God morgen, alle sammen. Nu er det sidste runde om affaldsloven, og jeg vil sige lidt om, hvorfor det er så vigtigt, at vi forholder os til den her lov endnu en gang. For man plejer at sige, at man kan måle et samfunds moralske kompas på, hvordan man behandler de svageste i samfundet, men jeg har faktisk en teori om, at man kan måle, hvor velfungerende et samfund er, på, hvordan affald bliver håndteret. Nu tror I måske, at det er sådan noget, jeg har opfundet til lejligheden, fordi jeg har beskæftiget mig med affald de sidste mange måneder, men det er det faktisk ikke. Det er en teori, jeg har brugt de sidste mange år på at diskutere, og den handler om institutionel kapacitet. Pointen er, at i et fattigt udviklingsland flyder affaldet på gaden, der er ingen offentlig renovation og ingen kloakering, og det afspejler rigtig godt, at kapaciteten i de politiske institutioner i et fattigt udviklingsland er meget lav. Man evner simpelt hen ikke at håndtere affaldet.
Italien er et eksempel på et land, hvor der heller ikke er styr på affaldet. Der er selvfølgelig bedre styr på det end i et udviklingsland, men slet ikke på et tilstrækkeligt niveau. Det vil sige, at affald er et politisk emne; der er konflikter om det; mafiaen bruger det nogle gange som et politisk våben; nogle gange flyder det i gaden, andre gange er det et valgkampstema. Og det afspejler rigtig godt, at i Italien er der heller ikke styr på alle andre områder.
Men i et land som Danmark tænker vi slet ikke på affald, og det afspejler, at vi har et meget velfungerende samfund, hvor det er blevet håndteret så godt, at vi slet ikke skal bruge tid på det. Men det, vi glemmer, er, at det er en ekstremt ressourcekrævende øvelse at have et velfungerende affaldssystem. Det er en civilisatorisk bedrift, som går helt tilbage til 1600-tallet. Affaldssektoren handler ikke bare om miljø og klima. Det startede faktisk med at handle om at undgå skadedyr og smitsomme sygdomme. Det er noget, man for mange hundrede år siden har set som en vigtig politisk prioritet i forhold til at skabe et velfungerende samfund.
Med klimakrisen og miljøkrisen får vi endnu flere udfordringer, som affaldssektoren også skal håndtere. Derfor er det en kerneinstitution i vores samfund. Men det er her, vi som samfund begynder at fejle. I tager alt for let på den her lovgivning, og det siger alt om, hvordan vi som samfund er begyndt at tage alt for let på de grundlæggende institutioner, som skaber grundlaget for det her samfund. Hvorvidt vi kan håndtere vores affaldssektor på en rationel og ordentlig måde, der beskytter mod sygdomme og beskytter miljø og klima, afspejler, om vi har et samfund med en kapacitet til at tilpasse os, opdatere, udvikle og omorganisere os til den nye virkelighed, vi står over for.
Med den politiske aftale omkring affaldssektoren kom vi faktisk et skridt videre. Det handlede om at opdatere affaldssektoren til at afspejle en verden, der skal leve inden for planetens grænser. Men med dette lovforslag, som vi skal stemme om lige om lidt, gør vi jo det modsatte, og det afspejler, at vi ikke er i stand til – vi har ikke længere kapaciteten til det i det her samfund – at organisere vores udfordringer på en rationel måde. Ydermere frygter jeg, at I gambler med de oprindelige krav og funktioner. Jeg frygter, at affald går fra at være noget, som ingen før tænkte på, til at være noget, alle borgere og virksomheder skal begynde at bekymre sig om. Det vil sige, at de ikke bare kan leve deres liv; de skal lave alt det, som vores samfund i virkeligheden skulle finde ud af.
Så vi går fra at være det her meget velfungerende land til at gå ned ad udviklingstrappen igen. Og det afspejler i virkeligheden, hvad der er sket i andre sektorer. Det er sket i skattesystemet, sundhedssystemet, skolesystemet, uddannelsessystemet, ældreplejen osv. Det er hele vores velfærdsstat, vi skal begynde at tænke over. For vi kan ikke længere regne med, at samfundet har styr på det for os borgere. Har Skatteforvaltningen styr på pengene? Er der styr på børnene i skolen? Har regeringen styr på klimakrisen? Det er noget, vi borgere skal gå rundt og bekymre os om. Vi har ikke længere et samfund, som bare holder styr på kloakeringen, renovationen og klimakrisen.
Det er sådan i forhold til alle de her sammenbrud, at når der f.eks. er et sammenbrud i skattevæsenet, får vi en udbytteskandale. Når vi laver for mange liberaliseringer, der ikke er gennemtænkte, får vi overnormale profitter. Og på samme måde vil den her uigennemtænkte liberalisering af affaldssektoren bringe enormt mange skandaler med sig. Og det er noget, vi ved. Det er eksperter, branchen og kommunerne, der siger det. Så når I tror, at lovgivning omkring affald er en ligegyldig, mindre ting, som man bare kan stemme igennem, kommer det til at have store konsekvenser. I er med til at erodere det system, som har udviklet sig siden 1600-tallet, og det næste bliver vel, at det også er kloaksystemet, som skal liberaliseres. Det kan blive rigtig sjovt!
Men jeg synes, I skal betragte det her som en lakmustest på, hvordan vores samfund er. Og for mig at se illustrerer det her lovforslag, at vi har tabt vores sans for at lovgive ud fra almenvellets interesser i det her hus. Det her hus illustrerer nu, at vi ikke udfører den opgave, der var tiltænkt os. Det her illustrerer, at der er for mange, der har interesser nogle få økonomiske steder, men det her hus skulle gøre det ud fra samfundets bedste, ikke ud fra, hvordan man kan tjene nogle penge et sted. Og det vil sige, at der vil være få, der vinder, og mange, der taber.
Jeg vil lige kort sige noget om den parlamentariske proces, for det er faktisk på trods af modstand lykkedes at lave en nogenlunde forsvarlig parlamentarisk proces, hvor vi har fået alle de problemer belyst, dokumenteret og skrevet ind i historien for altid, som vi godt vidste var der, før der bliver stemt om den her lov. Så der er ingen af jer, der skal komme bagefter og sige, at I ikke var advaret – ingen af jer. I har alle fået muligheden for at blive orienteret; vi har holdt høringer og haft samråd. Og vi er fem partier, som tre gange har forsøgt at få udskudt tidsfristen for at give jer muligheden for at tænke jer om og stemme imod det her forslag. Men jeg tror desværre, at manuskriptet er skrevet. Vi ved, at det kommer til at ske. I er blevet advaret, men I ignorerer det.
Men det, jeg også godt ved, er, at I også ved, at I burde stemme imod det her lovforslag. Så mit spørgsmål til jer er egentlig: Hvordan kommer vi hen i en situation, hvor I kan forholde jer til, hvad der egentlig er fornuftigt og rationelt, og hvor I lytter til kritikken? Hvordan kan vi få rustet det her hus, sådan at I ikke sidder og er helt bange, og sådan at I ikke bare stemmer, men lytter til den kritik, der er? Hvordan kommer vi hen et sted, hvor taktik, spin, forlig og alt det her inde i Christiansborgboblen bliver mindre vigtigt, og hvor I faktisk kan kigge ud ad vinduet ud til borgerne, ud til virkeligheden og faktisk forholde jer til den?
For herinde er vi folkevalgte. Vi har et personligt ansvar. Vi vælger noget, som har konsekvenser for rigtig, rigtig mange mennesker. Og borgerne har ikke givet jer et mandat til at gøre en sektor mere sort. Borgerne har heller ikke givet jer et mandat til ikke at passe på deres penge. Og det er begge ting, der sker med det her lovforslag, og det er altså ikke en retfærdig måde at gøre det på. Desværre ved jeg godt, at I allerede har besluttet jer. Jeg ved godt, at I ved, at I har fået at vide, hvad I skal stemme. Men det, jeg bare vil sige til jer, er, at jeg tror, I kommer til at huske det her øjeblik – det øjeblik, hvor I fejlede i forhold til at sige fra over for et system, fejlede ved at sige: Jeg vidste godt, at det politiske system var gået i stykker, og at der var gået for meget taktik og spin i det, men jeg kunne ikke sige fra.
Jeg har brugt rigtig meget tid på den her affaldslov, og det er, som jeg siger – og nu vil jeg gentage min pointe her til sidst – fordi det ikke bare handler om affald; det handler om, hvorvidt vi som samfund har et demokratisk system, som kan håndtere store politiske udfordringer og skabe et stabilt samfund for verden, som vi har udviklet igennem flere århundreder. Det skalter og valter man med lige i øjeblikket. Jeg er interesseret i at forstå, hvordan det her hus arbejder. Hvad er logikken? Hvordan arbejder ministerierne? Hvad er det for en viden, der er tilgængelig? Hvad er det for en ekspertise, man lytter til? Hvad er det for interessenter, der har adgang? Hvordan er det, vi opnår et samfund igen, hvor det her hus lovgiver i almenvellets interesse?
Så jeg ser det principielle i det her lovforslag, og derfor vil jeg en sidste gang appellere til jer og håbe på, at I har modet til at gøre det, som I godt ved er rigtigt.