Tak for det. Voltaire skrev engang et brev til en ven, som han indledte: Undskyld, at jeg skriver så langt et brev, jeg havde ikke tid til at skrive et kort. Med det mente han selvfølgelig, at det er ulig meget nemmere bare at skrive alle sine tanker, analyser og argumenter ned, end det er at kondensere dem på færre linjer. Det har også været en udfordring på små 30 sider at beskrive Danmarks udviklingspolitik og ovenikøbet også holde det op imod udviklingen i den store verden og den strategi, som vi udmønter med vores udviklingspolitik. Men vi har forsøgt, og jeg takker for de rosende ord, og jeg noterer de mere kritiske. Næste år vil vi forsøge at gøre det endnu bedre.
Jeg vil også gerne starte med at takke for nogle rigtig, rigtig gode taler. Dem af jer, der kender mig, ved, at jeg aldrig ville sige sådan noget, hvis ikke jeg virkelig mente det. Det er virkelig tydeligt, at vi har nogle ordførere, der ved noget om området, og som er engageret i det, og det er en fornøjelse, når man er minister for området. Så tak for det. Det overrasker mig ikke meget, fordi vi også har gode debatter og diskussioner med hinanden, når vi mødes, specielt i kredsen bag strategien, men også bredere.
I forlængelse heraf vil jeg så også godt sige, at de ting, som ikke er med i redegørelsen, som I med rette siger de godt kunne have været, er I meget velkommen til at bede om at få et deep dive i eller en længere analyse eller diskussion af, enten i udvalget eller Nævnet eller ovre i ministeriet hos mig under lidt mere uformelle former. Det stiller jeg meget gerne op til, som I ved.
Danmark er et lille land med et stort hjerte, og vi har været det i over 40 år. Vi er et af de få lande i verden, som giver 0,7 pct. af vores bni i udviklingshjælp. Det er noget, som de lande, der har haft gavn af vores hjælp, de lande, som betragter os ikke bare som donorer, men som partnere, sætter pris på. Det er faktisk lidt svært at sætte ord på, hvor stolt man bliver på kongerigets vegne, når man har den ære, som der ligger i mit hverv, en gang imellem at komme ud og møde nogle af de mennesker, vi hjælper. Det gælder navnlig dem, vi hjælper umiddelbart – det barn, der får en lille pose med sådan noget pasta, der er lavet af peanuts, fordi det er det allermest næringsrige, man kan give i Afarregionen i det nordlige Etiopien, og hvor man ved, at det er danske penge, der har betalt det her, og havde den lille pige ikke fået det, er det ikke sikkert, at hun havde overlevet.
Det er klart, at vi skal være stolte af at være i stand til at hjælpe så mange mennesker umiddelbart, hvad enten det handler om fødevarer, eller det handler om beskyttelse, eller når man har været udsat for en katastrofe og må flygte, når det handler om et jordskælv i Tyrkiet eller Syrien eller om at få vand eller få sin gård op at køre igen efter en mislykket høst. Alle de der helt umiddelbare, konkrete ting, som hjælper nu og her, skal vi selvfølgelig være stolte af, men vi skal også hele tiden arbejde på at blive endnu bedre til at gøre det mere effektivt, så vi hjælper flere. Det gælder også den anerkendelse, vi får, og den forskel, vi har gjort som land i det lange træk.
Det er virkelig et faktum, at vi i Danmark igennem rigtig mange år, fire årtier, har formået at give en stor hjælp; en hjælp, som altså relativt i forhold til vores rigdom her i landet er stor, men som mange steder også nominelt, altså i kroner og øre, er kæmpestor, og hvor vi også er blandt de største bidragydere, både i de enkelte lande eller på enkelte indsatsområder eller som enkeltdonorer til forskellige FN-institutioner eller andre institutioner.
Så min første grundlæggende pointe er, at vi er et lille land, som gør en stor forskel. Et af de udtryk, jeg hører alleroftest, næsten så meget, at jeg trækker på smilebåndet, fordi det næsten er en kliché, er: You punch above your weight. Det er et udtryk, der er lånt fra boksesporten og handler om, at man i overført betydning simpelt hen bokser i en vægtklasse, der er tungere end den, man egentlig burde være i, når man ser på, hvor meget man vejer. Så langt, så godt.
Men verden forandrer sig, udfordringerne forandrer sig, og derfor er det heller ikke nok bare at sætte nogle penge af, og det er heller ikke nok bare at sige: Vi har noget erfaring, og vi har altid givet penge til dette eller hint. Vi bliver også nødt til løbende at blive klogere, og jeg er enig med dem af jer, der har påpeget, at der er brug for mere analyse af, hvad der egentlig virker og ikke virker.
Der er også brug for flere diskussioner af de dilemmaer, der er, for udviklingspolitikken – og det gælder de fleste politikområder, men udviklingspolitikken i særdeleshed – er fyldt med dilemmaer. Hvad gør man, når et land opfører sig udemokratisk og knægter menneskerettigheder? Fortsætter man så med at hjælpe dem? Ja, man har ikke meget lyst til at hjælpe magthaverne, men trækker man støtten, hvem er det så, det rammer? Ganske ofte vil det være præcis dem, vi gerne vil beskytte, det rammer. Hvad gør man, når Taleban siger i Afghanistan, som de har gjort lige nu, at kvinder ikke må arbejde, heller ikke for nødhjælpsorganisationer? Jamen det er jo frygteligt. Trækker vi støtten, ved vi bare, at dem, det går ud over, netop er de kvinder, vi gerne vil hjælpe. Omvendt kan vi heller ikke bare lade stå til. Vi bliver nødt til at have en reaktion på den beslutning, som jo er helt horribel.
I Uganda har man lige besluttet at indføre dødsstraf for homoseksualitet. Uganda modtager mange penge fra den danske stat i hjælp til forskellige projekter. Men det er også på den danske ambassade, at lgbt-personerne mødes og samles, og det er bl.a. med støtte fra Danmark, de har mulighed for at organisere sig og få deres stemme hørt. De siger jo ikke til os, at de ville ønske, at vi trak os ud af landet. Tværtimod siger de, at de ville ønske, vi bliver. Omvendt kan vi jo heller ikke bare sige, at det er fint nok, og at vi accepterer det, for der er forskellige kulturelle forhold, der gør sig gældende, og det er jo et demokrati, og de må gøre, hvad de vil. Det kan vi ikke sige, når de så grundlæggende knægter menneskerettighederne. Så det er dilemmafyldt.
Det er også – på et lidt andet abstraktionsniveau – dilemmafyldt at beslutte, hvor mange penge vi skal give til multilateralt samarbejde, og hvor mange vi skal give til bilateralt samarbejde. Når man laver noget bilateralt, har vi selv helt hånd i hanke med, hvad vi laver. Vi får også den goodwill, der følger med, og dermed den politiske indflydelse, der følger med, og vi kan også indrette den fuldstændig efter de forskellige prioriteter og værdier, vi har i vores fælles strategi. Omvendt er det klart, at når vi arbejder sammen med andre via ofte store organisationer, kan vi gøre meget mere, fordi det er meget større programmer, og vi kan også have gavn af andres ekspertise.
Når hr. Christian Friis Bach f.eks. stiller spørgsmålet, om vi skal give mere budgetstøtte, er det også et dilemma, for ja, det er åbenlyst, at det vil der være brug for i rigtig mange lande af de årsager, som er blevet nævnt i debatten her, nemlig primært, at hvis et land skal være velfungerende og skabe mere lighed og bekæmpe klimaforandringer og bekæmpe fattigdom og sult og alt det der, kræver det også, at der er nogle stærke institutioner, et stærkt demokrati og en stærk stat. Omvendt er det noget af det mest sårbare i forhold til korruption, i forhold til måske at komme til at støtte de forkerte – dem, som ikke har de samme værdier, dem, som knægter menneskerettighederne – fordi det er sværere at kontrollere. Det er derfor, jeg måske er en lille smule skeptisk, i forhold til om vi dansk side skal gøre det fra direkte bilateralt. Omvendt har EU de muskler, der skal til for faktisk at lave den her form for støtte, fordi EU også kan gå ind og kontrollere, at pengene så bliver brugt ordentligt. Derfor er det den kanal, vi har valgt at bruge nu til at give den form for støtte.
Det her er bare et par af de dilemmaer, vi står over for, men forhåbentlig er det også eksempler på, at der ikke er mange ting, der er nemme i udviklingspolitikken. Derfor er det os også så godt, at vi har de her debatter, og derfor er det så godt, at vi har det løbende samarbejde, som vi har, hvor vi hele tiden og kontinuerligt tager op til kritisk eftersyn, hvad det er, vi gør.
Når man taler om en redegørelse, der skal give en vurdering af, hvor vi står lige nu, og hvor vi skal hen, er det måske mest rimeligt, at jeg bruger ekstra tid på at beskrive, hvad det er for ting, der har forandret sig. Jeg kan altså heller ikke finde ud af den tid her. Hvor lang tid har jeg tilbage? (Tredje næstformand (Karsten Hønge): 10 minutter og 49 sekunder, 48, 47, 46). Godt.
Det er klart, at det er et faktum, at klimaforandringerne nu for alvor er begyndt at sætte ind. For bare få år tilbage kunne man måske stadig væk godt diskutere, om det var noget, der vil komme om 10 år eller 20 år. Selv de mest pessimistiske forskere regnede jo nok med, at der nok gik nogle år, inden det for alvor ramte, men nu ved vi, at der stort set ikke findes et udviklingsland i verden, som ikke er ramt ganske alvorligt af klimaforandringerne allerede nu, og nogle af dem meget alvorligt, og det er altså nu, hvor den globale temperaturstigning er på lidt over 1 grad. Hvad sker der, hvis vi rammer 1,5 grader, hvilket desværre er ganske sandsynligt, hvorefter en masse af de her tipping points vil være nået, hvor mange selvforstærkende effekter vil sætte ind? Hvad sker der så? Ja, det er ikke svært at forestille sig, desværre. Det er langt flere, langt værre ekstreme vejrfænomener.
Allerede nu ser vi forfærdelig tørke på sjette eller syvende år i træk på Afrikas Horn, og når vandet så endelig kommer, kommer det stærkere og oftere i form af storme og orkaner, så de heller ikke kan håndtere det. Nogle, som måske var vant til at skulle håndtere cykloner hvert 5. eller 10. år, eller som kunne huske, at deres forældre havde snakket om, at det var der engang, da de var børn, bliver nu ramt af det med måneders mellemrum. I Stillehavsregionen er det nogle gange med dages mellemrum. Det er altså cykloner, som fuldstændig fejer landsbyer, huse, bygninger – alt – væk.
Det sker nu, og derfor er det at bekæmpe klimaforandringerne og det at tænke klimapolitik ind i udviklingspolitik ikke sådan et eller andet smart politisk greb. Det hører jeg i øvrigt heller ikke nogen af jer antyde at det skulle være, men jeg støder nogle gange på den kritik. Der er også nogle afrikanske lande, har jeg hørt, som har artikuleret en frygt – og jeg vil faktisk sige med rette, for vi skal passe på, at vi ikke tager penge fra fattigdomsbekæmpelse og så bruger dem til at lave nogle vindmølleprojekter, som i øvrigt er så rentable, at de sikkert ville være blevet lavet alligevel.
Den fare skal vi lige have med som en parentes; den er der jo. Den er der ikke i den danske politik, for det er jo ikke det, vi gør. Det, vi gør, er, at vi siger, at vi ved, at stort set alle de traditionelle udviklingspolitiske udfordringer, vi står over for, er påvirket af klimaforandringerne. Jeg har i hvert fald endnu ikke selv kunnet finde en udfordring, der ikke var det. Der er de helt åbenlyse udfordringer som fattigdom – det er klart, det giver sig selv – og der er tørke, orkaner, storme. Alt det her påvirker fødevareproduktionen, det lægger samfund ned, det smadrer arbejdspladser, smadrer boliger, det ødelægger infrastruktur, ødelægger energiinfrastruktur osv. Det er klart. Det tror jeg er den mest basale, grundlæggende sammenhæng, som ingen kan benægte der er.
Men der er også nogle lidt mere indirekte sammenhænge. Tag f.eks. uddannelse. Noget af det første, der sker, når fattigdom rammer, eller når naturkatastrofer rammer – det er ganske velbelyst videnskabeligt – er, at forældrene holder børnene hjemme fra skole. Så er spørgsmålet altså ikke, om der står en skole, hvilket der mange steder i verden heldigvis gør på grund af dansk støtte; spørgsmålet er, om de har råd til at sende børnene i den skole, eller om det er en luksus, de ikke føler de har råd til, fordi de børn skal bruge deres dag på at gå 50 km efter vand eller skal arbejde eller datteren i værste fald skal giftes væk for tidligt eller i allerværste fald skal sælges. Det sker. Dermed jo ikke sagt, at vi ikke skal bruge penge på at bygge skoler og lave sanitet i skolerne; det skal vi også, og det kommer vi også til. Vi har i 2023 sat 440 mio. kr. af til det, men vi bliver jo også bare nødt til at huske på, at det ikke nytter noget, at de skoler er der, og at der er rindende vand, hvis ikke børnene kommer der.
Alt det her skal ikke misforstås sådan, at vi så nu bare skal bruge hele vores udviklingsbistand på at begrænse udledningen af drivhusgasser, alene af den årsag at de lande, vi laver udviklingsbistand i, er dem, der har mindst skyld i, at vi står med et klimaproblem. Verdens mindst udviklede lande står kun for 4 pct. af verdens drivhusgasudledninger. Så det er ikke så meget det, der er formålet. Det primære formål vil være klimatilpasning.
Klimatilpasning kan så betyde mange ting, og de rigtig gode klimatilpasningsprojekter er også projekter, som både begrænser drivhusgasudledningerne, og som hjælper med at tilpasse og skabe muligheder for vækst og udvikling i landet. Det kunne være at plante skov eller mangrove; det kunne være at hjælpe med at udbrede afgrøder, der er mere resistente over for tørke; det kunne være, sådan som vi gør det i flere afrikanske lande, at vi giver en kontant udbetaling til dem, der har allermest brug for det i et lokalsamfund, altså de fattigste og de svageste. Men de får ikke bare pengene. De får pengene for at udføre et stykke arbejde, og det stykke arbejde, de udfører, er klimatilpasningsprojekter, f.eks. at lave vandreservoirer, så kamelerne kan få vand, også når der er tørke, eller det kan være som i Addis Abeba, hvor vi hjælper med at støtte, at folk kan grave dæmninger, diger og huller, som kan sikre, at vandet ikke skyller byen væk, når det kommer.
Så ikke bare problemerne hænger sammen, men ganske ofte – og heldigvis, kan man sige – hænger løsningerne faktisk også sammen. Og der er ikke én krone af dansk udviklingsbistand – ikke en eneste krone – som kun går til ét formål, når det handler om det grønne. Der er altså ikke én krone, der kun går til at skabe grøn energi, men der er flere af verdensmålene, som vi sigter efter at adressere med den samme krone. Det vil sige, at det de steder, hvor vi f.eks. hjælper med at lave grønne vedvarende energiprojekter, også handler om, at det er et verdensmål at sikre energi til mennesker, elektricitet.
Mange af de steder, hvor vi kan hjælpe, fordi vi har ekspertise fra dansk side i vedvarende energi, er vedvarende energi i øvrigt ikke bare den billigste energiform, ikke bare den energiform, der forurener mindst, selvfølgelig i forhold til drivhusgasser, men også i forhold til lokal forurening, altså luftkvalitet. Det har faktisk også været den praktisk mest gennemførlige måde at levere energi på, fordi man simpelt hen ikke har de forskellige elektricitetsnet, de grid, der er nødvendige, og derfor kan man lave det lokalt. Der er meget nemmere med sol eller vind, end det er med så mange andre energiformer.
Det her er en erkendelse, som vi ikke kun er kommet til i Danmark, men en erkendelse, som lige nu også afspejler sig i debatten om at lave en reform af MDB'erne, herunder specielt selvfølgelig Verdensbanken. Det er et arbejde, vi fra dansk side går ind i med store ambitioner. Det er jo rigtigt, som det også er blevet sagt i debatten i dag, at udviklingshjælp og det at skaffe penge til udviklingshjælp ikke kun handler om at sætte de 0,7 pct. af, men at det også handler om, hvordan vi kan generere flere penge. Uanset hvad for en holdning man måtte have til, om klimabistanden skal være additionel eller ikke additionel, vil jeg bare lige helt personligt i en parentes bemærke, at jeg sådan set tror, vi skal være ret glade for, at det her med, at den skal være additionel, hverken i Danmark eller andre lande bliver tolket særlig krakilsk. For al den stund at der kun er omkring fem lande, der giver 0,7 pct., og ganske få, der giver over 0,7 pct., ville det jo, hvis klimabistanden kun måtte ligge oven i de 0,7 pct., betyde, at der så ikke ville blive givet nogen klimabistand. Men det var bare lige en parentes.
Hvad der er vigtigere, og hvad jeg tror vi har større chancer for at blive enige om, er jo, at der er brug for så mange flere penge. Altså, det er jo ikke milliarder, det er billioner, hvis vi samlet set ser på tab og skader, klimatilpasning, klimaomstilling. Mange af jer har fulgt debatten i COP-forhandlingerne, hvor vi har kæmpet for, at der skal samles 100 mia. dollars fra 2020 til 2025, som verdens rige lande skal give til verdens fattigste lande, og nu ser det endelig ud til, at vi efterhånden er ved at have samlet de penge. Danmark giver jo betragtelig mere, end vores størrelse egentlig tilsiger, men nu ser det så endelig ud til, at vi er ved at være i mål med det, og det er godt. Men det er 100 mia. dollars, og vi ved, at vi har brug for billioner.
Så der er brug for innovative kanaler. Vi har IFU, nogle af jer har nævnt det og rost det, og det er jo rigtigt, at det er en måde at geare vores investeringer på, og det skal vi blive endnu bedre til. Det tror jeg også vi bliver endnu bedre til i Danmark, og vi er i gang med at se på, hvordan man kan gøre det. Det er jo også klart, at når vi vælger at støtte via Verdensbanken, så er det faktisk en endnu højere gearing af pengene, der sker. Så er det også bare vigtigt, at Verdensbanken bliver reformeret i en rigtig retning, sådan at den også begynder at have et klimafokus.
Godt. Det er den ene store forandring, ikke bare i dansk udviklingspolitik, men det er også, hvad jeg vil kalde et paradigmeskifte i international udviklingspolitik, som er under udfoldelse, og på grund af vores rolle som grønt foregangsland har vi også en mulighed for at være med til at forme den politik i fremtiden.
Så er der Ukraine. Det er klart, at Ukraine nu som land er den største enkelte modtager af vores udviklingsbistand, og det er de jo, fordi det er et land, der er i vores nærområde. Derfor har vi et særligt ansvar over for dem, og det handler selvfølgelig også om sikkerhedspolitik. Det handler også om, når nu vi selv igennem årtier har prædiket, at man skal hjælpe ekstra i sit nærområde, at vi så også har en forpligtelse til at gøre det i vores nærområder. Så vil jeg bare lige for en god ordens skyld understrege, at det også er udviklingspolitik, og at det også er humanitær bistand. Det er mennesker, der har fået deres hjem bombet; det er mennesker, der ikke har vand; det er mennesker, der har behov for sundheds- og sociale indsatser. Det er klassisk udviklingspolitik, og det er mange af de samme redskaber, vi har brugt i Asien, Afrika og andre steder i verden, som vi nu bruger i Ukraine. Tilsvarende er det klart, at det i årene, der kommer, forhåbentlig mere og mere bliver et spørgsmål om genopbygning og udvikling og mindre et spørgsmål om humanitær bistand. Men lige nu vil det være en balance mellem de to. Tak.