er en kritik af alle jer dygtige medarbejdere, som bliver berørt af det her. I udfører sådan set bare det arbejde, regeringen har bedt jer om. Så det er politikken, der skal laves om. Der er opgaver, der skal væk, og vi skal acceptere, at der er noget, vi ikke længere kan få svar på, fordi vi har besluttet, at alt ikke længere skal dokumenteres og kontrolleres.
Jeg har efterhånden holdt mange taler om bureaukrati, og jeg ved godt, at alle statsministre lige siden Poul Schlüterhar prøvet at gøre noget ved det. Men nu er vi faktisk i gang, og det vil være min påstand, at vi igennem det seneste år i det her Folketing har frisat velfærden mere, end vi har gjort i mange år. Vi fjerner ni ud af ti centrale mål i folkeskolens fag. Vi giver de ældre mere selvbestemmelse, fjerner meget af den politiske styring og overlader ansvaret til dem, det handler om, nemlig borgerne, medarbejderne og lederne. Vi kontrollerer mindre. Med ældreaftalen bliver 98 lokale ældretilsyn fremover til ét, og i stedet for at plejehjemmet den ene dag får besøg af nogle, der kigger på medicin, den anden dag af et ældretilsyn, og den tredje dag af nogle, der kigger på arbejdsmiljøet, så skal tilsynene nu koordinere deres indsats, så deres planlagte besøg på plejehjemmet foregår på den samme dag. Alt det her gør vi for at få mere tid til det, der er det vigtigste for vores ældre og det, de har fortjent, nemlig mere tid til omsorg og relationer, værdighed og selvbestemmelse.
Den lovgivning, der i dag skaber bureaukrati, har vi sådan set selv vedtaget herinde, eller også har vi gjort det i EU. Tag f.eks. børn og unges fritidsjob. Et eksempel er, at en 13-årig gerne må sætte bøger op på biblioteket, men at det er forbudt at gøre det i en boghandel. Et andet eksempel er, at en 13-årig gerne må tage imod varer i en butik, men at det er forbudt på et plejehjem. Et tredje eksempel er, at en 13-årig gerne må hjælpe med at rydde op på en legeplads i vuggestuen, men at han ikke må smøre rugbrødsmadder til børnene om eftermiddagen. Der er jo ikke noget at sige til, at der er nogle arbejdsgivere, der synes, at det er lige besværligt nok at ansætte fleksjobbere, og nok også derfor lader være.
Tilbage i midten af 1980'erne var det syv ud af ti unge under 18 år, der tjente deres egne penge. I dag er det kun omkring halvdelen. Den nye formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov, har om det at være flaskedreng i Valby sagt:
»Jeg kunne organisere, arbejde hurtigt og effektivt, oplære nye medarbejdere, jeg fik ros og oplevede at være en del af et socialt og kollegialt fællesskab. For første gang i rigtig mange år følte jeg mig ikke mindreværdig.« Og videre har han sagt: »Her blev jeg mødt af tilfredse chefer i stedet for skuffede skolelærere.«
Det her citat indrammer for regeringen alt, hvad det handler om. Derfor vil vi foreslå en omfattende ændring af reglerne, så det bliver markant nemmere at få et fritidsjob, få den første løn, vokse med ansvaret og blive en del af et forpligtende fællesskab. Jeg glæder mig til at drøfte vores forslag her i salen og med arbejdsmarkedets parter, så vi kan ændre tilgangen.
I EU-direktivet står det direkte, og hold nu fast:
»Børns sårbarhed kræver, at medlemsstaterne indfører forbud mod, at de arbejder.«
Men er det i virkeligheden ikke omvendt, altså at det at have et fritidsjob faktisk gør en mindre sårbar og mere robust? Helt absurd bliver det i hvert fald, når man tænker på, hvad vi omvendt ikke er lykkedes med at beskytte vores børn og unge imod. Oxycodon, tramadol og fentanyl – der er ikke mange danskere, der kender ordene. Det er nogle af de stoffer, der i dag i går under betegnelsen opioider. Det er euforiserende stoffer, der er betydelig farligere end kokain. De er helt utrolig vanedannende, og de er mere udbredte, end vi tror, i Danmark, også blandt vores teenagere.
Derfor bliver vi nødt til at skærpe indsatsen markant. Personer, der sælger opioider eller har dem på sig, skal have en langt hårdere straf. Køretøjer, der bliver brugt til salg af narkotika, skal kunne konfiskeres, som vi gør det ved vanvidsbilister; og sælger man opioider fra en kiosk, synes jeg faktisk ikke man skal have lov til at drive kiosk i Danmark.
Men det her er ikke nok, for vi bliver også nødt til at gøre noget ved tilgængeligheden. Det er alt for nemt i dag. Det er faktisk bare en kode på Snapchat, så kommer beskeden. Salget af stoffer er ikke længere noget, der sker ved den lokale pusher nede på gadehjørnet; det foregår i høj grad på de sociale medier. Og her er vi så ved det næste emne, hvor man ikke rigtig kan sige, at vi er lykkedes med at beskytte vores børn og unge.
Mens 13-årige ikke har lov til at skrælle kartofler i en daginstitution, må de gerne være på TikTok, Snapchat eller Instagram. Jeg tror, at man skal se på de negative virkninger af de sociale medier på børn og unge, i hvert fald for deres mentale helbred, med samme alvor, som dengang vi forstod, hvor skadeligt det var, når læreren røg i klasseværelset. Hvis ikke vi gør noget hurtigt og effektivt, er jeg bange for, at danske børn om 20 år vil se tilbage på vores generation og anklagende spørge: Hvordan kunne I tillade det?
Jeg synes, det er tankevækkende, at DR-dokumentaren »Alene hjemme på nettet«, som jeg tænker at mange af jer har set, og som netop handler om, hvad børn eksponeres for – der er klip med vold, mord, dødsulykker, selvskade, tortur og selvmordsforsøg – er mærket med advarslen uegnet for børn på grund af billeder, børn har set. Og problemet i dag for os alle sammen er jo, at vi forældre ikke aner, hvad der sker på nettet, og nok også er blevet overrumplet af, hvor mange timer børn og unge i dag er på deres telefoner.
Jeg finder det selv ret chokerende, at en undersøgelse viser, at der er flere elever i 7. klasse, der hellere vil være på telefonen i deres fritid end at være sammen med andre mennesker, ligesom det ikke er nemt at være de eneste forældre til et barn i 3. klasse, som ikke tillader, at barnet må have telefonen. Det er heller ikke nemt at være den 14-årige dreng eller pige, der godt ved, at han eller hun bruger alt for mange timer på telefonen, og som ikke kan lade være, for selvfølgelig kan de ikke lade være. Og den selvfølgelighed hænger jo sammen med, at techgiganterne har udviklet og designet deres algoritmer på en måde, der skaber afhængighed. Med milliarder af data om adfærd optimerer de konstant, hvordan brugernes opmærksomhed bedst fastholdes.
Nogle vil helt sikkert sige: Er der slet ikke noget godt at sige om sociale medier? Det er der selvfølgelig. Der er fællesskaber, der opstår online. Vi kan alle sammen være i kontakt med flere mennesker, end vi kunne før, og verden er blevet mere forbundet. Men hvor de sociale medier på nogle stræk er med til at åbne vores øjne for uretfærdigheder i hele verden, er de nok også med til at gøre os enøjede. I takt med at de ved mere og mere om, hvem vi er, og hvad vi synes, begynder de at bekræfte vores egne holdninger. Vi ser primært opslag, vi selv er enige i, i stedet for at se på dem, der udfordrer os.
Og som om der ikke er nuancer nok, kan man nu med kunstig intelligens manipulere virkeligheden fuldstændig. Man kan fremstille lyd og billeder, der virker ægte, men som fra ende til anden er falske. Nogle kalder det satire, men er det egentlig særlig sjovt? For er virkeligheden ikke den, at vi risikerer at sætte vores tillid til hinanden over styr, når vi ikke aner, om det, vi ser, er ægte? Jeg tror sådan set, at vi lever i en tid, der kalder på det modsatte: på viden, på fakta, på samarbejde, på nysgerrighed og respekt.
Ser vi rundt i verdens brændpunkter, er det desværre mistillid, splittelse, polarisering, foragt, ja, ligefrem had, der dominerer. Det gælder ikke mindst i Mellemøsten. Der er akut behov for mere nødhjælp til Gaza og for en øjeblikkelig humanitær våbenhvile. Hamas skal frigive de gidsler, der nu har været holdt fanget i mere end et halvt år, og Hamas skal nedlægge sig selv, for verden har ikke plads til terrororganisationer. Israel skal give lastbilerne med nødhjælp passage, og de skal lade være med at foretage en landoffensiv i Rafah. Raketter, der rammer ned i tæt befolkede områder fyldt med mennesker på flugt, er total uacceptabelt. Det internationale verdenssamfund må presse endnu hårdere på for en løsning, som parterne på begge sider desværre ikke ønsker, men som er det eneste svar: to stater, der lever side om side og anerkender hinandens ret til at eksistere, så både israelske og palæstinensiske børn kan få lov til at vokse op i fred og sikkerhed.
Da »Blinkende lygter« kom i biograferne i år 2000, var der også uro i Mellemøsten. Der var præsidentvalg i USA, og Putin var præsident i Rusland. Det er meget det samme her 24 år senere, men det meste synes alligevel forandret. Det er, som om uenighederne er blevet uforsonlige, at afstande bliver til afgrunde, og at det, vi i mange år tog for givet, ikke længere er givet.
På mange måder lever vi i paradoksernes tid. Lige præcis i år afholdes der valg i flere lande i verden end nogen sinde før, men samtidig udfordres de regler, vi siden anden verdenskrig har bygget det internationale verdenssamfund op omkring, og demokratierne er under pres. Det er tydeligst i Ukraine, hvor Rusland fortsætter sin brutale angrebskrig. Jeg har sagt det før og vil gerne sige det igen: Det var Putin, der bestemte, at krigen begyndte, og det er Putin, der, hvis han vil, kan stoppe den i dag – trække sine tropper væk fra Ukraine, stoppe bombardementerne af uskyldige og truslerne mod Europa.
Men der er ikke noget, der tyder på, at Putin stopper. Tværtimod tror jeg, at vi skal indstille os på, at Ukraine kun er starten på en ny æra. Rusland er en reel trussel mod Europas frihed. Med påvirkningskampagner direkte ind i vores demokratiske valg, med cyberangreb og med destabilisering i lande og i regioner verden over. Derfor opruster vi. Det gør vi i Europa, og det gør vi i Danmark. Og vi styrker samarbejdet i Arktis og i Nordatlanten – tak til både Grønland og Færøerne for vores fortrolige og gode samarbejde i en stadig mere urolig verden.
Med den nye forsvarsaftale, som et bredt flertal af partierne her i huset står bag, investerer vi nu endelig mere end 2 pct. af vores samlede velstand i forsvaret og i støtten til Ukraine. Vi står på den rigtige side i den verdenshistorie, der skrives i de her år. Vi er blevet en allieret, som man ikke alene kan regne med; vi er også nu en allieret, der ikke længere ligger i læ af andre. Vi opbygger en kampklar brigade i hæren med op til 6.000 soldater. Vi indkøber luftforsvar, og vi indkalder markant flere værnepligtige – mænd og fremover også kvinder. Vi donerer det, som Ukraines modige soldater har brug for, og vi stopper ikke fra dansk side, før der igen er fred. Når vores F-16-fly lander på ukrainsk jord, vil det ikke i sig selv være nok til at vende udviklingen på slagmarken, men de kommer til at gøre en stor forskel, og det tjener os til ære, at vi tør gå forrest.
Man siger tit om valg, at der er meget på spil, og når europæerne skal stemme til Europa-Parlamentet i starten af juni, er det vitterlig rigtigt. Det handler om fred og om sikkerhed, og det handler om Europas frihed. De næste 5 år kan for Europa blive definerende for de næste fem årtier, og derfor er det ikke tiden til at ryste på hånden.
Dertil kommer alle de andre udfordringer, som vi kun kan løse i et stærkt internationalt forpligtende samarbejde. Det gælder klimaforandringer, hvor vi som land kan inspirere resten af Europa ved at vise, at man godt kan gennemføre en ambitiøs grøn omstilling og samtidig sikre almindelige menneskers arbejdspladser. I forhold til migration går Danmark foran ved at føre en stram udlændingepolitik, men vi er også afhængige af, at der er styr på Europas ydre grænser. Techgiganterne skal reguleres hårdere og tvinges til at tage et langt større ansvar, inden de stjæler barndommen fra vores børn.
EU har brug for vores danske idéer og den danske realisme, og Danmark har brug for et stærkt og handlekraftigt EU. Vores europæiske samarbejde er i dag det bedste værn mod krig og ufrihed. Når man går ned og stemmer den 9. juni her i Danmark, er det selvfølgelig en stemme på det parti og på de holdninger, man vil støtte i europæisk politik. Men den her gang skal det også være en stemme for europæisk sammenhold og en stemme imod Putin.
Mens store dele af verden går til valg i år og vi selv skal stemme til Europa-Parlamentet, må vi vente med valg til Folketinget. Jeg kan godt se, at det ærgrer et parti eller to og måske også en mulig statsministerkandidat. Men vi er jo ikke engang halvvejs i valgperioden, og der er meget, vi stadig skal nå. Lige nu forhandler vi med kommuner og regioner om økonomien for næste år. Her har vi én fælles interesse, og det er, at der bliver råd til at løfte den nære velfærd, for det siger sig selv, at når råderummet i dansk økonomi opjusteres, skal det også komme danskernes lokale velfærd til gavn.
Vi er også i gang med at forhandle en trepartsaftale på plads, der skal føre til en CO2-afgift i landbruget, bedre natur, rent drikkevand og mere skov. Fremskrivningerne viser nu, at vi når vores klimamål i 2025 – det er godt, det er mere end godt. Nu er opgaven jo at bruge erfaringerne fra det til at give en trængt dansk natur bedre vilkår. Om ikke længe åbner vi de første naturnationalparker – det er vi mange der glæder os til – men vi skal have livet tilbage i fjordene, og vi skal have en ordentlig og bæredygtig udvikling i vores kystvande.
Vi er på vej med udspil om bl.a. bedre vilkår for iværksættere. I mandags gjaldt det støtte til investeringer i vores grønne industri, og efter sommer kommer der et omfattende sundhedsudspil, for nu bare at nævne noget af det, regeringen er i gang med.
Det var Svend Auken, der engang sagde, at der midt på vejen kun findes hvide striber og døde fluer. I dag kan man tilføje, at der også findes en regering, der ganske vist ikke er blevet kendt for sin popularitet. Jeg undervurderede modstanden mod vores forslag om at afskaffe store bededag. Det var drevet af et behov for at finansiere et løft af forsvaret, hvor der blandt partierne var en større iver for at bruge penge end for at finde dem, og så var det drevet af ønsket om at øge beskæftigelsen. Og netop det, at der er historisk mange mennesker i arbejde i Danmark, flere end nogen sinde før, er sådan set den afgørende forklaring på, at vi i de kommende år kan investere langt mere i vores samfund, end vi havde troet bare for få år siden. Det er fantastisk. Vi har højere beskæftigelse end nogen sinde før og en meget, meget lav arbejdsløshed.
Danskernes arbejdsmoral er i top, og langt de fleste danskere er glade for deres arbejde – selvfølgelig. Derfor var det nok heller ikke det rigtige tidspunkt at starte en debat om arbejdstid på. Jeg forsøgte at gå op imod den italesættelse, jeg synes der findes i nogle kredse, hvor man taler det at arbejde ned, bruger udtryk som hamsterhjul og giver indtryk af, at vores arbejdsliv altid kan være spændende og udviklende for den enkelte. Men i virkeligheden begik jeg nok en fejl, for jeg blev selv fanget ind af Instagram og fortællinger om nogle få, der helt vælger arbejdslivet fra – for det er jo slet ikke det generelle billede.
Jeg har det selv sådan, og jeg tror egentlig, at de fleste danskere har det på samme måde, nemlig at vi sætter en stor ære i at gå på arbejde, at vi gerne vil gøre det godt, og at vi har en glæde ved at tjene vores egne penge. Og ja, vi ved også godt som danskere, at det er vores individuelle arbejdsindsats, der gør, at vores samfund fungerer og er rigt. Der er nogle, der skal hente skrald; der er nogle, der skal operere, når vi bliver syge; der er nogle, der skal passe vores gamle; og der er nogle, der skal servere og lave mad på restauranterne.
Men måske ramte jeg bolden skævt eller blev misforstået eller begge dele på samme tid, for i hvert fald blev oversat til, at danskerne skal arbejde mere, og det beder hverken jeg eller regeringen om. Vi har sådan set stor tillid til, at den enkelte dansker selv kan styre, hvor mange timer han eller hun arbejder. Og vi kan alle sammen undervejs i vores liv få brug for at være mere til stede derhjemme. Det kan være i perioder, hvor vi har små børn, eller i perioder med sygdom. Det ændrer bare ikke på, at det fortsat bør være en dyd i Danmark at gå på arbejde og forsørge sig selv, og det ændrer ikke på, at det er den høje beskæftigelse, der gør, at vi lever i et af verdens bedste samfund.
Med alt det sagt kommer der en dag, hvor hvert parti må svare på, om man har tænkt sig at genindføre store bededag, og hvor de 3 mia. kr., som det vil koste, skal komme fra. Og endnu vigtigere: Hvordan vil man skaffe den nødvendige arbejdskraft på plejehjemmene og i den grønne omstilling? Hvordan vil man gøre det? Eller hvor skal pengene komme fra, hvis man ønsker et opgør med velfærdsforliget?
I det hele taget er det på tide at anholde noget af den dobbeltmoral, jeg synes kendetegner dele af den politiske debat. Hvorfor går man egentlig med i en finanslovsaftale, hvis man synes, den er uambitiøs, ligegyldig og uden retning? Hvorfor er man med i en klimalov, hvis man ikke vil omsætte den til handling? Og kan det virkelig passe, at man er så meget imod en CO2-afgift i landbruget, at man lader andre om besværet og kritikken for så bare at acceptere det efter et valg? Én ting er, at man ikke vil tage ansvaret for upopulære beslutninger, men så kan man i det mindste tage ansvaret for de valg, man selv træffer.
Jeg forstår godt, at man skal vænne sig til en situation, hvor politiske modstandere er gået sammen om at lede landet. Men jeg tror, at det er kommet for at blive, at regeringsmagten i Danmark ikke altid er forankret i en rød blok eller en blå blok. Koster det på identiteten for os tre partier, der er i regering? Ja. For når man er en del af et kollektiv, kan man ikke helt lige så klart som andre sige, hvad man selv står for.
Men det betyder jo ikke, at partierne ikke står for det, vi altid har gjort. Det gør Venstre, det gør Moderaterne, og det gør Socialdemokratiet. Det skal der være plads til at fortælle om, og det øver vi os på i respekt for hinandens udgangspunkter. Nogle er meget optaget af skat, andre mere af velfærd. Det er ligesom en af de klassiske konflikter i dansk politik. Men det er ikke en konflikt, der behøver at være så stor, at vi ikke kan finde et godt kompromis. Det er ikke et nederlag for os Socialdemokratiet, at der nu gennemføres skattelettelser, og det er heller ikke et nederlag for Venstre, at der nu kommer en toptopskat på de højeste indkomster, og det er slet ikke et nederlag for Moderaterne, for det var vistnok deres ide.
Venstrefløjen har i årevis kæmpet for en højere beskatning af de rigeste, og den kommer nu. Højrefløjen har i årevis kæmpet for skattelettelser, og de kommer nu. Er det et nederlag, eller er det en sejr? Hvis det er begge dele, så kan det jo i hvert fald ikke kun være en af delene. Derfor handler det jo om balancer: En ambitiøs grøn omstilling, ja, men på en måde, så det samtidig gavner danske arbejdspladser, vores lønmodtagere og vores konkurrenceevne. Det skal kunne betale sig at arbejde mere, ja, men på en måde, hvor der stadig væk er et ordentligt sikkerhedsnet, for alle kan blive ramt af sygdom eller sociale problemer. En ansvarlig økonomisk politik, ja, selvfølgelig, men på en måde, hvor vi jo, når der er inflation, hjælper dem, der er hårdest ramt, bl.a. ved at forhøje ældrechecken.
Så er der jo de områder, hvor det viser sig, når man begynder at samarbejde rigtigt, at der er flere fællesmængder, end man måske egentlig troede, altså noget, der går på tværs af de traditionelle skel: Organdonationer, abortgrænsen, diskussionen om aktiv dødshjælp. Alt det er vigtigt for danskerne, og det er nu blevet frigjort fra de traditionelle uenigheder. Nogle gange skal vi gå nye veje, og nogle gange skal vi gå foran, især i en verden, hvor kvinders rettigheder rulles tilbage. Jeg glæder mig til, at vi efter sommeren kan præsentere regeringens udspil til en ny værdighed i socialpolitikken, som bliver et eksempel på det nye.
Men for nu og her til sidst vil jeg gerne lige dvæle lidt ved uddannelsespolitikken. Det er selvfølgelig alt for tidligt at gøre det samlede regnestykke op. Men vi kommer til at prioritere massivt i vores uddannelser, og det er her, vi som regering kommer til at gennemføre nogle af de vigtigste blivende og største forandringer af vores samfund. Vi har indgået aftaler og fremlagt udspil om folkeskolen, fgu'erne, universiteterne og erhvervsuddannelserne. »Forberedt på Fremtiden«, kalder vi det, og vi kunne også have kaldt det Tilbage til Grundtvig. For det var ham, der for mere end 100 år siden lærte os, at solen står med bonden op, slet ikke med de lærde. Alligevel har vi i dansk uddannelsespolitik indsnævret dannelsesbegrebet. Vi har gjort det teoretisk, abstrakt, bogligt og akademisk. Og vi har mistet synet for håndens arbejde, det praktiske, det jordnære og det konkrete. Men ingen af delene kan fungere uden hinanden, og det er vi nu i gang med at gøre noget ved.
Det næste bliver ungdomsuddannelserne og de uddannelser, der retter sig mod velfærdsfagene. Jeg forstår godt, at det for mange 14-15-årige kan være svært at vælge, hvad man skal resten af livet. Men det er sådan, vores uddannelsessystem er skruet sammen, medmindre man gør som de fleste og bare tager en stx. Det bliver vi nødt til at genoverveje, så endnu flere unge får lidt mere tid til at finde ud af, hvad det er, de gerne vil bruge deres liv på. Og enten forsøger vi at gøre de enkelte ungdomsuddannelser – og dem er der mange af – lidt bedre, eller også prøver vi at skabe noget helt nyt, som både gavner dem, der er meget dygtige, dem, der i dag slet ikke får nogen uddannelse, og dem, der er flest af, altså alle os midtimellem.
I regeringen tror vi mere og mere på behovet for en helt ny ungdomsuddannelse, som både skal give vores unge bedre tid og en bedre faglig ballast. Så er vi også i gang med at gøre op med det, man kan kalde uddannelsessnobberiet. I alt for lang tid er pengene og prestigen fulgt med de uddannelser, der tager længst tid og er mest teoretiske, og nu går vi den anden vej, og med reformen af universiteterne sikrer vi penge til en massiv investering i erhvervsuddannelserne, så de unge her får bedre udstyr og dygtige undervisere og flere kan komme på en studietur eller andet ligesom deres kammerater i gymnasiet, ligesom vi også gør uddannelserne i Danmark mere praktisk orienterede.
I mange år har det været teorien, der har fyldt, og det samme har afstanden til den virkelige verden. Derfor fjerner vi de abstrakte mål i folkeskolen, vi indfører igen obligatorisk erhvervspraktik, og vi skaber en bedre sammenhæng mellem teori og praksis. Så indfører vi juniormesterlære i folkeskolen, så de drenge og piger, der måske er kørt træt i skolen, kan komme ud på en arbejdsplads et par dage om ugen og med det måske også få lyst til faktisk at gøre den der 9. klasse færdig alligevel. Vi kommer også til at foreslå, at det praktiske indhold skal fylde mere i de uddannelser, der retter sig mod velfærden. Her er frafaldet stort, og relationsarbejdet synes vi igen skal i centrum.
Så er der det vigtige, at vi skal sikre uddannelser i hele Danmark. Derfor kan man snart læse til dyrlæge i Foulum, blive maskinmester oppe i Thisted og pædagog i Holbæk. Og ja, det bør også være sådan, at man fremover kan læse til lærer i Skive. Den næste opgave bliver at undgå, at små gymnasier og erhvervsuddannelser må lukke på grund af faldende ungdomsårgange, og sidst, men ikke mindst, skal der, når vi taler uddannelse, være klare værdier, altså mindre skærm, flere bøger, at læreren skal tilbage som en autoritet, mindre larm og uro i klasserne, en undervisning tættere på virkeligheden, nye veje til en start og flere muligheder for at vende tilbage til uddannelse igennem arbejdslivet, fordi vi mennesker er forskellige, og fordi vi lærer forskelligt. Alt det er den røde tråd i uddannelsespolitikken.
Der er ikke noget, der er så håbefuldt som at se unge mennesker, der stolte og glade fejrer, at de er blevet færdige med at gå i skole eller med en uddannelse. Det har vi en god tradition for her i Danmark, og om en lille måneds tid ser vi de første eksamenskørsler. Vi ser de unge med en studenterhue, og jeg håber, at vi også får lov at se dem med et svendebrev i hånden. Vi ser 9. klasserne, der nu læser til eksamen, men som lige har kastet karameller, og som måske også har haft vandkamp med deres lærere.
Så har vi vores egne traditioner her i Folketinget. Solen skinner, og vi bliver indenfor, vi hejser Dannebrog, og om lidt tager vi hul på en maratondebat, mens dagene bliver længere og æbletræerne er sprunget ud. Jeg elsker alle vores traditioner, og jeg elsker også vores årstiders skiften. Men jeg elsker i særdeleshed foråret, når man ser de første anemoner i skovbunden og man hører lærken og man ser bøgens grønne blade, som vokser sig større, og de første grillaftener.
»Det var forår og Danmark frit«, synger vi den 4. maj, hvor vi sætter lys i vinduet og fejrer Danmarks befrielse, og så en nat bliver det sommer med alle sine lyse nætter. Vi tænder bål og ønsker fred her til lands og måske også ude i verden. Vi tager på festival og markeder, mens det summer af sol over engen, og kløvermarken får lov at stå i blomst. Blæst, salt og vand, koldskål og jordbærboder med eller uden videoovervågning, og med fare for, at nogen vil påstå, at jeg om lidt er kandidat til et job hos turistorganisationen Visit Denmark, så forestil jer alligevel, at man i år i stedet for at køre sydpå på ferie så pakker bilen og kører rundt i Danmark. Hvad ser man så?
Ud over at man vil opdage, at der altid er vejarbejde, så vil man også finde ud af, at afstandene imellem os er utrolig korte, i hvert fald geografisk. Sætter man sig for at køre fra Rudersdal til Lolland eller fra Lolland til Rudersdal, kan man faktisk gøre det på halvanden time. Man kan også stå op med solen over Øresund og nå at nyde skumringstimen ved Vesterhavet, mens bølgerne slår ind over vores kyst. På sådan en tur rundt i landet kan man køre over broer og forbi rapsgule marker, så langt øjet rækker. Man kan se vindmøller og solceller, og man kan mangle insekterne på forruden.
Tager man så en afstikker fra alfarvej, kommer man hurtigt til en af de mange danske provinsbyer, der med sit kirketårn og sit lokale særpræg byder én velkommen. Her gør vi måske et lille stop, går omkring på byens torv, sætter os på en bænk, og måske lægger vi telefonen fra os og falder i snak. To tilfældige danskere, den enes hjemstavn, og den anden udenbys fra, og vi vender helt sikkert, at vejret blev dårligere, end vi håbede på. Vi kommer til at snakke om EM i fodbold, og om Vingegaard klarer den tredje gang i streg i Tour de France. For selv om janteloven siges at være dansk, så er det for intet at regne mod den stolthed, vi har, når en af vores egne klarer sig godt. Mon ikke vi, når vi sidder der på bænken, også bekræfter hinanden i, at verden er lidt af lave, og spørger, hvad det betyder for os? Og sådan kunne samtalen sådan set godt slutte, men måske bliver vi hængende. Måske er der noget, der har fanget vores opmærksomhed, en henkastet bemærkning, en fuge i panden eller et smil i øjet. Det kan være, at vi spørger ind, og at vi er blevet nysgerrige. Måske kigger vi på billeder af børn og børnebørn og taler om, hvordan det mon vil gå dem. Går de en bedre fremtid i møde?
Måske lytter vi så pludselig til hinandens drømme og forventninger – blev livet, som vi havde håbet? – eller bekymringer om renten eller for sygdom i familien. Og da vi så lidt forsinkede fortsætter køreturen, kan det være, at der er en eftertanke, der melder sig om alt det, vi kunne genkende i den anden fra vores eget liv, en påmindelse om, hvor meget vi ligner hinanden her i Danmark, og hvor meget vi har tilfælles, altså alt det, der ikke har noget med politik at gøre, og som alligevel har alt med politik at gøre.
Tænk sig, at vi, der er her i salen i dag, for en stund er betroet det politiske ansvar for det her lille fantastiske land, et land, der er stort nok til at gøre en forskel for vores egne og for verden derude, men også et land, der er for lille til store forskelle. Og selv på de dage, der viser sig at blive værre, end de var i går, så står vi alligevel op og gør alt, hvad vi kan, for at i morgen bliver bedre. Tak for det til alle jer kolleger, og tak for det til alle jer derude, og med de ord vil jeg glæde mig til dagens debat.